At være vidne er ikke altid så alvorligt, som når man indkaldes i retten og skal sværge på at ”sige sandheden, kun sandheden og intet andet end sandheden” - ofte er det nemt at vidne; for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Det lyder næsten barnligt, for hvad børns hjerter er fyldt af, løber deres munde i hvert fald over med. Især når de skal tie stille. Børn er som regel ikke bange for at sige noget, og ordsproget om, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, er nok ikke helt skudt ved siden af. Selvom vi dog heller ikke må tro, at børn er uskyldsrene englebasser, der kun taler sandhed som intet andet menneske. Tværtimod har børn en livlig fantasi. Ikke desto mindre kan vi voksne lære noget.
At vidne betyder, at man taler sandt om noget bestemt over for andre. Man siger sandheden og fremlægger det nærmest objektivt. Så må folk tage det, som de nu bedst kan. Nogle kan ikke kapere sandheden, mens andre ikke kan leve uden. For tiden fylder sandhedsspørgsmålet meget i politik. Man er igen begyndt at diskutere en gammel moral om, at man ikke må lyve. Men en nødløgn er som regel okay. Eller en hvid løgn. Bare løgnen ikke er sort, så går det nok. Problemet med løgne er, at de altid har noget sandt i sig. De bedste løgne er dem, der ligner sandheden mest. For så er der flere, der tror, at løgnen er sand. Men løgn er altid løgn, uanset hvor godt den smager. Nogle gange er sandheden utrolig kedelig, men så kan man peppe den lidt op ved at tilsætte lidt løgn. Man tager en sandhed, og tilsætter lige tilpas med løgn, så de andre ikke kan smage andet end løgnens sødme i deres mund. Børn er gode til at lyve, og nogle voksne er nærmest eksperter til det. Løgn kan i mange tilfælde være rar, fordi den er blød og venlig og kan relativeres og formes på mange måder. Lidt som en ballon, der kan formes til alt muligt. Men en ballon er bare noget tyndt gummi med luft; den er skrøbelig og kan briste selv hvis et spædbarn får fingre i den.
Sandheden derimod er af en ganske anden karakter. Den er hverken blød, rar eller fyldt med luft. Sandheden er som et blankt sværd, der er skarpt på begge kanter. Et sådan sværd kan skære i alle retninger, og den er frygtindgydende for den, som angribes af den. Den skærer alle balloner i stykker, og hverken børn eller voksne kan knække eller bøje den. Løgne bøjes i neonlys, men sandheden smedes i stål. Sandheden er sand, uanset hvem der siger den, og hvornår den siges. To plus to er fire uanset hvornår vi siger det, eller hvor i verden vi siger det. Og i dag siges sandheden i dette rum, og vi er tilhørerne. Ikke at sandheden kommer fra mig personligt, men den kommer fra den Bibel, der som en tidsmaskine bringer os ordene fra Jesu egen mund for små 2.000 år siden. Jeg er blot en ydmyg tjener, der bringer ordene videre. Værs'go.
I torsdags var det Kristi Himmelfart, og det var den dag for længe siden, Jesus sagde stop og steg op til Gud Fader i himmelen, som vi beder vor Fadervor til. Nu er de begge sammen, som de var det fra tidernes morgen – bogstaveligt talt. Men hvad kommer det os ved? Hvorfor er det vigtigt for os jordiske mennesker at vide, at tømrersønnen fra Nazareth fór til himmels? Det er ikke vigtigt, bare fordi det er sandt; men det er vigtigt, fordi Jesus er gået i forbøn for os hos vor himmelske Far. I dag har vi hørt om, hvordan Jesus opfatter ham og Faderen som ét, og han beder om, at også vi må blive ét med Faderen.
Dagens evangelietekst er fra tiden, hvor Jesus stadig er på jorden, og ordene han sagde til sine disciple om at gå til Faderen og blive ét med ham, lød lige før, Jesus blev tage til fange i Getsemane have. Fra de havde fanget ham, gik der ikke langt tid, før han blev hængt op på korset for derefter at blive lagt ned i gravhulen og dødsriget, hvorfra Gud selv oprejste ham. Ikke blot blev han rejst op til jordens overflade, hvor han gik rundt blandt sine disciple, men han blev draget helt op i Himmelen. Deroppefra skulle der senere komme en erstatning for Jesus, og det skal vi høre mere om næste søndag. I dag skal vi fokusere på ventetiden.
Jesus er draget til himmels, og så går vi hernede på jorden og tænker, hvad vi dog skal gøre, indtil han kommer tilbage engang. Og det er imens vi venter, at vi går til gudstjeneste for igen og igen at høre hans ord og tænke over dem. Hver søndag hører vi noget nyt, og i dag har vi så hørt, at Jesus vidnede om Gud for sine disciple. Og så ligger det mellem linjerne, at hans disciple skulle vidne om Jesus. Det var en opgave, Paulus tog på sig, som var han klassens duks. Han sparede ikke sig selv, men gik nærmest bogstaveligt talt gennem vand og ild for at fortælle om Jesus Kristus til enhver, der havde tid og lyst til at høre på ham. Og det havde mange dengang. I dag har vi måske vænnet os til det, og måske kan vi de vigtigste pointer udenad – ligesom når vi halvt i trance fremsiger trosbekendelsen.
”Ude af øje – ude af sind” siger man, og henviser til, at så snart vi ikke længere kan se vedkommende, glider han også ud af vor erindring. Tiden sletter alle spor. Fortiden begraves under timeglassets sand, der bare rinder og rinder. Men netop fordi vi har tendens til at glemme mere end vi husker, er de go'e gamle kirker her nogle faste vidnesbyrd om, at selvom Jesus er ude af øje, er han bestemt ikke ude af sind. Fordi vi ikke vil glemme, læser vi fra Bibelen søndag efter søndag, vi beder Fadervor og fremsiger trosbekendelsen, så de netop kommer til at ligge på rygraden. At vi kan fremsige noget nærmest uden at tænke over det, betyder dog ikke, at det får en ringere værdi. Navnene på dem, vi holder af, kan vi også udenad, men vi ringagter da hverken navne eller personer af den grund. Det er kun godt, at kroppen så at sige husker med os, så tungen nærmest af sig selv kan bede Fadervor – uanset hvor i livet og i verden vi befinder os.
Lige nu befinder vi os samlet her i dag. Vort fokus er ikke rettet mod os selv, men mod Kristus. Og det er netop sådan, han ønsker, vi skal blive ét. Der er selvfølgelig ikke tale om, at vi på kommunistisk vis skal blive ensartede eller ensrettede, eller at vi skal ændres fra forskellige mennesker til samme type menneske. Når Kristus taler om enhed, så er det enhed i fokus. Når vi går ud fra kirken i dag, er der så meget andet, vi skal koncentrere os om. Der er til hverdag mange andre, der kræver vor opmærksomhed og vort fokus. Men herinde får vi et pusterum fra verden udenfor. Og det er nødvendigt med et pusterum, for det moderne samfund tager pusten fra os. Og når vi er udmattede, kan vi ikke koncentrere os eller fokusere – det ved ethvert skolebarn. Derfor skal vi også have noget at styrke os på som fx bøn og salmesang, eller simpelthen bare en bænk at sidde på.
Jesus ønsker, at vi skal være et, ligesom han selv er ét med sin himmelske Far. Og han virker fortrøstningsfuld. Selvom vi godt ved, at hvor to eller tre er forsamlet, opstår der splid, splittelse og kontroverser. Fjernsynet viser os et godt eksempel på, at splittelse og manglende fokus især opstår, når en leder går sine egne veje. Historien om splid og splittelse er gammel. Vi kender den desværre ikke kun fra fjernsynets politik, men især fra vore egne liv. Og derfor må det også undre, at Jesus tilsyneladende fortrøstningsfuld drager af sted og betror os at være vidner, nu da han selv som vidne er blevet kaldt hjem.
Hvordan skal vi vidne? Hvad skal vi vidne om? Kan vi vidne forkert? Hvad sker der, hvis vi gør noget forkert? Spørgsmålene må have hobet sig op hos hans disciple dengang, og derfor kan de også gøre det nu. Men vi må ikke lade spørgsmålene gøre os usikre eller tage pusten fra os. Vi er nemlig ikke uden hjælp. Dels har vi Bibelen lige ved hånden, dels har vi salmerne, og det hele bæres frem af den inspiration og det nye mod, som Helligånden giver os, når vi tør tro. Før vi kan vidne må vi høre, se og opleve, hvad sandheden egentlig er.
Når så sandheden går op for os, må vi juble! Kristis fór nemlig ikke til himmels for at slippe for os, men for atter engang at træde i vores tjeneste. Ikke ved at gå i forbøn for os hos Pilatus eller jøderne, men ved at gå i forbøn hos selveste Gud Fader. Og vi har brug for hans forbøn om, at Gud vil være os nådige, for vi ved ikke, hvad vi gør. Når Jesus går i forbøn for os, skylder vi også at gå i forbøn for hinanden, at hjælpe hinanden på livets vej, at være til gavn og glæde for hinanden og i det hele taget styrke hinanden i den kristne kærlighed, der kun har fokus på at tjene sin næste, som Jesus tjente alle. Amen.