Min far er fra det nu eksprorierede Børsmose ved Vesterhavet i Sydvestjylland, hvor han voksede op i 30'erne og 40'erne, og overtog sin fædrene gård i 1956. Han voksede op med dyrkning af heden, plejl-tærskning af neg, urfulgens kukken, nogle få køer, grise og får i stalden, hestetrukket selvbinder på marken, ja, det vil sige, efter nogle års høsten med le. Desuden fiskede man frit i havet, købte drivtømmer på stranden, savede kvast om vinteren til brug i kakkelovnen om sommeren. Og så oplevde han krigen i sine unge år, hvorfra han kan fortælle om bl.a. bygningen af bunkers i klitterne, om engelske spærreballoner, der drev ind over kysten og punkterede over land, om dessertører og en landsbys liv under en besættelsesmagt.
Min mors forældre flyttede fra Børsmose kort efter, hun blev født, og de flyttede ind til de mindre landsbyer i Blåvandshuk Kommune. Hun voksede op med livet på en mindre gård i 50'erne, hvor hendes far arbejdede på fabrik, hendes mor var hjemmegående, og hvor hun kom ud at tjene efter konfirmationen. Hun voksede op med en dagligdag, hvor køerne skulle malkes tidligt og silde, mælkespandende skulle skures, og lektierne samt småsøskende skulle passes. Mine forældre blev gift, og begyndte sammen at dyrke landbruget. Det var et slid, pengene var små, og børnene efterhånden mange. De første år foregik høsten ved selvbinder og traktor, nabohjælp og sidenhen blev der bygget til gården, så de kunne holde grise og køer. Da jeg blev født i midt 80'erne, valgte mine forældre at sælge jorden fra og nedlægge landbruget. Det kunne ikke længere betale sig. I stedet fik mine forældre forskellige jobs.
Hjerl Hede viser med udstillinger og konkret håndværk, hvordan livet var i ”de gode, gamle dage”, uden at man dog fornægter de knap så lyse sider såsom en højere børnedødelighed og generel lavere levealder. På oplevelsesmuseet kunne man købe brød, bagt som i forgangne tider, tale med en travl bødker, høre møllerens værkende tandhjul, se oprindelige danske landbrugsdyr såsom høns, gæs, geder og køer. Selvfølgelig kunne man også køre med både hestevogne og lokomotiv, samt væltepeter, hvis man turde. Da vi travede rundt på arealerne blev vi overrasket af en tordenbyge og søgte ly i tømrerens brændeskur, hvorfra vi kunne anskue det store maskineri, der på imponerende vis med et væld af tandhjul trak saven, der lavede de fineste planker.
Et par dage efter min tur til Hjerl Hede, overvejer jeg, om det bare slutter her. Hvis dansk kultur ligger i fortiden, i de gamle menneskers ærindringer og museernes tavse genstande, hvad byder fremtiden så på? Og skal jeg så vælge at leve i fortidens ”gode gamle dage” af frygt for fremtidens ukendte tilvejebringelser? Jeg håber på, at jeg i mit liv kan kombinere fortid og fremtid, iPad og plejl, selvbinder og elbil, dyrehold og dyrevelfærd, bindingsværk og solceller med mere. Det gamle mundheld må afrunde denne artikel til brugbar ihukommelse: Ikke alt nyt er godt, og ikke alt gammelt er skidt.