Jesus er menneskers lys

Har man brændt sit lys i begge ende, eller føler man sig udbrændt og føler man, at ens indre lys er slukket, så kan det offentlige sørge for at man kommer på et rekreationsophold, så man kan få olie på sin lampe til igen at brænde (ud). For alting har en ende, også et menneskes livslys. 

Billedsprog om lyset spiller en fantastisk stor rolle i vort sprog og vores dagligdag. Aldrig før er der offentligt blevet talt så meget om at brænde, at brænde ud, at brænde sit lys eller at miste gnisten i parforhold som i disse tider. Tager man billedsproget bogstaveligt, kan man forestille sig vi mennesker som store stearinlys, der langsomt men sikkert udbrænder som det kalenderlys, der talte sin sidste dag i går. Man kan også forestille sig, at vi er olielamper, og at vi engang imellem skal have tanket op. Ikke al brændstof er dog lige godt, og vi kan tale om en rugbrødsmotor, der kan køre længe, mens vi ikke giver fem flade øre for en motor på fast food. Når vi hører om noget ekstra positivt kalder, vi det en solstrålehistorie.

Al den tale om lys giver kun mening, hvis der er et mørke, som vi skal lyse ind i – altså, det giver ikke mening at tænde en olielampe midt på en solskinsrig sommerdag. Nej, lys og lygter tænder vi, enten når vi leder efter noget, eller når vi skal finde vej; vi tænder lys, når mørket er faldet på, og når vi ikke længere kan se noget. Hvis lyset ikke skinner i mørket, er vi hjælpeløse. Magtesløsheden kan føres til frustration og panik, hvilket medfører, at man mister de sidste rester af orientering og håb om at finde vej i mørket.

Hvis vi forlader os på vort indre lys, når vi skal navigere i livets og verdens mørke skove eller dunkle kamre, kan vi risikere, at lampen løber tør for olie lige i det øjeblik, vi står på den mørkeste plet i skoven.

Jesus gik iblandt mennesker som et mægtigt skinnende lys midt i verdens mørke. Hvad var der mørkt i verden? Vi har jo lige hørt, at Gud skabte lyset, og at Han så, det var godt. Jo, Gud skabte lyset, og Han skabte mennesket. Desværre er der også et syndefald, hvor mennesket vendte sig væk fra Gud. Når man som Adam og Eva står ansigt til ansigt med Gud, så er det som at stirre mod solen. Syndefaldet medførte, at vi nu står med ryggen mod Gud og mod solen. Solen skinner på vores ryg, men vi tror, den slet ikke skinner.

Da Jesus kom til mennesker viste han dem, at Guds lys stadig skinner. Jesus fik mennesker til at vende sig om. At vende sig med ansigtet mod solen, så de igen kunne mærke Gudslysets livgivende og varmende stråler. Er det så mærkeligt, at folk blev jublende glade, når Jesus havde vist dem, at lyset stadig skinner på dem? Igen og igen hører vi om børn, kvinder, mænd med alverdens sygdomme og skavanker, der bliver ramt af dette Gudslys, og de reagerer spontant med jubel og glæde. Som en ko, der slippes løs på forårsgræsset efter en lang vinter, eller som et barn, der får lov til at slå sig løs i en slikbutik. Glæden ved at se Gudslyset er dog større end deres glæde.

Uanset hvor meget vi stræber og kæmper og forsøger, kan vi ikke selv vende os om mod dette lys. For lyset kommer til os. Både som stjernen over Betlehem, som Jesus og som dåb og nadver. Det handler nemlig ikke om, hvad vi kan præstere eller om, hvor flotte, rige og dygtige vi er. Nej, det handler alene om, hvorvidt vi tør give slip på al den kontrol, som vi har fyldt vort liv med. ”Kontrol” er blevet et mantra i dagens samfund; staten kontrollerer os, og vi kontrollerer hinanden. Ingen kan føle sig sikre; der er stikkere over alt og væggene har ører. Vi har brug for kontrol, fordi vi er bange og fulde af mistro. Mistro er bare én af konsekvenserne af syndefaldet. Vi stirrer ind i mørket, og tænker, at vi kan skabe lys ved at kontrollere mørket. Men i mørket er alle mennesker grå.

Vi kan kun opgive kontrol, hvis vi har tillid. Tillid som et barn viser sine forældre, tillid til, at forældrene vil sørge godt for barnet. Hvem ønsker ikke at sørge godt for sit barn eller sin bror, søster, forældre, venner, kammerater, landsmænd? At vise tillid er at tro på, at den anden har gode intentioner; at der ikke vil ske mig noget ondt. At vise mistillid er at frygte dårlige intentioner; frygter man dårlige intentioner, begynder man at kontrollere den andens motiver og bagtanker.

Mistillid ødelægger alt. Mistillid er som at stikke en finger i stearinlysets flamme, for at sikre sig, at den er virkelig. Mistillid er at puste for hårdt til bålets gryende ild, for at teste, om den kan antænde hele bålet. Mistillid er at teste sit barn i tide og utide, for at afprøve, om det kan få succes i livet. Mistillid er at tjekke og dobbelttjekke borgernes indkomster og udgifter for at fange dem, der snyder i systemet. Vi er så bange, og derfor gør vi hinanden mere ondt end godt.

Som lyset er Kristus kommet til jord. Han er et lys, der brænder klart, uden at fortære med sin flamme; Han antænder en gnist af tillid i hjertet, og gnisten sætter mennesker fri af frygt og mistillid. Netop fordi vort eget indre lys så let brænder ud, har vi brug for et lys og en gnist, der kommer ude fra. Og vi har brug for et lys, der brænder kraftigere og som holder længere, end vor egen gør. I begyndelsen skabte Gud lyset, og han så, at det var godt. Gudslyset kom til jord, og det er et lys, som mørket ikke kan få bugt med. Det er et lys, som fostrer tillid og aldrig mistillid. Lyset er Kristus, der går ind i menneskelivets mørke, for at vise, at der stadig skinner et lys kraftigere og klarere end nogen Betlehemsstjerne.

Når man er bange, frygtsom eller fyldt af mistillid vender man sig mod sig selv bl.a. for at undgå at blive såret af andre. At vende sig mod sig selv resulterer som regel i egoisme og selvforelskelse. Man kigger i et spejl, og tror, spejlbilledet er mere virkeligt, end den nødlidende næste, der råber om hjælp fra en grøftekant. Kristus inviterer os til at vende os bort fra spejlet, til at vende om, til at se hen til dem, der stadig lever i et mørke af mistillid og utryghed. Et frygtsomt liv er et flygtigt liv.

Af frygt kan vi miste interessen for andre. Jesus kom til jord netop for at pege på, at andre har brug for os, og at vi har brug for andre. Gud elsker os så meget, at Han sendte Jesus for at vise os vejen, sandheden og livet. Jesus elsker hvert menneske, og ønsker det bedste for enhver af os. Han ønsker at skabe lys i det mørke, der enten er meget eller lidt af i vort liv og vor verden. Han ønsker at tænde Gudslysets gnist hos os, så vi i tillid og uden frygt kan være til glæde og gavn for mennesker omkring os. Jesus selv levede for andre, og nu kalder han hver enkelt af os ud af vort livs mørke til et liv i tro og tillid, et liv til glæde og gavn for os selv og mennesker omkring os.

                      Amen.