I dag er det Anden Pinsedag, det er dagen derpå, for i går var det Pinsedag. Om Pinsedag siger vi, at det er kirkens fødselsdag, for Pinsedag kom Helligånden til jorden som erstatning for Jesus, og Helligånden skabte et fællesskab mellem Jesu venner. I påsken både døde og opstod Jesus, og Kristi Himmelfartsdag fór han til himmels. Og hans mange venner stod og kiggede op mod himlen, for at se, om han måske faldt ned igen; men det skete ikke. I stedet sagde en engel til dem, at de skulle gå tilbage til deres forsamling og fællesskab og dér være til glæde og gavn for hinanden, som Kristus havde lært dem; nemlig i tro, håb og kærlighed. Som sagt så gjort. De var oprigtige i deres forhold til hinanden, og de var altid opmærksomme på, hvordan de andre i forsamlingen havde det – både fysisk og åndeligt. Og imens de var samlet, kom Helligånden så til dem.
Når vi møder nogle meget gamle mennesker, kan vi sige, at de er åndsfriske. Det betyder, at de stadig kan bruge hovedet og tænke klart, at de kan huske og at de kan genkende personer og steder. Deres ånd er frisk, og selvom kroppen er gammel, kan deres sind være ungdommelig, fuld af livslyst og livsglæde. Men for nogle mennesker er kroppen ung, og deres ånd er gammel, udtørret, trist og livløs. Selvom vi er unge, kan vor tro, håb og kærlighed altså godt være tør og vissen, og da er det, at Helligånden kan bringe frisk vand og kraft, som troen, håbet og kærligheden kan styrkes på og vokse ved.
Hvorfor forsamles vi udendørs, når nu Vilslev kirkebygning fra 1200-tallet ligger lige derover og er nykalket og klar til at bruge til gudstjeneste? Mange vil hellere sidde på træbænkene inden døre i den gamle kirkebygning; for nok er den gammel, men det trækker ikke (så meget), og lyden er bedre. Men ingen tager skade af lidt frisk luft og duften af lysegrønt græs (hvis man da ikke lige har pollenallergi), og naturen er som Guds eget skaberværk også særdeles velegnet til at forsamles i; vi gør det meget og især om sommeren, hvor skoven og stranden er lovpriste steder at tilbringe noget af sin fritid og kvalitetstid sammen med sine nære og kære. Helt konkret er vi i dag kaldet ud af vore trygge murstenshuse for at forsamles med andre mennesker et andet sted og i andre omgivelser, end vi plejer. Herude får vi nye vinkler på de gamle ord. Nye vinkler kan give nye indsigter.
Helligånden kan vi ikke se; den er ligesom vinden, og ligesom vi kun kan mærke vindens blide eller kraftige vindstød, så kan vi også kun mærke virkningen af Helligånden. Helligånden gør mange ting; den vækker vores nysgerrighed efter at vide mere om Jesus, og den drager os hen til kirken for at høre evangeliet, for at synge salmer og for at bede bønner. Den opliver også vores tro på Jesus som Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser, og den fornyer vort mod og vor kærlighed. Helligånden er som en gnisttænder, der kan antænde hele vort hjerte, så vi spontant bliver fyr og flamme. Hos børn møder vi nemt spontan glæde og kærlighed, og børns umiddelbarhed er et godt billede på, hvad Helligånden gør ved os. Vinden kan ruske i tage og træer, og Helligånden rusker os vågne i ånd og tro. Når vi tændes af en idé eller af længsel, så handler vi på det; og når vi tændes af Helligånden, så begynder vort hjerte at brænde for en sag. Nogle brænder for at synge, andre brænder for at bede og atter andre brænder for at hjælpe til på en praktisk måde, så andre folk kan få det bedre.
Helligånden inspirerer os til at gøre uselviske gerninger for andre. Vi kan se os omkring lige nu i denne forsamling, og selvom vi alle er forskellige, så ved vi, at vi alle er lige meget menneske. Der er ingen, der er mere eller mindre menneske, end vi selv er. I en tid hvor vi selv er det vigtigste projekt i vort liv, kan det være svært at være enig i, at vi skal gøre noget godt for andre; ja, at vi nærmest kun skal bruge vort liv på at gøre noget godt for andre. I gamle dage blev mange tusinde mænd og kvinder inspireret af Helligånden til at forlade alt, hvad de ejede og havde for med hele deres liv at kunne være til glæde og gavn for alle andre mennesker. De blev munke og nonner, og de byggede mange kirker, klostre og hospitaler; vejene blev forbedret, landbruget blev bedre, urter blev brugt til medicin, og de hjalp på mange måder hele samfundet med at blive et bedre sted for mennesker at bo og leve.
Igennem historien har vi mange eksempler på passionerede mennesker, der med stort håb og en urokkelig tro har påvirket samfundet så meget, at vi stadig lever i det i dag. Uden deres passion ville vi ikke være, hvor vi er i dag. Mange af os vil huske stormen i december 1999, og vi taler stadig om den, fordi den var overraskende voldsom, og den påvirkede det danske samfund rigtig meget. På samme måde – dog forstået på en positiv måde – har forskellige mennesker forårsaget et åndeligt stormvejr, fordi de passioneret har kastet sig ud i livet og gjort det, de mente ville være til glæde og gavn for andre. Passioner danner traditioner, og traditioner danner ramme om manges liv igennem hundredvis af år. Når vi bliver inspireret, så må vi gøre noget. Helligåndens inspiration får os til at gøre noget nyt, noget, der gavner og glæder mennesker omkring os. Helligånden tvinger os ikke til at gøre noget, men når vi inspireres og når vort hjerte antændes, så ønsker vi spontant at gøre noget; som et barn, der frimodigt og fyldt af glæde over livets under tager en forældre i hånden for at vise og fortælle, hvad det har oplevet.
Helligånden danner et nyt og anderledes fællesskab. Det er et fællesskab, der bygger på åndelige værdier som tro, håb og kærlighed, og det er et fællesskab, der tror på, at Jesus kom til verden for at fortælle os om vejen, sandheden og livet. Vejen til Gud går gennem sandheden om, at livet leves bedst, når det leves i ydmyg næstekærlighed. Helligånden skal dreje vort fokus væk fra os selv og hen til dem, der faktisk har brug for en udstrakt hånd og har brug for at blive accepteret i et godt og sundt fællesskab. Og hvilket fællesskab er bedre end det, der hele tiden forsøger at være til glæde og gavn for andre?
Men tag ikke fejl. Helligånden er ikke en blid, uskyldig, svag sommerfugl, der flyver rundt som vinden blæser. Den er vild og brændende og engageret og passioneret! Den er på samme tid streng og nådig, krævende og barmhjertig. Den stiller store krav til os: Krav om at høre, krav om at give den en chance, krav om at turde tro og håbe på, at budskabet om Kristus er sandt, og den stiller krav om, at vi skal elske vor næste som os selv. Når vi møder sådanne krav, ved vi godt, at vi ikke altid kan leve op til dem. Derfor må vi bede om styrke og mod til at gøre et ekstra forsøg; bede om endnu en mulighed for at være til glæde og gavn for ethvert menneske, der har behov for vores hjælp og nærvær.
Når vi er ivrige, kan vi nemt komme til at begå fejl – hvad skal vi så gøre? Vi ved, at vi alle kommer til at lave fejl, som vi kan få dårlig samvittighed af. Når vi bliver modløse eller når troen synes svag, eller håbet daler og vort hjerte banker nervøst, så kan vi stille folde hænderne til bøn og vi kan gå til nadver og blive styrkede til på ny at leve et jævnt og muntert liv på jord i fællesskab med mennesker. Det er nemlig i nadveren, hvor vi spiser sammen med hinanden og sammen med selveste Kristus, at vi får brød og vin, Jesu legeme og blod, til at styrke vor tro, håb og kærlighed. Amen.