Stædig som et æsel havde Jesus sat sig for at tage ind til Jerusalem. Han ved godt, at der kun venter ham påskens begivenheder med disciplenes svigt, og at han kan se frem til piskning og korsfæstelse. I den by, hvor Guds tempel lå så flot og hvor alverdens hjerter håbede på Guds indgriben i verden, skulle Guds søn gå sine sidste skridt, forladt og alene i en sorg og smerte, som ingen før eller siden kunne kende hos sig selv. Men den tid, den sorg. I dag ridder han som ydmyg konge på et æsel ind til sine bødler. Palmegrene lægger man på vejene, for den røde løber baner han selv med sit blod Langfredag på sin vej til Golgata.
|
I dag er det Sidste Søndag i Kirkeåret. Det er sidste gang, vi slår kirkens døre op til gudstjeneste, sidste gang, menigheden indfinder sig og sidste gang, jeg betræder denne prædikestol. Det er sidste gang, vi skal synge sammen, så jeg håber, vi alle på et tidspunkt har fået sunget nogle salmer, vi holder af. I dag er det sidste gang for mange ting. I hvert fald for dette kirkeår. Næste søndag begynder et nyt kirkeår med Første Søndag i Advent, og så begynder kirkeårets hjul forfra igen.
Hvis I nu i dag var gået til gudstjeneste i en anden kirke, så ville I have fået en helt anden prædiken. Det siger sig selv. Men hvor man mange andre steder i dag sikkert vil kunne høre om det lille barn som Guds gode eksempel i verden, et eksempel på, hvordan vi skal være som mennesker og kristne, så vil man her i kirken høre noget ganske andet. Jeg nægter simpelthen at tale om nutidens børn som forbilleder.
Uretfærdigheder synes at være uretfærdig fordelt. Retfærdigheder synes også at være uretfærdig fordelt. Fordeling er sket uden, at nogen har spurgt os til råds. Hvorfor har nogen meget og andre lidt? Hvorfor er nogle syge og andre raske? Hvorfor synes livet at lykkes for nogle og ikke for andre? Det er da også uheldigt, at vi ikke alle er lige heldige.
Det er tungt, at døden er i verden. Kigger vi på hele verdens storhed og livets mangfoldighed, er døden ikke til at komme udenom noget sted. Den rammer vidt og bredt, og alle menneskers lys slukkes på et tidspunkt for en stund, når dødens mørke sænker sig og steder vore kære til hvile. Vi er samlet her i dag for at mindes dem, der er døde i årets løb.
|
Arkiv
August 2020
|
