Bibelteksterne kan læses her: Sidste søndag efter Hellig Tre Konger.
Så længe vi lever her på jorden som mennesker med vore sanser og al vores natur, så erkender vi tingene langsomt hen ad vejen. Lige fra skolebænken og resten af livet kan vi opleve at få aha-oplevelser, når nogle indsigter og sammenhænge går op for os. I dag har vi hørt, hvordan en aha-oplevelse også kan blive for meget.
Dagens evangelietekst kaldes ”Forklarelsen på bjerget”, fordi det forklares, hvem Jesus egentlig er. Lige siden sin fødsel er Jesus gradvist blevet mere og mere åbenbaret i verden; som spæd blev han hyldet som konge og frelser af nogle ganske få mennesker. Som barn blev han omskåret efter de jødiske traditioner, og som ung fandt Maria og Josef ham siddende i templet, hvor han påstod at være hos sin far. Og som voksen gik han efter sin dåb i aktion og gjorde vand til vin som sin første undergerning og som tegn på, at han nu virkelig ville påbegynde sit liv som Guds søn og verdens frelser. Lige indtil dagens begivenhed på bjerget var det kun andre mennesker og ham selv, der påstod, at han var noget ganske særligt, men i dag sagde både de to største profeter Moses og Elias samt selveste Gud god for, at Jesus virkelig var Guds søn – han, som skulle komme til verden for at udbrede Guds rige på jord til frelse for enhver, der tror.
Jesus havde overrasket mange med sine undere og besynderlige ord om nåde. Mange havde tænkt på og talt om, hvem han i virkeligheden var. Mon han var en plattenslager? En løgner og bedrager? Ingen kunne tænke sig frem til, hvem han var, for alle gættede på noget, de kendte fra deres eget liv; derfor måtte en anden end et menneske sige, hvem Jesus i virkeligheden var. Hvad man ikke kan sige sig selv, må man høre fra en anden. Så Jesus tog nogle af sine nærmeste disciple med sig op på et højt bjerg, og dér fik de alle klar besked; men det blev for meget for selv disse trofaste og fromme disciple. De havde måske tænkt i deres hjerter, om det nu virkelig også kunne passe, at Jesus var Guds søn, hvilket er forståeligt; man bør tvivle om alt og tro på meget, men hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det nok også sådan. Det er meget naturligt at tvivle på alt, og det er umenneskeligt svært at holde fast ved troen på de ting, der lyder for gode til at være sande.
Da disciplene endelig stod over for de største profeter og selveste Guds røst lød fra himlen, ja, så blev de grebet af stor frygt for deres liv og forstand; de fik lov at skue ind i himlen, men de kunne hverken begribe det med hjertet eller rumme det i hjernen, og de faldt ned og skjulte deres ansigt mod jorden; de reagerede meget menneskeligt. Når vi møder det uforklarlige i livet, hvad enten det er som sorg eller glæde, er det nemmest at reagere ved at skjule sig, så man måske forestiller sig, at alt er blevet normalt og godt igen, når man åbner øjnene. Når man ikke kan overskue at forholde sig til det, man stilles over for, reagerer man forskelligt, men disse disciple reagerede med frygt. Og da de åbnede øjnene igen, stod kun Jesus hos dem. Derefter gik de ned fra bjerget og nu skulle de forsøge at leve videre med den indsigt; Jesus havde forbudt dem at sige noget til andre om det helt indtil den dag, han ville opstå fra graven. Sikke en frygtelig hemmelighed at bære rundt på!
Da Moses kom ned fra bjerget til israelitterne efter at have modtaget De Ti Bud, kunne man se i hans ydre, at han havde været nær ved Gud, fordi det strålede fra hans ansigt. Der var et guddommeligt himmellys ved hans ansigt, som de andre var bange for, fordi det var så unaturligt. Det forlød, at den der så Guds ansigt ville dø. Og på Moses' ansigt så de ligesom et genskind af Guds ansigt – derfor var de bange for at Moses' strålende ansigt ville forvolde dem skade. Moses lagde derfor et slør over sit ansigt, så israelitterne ikke skulle være bange. Moses vandrede frem og tilbage mellem Gud og israelitterne, som en budbringer, der overbragte nyheder imellem den fjerne Gud og det jordnære folk.
Det, som disciplene oplevede på det høje bjerg var, at Gud viste sig for dem, men på Jesu ansigt kunne man ikke se et genskær. Det var ikke i det ydre, at der var sket en ændring ved hverken Jesus eller de tre disciple. Oplevelsen var så voldsom, at Peter flere år efter tydeligt kunne huske, hvad der skete på bjerget; Gud åbenbarede i disciplenes hjerter, at Jesus virkelig var hans søn. Det er ikke noget, man kan tænke sig frem til. For hvis man overlod det til fornuften at finde ud af, om Jesus virkelig er Guds søn og verdens frelser, så kan man kun tvivle og forestille sig, at det hele er opdigtet eller en skøn fortælling. Fordi vi i hjerte, sind og tanker er bundet til vore begrænsninger som mennesker, kan vi kun tænke os frem til det, vi kan tvivle på. Det er med fornuften, at vi bedriver videnskab, for i videnskab skal man hele tiden tvivle på sit resultat og med flere og flere forsøg prøve, om resultatet afspejler virkeligheden, eller om der er fejl og mangler i undersøgelserne. Med fornuften har vi sendt folk til månen, og nu snart også til Mars. Med fornuften og videnskaben reddes der hver dag mange liv over hele kloden. Men fornuften og hjernen er stadig begrænset; og i mødet med Gud er det som om, fornuften korsfæstes og må give op. Fornuften når sin grænse og ved dén grænse kan kun troen leve.
Israelitterne kunne ikke med fornuften forså, hvorfor det strålede fra Moses ansigt, men de troede, at Gud havde smittet ham med sin hellighed, en hellighed der var så ren og retfærdig, at syndige mennesker ville dø, hvis de kom den nær. I det ydre var det altså tydeligt, at Moses var en hellig mand, der havde været nær ved Gud. Derfor var det også så meget større en oplevelse for disciplen Peter at være på bjerget, hvor han oplevede Guds nærhed, uden at han døde af det. Det var ikke sådan, at han i dét øjeblik forstod hele verdens sande sammenhænge eller kunne forklare Guds væsen eller Guds plan for skaberværket. Men i hjertet havde han fået plantet et troens frø; en tro på, at det virkelig var sandt, at Jesus er Kristus, Guds søn og verdens frelser. Det var ikke noget, han kunne tænke sig frem til; det var ikke noget, han kunne bevise igennem videnskabelige forsøg, men han måtte være tålmodig og vente indtil påske, hvor det hele skulle stå sin prøve. Jesus skulle dø for at andre kunne leve, og Jesus døde eftertrykkeligt. Med hån og korsdød slog man ham ihjel og lagde det døde legeme til hvile i en gravhule. Så langt så godt. Døden med alt hvad den rummer kender vi fra denne vores jordiske side; livet pustes ud i det sidste åndedrag og sjæl og legeme visner bort og forbereder sig på at blive til det jord, hvorfra det kom engang. På bjerget oplevede Peter at fornuften nåede sin grænse, og til påske oplevede han, at troen ikke kunne bevare håbet. Jesus var død, håbet var ude. Han samledes efter korsfæstelsen med sine venner og de kunne kun græde over, at hverken fornuften eller troen længere var nogen trøst.
Men da det så sortest ud for disciplene og da verdens mørke fyrste troede, at kampen var vundet imod lyset, da lod Gud gravdøren springe op, så vagterne faldt til jorden i frygt og bæven. Man søgte forgæves efter Jesu lig i gravhulen; det fysiske legeme var ikke længere begrænset til det jordiske liv, men Jesus var som forvandlet med en herlighed, der ikke skinnede fra hans ansigt men fra hele hans væsen. Ikke en herlighed og foranderlighed, der skræmte folk til døde, men som nådigt viste sig for dem, der havde brug for trøst og troens nye håb.
På bjerget fik disciplene en indsigt, der langt gik over deres fornuft og forstand. Og ned fra bjerget gik de igen, for selvom Gud havde forklaret dem, hvem Jesus var, så ophørte det menneskelige liv ikke. Disciplene var næppe kommet nærmere en afklaring om deres eget liv. Livet og kærligheden kan ikke sådan forklares, men må udleves og opleves og gennemleves. Her i kirken er der rum til at lade troen råde; for en stund sætter vi tvivlen uden for døren og tillader os at tro på håbet om, at der også for os er en forvandlende opstandelse på den yderste dag. Når vi går her fra gudstjenesten må vi foruden troen også give rum til kærligheden, for alverdens arbejde, skolegang og eksaminer kan ikke erstatte kærligheden, ligesom alverdens fornuft og videnskab ikke kan erstatte troen. Ligesom disciplene gik ned fra bjerget går vi ud af kirken og lader tro, håb og kærlighed være byggesten for vore liv, så vi kan leve som de mennesker vi nu engang er med evighedshåbet for øje. Amen.
Når de berømte popstjerner går på scenen, ved hele publikum godt, hvem der synger og hvem, der spiller guitar, trommer, bas og så videre. Og når ens yndlingshold i fx fodbold eller håndbold går på banen for at forsvare Danmarks ære, så har man fra sofaen eller stolerækkerne, hvor man måske sidder med ansigtet malet i rødt og hvidt, helt styr på, hvem der gemmer sig bag de numre, som spillerne bærer på ryggen. Musik og sport skal man alligevel have have sat sig ret godt ind i for at vide, hvad der foregår og hvad det hele går ud på. Når det er noget, der interesserer os, kan vi nemt bruge mange timer på at sætte os ind i alle detaljer og holde styr på rigtig mange regler og personer. Det kan godt være svært at huske, hvad man har lært i skolen, fordi det måske var kedeligt og en sur pligt, og fordi læreren var kedelig og ens klassekammerater måske ikke altid var så søde. Musik og sport skal man som sådan ikke bruge til noget bestemt i sit liv; det er ikke sådan, at man bliver bedre til sit arbejde, bare fordi man har styr på navne og fødselsdage på personerne i sit yndlingsband eller sportshold. På den måde er musik og sport noget, vi fylder vores liv med for at få noget krydderi på tilværelsen, så livet ikke kun består af arbejde, skole og de ting, man skal fordi andre siger det. Ingen kan tvinges til at kunne lide musik eller sport – det finder man ud af helt selv efterhånden som man vokser op og finder ud af, hvad man synes er interessant at bruge sit liv på. Og det er der meget stor forskel på fra person til person.
Når vi er samlet her i dag så er det for at holde gudstjeneste sammen. Dagens gudstjeneste kaldes en forklaringsgudstjeneste, fordi jeg undervejs forklarer nogle dele af gudstjenesten. Konfirmanderne skal gå til gudstjeneste 10 gange for at lære gudstjenestens form at kende og for at lære nogle salmer, bibeltekster og bønner at kende. For de fleste kommer en sådan viden ikke ind med modermælken, men konfirmationsforløbet hænger egentlig sammen med dåben; i dåben kunne man som barn ikke selv sige ja til at blive medlem af folkekirken eller til at blive et medlem af Guds kirke på jorden, men som ung kan man selv tage stilling. Ordet 'konfirmation' betyder 'bekræftelse', og når vi afholder konfirmationen, så bekræfter de unge, at de tror på den trosbekendelse, der blev sagt i forbindelse med deres dåb. Konfirmationsforberedelsen er altså et forløb, hvor de unge lærer en helt masse ting om tro, kirke, kristendom, kultur og tradition – ligesom de har tillært sig en masse viden om fx musik og sport.
Kristendommen er grundlaget for det samfund, vi kender i dag både her i Danmark og i hele den vestlige verden. Uden kristendom ville det hele se fuldstændigt anderledes ud. Det kristne budskab har formået at overleve i 2000 år. Når man tænker på, at alting i vores tid skal være nyt og anderledes så er det da tankevækkende, at det kristne budskab ikke rigtigt har forandret sig, men stadig har meget at sige til os. Tænk på, hvor gamle jeres mobiler er, eller computere, eller fjernsyn. Tænk på, hvor gamle I selv er. Skulle der være nogen her i dag, der er 100 år, så er det alligevel ikke meget i forhold til kristendommen eller kirken her. For kirken er omkring 800 år gammel, prædikestol og altertavle er ca. 500 år gamle; tænk på de mange mennesker der før jer har siddet på bænkene; mennesker, der er gået op og ned at kirkegulvet, når der skulle være dåb, bryllup eller begravelse.
Som forberedelse til i dag har konfirmanderne arbejdet med prædiketeksten – det var den tekst, jeg læste her fra prædikestolen. Jeg stillede dem spørgsmålet om, hvad teksten skulle sige os i dag. Altså, hvad skal vi med denne fortælling, hvordan er den relevant for os i vores daglige liv? De stirrede tomt frem for sig, og man kunne næsten høre, hvordan det knagede og bragede i hovederne på dem i forsøget på at finde svar på, hvad det her egentlig gik ud på. Selvom jeg har studeret mange år på universitetet måtte også mit eget hoved lægges i blød for at finde ud af, hvad jeg skulle sige til jer her i dag. Fortællingen forstår vi godt: Jesus gik op på et bjerg sammen med nogle af sine venner, og dér mødte de nogle kloge mænd fra gamle dage – de var egentlig døde, men her stod de lyslevende, og Gud sagde, at Jesus var hans søn. Og så gik de alle ned igen. Det er jo fint nok, men hvad har det med os at gøre? Hvis ikke de bibelske fortællinger har nogen betydning for os i dag i vores helt almindelige daglige liv, så er det jo sådan set lige meget, om vi kommer her i kirken for at høre, om det er et budskab, vi vil tro på. Bibelen er fyldt med fortællinger om Jesus Kristus. Jesus har i løbet af sit korte liv sagt og gjort mange ting, som vi i vores nutid ikke altid sådan uden videre kan forstå. Vi må derfor bruge tid på det, for Jesus har aldrig gjort noget, der ikke har haft eller har fået betydning for vores jordiske liv. Det var kun få venner, der fik lov at gå med Jesus op på bjerget for at høre Guds stemme; men de måtte ikke sige noget til de andre. Så i langt tid måtte de altså holde på hemmeligheden om, hvem Jesus virkelig var og er. Dem, der havde set og hørt de mærkelige ting på bjerget fik et nyt syn på deres eget liv. Alle de andre venner måtte vente længe på at finde ud af, hvad det hele gik ud på, men disse tre heldige venner fik altså en indsigt i nogle ting, der langt overgik deres forstand.
I skolen og på arbejdet må man lære nogle ting efterhånden, som tiden går og man vokser op i det, man laver. Det er ganske naturligt. Vi forstår måske lidt mere dag for dag efterhånden som vi koncentrerer os om lektierne og arbejdet. Undervejs får man nogle aha-oplevelser, efterhånden som tingene falder på plads, og man forstår mere og mere. Hvis man nu fik det hele at vide på én gang, ville det være alt for meget og alt for voldsomt, og så ville man ikke kunne forstå ret meget af det. Det var dét, der skete for Jesu tre venner, der gik med op på bjerget, fordi de var nysgerrige efter at se mere – de havde ingen tålmodighed til at vente, men de ville have det hele at vide på én gang, men det blev så overvældende for dem, at de blev rigtig bange og kastede sig ned på jorden.
Da de kiggede op igen, kunne de kun se Jesus, og ham var de ikke bange for, de havde jo kendt ham i langt tid som en god ven. Men da de gik ned af bjerget var de endnu ikke helt kommet sig over chokket. De havde været helt tæt på selveste Gud, og det er altså en meget større oplevelse, end hvis man har været så heldig at få en autograf fra et popidol eller en sportsstjerne. Jesus og vennerne gik ned fra bjerget og befandt sig igen blandt almindelige mennesker. Og de forstod, at det var hernede i almindeligheden, at livet skulle leves. Det nyttede ikke at ville gemme sig på bjerget, når nu glæden og kærligheden var nede blandt de andre mennesker; selvom disse mennesker også ville komme til at såre dem og ødelægge deres glæde. Men Jesus gik forrest på vejen ned af bjerget, og han havde vist dem alt det himmelske, som de ikke kunne forstå, og viste dem nu ned igen til livet på jorden, som de langt bedre kunne forstå.
Også vi lever hernede på jorden og ikke oppe på et bjerg. For os er det nok at tro, at der er en Gud foroven, og at Jesus er hans Søn og vores frelser. Uanset om vi er unge eller gamle må vi derfor leve livet så godt som vi nu kan og stille og roligt lade kærligheden og livet og glæden blomstre, så vi måske bedre kan forstå, hvad det hele går ud på. Amen.