Forleden var jeg i Bilka for sammen med tusinde andre at foretage de nødvendige juleindkøb. Sikken voldsom trængsel og alarm! Jeg havde god tid, og kunne derfor gå og kigge lidt på indretningen og de handlende. Nogle var stressede, andre var overlæssede, andre igen var forvirrede. Ind imellem kunne man se nogle, der havde givet op og andre, der trods alt havde overskud til at grine og småsludre med ekspedienterne.
Julen er en interessant tid. Den begynder i november med de første julemagasiner og slutter i januar, hvor de sidste gaver byttes. Og juletiden er propfyldt med traditioner. Der er mange forventninger på spil, og vi trækker lidt mere nattesøvn fra for at kunne gøre selve juleaften bare lidt bedre end sidste år.
Juleaften står som et lysende punkt i kalenderen. Dén aften kan alt gå galt pga. vore høje forventninger, og derfor forbereder vi os grundigere end til nogen eksamen. Dén aften er der en helt masse på spil i forhold til familie og venner. Har man nu husket at sende julekort og julegaver til alle? Har man nu husket at ønske glædelig jul til alle kammerater inden ferien?
Modsat den utålmodighed, stress, forvirring og travlhed, der præger land og by, så er kirken her et tusindår gammelt rum med tålmodighed. Ligesom kroppen har brug for nattens søvn, har hjertet brug for et stille og tålmodigt øjeblik til bøn og eftertanke. Især hvis man har brug for at bede de sidste bønner, inden juleaften går løs hjemme i stuerne. Utålmodigheden slører vore øjne, så vi ikke kan se klart; det er som at køre stærkt på motorvejen i regn og slud: man mister overblikket, og frustrationen begynder at pible frem. Kirkens rum med salmeklang og bønnens stille mumlen er derfor en nødvendig ingrediens i en vellykket juleaftensmenu.
Som I kan se i julekrybben herunder, så er der en baggrund for, at vi gør så meget ud af julen: Det er nemlig juleaften, at vi fejrer Jesu fødsel. Vi hørte før, at hyrderne på marken får nyheden om Jesu fødsel, men familie og venner er åbenbart ikke lige i nærheden, så dér i stalden med halm i krybben sidder Josef og Maria alene blandt dyrene med deres nyfødte barn. Det må ikke have været særligt rart eller hyggeligt. Hvad mon nutidens mødre ville sige til at skulle føde i en stald?
Det rare og hyggelige forsvinder og fordufter, når man er i nød eller krise. I aften er det juleaften, der er længe, længe til. I aften sætter vi nøden og krisen uden for døren, og forsøger så vidt muligt at få en hyggelig aften med god mad og gaver. Alligevel er vi vel ikke helt rolige før dagen er omme; før maden er spist, før gaverne er pakket ud – så vi kan se, om maden var vellykket og gaverne var ønskede. Først når alt er vel overstået, kan vi gå til hvile glade og styrkede til at gå den hverdag i møde, der præges og plages af et dagligt trummerum med stress og jag. Livets trædemølle sættes i stå én aften om året. Det er ikke så underligt, at vi bruger så meget tid og energi og så mange penge på at få juleaften til at lykkes.
Bilka og Betlehem er dagens to store modsætninger. I Bilka kommer vi for at handle ind til det store julebord, og i Bilka er der overflod af alting. I Betlehemsstalden var der ingen overflod, og dér kom næsten ingen ind. Godt nok fik Jesu fødsel en reklame, der langt overgår Bilkas, nemlig en stjerne på himlen, der lyste så kraftigt og klart, at tre vise mænd fra østerland også fandt vejen hen til stalden. I Bilka forsøger vi at købe os ud af vor nød – i Betlehem kom barnet gratis til verden for at redde os ud af vores nød. Hyrderne ejede intet, og de var de første til at se Jesusbarnet. Det viser os, at julebudskabet ikke afhænger af os. Vi kan ikke gøre os fortjente til, at det bliver juleaften, eller at Jesus fødtes på jord. De rige i Betlehem havde fået bolig inde i byens fine hoteller, men de fine hoteller kunne ikke afse et enkelt værelse til en almindelig gravid kvinde.
Et barn er født i Betlehem til glæde for hyrder, vise mænd og andre, der har hørt budskabet og tror, at Jesus er kilden til glæde og liv – på denne jord. Hyrderne sad ikke på marken, fordi de forventede, at verdens frelser skulle fødes i stalden. De tænkte vel i højere grad på deres får og deres familie, som de igen måtte forlade for at kunne tjene til dagen og vejen. Vi kan sammenligne det med de udsendte soldater, boreplatformsarbejdere, søens folk og andre, der ikke kan fejre jul i familie og venners lag.
Vi er ikke hyrder eller vise mænd, men vi har alligevel hørt budskabet om, at verdens frelser er kommet til jord. En frelser, der igennem uselviske næstekærlighedsgerninger levede sit liv for andre. Gud gav os Jesus i julegave, og Jesus gav sit liv for os. Ligesom hyrderne på marken har vi ikke gjort noget for at fortjene at høre det glædelige budskab. Det er kommet til os som en gave. Gaver er altid ufortjente, og de gives med ønsket om det bedste. Det glædelige budskab er, at Jesus er den, der kan skabe retfærdighed, fred og glæde både i vort liv og vores verden. Uden retfærdighed er der ingen fred. Og fred er der hårdt brug for i en verden, der er så plaget af krig og konflikter. Og uden fred er der ingen glæde. Den røde tråd i julen går i en lige linje fra Jesu navlestreng til julegavens røde sløjfe.
Hvis julens gode budskab blot var en masse ord, kunne vi ikke bruge det så meget. Hvis man erklærer sin kærlighed til en anden, men ikke gør kærlighedsudsagnet konkret, så er det ubrugeligt for den anden. Når vi derfor spørger: ”Hvordan er julens budskab konkret for mig?” kan vi først og fremmest pege på kirken som et fællesskab af mennesker, der faktisk bruger tid på bøn og salmesang, bruger dyrebar tid juleaften på at tænke tilbage på Jesu fødsel. Vi har muligheden for at bringe retfærdighed, fred og glæde til hinanden. Ved Jesu fødsel tændtes et lys i mørket; englene sang om et håb for mennesker, et håb om retfærdighed, fred og glæde. Ikke som noget, der først kommer engang i et fjernt paradis, men som noget, der bryder frem i verden lige nu, lige her i kirken, lige i vore hjerter.
Hvad Bilka ikke kan sælge os, har vi fået gratis fra Betlehem. Et fattigt barn, født i en stald; et barn, der er Guds egen søn og verdens frelser. Englene synger, forkyndelsen lyder, budskabet om glæde strømmer imod os. Ikke fra højtalere, men fra en moders sagte røst, en vinternat i en stald i Betlehem. ”Lad os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind.” Amen.
Juleaften står som et lysende punkt i kalenderen. Dén aften kan alt gå galt pga. vore høje forventninger, og derfor forbereder vi os grundigere end til nogen eksamen. Dén aften er der en helt masse på spil i forhold til familie og venner. Har man nu husket at sende julekort og julegaver til alle? Har man nu husket at ønske glædelig jul til alle kammerater inden ferien?
Modsat den utålmodighed, stress, forvirring og travlhed, der præger land og by, så er kirken her et tusindår gammelt rum med tålmodighed. Ligesom kroppen har brug for nattens søvn, har hjertet brug for et stille og tålmodigt øjeblik til bøn og eftertanke. Især hvis man har brug for at bede de sidste bønner, inden juleaften går løs hjemme i stuerne. Utålmodigheden slører vore øjne, så vi ikke kan se klart; det er som at køre stærkt på motorvejen i regn og slud: man mister overblikket, og frustrationen begynder at pible frem. Kirkens rum med salmeklang og bønnens stille mumlen er derfor en nødvendig ingrediens i en vellykket juleaftensmenu.
Som I kan se i julekrybben herunder, så er der en baggrund for, at vi gør så meget ud af julen: Det er nemlig juleaften, at vi fejrer Jesu fødsel. Vi hørte før, at hyrderne på marken får nyheden om Jesu fødsel, men familie og venner er åbenbart ikke lige i nærheden, så dér i stalden med halm i krybben sidder Josef og Maria alene blandt dyrene med deres nyfødte barn. Det må ikke have været særligt rart eller hyggeligt. Hvad mon nutidens mødre ville sige til at skulle føde i en stald?
Det rare og hyggelige forsvinder og fordufter, når man er i nød eller krise. I aften er det juleaften, der er længe, længe til. I aften sætter vi nøden og krisen uden for døren, og forsøger så vidt muligt at få en hyggelig aften med god mad og gaver. Alligevel er vi vel ikke helt rolige før dagen er omme; før maden er spist, før gaverne er pakket ud – så vi kan se, om maden var vellykket og gaverne var ønskede. Først når alt er vel overstået, kan vi gå til hvile glade og styrkede til at gå den hverdag i møde, der præges og plages af et dagligt trummerum med stress og jag. Livets trædemølle sættes i stå én aften om året. Det er ikke så underligt, at vi bruger så meget tid og energi og så mange penge på at få juleaften til at lykkes.
Bilka og Betlehem er dagens to store modsætninger. I Bilka kommer vi for at handle ind til det store julebord, og i Bilka er der overflod af alting. I Betlehemsstalden var der ingen overflod, og dér kom næsten ingen ind. Godt nok fik Jesu fødsel en reklame, der langt overgår Bilkas, nemlig en stjerne på himlen, der lyste så kraftigt og klart, at tre vise mænd fra østerland også fandt vejen hen til stalden. I Bilka forsøger vi at købe os ud af vor nød – i Betlehem kom barnet gratis til verden for at redde os ud af vores nød. Hyrderne ejede intet, og de var de første til at se Jesusbarnet. Det viser os, at julebudskabet ikke afhænger af os. Vi kan ikke gøre os fortjente til, at det bliver juleaften, eller at Jesus fødtes på jord. De rige i Betlehem havde fået bolig inde i byens fine hoteller, men de fine hoteller kunne ikke afse et enkelt værelse til en almindelig gravid kvinde.
Et barn er født i Betlehem til glæde for hyrder, vise mænd og andre, der har hørt budskabet og tror, at Jesus er kilden til glæde og liv – på denne jord. Hyrderne sad ikke på marken, fordi de forventede, at verdens frelser skulle fødes i stalden. De tænkte vel i højere grad på deres får og deres familie, som de igen måtte forlade for at kunne tjene til dagen og vejen. Vi kan sammenligne det med de udsendte soldater, boreplatformsarbejdere, søens folk og andre, der ikke kan fejre jul i familie og venners lag.
Vi er ikke hyrder eller vise mænd, men vi har alligevel hørt budskabet om, at verdens frelser er kommet til jord. En frelser, der igennem uselviske næstekærlighedsgerninger levede sit liv for andre. Gud gav os Jesus i julegave, og Jesus gav sit liv for os. Ligesom hyrderne på marken har vi ikke gjort noget for at fortjene at høre det glædelige budskab. Det er kommet til os som en gave. Gaver er altid ufortjente, og de gives med ønsket om det bedste. Det glædelige budskab er, at Jesus er den, der kan skabe retfærdighed, fred og glæde både i vort liv og vores verden. Uden retfærdighed er der ingen fred. Og fred er der hårdt brug for i en verden, der er så plaget af krig og konflikter. Og uden fred er der ingen glæde. Den røde tråd i julen går i en lige linje fra Jesu navlestreng til julegavens røde sløjfe.
Hvis julens gode budskab blot var en masse ord, kunne vi ikke bruge det så meget. Hvis man erklærer sin kærlighed til en anden, men ikke gør kærlighedsudsagnet konkret, så er det ubrugeligt for den anden. Når vi derfor spørger: ”Hvordan er julens budskab konkret for mig?” kan vi først og fremmest pege på kirken som et fællesskab af mennesker, der faktisk bruger tid på bøn og salmesang, bruger dyrebar tid juleaften på at tænke tilbage på Jesu fødsel. Vi har muligheden for at bringe retfærdighed, fred og glæde til hinanden. Ved Jesu fødsel tændtes et lys i mørket; englene sang om et håb for mennesker, et håb om retfærdighed, fred og glæde. Ikke som noget, der først kommer engang i et fjernt paradis, men som noget, der bryder frem i verden lige nu, lige her i kirken, lige i vore hjerter.
Hvad Bilka ikke kan sælge os, har vi fået gratis fra Betlehem. Et fattigt barn, født i en stald; et barn, der er Guds egen søn og verdens frelser. Englene synger, forkyndelsen lyder, budskabet om glæde strømmer imod os. Ikke fra højtalere, men fra en moders sagte røst, en vinternat i en stald i Betlehem. ”Lad os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind.” Amen.
