Ovenstående opfattelse finder jeg tvivlsom. At mennesket overhovedet er Guds billede – eller skabt i Guds billede – betyder, at Gud har en menneskebilledlighed. Gud skaber i sit billede, hvad Han selv er eller rummer. Vi hører ikke om andet af skaberværket, der er skabt i Guds billede. Også kun derfor giver det mening at Sønnen inkarnerede sig som Jesus Kristus – og altså fx ikke som et æsel. Kun ved at Gud spejler sig i mennesket, eller lader mennesket være sit (spejl)billede, giver det mening at Sønnen inkarnerede sig som menneske. Mennesket er Guds billede, Sønnen er Guds udtryk i verden. Der er således intet, mennesker kan finde i sig selv at være stolte af. Vi har således kun Gudbilledlighed ved at Gud har menneskebilledlighed. Menneskets kærlighed til hinanden og til Gud er af en anden slags end Guds kærlighed til mennesker.
Når man om mennesket hævder, at det har Gudbilledlighed, hævder man om mennesket, at det har noget at være stolt af; en kerne eller en rest, en gnist eller en glød – noget, som Gud kan gribe fat i, når han lader Ånden indgydes i menneskehjerte ved dåben til syndsforladelse og evigt liv. Syndefaldet betragtes her som en skævvridning, tilsløring eller mindskelse af Gudbilledligheden, men ikke en udslettelse. Der er således noget at bygge videre på. Resultatet bliver, at mennesket i sig selv har mulighed for at opdyrke noget i sit indre og ligesom en helbredelsesproces blive mere og mere retfærdig og hellig. Menneskets kærlighed fremhæves som noget særligt Gudgivent, der ikke gik tabt ved syndefaldet; og kærligheden udtrykker sig fx i form af gode gerninger og tilgivelse.
Ovenstående opfattelse finder jeg tvivlsom. At mennesket overhovedet er Guds billede – eller skabt i Guds billede – betyder, at Gud har en menneskebilledlighed. Gud skaber i sit billede, hvad Han selv er eller rummer. Vi hører ikke om andet af skaberværket, der er skabt i Guds billede. Også kun derfor giver det mening at Sønnen inkarnerede sig som Jesus Kristus – og altså fx ikke som et æsel. Kun ved at Gud spejler sig i mennesket, eller lader mennesket være sit (spejl)billede, giver det mening at Sønnen inkarnerede sig som menneske. Mennesket er Guds billede, Sønnen er Guds udtryk i verden. Der er således intet, mennesker kan finde i sig selv at være stolte af. Vi har således kun Gudbilledlighed ved at Gud har menneskebilledlighed. Menneskets kærlighed til hinanden og til Gud er af en anden slags end Guds kærlighed til mennesker.
0 Comments
Leave a Reply. |
Arkiv
February 2023
|