Bibelteksterne til Anden Søndag i Advent kan læses her.
I løbet af i år har vi fejret vores nationale filosof, Søren Kierkegaard. Det fortælles, at Søren engang havde inviteret sin forlovede og udkårne Regine ind at se teater. Det er lidt som hvis vi i dag inviterede en i biografen, som vi var forelsket i. Søren fortalte Regine om teaterstykket langt tid i forvejen, og hun glædede sig mere for hver dag, teaterstykket nærmede sig. Søren var god til at fortælle, og måske blev der smurt et godt lag på. Da dagen endelig var kommet, hentede Søren hende i sin karet. Undervejs på turen hen til teatret fortalte Søren endnu mere levende om teaterstykket, og Regine blev endnu mere forventningsfuld. Da de nåede hen til teatret, stoppede kareten, men Søren bad kusken om at vende om. Som sagt så gjort: Regine og Søren vendte om og kørte hjemad. Uden så meget som at have været ude af kareten. Regine må have følt sig snydt og bedraget, og måske endda krænket på sin ære. Som forklaring på alt dette sagde Søren blot: ”Forventningens glæde er den største.”
I løbet af i år har vi fejret vores nationale filosof, Søren Kierkegaard. Det fortælles, at Søren engang havde inviteret sin forlovede og udkårne Regine ind at se teater. Det er lidt som hvis vi i dag inviterede en i biografen, som vi var forelsket i. Søren fortalte Regine om teaterstykket langt tid i forvejen, og hun glædede sig mere for hver dag, teaterstykket nærmede sig. Søren var god til at fortælle, og måske blev der smurt et godt lag på. Da dagen endelig var kommet, hentede Søren hende i sin karet. Undervejs på turen hen til teatret fortalte Søren endnu mere levende om teaterstykket, og Regine blev endnu mere forventningsfuld. Da de nåede hen til teatret, stoppede kareten, men Søren bad kusken om at vende om. Som sagt så gjort: Regine og Søren vendte om og kørte hjemad. Uden så meget som at have været ude af kareten. Regine må have følt sig snydt og bedraget, og måske endda krænket på sin ære. Som forklaring på alt dette sagde Søren blot: ”Forventningens glæde er den største.”
Det ville aldrig gå godt, hvis forældre i dag sagde sådan til deres børn juleaften. Forventninger bærer vi alle rundt på, og især i denne adventstid og juletid bygges forventningerne op til noget helt særligt. Vi ved, at vores forventning ikke er forgæves, for vi stoler på dem, vi forventer noget af. Og pga. vore forventninger, bruger vi også en del tid på at forberede os. Vi forbereder, at vore forventninger skal indfries.
I disse tider forventer vi en masse godt, og vi forbereder os derfor på at kunne modtage alle de gode ting. Nogle gange må vi dog forberede os på knap så gode ting, idet vi forventer nogle negative hændelser. Helt konkret kan vi se på det seneste stormvejr, der igen gav os grund til at forberede os. Vi forventede skader og ødelæggelser, og som ansvarlige og fornuftige mennesker, begyndte vi at forberede os. Storm- og vandskader er ikke ukendte for os herude på vestkysten, men nogle gange overrumples vi alligevel.
Som ti brudepiger blev overrumplet af deres træthed, da de ventede på den brudegom, de så længe havde ventet på. Ventetiden opleves længere, jo større forventninger man har. Det forstår vi, når vi hører børn og voksne, der juleaften synger: ”I aften er det juleaften, der er længe, længe til”. Og hvad skal man dog finde på i den ventetid? Hvordan skal man holde ventetiden ud?
Børnene kan lege eller se TV'ets mange julekalendere, vi der er lidt ældre har som regel en masse praktisk at se til; de sidste ting, før vi kan tage fat på de mange juletraditioner. Brudepigerne faldt i søvn i deres ventetid.
Hvis man skal kunne holde ventetiden ud, må der være noget, der er værd at vente på. Som fx julemad og julegaver, julesalmer og julegudstjeneste eller en længe ventet brudgom. Vi er gået ind i en periode med vinter, og hvis den ligner de andre år, bliver den lang og krævende. Så det må vi forberede os på. Det kan være meget kønt om vinteren, når snetæppet har lagt sig over marker og enge, når vandet er frosset og når frosne vandperler bryder den skarpe vintersol. Men vinteren er også en periode, hvor vi hænger neg ud og lægger brød på foderbrættet til de sultne fugle, hvor vi skruer ekstra op for varmen, hvor vi tænder flere lys og på mange måder viser vores længsel efter foråret, hvor solen atter får magten.
Brudepigerne længtes også. Dog efter en brudgom, og af en eller anden grund lod han vente på sig. Da pigerne havde ventet meget længe blev de naturligvis trætte, og de lagde sig og faldt i søvn. Pludselig blev nattens mørke brudt af råbet, der kundgjorde, at brudegommen var på vej. De fem kloge piger var klar til mødet, men de fem tåbelige var ikke klar; som om de skulle til eksamen og ikke havde læst på lektierne. Der stod de med håret i postkassen og forsøgte at låne af de kloges pigers forberedelse. Men det er ikke alt i livet, man kan låne af hinanden som notater til eksamen. En lampe kræver en vis mængde olie for at kunne brænde længe nok til, at man kan finde vej. De fem kloge piger kunne derfor ikke give af deres olie, for i så fald de gjorde det, ville de alle ti gå vild på vej hen til bryllupssalen. Hvis en blind leder en blind, falder de begge i grøften.
Vi må altså ikke tro, at de fem kloge piger var onde egoister, men vi må konkludere, at de fem tåbelige piger var sløsede og dovne, hvilket medførte, at de ikke kom med til festen. Forventningens glæde var stor, men dovenskaben var større og slog skår i deres glæde. Hvis man er fuld af forventning, men ikke forbereder sig, er man en tåbelig brudepige. At man ikke forbereder sig er måske et udtryk for, at man efterhånden har tabt troen på, at forventningen vil blive indfriet.
Regine troede fuldt og fast på Søren Kierkegaard, og hun stolede på, at teaterstykket ville indfri alle de forventninger, Søren havde bygget op hos hende i dagene op til. Regine havde forberedt sig, og glædede sig som et lille barn. Skuffelsen må have været så meget desto større, og man kan tænke sig, at hun tabte troen på Søren, at hun mistede modet. Deres forhold gik da også i vasken.
De fem brudepiger, der ikke kom med til festen må da også have smagt skuffelsens bitterhed, da de blev afvist i døren. For dem var løbet kørt, de havde forpasset deres mulighed; det må da være Ny Testamentes største opsang til dem, der sløser med at læse til eksamen eller dovner i stedet for at gøre deres arbejde. Hvis man pga. sløseri eller dovenskab dumper til eksamen eller bliver fyret fra sit arbejde eller udelukkes fra bryllupsfesten, så står man alene tilbage i mørket med al sin skyld og dårlige samvittighed. Man kan jo ikke anklage andre for at være skyld i, at man ikke tog sig sammen, imens man havde tiden til det. Man kan kun vende sin vrede, skuffelse, bitterhed indad; og gør man det længe nok, kan man grave sig ned i et mentalt sort hul af skam og skyldfølelse, der udelukker ethvert lys og enhver glæde.
Det er tydeligt, at vi skal forstå lignelsen om de ti brudepiger, som en fortælling om Kristus og en fortælling om os. Kristus er ikke kendt for at lukke folk ude i mørket, han er ikke kendt for at kaste den første sten. Dog kender vi os selv godt nok til at vide, at skyld og skam rammer os oftere, end vi har lyst til at tænke på; og skyldfølelsen rammer os, fordi vi ved, at vi ikke magter at leve op til de forventninger, vore nære og kære har til os. Gang på gang kommer vi til at skuffe hinanden, og gang på gang må vi indse, at selvom vi virkelig ønsker det gode, så lykkes livet ikke altid, som vi gerne vil det. Det er ikke altid, vi når frem til bryllupssalens åbne dør.
Vi sidder altså ikke her i kirken, fordi alle vore forventninger altid indfries, eller fordi vi aldrig bliver skuffet over verden, hinanden eller os selv. Men vi sidder her, fordi vi selv har fået en chance mere og derfor også er villige til at give andre en chance mere. Vi har indset, at vi som de fem tåbelige brudepiger ikke kan stole på vor egen formåen, når det drejer sig om at have olie nok på lampen til at finde vejen igennem mørket. Vi oplever modstand og modgang både ude i verden, i forskellige fællesskaber og hos os selv – og nogle gange kan vi være på randen til at miste modet og troen. Troen på Kristus, troen på det gode liv, troen på en ny mulighed. Brudepigerne vågnede i nattens mørke, og således vækkes vi også pludseligt; spørgsmålet er, om vi har et lys for vore fødder?
At vi sidder her i kirken endnu engang vidner om, at det ikke er i vort eget indre, at vi finder det lys, der kan hjælpe os til at finde vej i mørket. Det er ikke vore egne forberedelser, der sikrer os en plads ved bryllupsfesten. Nej, der er et lys uden for os, der skinner for vore fødder, som gadelamperne ved fortovene. Det er et lys, som vi mindes ved nu i dag at have tændt det andet lys i adventskransen, (og som vi husker på ved at have et flot luciaoptog). Lyset, der skinner i mørket, er Guds løfte til mennesker; det er julens budskab, det er profeternes forudsigelser; det er Jesus Kristus, der giver os forventningen om fornyet tro, håb og kærlighed. Lyset, der skinner, er Jesus, der kalder os; kalder os ud af vor skam og skyld, kalder os ud af vor selvfordømmelse, vore skuffelser og vore sammenbrudte forventninger; han kalder os til at blive en del af det levende, kristne fællesskab, hvor vi sammen kan opmuntre hinanden til igen og igen at byde de bitre erfaringer trods, og som børn igen glæde os over livet, troen og kærligheden.
Julens budskab er at bringe godt nyt til dem, der ikke længere tror, der er godt nyt tilbage at høre. Salmerne synger, så vi med ørerne kan høre det gode, bønnerne beder vi, så vi med hjertet kan føle det gode; det gode budskab, der lød for 2000 år siden, lyder igen i disse dage. Forventningens glæde er stor, men ikke størst - for når vore forventninger bliver indfriet, kan vi ikke andet end glæde os med stor fryd og jubel - som fem brudepiger, der kom med til fest.
Amen.
I disse tider forventer vi en masse godt, og vi forbereder os derfor på at kunne modtage alle de gode ting. Nogle gange må vi dog forberede os på knap så gode ting, idet vi forventer nogle negative hændelser. Helt konkret kan vi se på det seneste stormvejr, der igen gav os grund til at forberede os. Vi forventede skader og ødelæggelser, og som ansvarlige og fornuftige mennesker, begyndte vi at forberede os. Storm- og vandskader er ikke ukendte for os herude på vestkysten, men nogle gange overrumples vi alligevel.
Som ti brudepiger blev overrumplet af deres træthed, da de ventede på den brudegom, de så længe havde ventet på. Ventetiden opleves længere, jo større forventninger man har. Det forstår vi, når vi hører børn og voksne, der juleaften synger: ”I aften er det juleaften, der er længe, længe til”. Og hvad skal man dog finde på i den ventetid? Hvordan skal man holde ventetiden ud?
Børnene kan lege eller se TV'ets mange julekalendere, vi der er lidt ældre har som regel en masse praktisk at se til; de sidste ting, før vi kan tage fat på de mange juletraditioner. Brudepigerne faldt i søvn i deres ventetid.
Hvis man skal kunne holde ventetiden ud, må der være noget, der er værd at vente på. Som fx julemad og julegaver, julesalmer og julegudstjeneste eller en længe ventet brudgom. Vi er gået ind i en periode med vinter, og hvis den ligner de andre år, bliver den lang og krævende. Så det må vi forberede os på. Det kan være meget kønt om vinteren, når snetæppet har lagt sig over marker og enge, når vandet er frosset og når frosne vandperler bryder den skarpe vintersol. Men vinteren er også en periode, hvor vi hænger neg ud og lægger brød på foderbrættet til de sultne fugle, hvor vi skruer ekstra op for varmen, hvor vi tænder flere lys og på mange måder viser vores længsel efter foråret, hvor solen atter får magten.
Brudepigerne længtes også. Dog efter en brudgom, og af en eller anden grund lod han vente på sig. Da pigerne havde ventet meget længe blev de naturligvis trætte, og de lagde sig og faldt i søvn. Pludselig blev nattens mørke brudt af råbet, der kundgjorde, at brudegommen var på vej. De fem kloge piger var klar til mødet, men de fem tåbelige var ikke klar; som om de skulle til eksamen og ikke havde læst på lektierne. Der stod de med håret i postkassen og forsøgte at låne af de kloges pigers forberedelse. Men det er ikke alt i livet, man kan låne af hinanden som notater til eksamen. En lampe kræver en vis mængde olie for at kunne brænde længe nok til, at man kan finde vej. De fem kloge piger kunne derfor ikke give af deres olie, for i så fald de gjorde det, ville de alle ti gå vild på vej hen til bryllupssalen. Hvis en blind leder en blind, falder de begge i grøften.
Vi må altså ikke tro, at de fem kloge piger var onde egoister, men vi må konkludere, at de fem tåbelige piger var sløsede og dovne, hvilket medførte, at de ikke kom med til festen. Forventningens glæde var stor, men dovenskaben var større og slog skår i deres glæde. Hvis man er fuld af forventning, men ikke forbereder sig, er man en tåbelig brudepige. At man ikke forbereder sig er måske et udtryk for, at man efterhånden har tabt troen på, at forventningen vil blive indfriet.
Regine troede fuldt og fast på Søren Kierkegaard, og hun stolede på, at teaterstykket ville indfri alle de forventninger, Søren havde bygget op hos hende i dagene op til. Regine havde forberedt sig, og glædede sig som et lille barn. Skuffelsen må have været så meget desto større, og man kan tænke sig, at hun tabte troen på Søren, at hun mistede modet. Deres forhold gik da også i vasken.
De fem brudepiger, der ikke kom med til festen må da også have smagt skuffelsens bitterhed, da de blev afvist i døren. For dem var løbet kørt, de havde forpasset deres mulighed; det må da være Ny Testamentes største opsang til dem, der sløser med at læse til eksamen eller dovner i stedet for at gøre deres arbejde. Hvis man pga. sløseri eller dovenskab dumper til eksamen eller bliver fyret fra sit arbejde eller udelukkes fra bryllupsfesten, så står man alene tilbage i mørket med al sin skyld og dårlige samvittighed. Man kan jo ikke anklage andre for at være skyld i, at man ikke tog sig sammen, imens man havde tiden til det. Man kan kun vende sin vrede, skuffelse, bitterhed indad; og gør man det længe nok, kan man grave sig ned i et mentalt sort hul af skam og skyldfølelse, der udelukker ethvert lys og enhver glæde.
Det er tydeligt, at vi skal forstå lignelsen om de ti brudepiger, som en fortælling om Kristus og en fortælling om os. Kristus er ikke kendt for at lukke folk ude i mørket, han er ikke kendt for at kaste den første sten. Dog kender vi os selv godt nok til at vide, at skyld og skam rammer os oftere, end vi har lyst til at tænke på; og skyldfølelsen rammer os, fordi vi ved, at vi ikke magter at leve op til de forventninger, vore nære og kære har til os. Gang på gang kommer vi til at skuffe hinanden, og gang på gang må vi indse, at selvom vi virkelig ønsker det gode, så lykkes livet ikke altid, som vi gerne vil det. Det er ikke altid, vi når frem til bryllupssalens åbne dør.
Vi sidder altså ikke her i kirken, fordi alle vore forventninger altid indfries, eller fordi vi aldrig bliver skuffet over verden, hinanden eller os selv. Men vi sidder her, fordi vi selv har fået en chance mere og derfor også er villige til at give andre en chance mere. Vi har indset, at vi som de fem tåbelige brudepiger ikke kan stole på vor egen formåen, når det drejer sig om at have olie nok på lampen til at finde vejen igennem mørket. Vi oplever modstand og modgang både ude i verden, i forskellige fællesskaber og hos os selv – og nogle gange kan vi være på randen til at miste modet og troen. Troen på Kristus, troen på det gode liv, troen på en ny mulighed. Brudepigerne vågnede i nattens mørke, og således vækkes vi også pludseligt; spørgsmålet er, om vi har et lys for vore fødder?
At vi sidder her i kirken endnu engang vidner om, at det ikke er i vort eget indre, at vi finder det lys, der kan hjælpe os til at finde vej i mørket. Det er ikke vore egne forberedelser, der sikrer os en plads ved bryllupsfesten. Nej, der er et lys uden for os, der skinner for vore fødder, som gadelamperne ved fortovene. Det er et lys, som vi mindes ved nu i dag at have tændt det andet lys i adventskransen, (og som vi husker på ved at have et flot luciaoptog). Lyset, der skinner i mørket, er Guds løfte til mennesker; det er julens budskab, det er profeternes forudsigelser; det er Jesus Kristus, der giver os forventningen om fornyet tro, håb og kærlighed. Lyset, der skinner, er Jesus, der kalder os; kalder os ud af vor skam og skyld, kalder os ud af vor selvfordømmelse, vore skuffelser og vore sammenbrudte forventninger; han kalder os til at blive en del af det levende, kristne fællesskab, hvor vi sammen kan opmuntre hinanden til igen og igen at byde de bitre erfaringer trods, og som børn igen glæde os over livet, troen og kærligheden.
Julens budskab er at bringe godt nyt til dem, der ikke længere tror, der er godt nyt tilbage at høre. Salmerne synger, så vi med ørerne kan høre det gode, bønnerne beder vi, så vi med hjertet kan føle det gode; det gode budskab, der lød for 2000 år siden, lyder igen i disse dage. Forventningens glæde er stor, men ikke størst - for når vore forventninger bliver indfriet, kan vi ikke andet end glæde os med stor fryd og jubel - som fem brudepiger, der kom med til fest.
Amen.
