Det har for ikke så længe siden været nytårsaften, og en del sprængte postkasser vidner om (lidt for) livlige drengestreger. Det er ikke ukendt, at drenge laver skøre ting, når de keder sig. Nogle drenge er igennem tiden løbet hjemmefra for at komme væk fra trælse forældre, sure pligter eller hvad der nu ellers kan irritere unge knægte. I dag har vi hørt den lidt underlige fortælling om Jesus, der var blevet væk for sine forældre. Enhver forældre, der har oplevet at ens barn pludseligt er blevet væk i en stor butik kan nemt forestille sig den skræk, der jager én i livet, når man indser, at barnet ikke længere er lige ved hånden. Men Josef og Maria var ikke bare i en butik; de var på vej i en kæmpestor karavane af kameler, æsler og en masse folk til fods; de var på vej til Nazareth, for at komme hjem fra påskefejringen i Jerusalem, der hvert år tiltrak hundredetusindvis af besøgende. Det var i dét enorme virvar af mennesker, at den kun 12-årige Jesus var forsvundet.
| Det er kun alt for forståeligt, at Josef og Maria brugte hver time og hvert minut på at lede efter Jesus; og med hjertet bankende hårdt i brystet og de nervøse tanker farende rundt i hovedet har de sikker febrilsk undersøgt hver drengs ansigt i hele folkemængden, indtil de var kommet tilbage til Jerusalem, hvor nogle åbenbart havde set ham sidde henne i templet. De unge forældre styrtede med halsen i hjertet hen til templet, hvor de fandt deres søn i en underlig situation; han sad dér som en gammelklog blandt de gamle, lærde mænd og talte med dem om livets store ting. Hvis Jesus virkelig ville have været stukket af fra sine forældre eller hjemmets trælse pligter, så var det et noget usædvanligt sted at finde ham; hvor mange drenge kender vi mon, der er stukket af hjemmefra for så at gemme sig til en gudstjeneste? | Klik og læs Bibelteksterne her. Første Søndag efter Hellig Tre Konger Salmer: 1. DDS 411: Hyggelig, rolig 2. DDS 324: Dig rummer ej himle 3. DDS 108: Lovet være du, Jesus Krist --- 4. DDS 328: Hvor Gud sit hus ej bygge vil 5. DDS 321: O Kristelighed, v. 6-7 6. DDS 355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre |
Historien er underlig på flere måder. Det er virkelig småt i Det Ny Testamente med historier om Jesus som person, og hans barndom er der næsten ikke noget om; kun at han 8 dage gammel blev omskåret, og at han som 12-årig blev fundet i templet. Der har altså ikke været den store interesse i Jesu biografi, heller ikke da han som 30-årig blev døbt og begyndte at gøre undere og forkynde det glædelige budskab om, at Guds rige var kommet til jorden. Bogbutikkerne i vore dage bugner efterhånden med biografier om både den ene og den anden personlighed, og det er da underligt, at en person som Jesus er så anonym. Men det har åbenbart ikke interesseret folk dengang, og det må vi tage til efterretning. Der findes heller ingen billeder eller malerier af Jesus fra dengang. Så på en måde er Guds søn en anonym mand for os. Så i stedet for at se på hans fysiske udseende og diskutere om han var høj eller lav, lækker, flot eller ganske almindelig, så må vi koncentrere os om, hvad han gjorde og sagde. Og i dag gemte han sig noget tid i templet, men tog også hjem igen med sine forældre.
Jesus kunne have forskanset sig i templet og bare levet som en from munk, der ikke fik beskidte hænder af at leve i en grumset verden, men hans forældre, fik ham ud i vores verden igen, hvor han i højere grad kunne lade Guds rige skinne igennem end ved i templet at lade lyset være for de lærde blot. Man kan af og til få en trang til at være alene, især fordi ro og stilhed er en mangelvare i et stresset samfund. Vores gudstjeneste om søndagen er en time om ugen, hvor man ikke kigger på mobilen, men fokuserer på sang, bøn og stilhed; dét er en tid til eftertanke, til overvejelse over livet og døden; de store spørgsmål i livet; spørgsmål om vort liv som mennesker, spørgsmål, der gælder uanset om man er ung eller gammel, rig eller fattig, syg eller rask; hvad skal der blive af os? Hvad er meningen med livet? Er jeg elsket af nogen og kan jeg elske andre? Hvad vil Gud med sådan en som mig? Sådanne tanker gjorde man sig også på Jesu tid.
Jesus var fuldstændigt et menneske ligesom os – det kan ikke understreges nok. Han var født af en kvinde ligesom vi alle er det, og han måtte spise og drikke for at kunne leve; det er svært at sætte fingeren på, hvad der lige præcist gør et menneske til et menneske, men det sjove er, at vi mennesker altid kan genkende et andet menneske. Så kan kulturen, sproget, hudfarve og nationalitet være forskellige, men som mennesker ligner vi på en måde hinanden. Og Jesus lignede os, ligesom vi ligner hinanden. Derfor kan man også tænke sig, at han har oplevet en del af de almindelige ting i livet, som vi også oplever, og som ikke afhænger af tid og sted, men blot hænger sammen med det at være menneske; selvom Jesus levede på jorden for 2000 år siden, og selvom vores danske samfund på ingen måde ligner Israels samfund dengang, så har der til alle tider været almindelige menneskelige ting som fx glæden ved kærligheden og sorgen over døden. Både dengang og nu lever mennesker som Guds skabninger på jorden, der stadig er skøn til trods for alverdens ondskab, synd, uretfærdighed, fattigdom, terrorisme og vanvid. Og hvis man ikke kan bære sit livs lod på sine skuldre, kan man nemt drømme sig væk i englesang eller stirre sig blind på et billede af paradis som en himmelsk fredsplads. Men når man på den måde mister jordforbindelsen, mister man også den helt jordnære relation til andre mennesker, og så går livet tabt i spekulationer over frygt for livet og døden; men skal man ære Gud, må man tro på, at vi ikke er skabt tilfældigt og forgæves, men at der for enhver af os er en mening med det liv, vi har fået givet. Hvert barn er et mirakel og hvert menneske et under; sådan er det for Gud, og måske kan vi vinde meget fred og glæde i vort jordiske liv ved at se sådan på hinanden.
I templet, i kirken, i klosteret og i ens private rum kan man gemme sig, så ingen kan forstyrre eller ødelægge glæden og livet og freden; men i sådan et skjulested er der heller ingen til at dele livet med; fjerner man smerten ved at leve, fjernes også glæden ved at leve. At glæde sig i evighed hører kun himlen til. Gik Jesus mon i templet for at slippe for sine trælse forældre? Stak han bevidst af hjemmefra? Eller var han så optaget af det med Gud, at han simpelthen glemte tid og sted og bare fordybede sig i de spændende samtaler med kloge, gamle mænd? Det kan vi ikke vide noget om.
Når vi selv går til gudstjeneste i disse flotte, gamle kirker fra 11-1200-tallet, så sætter vi os en stund bag tykke murer med små vinduer. Vi gemmer os lidt for verden en times tid, for at fokusere på noget, vi måske i det daglige ikke tænker så meget over. Og når vi går herfra søndag efter søndag, bevæger vi os fra det lukkede rum, hvor vi gør noget særligt, ud i det almindelige åbne rum, hvor vi gør det, vi normalt gør, og lever, som vi nu bedst kan med tro og tvivl i livets bølgegange. Det vigtige er bevægelsen; ligesom Jesus og hans familie bevægede sig ind i templet for at bruge en tid dér med at sætte hverdagen i perspektiv, bevægede de sig også derfra igen klar til atter at tage det almindelige jordnære liv på sig og leve helt almindeligt mellem andre mennesker. Det almindelige er det særlige; men det glemmer vi for tit, fordi vi i al vores almindelighed stræber efter at opleve noget særligt. Og i al den stræben bliver det almindelige kedeligt og dårligt, og så er det ikke længere godt nok. Vi stræber efter himlen fordi jorden ikke længere er god nok, men vi må huske os selv og hinanden på, at Jesus jo altså stræbte efter jorden og det almindelige liv.
For Jesus var himlen ikke nok; himlen kunne ikke længere rumme ham og dét han ville; han ville ikke bare sidde fromt og fjernt i det høje, ophøjet uden for rækkevidde af almindelige mennesker, der fortvivlede på jorden i livets smerte. Julenat tog han bolig på jord, og blev menneske med præcist de samme livsvilkår som os – hverken mere eller mindre; med al vores glæde og sorg, en dagligdag med andre mennesker og hvad vores liv nu ellers består af. Hans gerning på jord var ikke at bygge en stige op til himlen, så vi alle kunne kravle derop; det var ikke meningen med hans liv. I stedet levede han næsten mere jordnært end de mest jordnære; der var en ubekymrethed over ham og en ligefrem og praktisk tilgang til livet. Han drak vin og spiste god mad i selskab med enhver, der inviterede ham; han var ikke for fin til nogen, denne Søn af Gud, der havde skabt alting blot med ord. Og Jesus talte også meget, det ligger åbenbart til den treenige Gud. Hans ord var nåde og liv for enhver, glæde og trøst til os her på jorden. Jesus bevægede sig ud af himlen til jorden og ud af templet til mennesker, fordi hans ord skulle høres af mange. Hvad nytter det at sidde inde med alverdens visdom, hvis man kun taler med sig selv?
Her på jorden lever vi ligesom i en spænding mellem den onde verden og den gode himmel; vi taler så flot om himlen og så ondt om jorden, selvom jorden er det eneste vi synes at være skabt til; vi er ikke englevæsner, der har vinger og glorie, men vi har sanser, en krop, fornuft, lyster og laster og hvad der ellers hører menneskelivet til. Vi er som skabte til at leve her på jorden; og selvom vi er gode til at erobre jorden og himlen og verdensrummet, så kan vi på ingen måde med teknologi finde vej til himmeriget. Det er egentlig tosset, hvis man murer sig inde bag fantasiens og kirkens tykke murer for at prøve at blive et fromt og helligt menneske, når nu Guds søn kom til jorden for selv at leve et jordisk menneskeliv; på den måde viste han, at livet ikke hører til bag murerne men ude i almindeligheden blandt mennesker på lige vilkår. Amen.
