Børn har en livlig fantasi, siger vi, og ser overbærende på de små, der uden problemer tænker på nisser og julemanden, på tandfeen, elver, alfer, superhelte, enhjørninger med mere. Især julen er sprængfyldt med sådanne eventyrvæsner, og fantasien får i juletiden lov til at udfolde sig ekstra meget. Men når vi siger, børnene har en livlig fantasi, siger vi vel også, at vores voksne fantasi er ret så u-livlig, ja, måske endda stendød. Eventyret synes at være smuldret lidt med de skridt for skridt, vi tog fra barndom til voksendom. Men hver jul lyder igen noget eventyrligt for vore ører, noget, som vi får lov at tro på, selvom vi måske slet ikke kan eller tør, fordi den frimodige og fantasifulde tro på eventyr hører barndommens ubekymrede glæde til. Måske har vi bekymret os for meget til længere at kunne glæde os?
