I nogle muslimske lande og i andre lande, der ikke har særlig meget tolerance over for kristne og kristendom, koster det nogle mennesker livet at bekende sig ligesom vi gør det til Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden. Ude i den store verden udsættes kristne for forfølgelser, de stenes, fængsles og dræbes dagen lang. Derude koster det livet at være kristen. Og derude vokser kirkerne som aldrig før. Nogle kristne flygter og lander i Danmark, hvor de kan fortælle om, hvordan alverdens folk af had dræber kristne som slagtesvin. Mange kristne derude i den store verden har forladt deres familie, deres venner, deres gamle fællesskaber, fordi de er blevet kristne. Hvis det var et frit valg, burde de nok have valgt en anden religion, så de ikke kom til at forarge andre mennesker; men for disse kristne er kristendommen ikke et valg; Kristus selv har valgt disse mennesker, og disse mennesker fandt så meget frihed og glæde i kristendommen, at de trodsede truslerne om brand og mord. Og mange kommer derfor til at betale den højeste pris.
I Danmark er det stort set ufarligt at være kristen – og heldigvis for det! Fred, fordragelig og en stille og rolig tilværelse er bestemt at foretrække frem for at leve med risiko for at blive myrdet. Kirkebygningerne udsættes sjældent for hærværk og afbrændinger, og vi kan fredeligt og roligt gå i kirke søndag efter søndag uden at frygte for at blive skudt af snigskytter, når vi går ud af kirken. Desværre synes freden nogle gange at have lagt sig som en tåge af åndelig opium hen over os alle, så vi bliver forvente, dovne og dvaske og næsten ikke magter at kæmpe for alt, hvad vi har kært. Og da slet ikke at dø, om så det gælder. Ja, nogle dage kan det føles som om, alt er lige godt og lige gyldigt, og at livets mening er at hygge os med kage foran fjernsynet. Nogle dage lukkes hoveddøren som var det et hotelværelse, hvor vi kan sætte det lille skilt på håndtaget: ”Vil ikke forstyrres.” Mageligheden kryber ind på os og luller os i hen i en sød døs, alt imens fjernsynets harmløse udsendelser indtages med samme store fornøjelse som den fast food, der er blevet bragt ud til vore små hjem.
Vi vækkes dog brat og vågner med hovedpine. Den danske hygges magelighed og bekvemmelighed forstyrres af Jesu ord. Igen i dag taler han igennem de 2000 år gamle ord lige ind i vores dagligdag, og lader bomben springe midt i den dejlige hovedpude af hyggelige tanker om velfærdsstatens sikkerhedsnet. Han siger ting, der ikke passer ind i vort travle hverdagsskema med arbejde og kvalitetstid. ”Du skal forlade alt”, siger han, ”hvis altså du vil være min discipel.”
Menneskelivet er noget ganske særligt. Især er livet særligt, fordi Gud ønsker at have med os at gøre. Det er altså ikke særligt, fordi det er skabt eller særligt fordi vi lever eller er noget særligt i sig selv, det er alene særligt fordi Gud ønsker at oprette en relation med os. Det særlige ved livet er, at Gud kommer ude fra og banker på døren til vort liv og vort hjerterum. Og hvis vi lukker op for ham, hvis vi lader ham inden døre i al vor hyggelighed, så træder han inden for og danner fællesskab med os. Se, det er altså ganske enkelt. Vi skal ikke først gøre alle mulige gode gerninger eller bede og faste og synge salmer, før Gud vil have med os at gøre. Han vil altid have med os at gøre, og allerede før vi har tænkt på ham, har han tænkt på os. Han kommer os i møde, selvom vi går med hætten trukket ned over hovedet. Han hilser os hver dag med et ”Godmorgen” fuld af velsignelse og nåde. Og når Jesus siger om sig selv, at han er søn af Gud, og udsendt af Gud for at velsigne mennesker, hvad skal vi så gøre med hans hårde ord i dag?
Jeg ved, at mange præster i dag vil forsøge at dreje væk fra de hårde ord, Jesus siger i dagens tekst. De vil forsøge at glatte ud, at fjerne forargelsen, at gøre Jesu ord mindre kradse og mere spiselige; de vil dyppe hans ord i honning med sødetabletter og servere et glas varmt mælk til. Men de hårde ord står der i Bibelen i Lukasevangeliet uanset om vi kigger til højre eller venstre, uanset om vi vender og drejer bogen og hovedet, uanset om vi strør nok så meget sukker ud over det hele – og når nu Jesus har sagt disse ord, skylder vi ham også at prøve at finde ud af, hvad han dog mente med dem. Skal vi nu virkeligt til at hade vore nære og kære? Som regel kender vi Jesus for hans ord om, at vi skal være etisk set gode mennesker og være et folk, der er sat fri til at leve et sundt og sandt menneskeliv her på jorden i fællesskab med hinanden. Jesus er kendt for at have sagt, at ”Du skal elske din næste som dig selv” og mange andre udsagn, som vi sagtens kan klappe i vore små hænder over. Det er gode udsagn, som er vand på vores humanistiske mølle, og vi kan vifte med menneskerettighederne og prise Jesus for at være en sand menneskeven. Jesus ved godt, at menneskelivet er noget særligt; hvert barn er et mirakel og hvert menneske er et under. Vi er skabt af Gud, og alene det at vi trækker vejret, at vi kan være til stede i dag, og at vi kan sanse og føle og være sammen i fællesskab er noget helt særligt. Ja, det er jo næsten hyggeligt.
Og det er netop denne danske lunkne hyggelighed, Jesus i dag tager under kærlig behandling. Lunkenhed er noget skidt, når det drejer sig om is, kaffe – og om tro. Lunken is og kaffe er det vist de færreste, der bryder sig om, og lunken tro bryder Jesus sig ikke om. Lunken tro er at have den indstilling, at både det ene og det andet kan være godt nok, og at Kristus må dele pladsen på hylden med andre religiøse figurer. Sagen er bare den, at Jesus forlanger at få hele hylden. Hvis vi virkeligt kalder os kristne, og hvis vi mener noget med at sidde i kirken, så må vi tage stilling til Jesu krav; enten må vi afvise ham, eller også må vi afvise alt andet. Vi får ikke den mulighed både at blæse og have mel i munden.
Magelighed og bekvemmelighed og hygge gør os lunkne, fordi det mest magelige og bekvemmelige og hyggelige dog er slet ikke at vælge hverken for eller imod, men at tage et stykke kage mere. Vi står over for et valg mellem liv og død; en beslutning skal træffes; men hvis man ikke vil træffe en beslutning, så går man i stå, så er man lunken, og så er man som det salt, der har mistet sin kraft; man duer ikke til noget. Forestil jer, at vi ankommer til et trafikuheld; men i stedet for enten at løbe væk eller at hjælpe til, trækker vi mobilen op og begynder at tage billeder til facebook. Det gavner ingen, kommer ingen til hjælp, nytter intet; det et selviskhed, lunkenhed og åndelig dovenskab. Den største trussel mod kirke og kristendom er ikke modstand men ligegyldighed. Ligegyldighed og lunkenhed er som en sump, der trækker alting ned i en dyb dvale og koma, og intet levende liv kommer ud fra sådan et sted. At være ligeglad med tingenes tilstand, at være ligeglad med andres ve og vel fordi man tænker, at man selv har det godt, er dét, Jesus vil gøre op med i dagens budskab.
Jesus ønsker det bedste for os alle. Det bedste han kan komme på er, at vi skal leve ligesom han gjorde. Vi skal acceptere det liv, vi har fået, og være åbne for Guds kald, dvs. kaldet til at leve et liv for andre, vendt væk fra magelighed og bekvemmelighed. Bekvemmelighed medfører egoisme, og egoisme er roden til meget ondt. Med sine hårde ord forarger Jesus os i dag. Forargelsen er som vækkeuret, der giver os en lussing, så vi vågner op og tager fat på dagens arbejde. Der er altid nogen, der har brug for os. Og vi kan hurtigt selv få brug for andre. Jesus rammer hovedet på sømmet; vi har vugget os selv i søvn ved at bedrage os selv til at tænke, at livet da slet ikke er så tosset endda. Selvbedraget viser sig tydeligst, når vi opdager, hvor meget tid vi egentlig bruger på os selv – tid, der ikke bruges på at være til glæde og gavn for andre. Jesus sagde, at hvis man ikke hader sine nære og kære, ja endda sit eget liv, kan man ikke være hans discipel. Pointen er dog ikke, at vi som kristne skal føle had mod alverden, men at vi skal forsage og vrage og hade alt, der trækker os væk fra troen på Kristus. Det vil i praksis sige, at vi først og fremmest skal lytte til Jesus og derefter gå ud at være til glæde og gavn for mennesker omkring os. Jesus er vores lærer, og vi er hans elever. Han vil lære os at leve i nuet med fokus på Gud og vor næste. Det betyder, at vi må vende os væk fra os selv og forsage alt, der står i vejen for at vi kan følge hans radikale kald om næstekærlighed. Forsagelse vækker forargelse i en tid, hvor fornægtelser af forlystelser er den største synd. Ugeblade, fjernsynet og mange andre steder ser man budskaber om, hvordan lyst, morskab, sjov og ballade synes at være livets mening. Livet betragets som en forlystelsespark, hvor det gælder om at prøve så mange forlystelser som muligt, inden parken lukker. Men hvis man ikke tager del i forlystelserne får man hurtigt ry for at være en livstræt pessimist, der fornægter livet og glæden. Men Jesus peger på livet som noget andet end en forlystelsespark.
Livet og tilværelsen har vi fået gratis, og hvis vi tager imod det som en gave, så tager vi også imod det som en opgave, nemlig at leve på en måde, der er til ære for Gud og til gavn for mennesker. Næstekærlighed kommer frivilligt, det er ikke noget, vi tvinges til. Hvis det var tvang, ville vi blot endnu engang befinde os i et fængsel af love, regler, etik og moral, men når vi opdager glæden ved den frihed, Kristus giver os, så gør vi spontant og frivilligt gode gerninger. Når vi i trosbekendelsen siger, at vi tror på Gud Fader, på Jesus Kristus og på Helligånden, siger vi også, at Gud er vigtigere end vort eget hyggelige og egoistiske liv. Når vi siger noget om Kristus, siger vi også noget om os selv. Man kan altså ikke være Jesu discipel, hvis man træder andre folk ned fordi man vil sikre sig et mageligt liv. Kristendom handler ikke om at have rundsave på albuerne eller at klatre forrest i køen; det er ikke en kamp om at komme først, men om at gøre som Jesus: leve et liv i oprigtighed til glæde og gavn for andre. Derfor skal vi ikke begynde at følge had mod vore nære og kære, men ligesom vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen, må vi også forsage og hade, vrage og fornægte alt, der ikke ærer Gud eller gavner mennesker omkring os. Amen.