Børn har en livlig fantasi, siger vi, og ser overbærende på de små, der uden problemer tænker på nisser og julemanden, på tandfeen, elver, alfer, superhelte, enhjørninger med mere. Især julen er sprængfyldt med sådanne eventyrvæsner, og fantasien får i juletiden lov til at udfolde sig ekstra meget. Men når vi siger, børnene har en livlig fantasi, siger vi vel også, at vores voksne fantasi er ret så u-livlig, ja, måske endda stendød. Eventyret synes at være smuldret lidt med de skridt for skridt, vi tog fra barndom til voksendom. Men hver jul lyder igen noget eventyrligt for vore ører, noget, som vi får lov at tro på, selvom vi måske slet ikke kan eller tør, fordi den frimodige og fantasifulde tro på eventyr hører barndommens ubekymrede glæde til. Måske har vi bekymret os for meget til længere at kunne glæde os?
Eventyr er ikke noget pjat. At drage på eventyr er at begive sig på vandring i ukendt land, at udforske og at lade sin nysgerrighed vise vejen frem, som en lille pandelygte. Nysgerrigheden og åbenheden over for det, vi endnu ikke kender er som et lille lys i mørket – og det sjove ved lyset er, at det lyser stærkere og kraftigere, jo mere vi bruger det. Fantasien blomstrer, når vi bruger den. Når fantasien og dens lys derfor ikke bruges så meget så svækkes den for i værste fald helt at slukkes, og i bedste fald at være en osende væge.
Julen er en gnist, der igen kan tænde eventyrlysten og fantasien hos os voksne og tillader os at tro på ting, vi måske næsten ikke kan eller tør tro på. Vinterens mørke er som et udtryk for, at naturen har mistet sin fantasi. Isdronningen går igennem vort før så farverige og hjertevarme landskab for blot at lægge en dyne af mørke, sne, is og kulde over alt, hvor hun går frem. Derfor tænder vi lysende ild i stagerne, i lamperne, i pejsen og vi søger sammen for at varme os ved hinandens selskab, som om vi hver bar et stykke varme fra den sommer, der gemmes som gode minder i hjerte, sind og tanker. Hvor der er hjerterum, er der husrum.
Der er en ældgammel fortælling om et stort, varmt og strålende lys, der trods vinterens og hjertets kulde kan varme mennesker igennem marv og ben. Det er den fortælling, vi hører jul efter jul, og det er den fortælling, vi i adventstiden venter på skal bryde frem i al sin glans. Det er ved juletid, vi alle får lov at gå i barndom igen og huske på julen derhjemme hos moder engang. Adventskransen hjælper os til at tælle op og ned til juleaften, hvor miraklet finder sted. Adventskransens fire lys er billede på de fire adventssøndage, hvor vi bare må vente; lyset skinner for alle fire verdenshjørner, for den ældgamle fortælling er lige god om den lyder i nord, syd, øst eller vest.
Fortællingen begynder med et lys, der tændes i verden ved at et lille barn blev født i ydmyge kår i en ubetydelig stald i Betlehem, omgivet af fattige mennesker og staldens dyr. I dag kan vi hygge os med fortællingen om Jesus-barnets fødsel, men tænk sig som ung mor at måtte se sit barn ligge der i en beskidt trug, hvor koens savl endnu sad på kanterne. Tænk på lugten og på vinterkuldens træk i den gamle stald!
Fortællingen lyder som den har gjort i mange år, men vore ører hører forskelligt gang på gang. Julens sange og salmer viser én side af fortællingen og vore egne erfaringer og oplevelser med julen viser os en anden side af denne 2.000 år gamle fortælling om, da Gud blev menneske, og det uslukkelige lys kom til verden i al sin nøjsomhed og ubemærkethed nærmest for at lave et overraskelsesangreb på mørket.
Julens budskab er noget nyt i vores verden; ikke flygtigt som det nye i reklamerne, men noget skelsættende nyt – verdenshistoriens og universets største mirakel til dato: Gud blev menneske. Det er ubegribeligt for tanken, og menneskers reaktionerne er mangfoldige lige fra et skuldertræk til fryderåb. Selv blandt kristne er der forskellige reaktioner, fordi vi har hørt historien så mange gange, at den ikke længere kan fryde os på samme måde som den var en fryd for de hyrder, der engang gik ind i stalden i Betlehem. Vi har vænnet os til budskabet om, at Gud er blevet menneske, og det virker ikke længere så mærkværdigt eller forunderligt. Og det er det måske heller ikke?
Julen er på mange måder en spændende tid. Vi har vel ingen andre måneder i vores kalender, der ligesom december er spækket med traditioner og forventninger både for børn, unge, voksne og gamle. Butikkerne kan ikke holde til spændingen og udsender allerede julekataloget i oktober. Som den eneste måned holder vi styr på decembers dage med en julekalender samt et kalenderlys, og de fire søndage før juleaften fejrer vi advent. Ordet 'advent' er latin og betyder 'komme', så vi venter altså i 24 dage på én, der skal komme.
Vi ved jo nok, at det er Jesus, Guds søn og verdens frelser, som skal komme til verden, født af en kvinde - naturligvis, svøbt i klude og lagt i en krybbe i en stald i Betlehem, fordi der ikke var plads i herberget. I både Vilslev og Hunderup kirke har vi et flot krybbespil stående i kirken under prædikestolen hele december måned, så både store og små kirkegængere kan se dukkerne og opstillingen og derudfra huske på historien, ligesom når man ser på kalkmalerier. Fortællingen om Jesus-barnets fødsel er hverken ny, cool eller innovativ modsat de nyeste smartphones; den har tværtimod ca. 2000 år på bagen, og over det meste af verden fejres dette julevidunder. Ja, man kan næsten sige, at det fejres hvert år på en måde, som troede man, at barnet var nyfødt hver juleaften. Men det er nu altså kun sket én gang for alle, og så forsøger vi med gentagelse at huske på hele fortællingen. Gentagelse fremmer forståelsen for dybden i fortællingen.
Vi gentager trofast år efter år mange af de samme traditioner, som vi har fået med hjemmefra med kirkegang, oppyntning af hele huset, juletræ og julemad med mere. Og når vi sådan tænker på den traditionsrige danske jul, tænker vi nok ikke så meget over, at det danske i julen faktisk fylder utroligt lidt. Året har budt på indtil flere debatter mellem politikere og meningsdannere om, hvad danskhed og dansk kultur og levevis er, og især julen har været brugt som udtryk for det mest danske i vores samfund. Julen ser ud til at være det mest urokkelige i dansk kultur, og det skulle ikke undre mig, om det er julemåneden, vi danskere brugere langt flest penge og ressourcer på. Meget af vores kulturarv er til debat i disse år, men julen ligner da sig selv; julen er gammel og julen er ny, men julen er altid den samme. At holde en traditionel jul er nærmest som at tage på tidsrejse, og det er vist ikke helt ukendt, at man som voksen godt kan drømme sig tilbage til barndommens jule, når sangen lyder og fødderne tålmodigt fører én rundt om træet. Men lad os nu lige se lidt nærmere på den så traditionelle, danske jul.
Fordi mørket falder tungt her om vinteren, tænder vi lys som aldrig før. Både kulørte elektriske lys i havens træer og stemningsfyldte stearinlys i husets vinduer. Både i skoler, på plejehjem og i kirken afholdes der midt i december et særligt optog for at hylde lyset i denne mørke tid, nemlig: Lucia-optoget. Man kunne sagtens tro at en så hyggelig tradition stammede her fra landet, men skikken har en lang forhistorie. Lucia var navnet på en ung italiensk kvinde, der blev martyr under de romerske kristenforfølgelser i 300-tallet. Hun blev i den romersk-katolske kirke helgen for de blinde og dem, der så dårligt. Navnet Lucia er inspireret af det latinske ord 'lux', der betyder 'lys'. Lucia-optoget er derfor en hyldest til lyset, der skinner i mørket. Skikken kom i 1944 til Danmark via Sverige, og har siden fået fodfæste som en fast del af decembers mange traditioner. Lige siden de hedenske vikinger er dagene omkring juleaften blevet brugt til at fejre lyset i verden – og fejringen af lyset er størst og bedst på baggrund af den mørke og kulde, der lægger sig netop i de selv samme dage. Vikingerne fejrede, at naturens hjul begyndte at rulle mod lysere tider, og da de kristne skikke kom til landet, fik lyset en ekstra dybde.
I begyndelsen sagde Gud: ”Lad der blive lys, og der blev lys.” Det var i det mægtigste mørke at det klareste lys skinnede op, ligesom ledestjernen julenat over stalden i Betlehem. Sidenhen er stjernen slukket, og et endnu klarere og stærkere lys blev tændt i verden, da Jesusbarnets babygråd lød fra Jomfru Marias skød. Intet menneske kunne bygge et tårn til himlen for at hente det paradisiske lys fra verdens skabelse til vores jordiske rige, men Gud forbarmede sig over hele verden, og Kristus lod sig føde som et menneske ligesom alle os her i dag. Lucia var ikke selv dette himmelske lys, men hun vidnede om lyset, og det måtte hun betale for med sit liv. Derfor er der mange steder Lucia-optog, selvom skikken er en fremmed berigelse af vores danske kultur.
Går man sig en frisk tur i vinterkulden her i området kan man se juletræer mange steder. Nåletræer kender vi fra de danske skove, og grannet er blevet brugt både til pynt, til adventskrans og selve juletræet. Men skikken med at fælde et grantræ og hive det ind i stuen for at pynte det med glimmerpapir, julehjerter, papirengle og -stjerner stammer fra middelalderens Tyskland og kom først til Danmark for et par hundrede år siden. Først tog det bedre borgerskab skikken til sig og nærmest kæmpede om at pynte det fineste juletræ hjemme i stuerne, men siden hen kom skikken også til ellers så mådeholdne og sindige vestjyder. Også adventskransen af tysk oprindelse, og selv den så udbredte gløgg har vi hentet udenlands, fra Sverige.
Som kronen på værket skal naturligvis nævnes julemanden. Julenisserne har i mange hundrede år været en del af de danske folkesagn og de har bestemt ikke altid været lige så hyggelige, uskyldige og søde, som de er nu om dage. Nissen har førhen været et væsen, der på gårdene hjalp til med at sikre gårdens velstand; men man skulle holde sig på god fod med nissen, ellers vendte ens lykke meget hurtigt! Efterhånden som julemanden er blevet til den gamle mand med fuldskæg, der kun arbejder én dag om året, har også nisserne fået en anden rolle i vores tradition, nemlig som hans trofaste medhjælpere på julegaveværkstedet. Julemanden hedder oprindeligt Nicolaus og var i 300-tallet en biskop fra Tyrkiet. Han var en from mand, der gerne ville gøre det gode mod mennesker; derfor gav han gaver til de mest fattige. Nutidens julemand ligner ikke meget en from mand, men har alligevel givet Jesus-barnet kamp til stregen om popularitet. Og midt i al denne snak om julens danske rødder må vi jo indrømme, at selv Jesus ikke stammede fra vore egne. Selvom der ikke er mange af julens rødder, der stikker dybt i den jyske muld, så har vi dog alligevel helt fra hedensk tid beholdt dette lille ord: jul. Julen var oprindelig vikingernes hedenske fest, en fejring med ædegilder og lystighed for at fejre at dagene atter skulle blive længere, og foråret atter ville være på vej. Lyset fejrer vi endnu og vi indtager da også en del mand her i december. Julen kan fejres på mange måder, og over højtiden hviler en nærmest eventyrlig stemning af noget helt anderledes, end vi er vant til fra årets mange andre dage, uger og måneder. Men uanset hvad vi tænker om julen, uanset hvordan vi fejrer denne hedningekristne højtid så er Kristus dog en gang for alle kommet til jord og har ladet Guds rige bryde frem i verden. Det er dén kerne, vi fejrer i aften selvom vi krydrer fejringen med nok så mange fremmede skikke og gamle, hedenske tradtioner.
Glædelig jul!
