Har man brændt sit lys i begge ende, eller føler man sig udbrændt og føler man, at ens indre lys er slukket, så kan det offentlige sørge for at man kommer på et rekreationsophold, så man kan få olie på sin lampe til igen at brænde (ud). For alting har en ende, også et menneskes livslys.
 Forleden var jeg i Bilka for sammen med tusinde andre at foretage de nødvendige juleindkøb. Sikken voldsom trængsel og alarm! Jeg havde god tid, og kunne derfor gå og kigge lidt på indretningen og de handlende. Nogle var stressede, andre var overlæssede, andre igen var forvirrede. Ind imellem kunne man se nogle, der havde givet op og andre, der trods alt havde overskud til at grine og småsludre med ekspedienterne.
Det er kommet som en ubehagelig overraskelse især for min far, at hans fødehjem i Børsmose er blevet revet ned. Derfor skriver jeg denne artikel for at fremlægge sagen og for at sætte fokus på et stykke Danmarkshistorie.
Bibelteksterne til Anden Søndag i Advent kan læses her.
I løbet af i år har vi fejret vores nationale filosof, Søren Kierkegaard. Det fortælles, at Søren engang havde inviteret sin forlovede og udkårne Regine ind at se teater. Det er lidt som hvis vi i dag inviterede en i biografen, som vi var forelsket i. Søren fortalte Regine om teaterstykket langt tid i forvejen, og hun glædede sig mere for hver dag, teaterstykket nærmede sig. Søren var god til at fortælle, og måske blev der smurt et godt lag på. Da dagen endelig var kommet, hentede Søren hende i sin karet. Undervejs på turen hen til teatret fortalte Søren endnu mere levende om teaterstykket, og Regine blev endnu mere forventningsfuld. Da de nåede hen til teatret, stoppede kareten, men Søren bad kusken om at vende om. Som sagt så gjort: Regine og Søren vendte om og kørte hjemad. Uden så meget som at have været ude af kareten. Regine må have følt sig snydt og bedraget, og måske endda krænket på sin ære. Som forklaring på alt dette sagde Søren blot: ”Forventningens glæde er den største.” |
