Hans Martensen (1808-1884) var i 30 år biskop over Sjællands stift. Som teologisk student og ung kandidat hørte han til den grundtvigske kreds, men blev siden hen en stærk modstander af grundtvigianismen.
Artiklen er hentet fra "Taler ved Præstevielse, holdte i Aarene 1869 til 1882." København, Gyldendal, 1882. Talen er på flere måder interessant og relevant for den nutidige folkekirkelige kristendom - som et spejl eller en anstødesten.
Gud er Kjærlighed
(26d November 1879)
-------
1 Joh 4,7-11
I Elskelige! lader os elske hverandre; thi Kjærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kjender Gud. Hvo, som ikke elsker, kjender ikke Gud; thi Gud er Kjærlighed. Derudi er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud haver sendt sin Søn den eenbaarne til Verden, at vi skulle leve ved ham. Derudi består Kjærligheden: ikke at vi have elsker Gud, men at han haver elsket os, og haver udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. I Elskelige! haver Gud saaledes elsket os, da ere vi og skyldige at elske hverandre.
-------
Gud er Kjærlighed. Dette Ord ville vi tage for os i denne Time, i hvilken vi under Menighedens Forbøn og Brødrenes haandspålæggelse skulle indvie Eder til Ordets Tjeneste i Kristi kirke. Gud er Kjærlighed, og deri bestaar Kjærligheden, ikke i at vi have elsket Gud, men at Gud har elsket os og sendt sin Søn til en Forløsning for vore Synder. Idet jeg udtaler dette, da nævner jeg, hvad der er Summen af al kristelig Aabenbaring, Summen af al kristelig Viisdom, Summen af al kristelig Prædiken. Det er ikke et Ord, som er opkommet i Menneskets Hjerte, at Gud er Kjærlighed; thi skjøndt der i vort Hjerte er en anelse derom, skjøndt der blandt Hedenskabets Vise ere dem, der have sagt, at Verdensaltets Fader maa være god, men at han er vanskelig at finde og endnu vanskeligere at udtale, behøvedes der dog, for at den saliggjørende Kjærlighed kunde finde Indgang i Menneskenes Hjerter, i Vises og Enfoldiges Hjerter, at Gud selv aabenbarede sig som Kjærlighed for Vise og Enfoldige, aabenbarede det for Betlehems Hyrder og de Vise i Østen, at han oprettede en Huusholdning igjennem Tiderne, at han i Tidens Fylde sendte sin Søn til Verden til en Forsoning for vore Synder paa Golgathas Kors; dog behøvedes der, for at det skulde finde Indgang, at Christi Kors blev plantet trindtomkring i Landene, at Folkene indsamledes under Christi Kors. Det er dette Evangelium, Korsets Evangelium som Kjærlighedens, vi skulle prædike, skulle prædike det i Tider, da dette Evangelium af Mange bliver forkastet, da et nyt Hedenskab er frembrudt i hvilket Mange forkynde, at Gud kun er en blindtvirkende natur eller en blindtvirkende, ubevidst Fornuft, en Gud, til hvem der ikke kan bedes og hvem vi Intet have at takke. Men skjøndt der er megen Uimodtagelighed og megen fornægtelse, skjøndt Lyset skinner i Mørket og Mørket begriber det ikke, dog er det vor Erfaring – og ved Herrens Naade skal det ogsaa blive Eders Erfaring, m. Br. - , at dette Evangelium, uagtet af al Modsigelse af denne Verdens Viisdom, dog vedbliver at skaffe sig Indgang ved sin egen Sandheds Kraft, sin egen saliggørende Kraft, sin egen verdensovervindende Kraft, vedbliver at bevise, at Livet er stærkere end Døden. Dertil bede vi, at Herren vil give Eders Viisdom og Mund, at I maa prædike, at Gud er Kjærlighed, som den trøstefuldeste Sandhed, men ogsaa som den alvorligste Sandhed, thi Liv og Død beror derpaa.
Jeg indvier Eder til at forkynde, at Gud er Kjærlighed, den trøstefuldeste, men ogsaa den alvorligste Sandhed; thi den kjærlighed, I skulle forkynde, er den hellige Kjærlighed. Der ere dem, der ville trøste sig med en Kjærlighed uden Hellighed og uden Retfærdighed, ja forestille sig Gud i Himmelen som den, der skuer ned paa Jorden, paa Menneskes Synd og Misgjerning og uafbrudt tilgiver Menneskene deres Synder, uden at der i Menneskene selv foregaard nogen som helst Forandring, uden at de omvende sig og gjøre Bod og blive nye Mennesker. Men lader os vogte bringe Menneskene en falsk Trøst, der heller ikke bestaaer i Længden og ikke kan bestaae mod Vantroens Angreb, og lader os føre dem hen til den sande Trøst igjennem Hellighedens, gjennem Lovens og Samvittighedens Alvor; thi al Sandhedsforkyndelse maa knytte sig til Samvittigheden. Lader os følge den Vei, som Propheterne og Apostlene, som Herren selv viser os, hvad enten de tale om Guds Aabenbarelse i Tiderne eller hans Aabenbarelse i den Enkeltes Liv. Da Propheten Elias modtog hiin Aabenbarelse, i hvilken Guds Kjærlighed aabenbaredes for ham, da han fornam, at Gud var i de sagte Vinde, de stille Luftninger, et Sindbillede paa Christi Kjærlighedsevangelium, da fornam han dog ikke dette Vederkvægende, forinden han først havde fornummet Stormen og Ilden og Jordskjælvet, i hvilket Herren vel ikke var, men hvorigjennem han kom, disse Dinsbilleder paa Guds dømmende og straffende Retfærdighedsaabenbarelse, der i denne Syndighedens Verden maa berede Kjærligheden Vei. Da Propheten Ezechiel saae Guds Herlighed i hiint større Syn, hvor han paa Sindbilledlig Viis saae Gud paa Thronen, omgiven af Naadens Regnbue, da maate han dog først see et Stormvejr med Mørke fra Norden, og af Mørket frembrød der en Ild, og af Ilden en mildere Lysglands, hvor vi jo atter see, at Guds Mildhed og Barmhjertigehd i denne Syndens Verden kun kan aabenbare sig paa Strenghedens og Retfærdighedens Grund. Da vor Herre og Frelser fremstod med Naadens livsalige Budskab til at bringe Vederkvægelsens Tider, da maate dog Johannes den Døber gaae forud som en Storm til at rense Luften. Og vi hører Herren selv at sige: Mener ikke, at jeg er kommen til at opløse Loven. Jeg er ikke kommen til at opløse, men til at fuldkomme den. Og naar han taler til Faderen, da tiltaler han ham ikke blot som Kjærlighed, men siger ogsaa: hellige Fader! retfærdige Fader! og Verden kjendte Dig ikke! (Joh 17,11) Og naar han beder for sine Disciple, da beder han vistnok, at Faderen vil elske dem, men netop derfor beder han: Hellige Fader! hellige dem i din Sandhed, dit Order Sandhed (Joh 17,17). Da Apostelen Paulus talede til Menigheden om Guds Naade, talede han dog først om Loven og om Guds vrede, der aabenbares fra Himmelen over al Menneskenes Ugudelighed, der opholder Sandheden i Uretfærdighed. Alt dette, mine Brødre, har jeg fremdraget af Skrifterne, for at minde om, at vi saaledes skulle prædike Kjærligheden, at vi ikke forsømme Helligheden, saaledes skulle prædike Evangeliet, at vi ikke forsømme Loven. Uden Hellighed taber Kjærligheden sit Alvor, sin Reenhed, sin Ubesmittelighed. Helligheden er det for Gud selv ubetinget Nødvendige, hans Villies uforanderlige Overensstemmelse med det i sig selv Gode, Sande og Rette, hans uforanderlige Overensstemmelse med hans eget Væsens Lov, der speiler sig i Loven i vor Samvittighed, og i Loven, der blev givet paa Sinai, og i Christi Syndsfrihed og Hellighed og i Christi Prædiken paa bjerget. Vel veed jeg, at vi ikke kunne tale om Loven og om Guds Vredes og retfærdigheds Domme, som Apostle og Propheter, naar de tale i store og hellige Syner, tale om verdenshistoriske Begivenheder, om Rigers Fald og Opløsning. Dog er der et Alvorsord om Loven, om de ti Bud, og om det første og store Bud, der maa kunne udtales af enhver Ordets Tjener. Dog er det et Alvorsord om Synden, og om Synden som Folkets Fordærvelse og den enkeltes Fordærvelse, der maa kunne udtales selv af den ringeste Ordets Tjener.
Og naar I da tale det alvorlige Ord, da give Herren Eder, at I også af fuldt Hjerte maae tale det som det trøstefuldeste Ord, der lyder ind i Verdens Forvirring, lyder igjennem Retfærdighedens Tordener, gjennem Samvittighedens Anklager og Angster: Gud er Kjærlighed, og deri bestaar Kjærligheden, ikke at vi have elsket Gud, men at Gud har elksket os og sendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. Deri bestaaer Kjærligheden, at Christi Kjærlighed har opfyldt Hellighedens Fordring, som vi ikke kunde opfylde, idet han nedsteg til Tjenerskikkelsen for at stride med Fristeren i Ørken, gik omkring og gjorde vel og helbredede alle dem, som vare overvældede af Djævelen, gik omkring til at opsøge og frelse det Fortabte, og aabenbarede i enhver Gjerning, at Kjærlighed er Lovens Fylde. Deri bestaaer Kjærligheden, at han, i hvem Hellighed og Kjærlighed er Eet, den korsfæstede Christus, er bleven en forsoning for vore Synder, har baaret Verdens Synd, har ladet sig regne blandt Overtrædere, den Retfærdige for de Uretfærdige; og som vil optage os i sit Samfund, at vi, retfærdiggjorte af Troen, skulle have Frimodighed og Adgang til Faderen, ja skulle blive delagtige i den dybeste Kjærligheds Hemmelighed, hans hellige Nadvere: dette er mit Legeme, dette er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Deri bestaaer Kjærligheden, at Han, som er bleven vor Frelser, ogsaa er bleven vor Forbillede, at vi skulle følge hans Fodspor, at vi allerede her paa Jorden skulle dannes og modnes for de Helliges Samfund i Himlen. Deri bestaaer Kjærligheden, at Christi Kjærlighed vil danne os til den indbyrdes Kjærlighed, den Sande Menneskekjærlighed og Broderkjærlighed i Sandhed Retfærdighed og Hellighed. Prædiker dette, da prædike I, at Gud er Kjærlighed. I ville vistnok ikke finde Indgang hos Alle. Men I ville finde Indgang iblandt dem, om hvilke Herren siger: Salige ere de, som hungre og tørster efter Retfærdighed, thi de skulle mættes.
Jeg indvier Eder til at forkynde, at Gud er Kjærlighed. Men da indvier jeg Eder ogsaa til at forkyndem at det bør os gjennem Trængsler at indgaae til Guds Rige. Der ere dem, der mene, at naar Gud er Kjærlighed, da maa han ogsaa forskaffe os Lyksalighed paa Jorden, maa gjøre os lykkelige i den nærværende Verden. Men dersom vi i vor Prædiken vilde følge denne Betragtning, da vilde Erfaring snart vise, at vi skuffede Menneskene med falske Forjættelser. Da Herren udsendte sine Disciple, da lovede han dem ikke Fred og gode Dage, men beredte dem paa Had og Modstand; lovede dem ikke, at Alt hvad de foretoge for hans og hans Riges Skyld skulde lykkes, men beredte dem aa, at der ogsaa var det Arbejde, som skulde være forgæves, at der var den Sæd, der skulde forspildes og falde ved Veien. Da Apostlene droge omkring for at besøge de Menigheder, de havde grundet, da siges der om dem: de bekræftede Disciplene Sjæle og formanede dem at blive i Troen og at det bør os igjennem mange Trængsler at indgaa i Guds Rige (Ap. Gj. 14,22). Lader os følge Herren og Apostlene og lære Menneskene, at hvad det kommer an paa, det er ikke at blive lykkelig, men at blive salig, det er at indgaae i Guds Rige. Lader os af Herren og Apostlene lære i vor Tale at sammenføie Salighed og Trængsler. Vi skulle tale om udvortes Trængsler, Sygdom og Fattigdom og Nød og Død, disse Trængsler, som ogsaa Hedningerne kjendte, men hvilke de betragtede som Skjæbne, Hændelse, Tilfælde, men som viselig havde en langt dybere Betydning i Guds Kjærligheds Huusholdning. Men isærdeleshed skulle vi tale om indvortes Trængsler, der maa gjennemgaaes, naar et Menneske skal indgaae i Guds Rige. Der ere Omvendelsens og Igenfødselsens Trængsler, naar et Menneske skal afgjøre det store Spørgsmaal: Vælger, hvem I ville tjene. Der er Helliggørelsens Trængsler, naar Aanden strider mod Kjødet og Kjødet mod Aanden, naar den skal kæmpes igjennem til at overvinde Verden; eller naar et Menneske maa kæmpe med det Sind, han har af Naturen, det være sig at han har alt for lette eller det alt for tunge Sind, eller det alt for heftige eller det for rolige Sind. Der ere Anfægtelsens Trængsler, naar et Menneske maa kæmpe med Tvivlen for at bevare Troen, eller naar et Menneske maa kæmpe med svære Tanker i Samvittighedens Nød, naar raadløse Samvittigheder behøver Trøst. Om alt dette skulle vi tale til Menneskene, det være sig at vi tale i Menighedernes Forsamling eller i det stille Kammer. Men da give Herren Eder af fuldt Hjerte at tale det in i de bedrøvede Sjæle som det trøstefuldeste Ord: Gud er Kjærlighed; og deri bestaar Kjærligheden, ikke at vie have elsket Gud, men at Gud har elsket os og sendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. Deri bestaar Kjærligheden, at Gud saaledes styrer sin Verden, at alle Ting maa tjene dem til gode, som elske Gud, har tændt et levende haab i vore Hjerter: Vor Trængsel, som er stakket og let skaffer os en over al Maade stor Vægt af Herlighed, idet vi ikke ansee de synlige Ting, men de usynlige; thi de synlige Ting ere timelige, men de usynlige ere evige (2 Cor. 4,17.18).
Kun i faa og svage Træk har jeg søgt at fremstille, hvad det er at prædike, at Gud er Kjærlighed. Og endnu lad mig tilføie dette: deri bestaar den christelige Prædikens Hemmelighed, at kun Tale, der kommer fra Hjertet, gaar til Hjertet, kun det Ord, der udgaaer fra Kjærligheden, kan vække Kjærligheden og Tillid og Tro. En Christelig Lægmand, der havde hørt mange Prædikener, har sagt: Kun naar Du selv staaer i Gjenfødelsen, kun naar Du selv staaer i Kjærligheden og er et Guds barn, kun da har Du den rette Hammer, der kan slaae den Klokke, som kan vække det Slumrende, kan oplive, glæde og trøste dem, der arbeide og ere besværede. Har Du ikke den rette Hammer, da ringer Klokken ikke, om Du end bruger nok saa mange Ord. Det bliver dog kun en tom og huul og uvirksom Lyd. Du raaber det ikke, Du skriger det ikke ind i Sjælene. han, som er sin Menigheds Herre og Hoved, kan give os den rette Hammer, der kan slaae den Klokke, der finder Gjenlyd i de Hørendes Hjerter, kalder og forsamler Sjælene til Herrens Samfund. Han give os at tale som de, der kunne sige: Guds Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn; vidner med vor Aand om Lov og Evangelium, om Synd og Naade, om Guds Retfærdighedsdomme og hans forbarmende, syndsforladende Kjærlighed; om Trængsler Angster, men ogsaa om Fred og Salighed i Christo. Han lære os at bede om den Helligaand, og bedende at slaae den Klokke, ved hvilken det gjenklinger i Hjerterne, baade på den gode og den onde dag: Gud er Kjærlighed. Og om der end er saa mange Tegn i denne Verden, der synes at være derimod, om end Tiderne ere mørke, og tunge Skjærbner drage hen over Jorden, om vi end vandre iblandt Grave, og det ofte kan synes os, at det Ædleste og Bedste er sjunket i Graven: han er dog Kjærlighed, den hellige Kjærlighed, den saliggjørende Kjærligheden, den opdragende, tugtende Kjærligheden, men ogsaa den almægtige Kjærlighed. Thi dette er det Store, som ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men hvad Gud har aabenbaret os i Christo: Guds hellige Kjærlighed, Guds Barmhjertighed og Sagtmodighed og Langmodighed er høiere, throner ovenover hans stormægtige, altovervindende Almagt, og Almagten maa ganske tjene det hellige Kjærlighedsrige og udføre dens Raadslutninger, at vi kunne sige under alle Skjæbner: Jeg er fuldelig forvisset om at hverken Liv eller Død, hverken det Nærværende eller det Tilkommende, hverken det Høie eller Dybe, hverken Fyrstendømmer eller Magter eller nogen Skabning kan skille os fra Guds Kjærlighed i Christo, vor Herre. Amen.
(26d November 1879)
-------
1 Joh 4,7-11
I Elskelige! lader os elske hverandre; thi Kjærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kjender Gud. Hvo, som ikke elsker, kjender ikke Gud; thi Gud er Kjærlighed. Derudi er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os, at Gud haver sendt sin Søn den eenbaarne til Verden, at vi skulle leve ved ham. Derudi består Kjærligheden: ikke at vi have elsker Gud, men at han haver elsket os, og haver udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. I Elskelige! haver Gud saaledes elsket os, da ere vi og skyldige at elske hverandre.
-------
Gud er Kjærlighed. Dette Ord ville vi tage for os i denne Time, i hvilken vi under Menighedens Forbøn og Brødrenes haandspålæggelse skulle indvie Eder til Ordets Tjeneste i Kristi kirke. Gud er Kjærlighed, og deri bestaar Kjærligheden, ikke i at vi have elsket Gud, men at Gud har elsket os og sendt sin Søn til en Forløsning for vore Synder. Idet jeg udtaler dette, da nævner jeg, hvad der er Summen af al kristelig Aabenbaring, Summen af al kristelig Viisdom, Summen af al kristelig Prædiken. Det er ikke et Ord, som er opkommet i Menneskets Hjerte, at Gud er Kjærlighed; thi skjøndt der i vort Hjerte er en anelse derom, skjøndt der blandt Hedenskabets Vise ere dem, der have sagt, at Verdensaltets Fader maa være god, men at han er vanskelig at finde og endnu vanskeligere at udtale, behøvedes der dog, for at den saliggjørende Kjærlighed kunde finde Indgang i Menneskenes Hjerter, i Vises og Enfoldiges Hjerter, at Gud selv aabenbarede sig som Kjærlighed for Vise og Enfoldige, aabenbarede det for Betlehems Hyrder og de Vise i Østen, at han oprettede en Huusholdning igjennem Tiderne, at han i Tidens Fylde sendte sin Søn til Verden til en Forsoning for vore Synder paa Golgathas Kors; dog behøvedes der, for at det skulde finde Indgang, at Christi Kors blev plantet trindtomkring i Landene, at Folkene indsamledes under Christi Kors. Det er dette Evangelium, Korsets Evangelium som Kjærlighedens, vi skulle prædike, skulle prædike det i Tider, da dette Evangelium af Mange bliver forkastet, da et nyt Hedenskab er frembrudt i hvilket Mange forkynde, at Gud kun er en blindtvirkende natur eller en blindtvirkende, ubevidst Fornuft, en Gud, til hvem der ikke kan bedes og hvem vi Intet have at takke. Men skjøndt der er megen Uimodtagelighed og megen fornægtelse, skjøndt Lyset skinner i Mørket og Mørket begriber det ikke, dog er det vor Erfaring – og ved Herrens Naade skal det ogsaa blive Eders Erfaring, m. Br. - , at dette Evangelium, uagtet af al Modsigelse af denne Verdens Viisdom, dog vedbliver at skaffe sig Indgang ved sin egen Sandheds Kraft, sin egen saliggørende Kraft, sin egen verdensovervindende Kraft, vedbliver at bevise, at Livet er stærkere end Døden. Dertil bede vi, at Herren vil give Eders Viisdom og Mund, at I maa prædike, at Gud er Kjærlighed, som den trøstefuldeste Sandhed, men ogsaa som den alvorligste Sandhed, thi Liv og Død beror derpaa.
Jeg indvier Eder til at forkynde, at Gud er Kjærlighed, den trøstefuldeste, men ogsaa den alvorligste Sandhed; thi den kjærlighed, I skulle forkynde, er den hellige Kjærlighed. Der ere dem, der ville trøste sig med en Kjærlighed uden Hellighed og uden Retfærdighed, ja forestille sig Gud i Himmelen som den, der skuer ned paa Jorden, paa Menneskes Synd og Misgjerning og uafbrudt tilgiver Menneskene deres Synder, uden at der i Menneskene selv foregaard nogen som helst Forandring, uden at de omvende sig og gjøre Bod og blive nye Mennesker. Men lader os vogte bringe Menneskene en falsk Trøst, der heller ikke bestaaer i Længden og ikke kan bestaae mod Vantroens Angreb, og lader os føre dem hen til den sande Trøst igjennem Hellighedens, gjennem Lovens og Samvittighedens Alvor; thi al Sandhedsforkyndelse maa knytte sig til Samvittigheden. Lader os følge den Vei, som Propheterne og Apostlene, som Herren selv viser os, hvad enten de tale om Guds Aabenbarelse i Tiderne eller hans Aabenbarelse i den Enkeltes Liv. Da Propheten Elias modtog hiin Aabenbarelse, i hvilken Guds Kjærlighed aabenbaredes for ham, da han fornam, at Gud var i de sagte Vinde, de stille Luftninger, et Sindbillede paa Christi Kjærlighedsevangelium, da fornam han dog ikke dette Vederkvægende, forinden han først havde fornummet Stormen og Ilden og Jordskjælvet, i hvilket Herren vel ikke var, men hvorigjennem han kom, disse Dinsbilleder paa Guds dømmende og straffende Retfærdighedsaabenbarelse, der i denne Syndighedens Verden maa berede Kjærligheden Vei. Da Propheten Ezechiel saae Guds Herlighed i hiint større Syn, hvor han paa Sindbilledlig Viis saae Gud paa Thronen, omgiven af Naadens Regnbue, da maate han dog først see et Stormvejr med Mørke fra Norden, og af Mørket frembrød der en Ild, og af Ilden en mildere Lysglands, hvor vi jo atter see, at Guds Mildhed og Barmhjertigehd i denne Syndens Verden kun kan aabenbare sig paa Strenghedens og Retfærdighedens Grund. Da vor Herre og Frelser fremstod med Naadens livsalige Budskab til at bringe Vederkvægelsens Tider, da maate dog Johannes den Døber gaae forud som en Storm til at rense Luften. Og vi hører Herren selv at sige: Mener ikke, at jeg er kommen til at opløse Loven. Jeg er ikke kommen til at opløse, men til at fuldkomme den. Og naar han taler til Faderen, da tiltaler han ham ikke blot som Kjærlighed, men siger ogsaa: hellige Fader! retfærdige Fader! og Verden kjendte Dig ikke! (Joh 17,11) Og naar han beder for sine Disciple, da beder han vistnok, at Faderen vil elske dem, men netop derfor beder han: Hellige Fader! hellige dem i din Sandhed, dit Order Sandhed (Joh 17,17). Da Apostelen Paulus talede til Menigheden om Guds Naade, talede han dog først om Loven og om Guds vrede, der aabenbares fra Himmelen over al Menneskenes Ugudelighed, der opholder Sandheden i Uretfærdighed. Alt dette, mine Brødre, har jeg fremdraget af Skrifterne, for at minde om, at vi saaledes skulle prædike Kjærligheden, at vi ikke forsømme Helligheden, saaledes skulle prædike Evangeliet, at vi ikke forsømme Loven. Uden Hellighed taber Kjærligheden sit Alvor, sin Reenhed, sin Ubesmittelighed. Helligheden er det for Gud selv ubetinget Nødvendige, hans Villies uforanderlige Overensstemmelse med det i sig selv Gode, Sande og Rette, hans uforanderlige Overensstemmelse med hans eget Væsens Lov, der speiler sig i Loven i vor Samvittighed, og i Loven, der blev givet paa Sinai, og i Christi Syndsfrihed og Hellighed og i Christi Prædiken paa bjerget. Vel veed jeg, at vi ikke kunne tale om Loven og om Guds Vredes og retfærdigheds Domme, som Apostle og Propheter, naar de tale i store og hellige Syner, tale om verdenshistoriske Begivenheder, om Rigers Fald og Opløsning. Dog er der et Alvorsord om Loven, om de ti Bud, og om det første og store Bud, der maa kunne udtales af enhver Ordets Tjener. Dog er det et Alvorsord om Synden, og om Synden som Folkets Fordærvelse og den enkeltes Fordærvelse, der maa kunne udtales selv af den ringeste Ordets Tjener.
Og naar I da tale det alvorlige Ord, da give Herren Eder, at I også af fuldt Hjerte maae tale det som det trøstefuldeste Ord, der lyder ind i Verdens Forvirring, lyder igjennem Retfærdighedens Tordener, gjennem Samvittighedens Anklager og Angster: Gud er Kjærlighed, og deri bestaar Kjærligheden, ikke at vi have elsket Gud, men at Gud har elksket os og sendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. Deri bestaaer Kjærligheden, at Christi Kjærlighed har opfyldt Hellighedens Fordring, som vi ikke kunde opfylde, idet han nedsteg til Tjenerskikkelsen for at stride med Fristeren i Ørken, gik omkring og gjorde vel og helbredede alle dem, som vare overvældede af Djævelen, gik omkring til at opsøge og frelse det Fortabte, og aabenbarede i enhver Gjerning, at Kjærlighed er Lovens Fylde. Deri bestaaer Kjærligheden, at han, i hvem Hellighed og Kjærlighed er Eet, den korsfæstede Christus, er bleven en forsoning for vore Synder, har baaret Verdens Synd, har ladet sig regne blandt Overtrædere, den Retfærdige for de Uretfærdige; og som vil optage os i sit Samfund, at vi, retfærdiggjorte af Troen, skulle have Frimodighed og Adgang til Faderen, ja skulle blive delagtige i den dybeste Kjærligheds Hemmelighed, hans hellige Nadvere: dette er mit Legeme, dette er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Deri bestaaer Kjærligheden, at Han, som er bleven vor Frelser, ogsaa er bleven vor Forbillede, at vi skulle følge hans Fodspor, at vi allerede her paa Jorden skulle dannes og modnes for de Helliges Samfund i Himlen. Deri bestaaer Kjærligheden, at Christi Kjærlighed vil danne os til den indbyrdes Kjærlighed, den Sande Menneskekjærlighed og Broderkjærlighed i Sandhed Retfærdighed og Hellighed. Prædiker dette, da prædike I, at Gud er Kjærlighed. I ville vistnok ikke finde Indgang hos Alle. Men I ville finde Indgang iblandt dem, om hvilke Herren siger: Salige ere de, som hungre og tørster efter Retfærdighed, thi de skulle mættes.
Jeg indvier Eder til at forkynde, at Gud er Kjærlighed. Men da indvier jeg Eder ogsaa til at forkyndem at det bør os gjennem Trængsler at indgaae til Guds Rige. Der ere dem, der mene, at naar Gud er Kjærlighed, da maa han ogsaa forskaffe os Lyksalighed paa Jorden, maa gjøre os lykkelige i den nærværende Verden. Men dersom vi i vor Prædiken vilde følge denne Betragtning, da vilde Erfaring snart vise, at vi skuffede Menneskene med falske Forjættelser. Da Herren udsendte sine Disciple, da lovede han dem ikke Fred og gode Dage, men beredte dem paa Had og Modstand; lovede dem ikke, at Alt hvad de foretoge for hans og hans Riges Skyld skulde lykkes, men beredte dem aa, at der ogsaa var det Arbejde, som skulde være forgæves, at der var den Sæd, der skulde forspildes og falde ved Veien. Da Apostlene droge omkring for at besøge de Menigheder, de havde grundet, da siges der om dem: de bekræftede Disciplene Sjæle og formanede dem at blive i Troen og at det bør os igjennem mange Trængsler at indgaa i Guds Rige (Ap. Gj. 14,22). Lader os følge Herren og Apostlene og lære Menneskene, at hvad det kommer an paa, det er ikke at blive lykkelig, men at blive salig, det er at indgaae i Guds Rige. Lader os af Herren og Apostlene lære i vor Tale at sammenføie Salighed og Trængsler. Vi skulle tale om udvortes Trængsler, Sygdom og Fattigdom og Nød og Død, disse Trængsler, som ogsaa Hedningerne kjendte, men hvilke de betragtede som Skjæbne, Hændelse, Tilfælde, men som viselig havde en langt dybere Betydning i Guds Kjærligheds Huusholdning. Men isærdeleshed skulle vi tale om indvortes Trængsler, der maa gjennemgaaes, naar et Menneske skal indgaae i Guds Rige. Der ere Omvendelsens og Igenfødselsens Trængsler, naar et Menneske skal afgjøre det store Spørgsmaal: Vælger, hvem I ville tjene. Der er Helliggørelsens Trængsler, naar Aanden strider mod Kjødet og Kjødet mod Aanden, naar den skal kæmpes igjennem til at overvinde Verden; eller naar et Menneske maa kæmpe med det Sind, han har af Naturen, det være sig at han har alt for lette eller det alt for tunge Sind, eller det alt for heftige eller det for rolige Sind. Der ere Anfægtelsens Trængsler, naar et Menneske maa kæmpe med Tvivlen for at bevare Troen, eller naar et Menneske maa kæmpe med svære Tanker i Samvittighedens Nød, naar raadløse Samvittigheder behøver Trøst. Om alt dette skulle vi tale til Menneskene, det være sig at vi tale i Menighedernes Forsamling eller i det stille Kammer. Men da give Herren Eder af fuldt Hjerte at tale det in i de bedrøvede Sjæle som det trøstefuldeste Ord: Gud er Kjærlighed; og deri bestaar Kjærligheden, ikke at vie have elsket Gud, men at Gud har elsket os og sendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. Deri bestaar Kjærligheden, at Gud saaledes styrer sin Verden, at alle Ting maa tjene dem til gode, som elske Gud, har tændt et levende haab i vore Hjerter: Vor Trængsel, som er stakket og let skaffer os en over al Maade stor Vægt af Herlighed, idet vi ikke ansee de synlige Ting, men de usynlige; thi de synlige Ting ere timelige, men de usynlige ere evige (2 Cor. 4,17.18).
Kun i faa og svage Træk har jeg søgt at fremstille, hvad det er at prædike, at Gud er Kjærlighed. Og endnu lad mig tilføie dette: deri bestaar den christelige Prædikens Hemmelighed, at kun Tale, der kommer fra Hjertet, gaar til Hjertet, kun det Ord, der udgaaer fra Kjærligheden, kan vække Kjærligheden og Tillid og Tro. En Christelig Lægmand, der havde hørt mange Prædikener, har sagt: Kun naar Du selv staaer i Gjenfødelsen, kun naar Du selv staaer i Kjærligheden og er et Guds barn, kun da har Du den rette Hammer, der kan slaae den Klokke, som kan vække det Slumrende, kan oplive, glæde og trøste dem, der arbeide og ere besværede. Har Du ikke den rette Hammer, da ringer Klokken ikke, om Du end bruger nok saa mange Ord. Det bliver dog kun en tom og huul og uvirksom Lyd. Du raaber det ikke, Du skriger det ikke ind i Sjælene. han, som er sin Menigheds Herre og Hoved, kan give os den rette Hammer, der kan slaae den Klokke, der finder Gjenlyd i de Hørendes Hjerter, kalder og forsamler Sjælene til Herrens Samfund. Han give os at tale som de, der kunne sige: Guds Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn; vidner med vor Aand om Lov og Evangelium, om Synd og Naade, om Guds Retfærdighedsdomme og hans forbarmende, syndsforladende Kjærlighed; om Trængsler Angster, men ogsaa om Fred og Salighed i Christo. Han lære os at bede om den Helligaand, og bedende at slaae den Klokke, ved hvilken det gjenklinger i Hjerterne, baade på den gode og den onde dag: Gud er Kjærlighed. Og om der end er saa mange Tegn i denne Verden, der synes at være derimod, om end Tiderne ere mørke, og tunge Skjærbner drage hen over Jorden, om vi end vandre iblandt Grave, og det ofte kan synes os, at det Ædleste og Bedste er sjunket i Graven: han er dog Kjærlighed, den hellige Kjærlighed, den saliggjørende Kjærligheden, den opdragende, tugtende Kjærligheden, men ogsaa den almægtige Kjærlighed. Thi dette er det Store, som ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men hvad Gud har aabenbaret os i Christo: Guds hellige Kjærlighed, Guds Barmhjertighed og Sagtmodighed og Langmodighed er høiere, throner ovenover hans stormægtige, altovervindende Almagt, og Almagten maa ganske tjene det hellige Kjærlighedsrige og udføre dens Raadslutninger, at vi kunne sige under alle Skjæbner: Jeg er fuldelig forvisset om at hverken Liv eller Død, hverken det Nærværende eller det Tilkommende, hverken det Høie eller Dybe, hverken Fyrstendømmer eller Magter eller nogen Skabning kan skille os fra Guds Kjærlighed i Christo, vor Herre. Amen.
