Klokken slår, tiden går, og vi er tvunget til at følge med – i hvert fald på kalenderen. Fra i dag skriver vi 2015 og hele år 2014 er nu lige til at pakke i en kasse og sætte på loftet sammen med alle de andre kasser med årstal, der rummer minder, oplevelser, erfaringer, følelser og meget andet, der har gjort et år til noget ganske særligt. Vi husker de mange år fra hinanden ved at have noget særligt at binde det op på. Et nyt år, en ny dag, en ny time af vort liv giver nye muligheder, nye og friske øjeblikke, som vi får lov at bruge. Dag ud og dag ind får vi lov til at vælge mellem mange forskellige muligheder. Mange muligheder kan gøre livet rigere og mere mangfoldigt, men mange muligheder kan modsat gøre livet fattigere, hvis man er bange for at leve eller bange for at dø. Derfor må vi huske på englen der til hyrderne julenat sagde, at de ikke skulle være bange, for dén nat blev verdens frelser født.
| Når vi her i kirken siger, at Gud er Gud for de levende, så betyder det, at Gud ønsker livet og frelsen for enhver. Derfor har vi i dag hørt nogle centrale tekster fra Bibelen, der dog ikke som sådan har noget at gøre med vores nytårsfejring i går aftes. Nytårsfejringen er ikke ligesom jul, påske og pinse en kristen højtid, men nytåret fejres som en del af julen, der varer helt indtil Hellig Tre Konger på søndag. | Teksterne til dagen kan læses her. Salmerne: DDS 2: Lover den Herre DDS 675: Gud, vi er i gode hænder DDS 30: Op, alle, som på jorden bo DDS 36: Befal du dine veje DDS 712: Vær velkommen Herrens år |
Nytår betyder også nytårsforsæt. Det betyder i almindelige folkemunde, at man lover sig selv og hinanden en masse forbedringer, som man typisk efter et par uger har opgivet så meget, at ordet 'løftebrud' rinder ihu. År efter år aflægges der mange løfter som nytårsforsæt, og trænger man til bunds i sagen, handler det vel dybest set om, at man ønsker at gøre sig selv retfærdig over for andre; dvs. man ønsker at gøre sig dygtigere, sundere, stærkere og fremstå som et bedre menneske i året der kommer, end man var og gjorde i det år der gik. Det handler om forbedringer, en opstigen til noget bedre i livet. Der er mange områder, man kan forbedre sig på både mht. sine lyster eller laster.
Men i dagens ord fra Bibelen har vi hørt om noget, vi kunne kalde Guds nytårsforsæt. Der er i hvert fald tale om nogle løfter, som Gud har aflagt mennesker, og som Jesus vil opfylde. I de helt gamle dage kaldte Gud på Abraham, som derved skulle få en ganske særlig plads i historien som stamfader til et enormt stort folkeslag. Det var Abraham, der engang var lige ved at ofre sin søn Isak som en prøvelse fra Gud på, om hans tro nu også var ægte nok. Abraham er den store personskikkelse fra Det Gamle Testamente, og det var med ham, at Gud indgik en pagt, der blev beseglet med omskærelse af forhuden på 8-dage gamle drengebørn. Det er en skik, jøderne endnu i dag praktiserer, selvom det de senest år er blevet diskuteret, om der dermed er tale om vold mod børn.
Omskærelsen er altså jødernes tegn i kødet på, at de er jøder og derfor har en særlig pagt med Gud. Pagten går ud på, at de skal overholde De Ti Bud og mange andre regler og love, som man kan læse om i de første bøger i Det Gamle Testamente. For et par tusind år siden var der stadig dødsstraf ved stening for bl.a. utroskab og praktiseret homoseksualitet. Kvinderne havde deres plads i hjemmet, og hjemmet skulle være indrettet på en ganske særlig måde, så jøderne kunne opfylde alle disse mange love og regler. De Ti Bud og de andre regler skulle jøderne overholde for at stå på god fod med Gud. Hvis de brød reglerne trak Gud sin velsignelse tilbage, og Israel blev kastet ud i katastrofer og krige, som fik jøderne til at fortryde deres lovovertrædelser. Og sådan går det hele vejen igennem Det Gamle Testamente: Gud lader jøderne vide, hvad de må og ikke må, jøderne forbryder sig imod Guds bud, Gud bliver vred, folket vender om fra deres synd og Gud bliver god igen. På den måde kunne jøderne alene med deres gerninger - og uden overhovedet at skulle tro - være med til at skabe lykke og ulykke i deres eget og landets liv og velstand. Det er den gamle pagt. Ordet 'pagt' hedder på latin et 'testamente', og på nudansk er der tale om en 'aftale'. Aftalen har lige siden Edens have været, at Gud udstak nogle regler og bud, og hvis mennesker overholdt disse regler og bud, ville de få et langt og lykkeligt liv på jord. Hvis de derimod brød dem, ville de møde alverdens sygdom, nød og plage. Det var mildest talt vanskeligt at leve sådan, og jøderne blev opdraget hårdt.
Gang på gang fejlede jøderne og det lykkedes dem på ingen måde at overholde alle de mange love, regler og bud. Engang imellem var der enkelt mand eller kvinde, der skilte sig ud fra mængden, men oftest faldt det hele sammen om ørerne på jøderne; deres land blev besat, jøderne blev sendt i eksil, deres hellige tempel i Jerusalem blev ødelagt, og der var hungersnød, sygdomme og plager igennem hele Det Gamle Testamente. Der måtte ske noget nyt. Jøderne huskede på Guds løfter til Abraham. Formålet med hans opbrud fra sit fædrene land var, at alle jordens slægter skulle velsignes igennem ham. Og jøderne førte nøje slægtsbøger over Abrahams slægt ud i mange led, fordi de ventede på, at Guds velsignelse ville gå fra Abrahams slægt til alle jordens slægter. Tiden gik og det ene århundrede fulgte det andet, tålmodigheden dalede og menneskelivet levede man på godt og ondt. Og bedst som håbet var ved at rinde ud, og da håbets flamme var ved at blive slukket af tvivlens ubarmhjertige pusten og prusten, sendte Guds sin søn til verden, og lod dermed det paradisiske himmellys komme helt ind i vores verden som et overraskelsesangreb på al slags mørke i form af tvivl, angst, synd, sorg og smerte. Man havde i tusindvis af år håbet på, at Gud ville gribe ind, og gøre det, mennesker ikke selv kunne gøre. Og Gud greb ind; det skete en julenat for ca. 2.000 år siden. Gud havde været tålmodig med mennesker i langt tid, men nu forbarmede han sig endelig. Hvad mennesker ikke formåede, gjorde Gud selv. Mennesker kunne ikke bygge et tårn til himlens paradis, og de kunne ikke blive rene og hellige nok til overhovedet at se Guds ansigt.
Da Sønnen i form af Jesus Kristus kom til jorden, åbenbarede og afslørede han Gud for menneskers verden. Førhen havde der været et skel mellem Gud og mennesker, men nu var Gud selv kommet helt tæt på mennesker, og Guds rige var på vej til at bryde frem i verden. Mennesker har nemmere ved at forholde sig til et andet menneske end til en usynlig, åndelig Gud, så når han nu trådte frem som et menneske skulle man tro, at forholdet mellem Gud og mennesker blev nemmere og bedre.
Man kunne man jo også tænkte, at Gud ville sørge for at demonstrere sin magt her i verden for at mane enhver tvivl i jorden og for én gang for alle som med et magisk fingerknips at genoprette hele skaberværket, frelse alle mennesker og bare sådan uden videre skabe paradis på jord. Men det gjorde Jesus ikke. Han gik i stedet omkring fra by til by i Israel i omkring tre år og talte med folk; han gjorde undere og udførte mirakler, for på den måde viste han, at han sandelig var fra Gud og at Guds velsignelse lå over ham. Sådan levede han nærmest ubekymret om alverden, indtil han blev korsfæstet, gravlagt, opstod og fór til himmels.
Det Gamle Testamente er fyldt med løfter om, hvordan Guds rige ville komme til verden; og der står også en del om, hvilke tegn der skulle følge i kølvandet på Jesus; altså tegn på, at han virkelig var dén fra Abrahams slægt, der skulle skabe velsignelse for alle jordens slægter. Men uanset hvor mange tegn og mirakler vi ser, så kan vi altid tvivle; og det gør vi så. Tegn og mirakler, løfter og pagter hjælper os ikke meget, og hvis spørgsmålet om frelse og fortabelse skulle hvile i vore hænder, ville vi igen ende som jøderne under den gamle pagt med at begå lovbrud og kun hytte vores eget skind.
Kristus viste en anden vej. En vej brolagt med tro, håb og kærlighed. Ikke vores tro, håb og kærlighed, vel at mærke, men Guds. I stedet for omskærelsen har vi fået et andet tegn til at vise Guds pagt med os; det er dåben. Dåbens vand bliver ikke siddende på os, men der sås et usynligt frø i vort hjerte; et håbets frø der spirer frem og skaber tro på, at Jesus også er Kristus for os, dvs. at han er Guds søn og verdens frelser for os hver især. Jødedommens omskærelse gjaldt kun jøderne pga. deres særlige pagt med Gud; men døbes kan enhver, der af hjertet tror og med munden bekender, at Jesus Kristus er herre til Gud Faders ære. Det lyder meget fromt, men vi må huske, at troen ikke er vores; vi ejer den ikke. Jøderne kunne med gerninger opretholde pagten med Gud, men der er nu kommet en ny pagt til verden, som gerninger hverken kan gøre fra eller til ved. Gud har nu engang ladet sin Søn føde som et menneske under samme vilkår som os, og det kan der ikke ændres ved. Det er ikke længere os mennesker, der skal kæmpe en umulig kamp for at stå retfærdige for Gud, som om vi var til eksamen. Gud gør selv os retfærdige ved Jesu Kristi korsdød og opstandelse. Opgaven for os ligger i at tage imod denne gave og dette offer, ligesom dengang vi som spæde blot lå og tog imod de tre håndfulde vand og ordene om, at Gud aldrig i evighed ville forlade os, men hver dag og hver time komme os i møde med sin tro, sit håb og sin kærlighed.
Jesus blev som spæd omskåret efter de jødiske skikke, men som voksen blev han døbt af sin fætter, Johannes Døberen. Han opfyldte de jødiske forskrifter og skikke, og oprettede en ny pagt, en ny aftale mellem Gud og mennesker. I dåben bliver vi tilsagt at være Guds ejendom, Guds børn, ja, Guds kirke på jord; det er ikke noget, vi skal bevise vores værd for at opnå, men det er noget, vi får skænket helt gratis, helt ufornuftigt og ganske uforståeligt. Og Kristus levede iblandt os og viste, hvordan man kunne leve uden at skade og forbande hinanden, hvis altså blot synden kunne vige fra vor hjerte, sind og tanke ligesom Kristus selv var syndfri. Igennem korsdøden og opstandelsen fra gravens mørke, banede han vejen til himmeriget. Tilbage befinder vi os her på jorden i syndens verden, hvor intet menneske er perfekt og hvor vi nærmest tilfældigt sårer og forbander hinanden, selvom vi egentlig ønsker at velsignelsens glæder må udfolde sig frit og frejdigt imellem os. Det gode vi vil, det gør vi ikke, men det onde vi ikke vil, det gør vi. Derfor gives der ikke plads til vurderinger af andre menneskers etik og moral ofr troen er det afgørende, og troen kan vi ikke se, ikke måle og ikke veje. Menneske kan være mere eller mindre etiske og moralske anlagte, men ingen kan være mere eller mindre troende; at tro betyder at modtage, og enhver, der har modtaget dåben i oprigtighed har i det ydre taget et standpunkt, men hjertets dybe kamre kan ingen andre end Guds selv udgrunde og gennemskue – og dermed bedømme.
Til trods for vores slette karakter og vores uvane med at gøre dumme ting, så kommer Kristus os igen og igen i møde med tro, håb og kærlighed, og han ønsker at sprede fred, glæde og velsignelse hos os. Derfor kan vi gå til gudstjeneste og bede om styrke til at leve, om mod til at tro og om indsigt til at være til glæde og gavn for enhver. Menneskelivet er mangfoldigt som det er, og vi sættes ved dåbens løfter og troens håb fri til at leve, som vi nu bedst kan, og til at tro og tvivle midt i livets bølgegange; blot tro på håbet om, at Gud ved sin Søn vil give os det, vi mangler, og at han vil dømme os nådigt efter sine egne løfter ved vores dåb. Og fordi vi ved gudstjenester igen og igen huskes på, at Kristus allerede har gjort for os, hvad vi ikke selv kan, må vi efter hver gudstjeneste, og hver gang vi tager hul på et nyt år eller en ny dag gå ud i alverden og leve som vores samvittighed byder os, idet vi ser frem mod den dag, Gud endelig lader sit rige bryde frem i lys lue, og vi alle skal dømmes efter hans nådes domstol ud fra de løfter, han har givet os. Og med er der bare tilbage at ønske hinanden godt nytår! Amen.
