”Hej igen, IT-kontor, hvad gør jeg så? Nå, skal jeg bestille en HP Dockingstation? Super, det gør jeg.” Ind på bestillingssiden igen. Tingene ser ud til at løse sig. Lige indtil jeg åbner min fysiske postkasse og ser, at IT har sendt mig et brev med slette-USB’en. Det virkede som en lettelse, men det gav snart stresskrampetrækninger i nakkemusklerne. Slette-USB’en ville pc’en ikke indlæse, selvom jeg prøvede i alle fire USB-porte på den stationære KM-pc. Eksistentielt er det forståeligt, at pc’en ikke ville indlæse sin egen dødsdom, men dens kunstige intelligens kunne jo ikke vide, at jeg var ude på at give den et nyt liv. Nuvel, nyt opkald til IT. ”Nej, intet virker. Nå, så måske er det hardwaren, det er galt med. Nå, det kan løses med en hammer over skidtet og så smide det hele ud.” Vold og smid-væk er en dejlig nem løsning på problemer. Jeg var dog ikke klar til at give op på den ellers så trofaste stationære, så jeg gav den et par forsøg mere og minsandten om ikke den i skrivende stund er i gang med at få slettet alle sine gamle synder og laster, alt imens jeg skriver dette indlæg på den KM-bærbar, som allerede er begyndt at brokke sig over for lidt plads på harddisken. Nå ja, og så kom der i dag en mail fra IT om, at HP Dockingstationen ikke kan hjemskaffes ”grundet materialemangel hos producenten”, som der lakonisk stod i mailen. Krise.
Imens den stationære er i gang med at få renset hukommelsen, rumsterer det i mit eget indre; for hvorfor skal jeg som kbf-præst bruge en hel del af min egen og de stakkels ansatte på IT-kontorets tid for at få en gammel pc renset, så den kan komme andre til gavn? I min drøm burde der være decentrale steder, f.eks. i hvert provsti, hvor præsterne kunne gå hen med pc’en og få den fikset af en kyndig person, som har interesse i samt tid til at gøre det, der nu engang skal gøres at begrænse smid-væk-kulturen og give de kasserede pc-genstande (med tilbehør) nyt liv. Måske det kunne være en del af folkekirkens visionsproces?