”Nu kan den gamle jord snart ikke mere; nu må jorden da snart gå under – se dog tegnene i sol, måne og stjerner! Aldrig før har verden været så vanvittig, aldrig før har jorden rummet så mange mennesker. Den globale opvarmning er en ild, vi selv har tændt under vore fødder.” Sådan råber og skriger dommedagsprofeter i munden på hinanden, og frygten hober sig op i enhver, der kommer for skade at lytte efter.
| Det er i dag Anden Søndag i Advent, dvs. vi har tændt det andet lys i adventskransen, og vi er halvvejs i vores ventetid på ham, der skal komme til verden. I søndags hørte vi om den jordnære konge, der stille og roligt red på æselryg ind til Jerusalem, og i dag hører vi om, hvordan han slår de onde rygter ned om, at verden går under, når Jesus for anden gang kommer til jorden. Han sammenligner det med at se på afgrøderne; vi ved nok, at når alting sætter knop, og vejret bliver mildere, så er foråret og sommeren på vej. Men i denne tid bliver vejret strengere og planternes knopper er der ingen udsigt til. | Læs Bibelteksterne til Anden Søndag i Advent DDS 749: I østen stiger solen op DDS 331: Uberørt af byens travlhed DDS 117: En rose så jeg skyde ---- DDS 78: Blomstre som en rosengård DDS 192, v. 7: Hil dig, frelser og forsoner DDS 87: Det første lys |
Det er som om, vinteren udsletter ethvert spor af den sommer, der engang så eventyrligt bød på varme sommernætter, på de flotte sommerfugles vilde flugt over bølgende kornmarker, og på de mangfoldige farver og lyde. Vinterens isdronning danser køligt hen over marker, diger og enge, og hvor hun sætter sine nøgne, blege fødder, kryber liv, lyde og farver i skjul og efterlader kun kulde, mørke og stilhed. Det er ikke så underligt, at man i de meget gamle dage regnede med at jorden døde om vinteren. Derfor gik man så meget mere op i at holde liv i flammerne og ilden for at kunne forsvare sig imod mørket og kulden, indtil livet atter blev vækket om foråret, når isdronningen var den, der måtte trække sig tilbage for solen, der som en anden Holger Danske vågnede af sit hi for at kæmpe for lyset og varmen i verden. Med lyset kommer også livet og alting spirer op på ny.
Julen ligger derfor meget passende midt i isdronningens rige, og netop i julen samler vi de sidste kræfter og fyrer ekstra meget op under den åh så danske hygge for at gøre vort til, at isdronningen ikke slipper af sted med at lade sin kulde og mørke række ind i vore hjerter. Julen er hjerternes fest, og den gode mad og de gode drikke får kun hjerterne til at banke mere og mere så glæden får frit løb og bekymringerne fordufter – i hvert fald for en stund. For der er nok at bekymre sig om i en verden, hvor alting synes at være på vej ud over afgrundens rand, og hvor TV'et kører en uendelig serie om fortrædeligheder imod mennesker over hele verden. Jo flere ulykker og fortrædeligheder, vi hører om, desto hurtigere synes dommedag at nærme sig i form af en vældig storm, der ubarmhjertigt rusker i trækronerne og nådesløst vælter bygninger som var det tændstikhuse; når vores verden rystes, frygter vi for undergang.
Netop i sådanne tider med frygt for undergang og med angst i livet som istapper i vore hjerter, lyder evangeliets ord til trøst, styrke og varme. Begyndelsen af teksten, jeg læste her fra prædikestolen virker ellers nok som noget, der kunne sætte en skræk i livet på de fleste af os: Naturen går amok, og selv himlens kræfter skal rystes. Noget lignende har vi aldrig før set! Når alting på den måde rystes og bruser og både sol, måne og stjerner allierer sig, så kan der kun ske frygtelige ting! Vi forventer, at der sker frygtelige ting, selvom vi end ikke ved, hvad der faktisk sker. Vore forfædre frygtede også, at vinteren ville gøre det af med alting, og at foråret aldrig mere ville komme, selvom årets hjul havde kørt rundt og rundt på samme sindige og vanlige måde år efter år.
Når verden står på den anden ende, skal Jesus komme igen som dommer over levende og døde, som vi bekendte i trosbekendelsen. Første gang Jesus kom til jorden, skete det ikke som en vældig krigsgud, der ville bane sig vej til jorden med bulder og brag, med torden og lynild, imens verden skælvede og folk døde af skræk. Nej, vi kender udmærket fortællingen; Jesus kom nærmest ubemærket til jorden, selvom himlen med sin ledestjerne afslørede miraklet i Betlehem. Findes der noget mere fredeligt og ydmygt end et barn? Den vældige Gud, himmelens og jordens skaber, lod sig føde som det mest sårbare lille barn i en fattig og ikke særlig hyggelig stald, og lod sig gæste af hyrder og fremmede mænd fra det fjerne østen. Ingen vigtige personer fra nærområdet, ingen betydningsfulde mænd og kvinder med dyre vaner eller religiøse ledere besøgte Jesus-barnet den nat – kun de fattige hyrder og de fremmede konger fra det ukendte østen. Et barn så hjælpeløst kan vel næppe gøre en forskel, næppe udgøre en trussel – ja, næppe udgøre et håb.
Men vi ved godt, man ikke skal skue hunden på hårene. Jesus kom til jord for at tage kampen op imod isdronningen – ikke ude i naturen, men mod hendes greb om menneskers tro og hjerter. Ledestjernen over stalden i Betlehem måtte på et tidspunkt slukkes, og vi har da heller ikke siden set eller hørt om den, men i det lille barn kom et lys til verden, som end ikke alverdens død, nød, sorg, synd og elendighed kunne få nedlagt eller lagt ned i det sorte gravkammer. Ikke så snart havde verden korsfæstet Jesus og dermed slukket håbets flamme, før man kunne tælle 1-2-3 dage, og lyset atter blussede op igen for fuld styrke til skræk for de kolde og til glæde for dem, hvis livsglød endnu ikke var udslukket, selvom de sad derhjemme bag lukkede døre og begræd tabet af lyset med al dets varme, farve og glæde. Et lys, der varsler sommer på en ny måde; en sommer, hvor retfærdigheden flyder over og flyder ud for at fylde hver krog af verden med liv, fred og glæde. En sommer så utrolig, så ny og anderledes, at rovdyr og byttedyr bliver venner, og hvor ingen begår uret eller ondt. Jesus er dommeren og han sender isdronningen til tælling med et brag af et knock out, så al hjertets frygt og angst fordufter, og troens tvivl smelter som isen på en varm forårsdag, hvor lærkens triller atter ruller over himlen og kalder enhver af os til livsnær kamp imod kulde, mørke og vinterens trussel mod livets frimodighed og glæde.
Netop når vinteren trænger sig på, skutter man sig og pakker sig længere ind i sig selv og i sin påklædning, så man næsten skjules for mennesker på sin vej. Isdronningen går iblandt og os puster ublidt kulde i vore ansigter, så vi vender os bort – bedst som nogen har brug for, at vi ikke vender os bort. Hun er lumsk, og hun får det til at trække ind ad sprækkerne og fyge med kuldegysninger ned af ryggen på os. Hun afkøler os, og narrer os til at tro, at andre er lige så kolde i kulden, som vi er selv. Hun kølner os ikke kun, når vi går i gaderne, men griber fat i vores hjerterod og blæser kold luft på vore tanker og følelser om vore venner, nære og kære, indtil der kun er vage erindringer tilbage af en forgangen sommer, hvor alt endnu var lyst og levende og lattermildt. I sommerens varme var det ingen sag selv at vise varme, for dengang var livet en dans på morgens dugfriske græs, og naturen syntes venligt stemt mod mennesker. Men efterhånden som kulden og vinterens mørke er fulgt i kølvandet på isdronningen, virker naturen uvenlig; det dugfriske sommergræs er afløst af stivfrosne og kridhvide græsstrå, og naturens eventyrlige farver og former, dufte og lyde synes at være blevet afløst af en bidsk og barsk blæst, der er mest unådig imod de mest sårbare dele; hjertes sind og tanker er de mest skrøbelige, derfor pakkes de bedst ind, men hvilken frakke kan holde tvivlens og frygtens kulde uden for?
Når det er mest overskyet kan solen synes længst væk, men solen er altid kun lige bag skyerne. Også Gud kan synes langt borte i al sin herlighed, hellighed og ophøjethed, men nær er han os netop kommet i al ydmyghed, ja, så sagtmodig og tålmodig, at vi næsten ikke bemærker det. Men om han bliver født ganske ubemærket i ringe fattigmandskår, eller om han kommer i al sin strålekrans med magt og megen herlighed som den mægtige dommer, så kommer han altid til os for at varsle liv og sommer for mennesker. Det er ikke Gud, der ønsker menneskers død og elendighed, og det er ikke Jesus, der sendes ud som Manden med Leen. Jesus kommer ikke med trusler om død og ødelæggelse, selvom han kommer som dommer. For han dømmer ikke på samme måde som vi gør. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser eller efter hvad hans ører hører – sådan dømmer vi jo. Men han dømmer med retfærdighed, og hans rige består ved fred og glæde. Derfor kommer han ikke til jorden for at jage en skræk i livet og en tvivl i troen på os, men for at sætte os fri netop fra angst, frygt og tvivl. Hvis han ønskede død og ødelæggelse over os eller hvis han ønskede at bringe en streng vinter over vore hoveder, så ville der grund til at frygte ham og være bange, når han kommer.
Men Jesus er livets og ikke dødens Gud, og han kom lyslevende fra Himmerig for at sprede liv, fred og glæde her på jorden. Liv og lys hænger uløseligt sammen, og det største lys blev tændt en julenat i Betlehem for mange år siden. Lyset har siden vandret igennem fortællingerne om Jesus op igennem tiden og er nu landet her i vores kirke i dag, hvor løfterne igen lyder om, at hvor og når Jesus træder frem for os, er det for at sprede retfærdighed, fred, glæde og liv. Derfor kan vi atter dag efter dag gå med løftet pande og leve et jordnært liv i fast tro på, at Jesus som den jordnære konge kæmper for at få isdronningen til at slippe sit tag i vort livs glæde og vort hjertes tro. Amen.
