Enhver præst med en pc fra Kirkeministeriet er pålagt at udskifte maskinen hvert 4. år. Det er netop blevet tid for mig. Jeg får en mail om, at nu er det tid! Og tid sætter jeg af til at klikke mig ind på den særlige bestillingshjemmeside for de computere og tilbehør, som Kirkeministeriet mener, at vi skal have på kontoret. For 4 år siden valgte jeg en lille stationær og tilkøbte siden en stor skærm, så jeg havde to arbejdsskærme. Det virkede fint. Denne gang bestilte jeg en bærbar, fordi man ved diverse møder og konfirmationsforberedelse ofte har brug for en computer ved hånden. Det gik nemt med at bestille. Klik – klik. Ordren afgivet, menighedsrådet indforstået med en ekstra udgift til præsten, og bærbar’en ankom nogle dage efter. Nu skal den gamle stationære ud. Den fungerer dog fint endnu, så jeg vil gerne rense computeren og geninstallere Win 10. Det er nemmere sagt end gjort. På KM pc’en ligger en mappe fra IT-kontoret, og i mappen ligger en vejledning til, hvordan man nemt får administratorrettigheder på pc’en og hvordan man nemt renser pc’en. ”Okay, det er nemt”, tænker jeg, og går i gang med frisk mod. Jeg kontakter HP for at bestille de cd’er, der skal bruges til geninstalleringen af den rensede pc, og så går jeg i gang med at rense pc’en. Det virker ikke. Jeg prøver igen og igen. Ringer så til IT-kontoret. ”Nå, skal jeg bruge et slette-stik? Tak. Og den sender I? Fint.” Imens jeg venter på USB-stikket med Slet min pc-programmerne, ankommer cd’erne fra HP, og jeg er i fuld gang med at lære min nye KM-bærbar at kende. Jeg finder hurtigt ud af to ting: Den store skærm fra KM’s bestillingsside passer ikke til bærbaren, og det kunne være rart at have de to printere koblet til bare én af bærbarens USB-porte uden at spærre for begge USB-porte.
”Hej igen, IT-kontor, hvad gør jeg så? Nå, skal jeg bestille en HP Dockingstation? Super, det gør jeg.” Ind på bestillingssiden igen. Tingene ser ud til at løse sig. Lige indtil jeg åbner min fysiske postkasse og ser, at IT har sendt mig et brev med slette-USB’en. Det virkede som en lettelse, men det gav snart stresskrampetrækninger i nakkemusklerne. Slette-USB’en ville pc’en ikke indlæse, selvom jeg prøvede i alle fire USB-porte på den stationære KM-pc. Eksistentielt er det forståeligt, at pc’en ikke ville indlæse sin egen dødsdom, men dens kunstige intelligens kunne jo ikke vide, at jeg var ude på at give den et nyt liv. Nuvel, nyt opkald til IT. ”Nej, intet virker. Nå, så måske er det hardwaren, det er galt med. Nå, det kan løses med en hammer over skidtet og så smide det hele ud.” Vold og smid-væk er en dejlig nem løsning på problemer. Jeg var dog ikke klar til at give op på den ellers så trofaste stationære, så jeg gav den et par forsøg mere og minsandten om ikke den i skrivende stund er i gang med at få slettet alle sine gamle synder og laster, alt imens jeg skriver dette indlæg på den KM-bærbar, som allerede er begyndt at brokke sig over for lidt plads på harddisken. Nå ja, og så kom der i dag en mail fra IT om, at HP Dockingstationen ikke kan hjemskaffes ”grundet materialemangel hos producenten”, som der lakonisk stod i mailen. Krise.
Imens den stationære er i gang med at få renset hukommelsen, rumsterer det i mit eget indre; for hvorfor skal jeg som kbf-præst bruge en hel del af min egen og de stakkels ansatte på IT-kontorets tid for at få en gammel pc renset, så den kan komme andre til gavn? I min drøm burde der være decentrale steder, f.eks. i hvert provsti, hvor præsterne kunne gå hen med pc’en og få den fikset af en kyndig person, som har interesse i samt tid til at gøre det, der nu engang skal gøres at begrænse smid-væk-kulturen og give de kasserede pc-genstande (med tilbehør) nyt liv. Måske det kunne være en del af folkekirkens visionsproces?
”Hej igen, IT-kontor, hvad gør jeg så? Nå, skal jeg bestille en HP Dockingstation? Super, det gør jeg.” Ind på bestillingssiden igen. Tingene ser ud til at løse sig. Lige indtil jeg åbner min fysiske postkasse og ser, at IT har sendt mig et brev med slette-USB’en. Det virkede som en lettelse, men det gav snart stresskrampetrækninger i nakkemusklerne. Slette-USB’en ville pc’en ikke indlæse, selvom jeg prøvede i alle fire USB-porte på den stationære KM-pc. Eksistentielt er det forståeligt, at pc’en ikke ville indlæse sin egen dødsdom, men dens kunstige intelligens kunne jo ikke vide, at jeg var ude på at give den et nyt liv. Nuvel, nyt opkald til IT. ”Nej, intet virker. Nå, så måske er det hardwaren, det er galt med. Nå, det kan løses med en hammer over skidtet og så smide det hele ud.” Vold og smid-væk er en dejlig nem løsning på problemer. Jeg var dog ikke klar til at give op på den ellers så trofaste stationære, så jeg gav den et par forsøg mere og minsandten om ikke den i skrivende stund er i gang med at få slettet alle sine gamle synder og laster, alt imens jeg skriver dette indlæg på den KM-bærbar, som allerede er begyndt at brokke sig over for lidt plads på harddisken. Nå ja, og så kom der i dag en mail fra IT om, at HP Dockingstationen ikke kan hjemskaffes ”grundet materialemangel hos producenten”, som der lakonisk stod i mailen. Krise.
Imens den stationære er i gang med at få renset hukommelsen, rumsterer det i mit eget indre; for hvorfor skal jeg som kbf-præst bruge en hel del af min egen og de stakkels ansatte på IT-kontorets tid for at få en gammel pc renset, så den kan komme andre til gavn? I min drøm burde der være decentrale steder, f.eks. i hvert provsti, hvor præsterne kunne gå hen med pc’en og få den fikset af en kyndig person, som har interesse i samt tid til at gøre det, der nu engang skal gøres at begrænse smid-væk-kulturen og give de kasserede pc-genstande (med tilbehør) nyt liv. Måske det kunne være en del af folkekirkens visionsproces?
