Nogle af jer ser jeg måske først igen til jul, påske eller pinse, eller når I skal giftes eller have døbt et barn; men når I går ud af kirken i dag, skal I vide, at Gud altid er der for jer. Konfirmation betyder, at Gud bekræfter, at han er med jer alle dage indtil verdens ende. Vi håber jo altid det bedste; at livet kun bringer os glæder, og at vi kan mødes i kirken til jul og til bryllup, påske, dåb og konfirmationer. Dér udgør kirken en smuk og stemningsfuld ramme, og det kristne budskab om kærlighed til vores næste indrammer så fint vores fællesskab og vores glæde. Men kirken er mere end det. Den kan også trøste, når livet gør ondt; og det har nogle af jer oplevet allerede i en tidlig alder.
At gå til præst har mest betydet salmesang og snak og mange ord, men vi har sammen fundet tid til at lave nogle fugleredekasser. Sådan et fuglehus kan være et symbol på noget andet end blot et hjem for fuglene. Husrum er hjerterum – både for mennesker og dyr. Når børnene fødes, planter vi en stork ved huset med en baby i næbbet, og når børnene vokser og bliver gammel nok til at stå på egne ben, taler vi om at de flyver fra reden, så vi ikke længere behøver være hønemor for dem. Når I så flyver hjemmefra, begynder I måske også at bygge rede, så I selv er klar til at få besøg af storken.
Det virker egentlig som om, at vores kultur har fået pip – og sproget viser det tydeligt. Igennem livet kan I få en fjer i hatten eller bare få en fjer på – ja, man kan blive hønefuld af liv og glæde – og man kan blive ugleset (upopulær), hvis man er dum som en gås eller har kyllingehjerne, eller hvis man er en grim ælling. Men hvis man er en ørn til noget, og har falkeblik for sagen, eller ser ting i fugleperspektiv, så kan man brede sine vinger ud og flyve ud i det liv, hvor én fjer kan blive til fem høns. Det værste man kan gøre er at stikke hovedet i busken som en struds, nej, så hellere stå fast på det, man tror på, også selvom man skulle blive ene hane i hønsegården.
Ja, det danske sprog er en finurlig ting, men vi kom fra fugleredekasserne. Her i kirken har vi et fuglesymbol: Duen; et symbol på fred, og på Helligånd og på vores fællesskab. Når vi er ser en due ude i træerne, kan vi tænke på kirken og kristendommens budskaber; og så håber jeg, at I vil tænke, at her i kirken kan vi have det som blommen i et æg. Amen.