I debatten om Jesu opstandelse er det nødvendigt at se på, hvad der egentlig står om det i Det Nye Testamentes bøger. De fire evangelietekster i Det Nye Testamente har en særlig status i Folkekirken, fordi præsten om søndagen i udgangspunktet skal prædike over et stykke fra et af evangelierne. Tre af evangelierne (Matthæus, Markus, Lukas; de tre kaldes 'synopsen') fortæller ligesom Johannesevangeliet om Jesu liv, død og opstandelse. De tre ligner meget hinanden, men de har hver især forskellige vinkler, forskellige historier og detaljer - de ting kaldes "særstof". Al tekst er hentet fra Bibelselskabets oversættelse fra 1992.
|
Søndag d. 25. januar 2015 var der almindelig højmesse i Gredstedbro kirke og forklaringsgudstjeneste i Vilslev kirke, hvor menigheden bestod af en del nuværende og kommende konfirmander. Det gav anledning til at skrive to vidt forskellige prædikener over samme evangelietekst. De to prædikener kan læses herunder.
Bibelteksterne kan læses her: Sidste søndag efter Hellig Tre Konger. Når man om mennesket hævder, at det har Gudbilledlighed, hævder man om mennesket, at det har noget at være stolt af; en kerne eller en rest, en gnist eller en glød – noget, som Gud kan gribe fat i, når han lader Ånden indgydes i menneskehjerte ved dåben til syndsforladelse og evigt liv. Syndefaldet betragtes her som en skævvridning, tilsløring eller mindskelse af Gudbilledligheden, men ikke en udslettelse. Der er således noget at bygge videre på. Resultatet bliver, at mennesket i sig selv har mulighed for at opdyrke noget i sit indre og ligesom en helbredelsesproces blive mere og mere retfærdig og hellig. Menneskets kærlighed fremhæves som noget særligt Gudgivent, der ikke gik tabt ved syndefaldet; og kærligheden udtrykker sig fx i form af gode gerninger og tilgivelse.
Ovenstående opfattelse finder jeg tvivlsom. At mennesket overhovedet er Guds billede – eller skabt i Guds billede – betyder, at Gud har en menneskebilledlighed. Gud skaber i sit billede, hvad Han selv er eller rummer. Vi hører ikke om andet af skaberværket, der er skabt i Guds billede. Også kun derfor giver det mening at Sønnen inkarnerede sig som Jesus Kristus – og altså fx ikke som et æsel. Kun ved at Gud spejler sig i mennesket, eller lader mennesket være sit (spejl)billede, giver det mening at Sønnen inkarnerede sig som menneske. Mennesket er Guds billede, Sønnen er Guds udtryk i verden. Der er således intet, mennesker kan finde i sig selv at være stolte af. Vi har således kun Gudbilledlighed ved at Gud har menneskebilledlighed. Menneskets kærlighed til hinanden og til Gud er af en anden slags end Guds kærlighed til mennesker. Når man som præst er med til en skøn bryllupsfest, hvor smil og latter er naturlige krydderier til de mange småsnakke, der finder sted ved bordene, sker det heldigvis sjældent, at vinen slipper op, før gæsterne skal hjem. Men selvom flaskerne og glassene bugner af god vin, så hører man som præst igen og igen det samme gode gamle underholdende spørgsmål, som Jesus faktisk er skyld i. Det sker som regel sådan, at en gæst i selskabet finder ud af, hvem præsten er, tager et glas vand og spørger, om ikke man lige kan lave den om til en god glas vin. Det er vist endnu ikke lykkedes for nogen præst – hvor meget man så end gerne ville.
Det har for ikke så længe siden været nytårsaften, og en del sprængte postkasser vidner om (lidt for) livlige drengestreger. Det er ikke ukendt, at drenge laver skøre ting, når de keder sig. Nogle drenge er igennem tiden løbet hjemmefra for at komme væk fra trælse forældre, sure pligter eller hvad der nu ellers kan irritere unge knægte. I dag har vi hørt den lidt underlige fortælling om Jesus, der var blevet væk for sine forældre. Enhver forældre, der har oplevet at ens barn pludseligt er blevet væk i en stor butik kan nemt forestille sig den skræk, der jager én i livet, når man indser, at barnet ikke længere er lige ved hånden. Men Josef og Maria var ikke bare i en butik; de var på vej i en kæmpestor karavane af kameler, æsler og en masse folk til fods; de var på vej til Nazareth, for at komme hjem fra påskefejringen i Jerusalem, der hvert år tiltrak hundredetusindvis af besøgende. Det var i dét enorme virvar af mennesker, at den kun 12-årige Jesus var forsvundet.
Klokken slår, tiden går, og vi er tvunget til at følge med – i hvert fald på kalenderen. Fra i dag skriver vi 2015 og hele år 2014 er nu lige til at pakke i en kasse og sætte på loftet sammen med alle de andre kasser med årstal, der rummer minder, oplevelser, erfaringer, følelser og meget andet, der har gjort et år til noget ganske særligt. Vi husker de mange år fra hinanden ved at have noget særligt at binde det op på. Et nyt år, en ny dag, en ny time af vort liv giver nye muligheder, nye og friske øjeblikke, som vi får lov at bruge. Dag ud og dag ind får vi lov til at vælge mellem mange forskellige muligheder. Mange muligheder kan gøre livet rigere og mere mangfoldigt, men mange muligheder kan modsat gøre livet fattigere, hvis man er bange for at leve eller bange for at dø. Derfor må vi huske på englen der til hyrderne julenat sagde, at de ikke skulle være bange, for dén nat blev verdens frelser født.
|
Arkiv
September 2022
|
