I dag handler min prædiken om det der med at være Jesu discipel. At være discipel betyder er at være elev. Han siger et par gange i dagens tekst, at der er særlige krav forbundet med det. Man skal forlade alt, hvad man ejer og har for at kunne være hans discipel. Nogle dage føles dét som en nem opgave, andre dage føles det som om, Jesus forlanger at man hiver sit røde, bankende hjerte ud af sit bryst og forlader det på alteret, imens man går grædende bort med nedbøjet hoved. Og det er nok ikke helt forkert opfattet.
|
0 Comments
Godaften! Jeg hedder Ole Madsen, og jeg er præst i Hunderup og ovre i kirken her bagved, og jeg takker for invitationen til at holde en tale for jer på denne specielle aften. Ja, så har vi atter engang trodset vind og vejr, og har frygtløse bevæget os herned på Børnetoften for at holde Sankt Hans, en hyggelig tradition, der minder os om en uhyggelig tid. En tradition, der trækker mange spor tilbage i tiden. Traditionen bygger på fortællinger om mirakler, om hekse og trolde, om svundne tider og forunderlige folkefortællinger.
”Der bor en bager på Nørregade, han bager kringler og julekager/ han bager store, han bager små / han bager nogle med sukker på. // Og i hans vindu' er sukkersager og heste, grise og peberkager. / Og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå!” Allerede som børn lærer vi, at man skal have penge for at kunne få fingre i livets lækkerier, mens den fattige kirkerotte må gå slukøret og tomhændet bort. Sådan er verden, sådan er livet.
I dag har vi bevæget os. Nogle af os har bevæget os syngende fra Vilslev Spang her til præstehaven, og vi har alle bevæget os hjemmefra ud i Guds skønne – og lunefulde – natur for at bruge en times tid sammen til gudstjeneste. I dag skal det handle om bevægelse, og bare rolig, vi skal hverken danse zumba eller svinge med armene. Det skal nemlig handle om bevægelse af vor sind og ånd.
Børn løber med umiddelbar iver og stor glæde hen til deres forældre for trygt at fortælle og vise dem, hvad de har oplevet eller lavet henne i skolen. Et barns glæde er smittende, og et barns latter er befriet fra alle politiske bagtanker og lumske planer. Umiddelbarheden hos børn kan gøre os forlegne, fordi deres ord og udbrud ikke altid passer til selskabet og situationen. Vi kan sige om børn, at de har ild i rumpen, og det kan godt være et billede på pinsen: At vi får ild i rumpen.
Når vi nu er samlet her i kirken i dag, så er vi en enhed af vidner. Vi er forskellige på mange måder, men lige nu befinder vi os samme sted, synger de samme salmer, beder de samme bønner og er i det hele taget til gudstjeneste sammen. At vi er her betyder også, at andre ikke er her. Alene det at vi er samlet her, gør gudstjenesten til noget særligt. Vi kender måske ikke alle hinanden lige godt, men alligevel er vi frivilligt gået ind under kirkens tag, ind bag de tykke murer for at bruge en times tid på noget, der ikke får meget plads ude på den anden side. Her er der rum for det åndelige, som vi er vidner om.
|
Arkiv
August 2020
|
