På indersiden af talerstolen ved Familiepladsen bag Vestparken i Jernved, er det traditionen, at man skriver sig på listen over talere.
Båltale ved Sankt Hans onsdag den 23. juni 2021 kl. 19.45 på Familiepladsen bag Vestparken i Jernved.
Tak for invitationen til at holde aftenens båltale her i Jernved; en landsby, der emmer af historie og minder for mange. Hver Sankt Hans aften tænker jeg tilbage på dengang, jeg var barn og kunne levet et frit og ubekymret liv ude på landet i Vrøgum nær ved Oksbøl. Om sommeren havde jeg altid bare tæer og løb omkring i stalden, på grusvejen, ude på markerne, i skoven; byggede huler, samlede sjove sten og finurlige ting. Det var tiden før internet og smartphones. Derfra gik min verden, og dét var mit eventyr; Verden er stor, når man er lille! Til Sankt Hans slæbte vi en masse brænde sammen, ligesom der er gjort her til aften, men nu adskiller min historie sig måske lidt fra mange andres. For mine forældre havde som fritidsarbejde at skille og sortere skrot i diverse metaller for så at sælge det til en skrothandler (Ølgod Produkthandel). Det gav et pænt bidrag til husholdningskassen, og det var nødvendigt i en familie med 7 børn, hvor pengene ofte var små.
Nå, men sådan et stort bål af bare træ var ikke nok; så der blev også losset et par bildæk på for at give en imponerende tyk, sort røg; det sjove med heksen futtede for hurtigt af også selvom det var til lyden af heksehyl. Da vores folkevognsrugbrød brød sammen og ikke længere kunne bringe os fra A til B, røg den såmænd også på bålet. Hurra for Vestjylland og den vestjyske lovløshed! Nu er jeg dog ikke et barn mere, og mine minder er blevet politisk ukorrekte, for tiden forandrer sig – og nogle gange til det bedre. Vi må indrømme, at det er godt, at der ikke længere futtes biler og bildæk eller andet skrammel af på Sankt Hansbålet. Men det kan være svært at finde sig til rette under nye normer, og hvis man ikke lige retter ind, kan man faktisk selv blive udsat for noget af en heksejagt, som f.eks. da rygerne først blev presset ud af arbejdslokalerne og ud på gaden for derefter at blive forvist fra gaden og hjem i huset – og nogle risikerer endda påbud om, at man ikke engang må ryge indenfor hjemme hos sig selv! Hvad der begyndte som et fornuftigt tiltag baseret på lægefaglig fakta om folkesundhed og med respekt for folks private frihed, har efterhånden udviklet sig til en frygtkampagne, der er kammet over, og er blevet til indgreb mod privatlivets fred.
Den lille historie om rygere er bare ét eksempel på, at heksejagten fortsætter. Selvom vi er kommet langt væk fra middelalderens virkeligt forfærdelige hekseprocesser, hvor mange uskyldige måtte lide under tortur og skrækkelige behandlinger, inden de røg på bål og brand til stor fryd for den hob af uoplyste, overtroiske mennesker, der glædede sig, idet de troede, at de kunne få udryddet det onde ved at dræbe et menneske. At henrette såkaldte hekse på bålets ild handlede dog ikke kun om at afbrænde det onde, men også om at rense heksens sjæl, så hun ikke skulle gå fortabt; bålet havde altså en dobbeltfunktion. I nutiden finder hekseprocesser stadig sted, dog nok mest for at brændemærke uden at frelse, når folk hænges ud på bl.a. facebook og forfølges af ivrige, selvbestaltede heksejægere, der hamrer løs på tastaturet i jagten på enhver lille synd og synder.
Frygten flyder i vores samfund og skræmmer os til ufornuft og til at handle overilet. Kan I huske begyndelsen på corona-pandemien? Dengang hamstrede folk toiletpapir i så store mængder, at man skulle tro, de ville lave et Sankt Hansbål af det; og folk stjal håndsprit på sygehusene, så der blev sat lænker på. Igen var det frygten, der drev folk til at gøre noget så skørt, som vi i dag forhåbentligt kan grine og ryste på hovedet af. I alvorligere grad ser vi dog frygten i den måde, vi omgås hinanden til hverdag; eller den måde, vi taler om andre mennesker her til lands. Hvis vi virkelig vil fred her til lands, og hvis vi ønsker at styrke den demokratiske samtale, så må vi også besinde os på det, både når vi slår ting op på de sociale medier, og når vi taler om flygtninge, fremmede, fattige og andre udstødte og uglesete i vores samfund. Hvad har vi egentlig reelt set at frygte?
Nu er jeg jo inviteret som præst her i aften, og det kan jo være lidt farligt, for når man taler sig varm, er det fristende at begynde at prædike. Jeg skal prøve at holde mig i skindet, men egentlig er Sankt Hans jo i vores kultur en mindefest for Johannes Døberen, som døbte Jesus. Johannes siges at være født ½ år før Jesus, og det passer jo fint med den 23. juni – sådan cirka. Den 21. juni var det solhverv, og derefter bliver dagene kortere; man kan sige, at det også hænger godt sammen med Johannes Døberen, for da han blev offentligt kendt og begyndte at døbe, så gik der ikke lang tid, før Jesus trådte frem i offentligheden. Johannes afkortede ventetiden, og når vi i den mørke decembertid fejrer Jesu fødsel, så sker det også kun få dage efter vintersolhverv, hvorefter dagene igen bliver længere. Jesus kom nemlig for at give os mere lys og glæde i livet. Kan I huske, at da Jesus blev født i Betlehem, da fik hyrderne sig en gevaldig overraskelse; engle trådte ud af himlen og sagde: ”Frygt ikke!” Jeg synes, det er stort, at himlens Gud igen og igen lægger op til, at vi ikke skal frygte ham. Det er ikke fra ham, det onde kommer men i høj grad fra os selv, når vi behandler hinanden som skidt. Frygten er en frygteligt fælde. Når vi falder for frygten, gør vi frygtelige ting; Ser kvinder som hekse og finder høtyven frem med bål og brand; hamstrer mindre nødvendige ting og sætter sygehuse i forlegenhed; hader de ukendte fremmede og flygtninge og derved bryder internationale aftaler, konventioner og menneskerettigheder.
Nå, nu har jeg talt om en del af de negative ting, vi rummer, og før I smider mig på bålet af utilfredshed over talen, vil jeg slutte af med det opløftende og positive, som netop kan stå frygten imod, og som vi er samlet i fællesskab om her i aften. Pointen er nemlig, at: Frygten flygter for fællesskabet. Når vi finder sammen og holder sammen på kryds og tværs af naboskel og forskellige i politiske holdninger, etnicitet, nationalitet osv. for så kan frygten ikke drive os til frygtelige handlinger. Samfund er at vi finder sammen om det, vi har (op)fundet. Derfor skal vi samles ofte – nu hvor vi igen må – og gerne til festlige lejligheder! For kun ved at møde hinanden og være sammen, kan vi lære hinanden at kende, og så finder vi ud af, at de andre slet ikke er så farlige, og at der faktisk ikke er nogen anden heks iblandt os end frygten for det fremmede. Derfor håber jeg, at denne aften må blive til gode minder og at vi møder hinanden med alle gode ønsker for hinandens liv og tilværelse, sundhed og fremtid. Tak for ordet – og glædelig Sankt Hans!
Tak for invitationen til at holde aftenens båltale her i Jernved; en landsby, der emmer af historie og minder for mange. Hver Sankt Hans aften tænker jeg tilbage på dengang, jeg var barn og kunne levet et frit og ubekymret liv ude på landet i Vrøgum nær ved Oksbøl. Om sommeren havde jeg altid bare tæer og løb omkring i stalden, på grusvejen, ude på markerne, i skoven; byggede huler, samlede sjove sten og finurlige ting. Det var tiden før internet og smartphones. Derfra gik min verden, og dét var mit eventyr; Verden er stor, når man er lille! Til Sankt Hans slæbte vi en masse brænde sammen, ligesom der er gjort her til aften, men nu adskiller min historie sig måske lidt fra mange andres. For mine forældre havde som fritidsarbejde at skille og sortere skrot i diverse metaller for så at sælge det til en skrothandler (Ølgod Produkthandel). Det gav et pænt bidrag til husholdningskassen, og det var nødvendigt i en familie med 7 børn, hvor pengene ofte var små.
Nå, men sådan et stort bål af bare træ var ikke nok; så der blev også losset et par bildæk på for at give en imponerende tyk, sort røg; det sjove med heksen futtede for hurtigt af også selvom det var til lyden af heksehyl. Da vores folkevognsrugbrød brød sammen og ikke længere kunne bringe os fra A til B, røg den såmænd også på bålet. Hurra for Vestjylland og den vestjyske lovløshed! Nu er jeg dog ikke et barn mere, og mine minder er blevet politisk ukorrekte, for tiden forandrer sig – og nogle gange til det bedre. Vi må indrømme, at det er godt, at der ikke længere futtes biler og bildæk eller andet skrammel af på Sankt Hansbålet. Men det kan være svært at finde sig til rette under nye normer, og hvis man ikke lige retter ind, kan man faktisk selv blive udsat for noget af en heksejagt, som f.eks. da rygerne først blev presset ud af arbejdslokalerne og ud på gaden for derefter at blive forvist fra gaden og hjem i huset – og nogle risikerer endda påbud om, at man ikke engang må ryge indenfor hjemme hos sig selv! Hvad der begyndte som et fornuftigt tiltag baseret på lægefaglig fakta om folkesundhed og med respekt for folks private frihed, har efterhånden udviklet sig til en frygtkampagne, der er kammet over, og er blevet til indgreb mod privatlivets fred.
Den lille historie om rygere er bare ét eksempel på, at heksejagten fortsætter. Selvom vi er kommet langt væk fra middelalderens virkeligt forfærdelige hekseprocesser, hvor mange uskyldige måtte lide under tortur og skrækkelige behandlinger, inden de røg på bål og brand til stor fryd for den hob af uoplyste, overtroiske mennesker, der glædede sig, idet de troede, at de kunne få udryddet det onde ved at dræbe et menneske. At henrette såkaldte hekse på bålets ild handlede dog ikke kun om at afbrænde det onde, men også om at rense heksens sjæl, så hun ikke skulle gå fortabt; bålet havde altså en dobbeltfunktion. I nutiden finder hekseprocesser stadig sted, dog nok mest for at brændemærke uden at frelse, når folk hænges ud på bl.a. facebook og forfølges af ivrige, selvbestaltede heksejægere, der hamrer løs på tastaturet i jagten på enhver lille synd og synder.
Frygten flyder i vores samfund og skræmmer os til ufornuft og til at handle overilet. Kan I huske begyndelsen på corona-pandemien? Dengang hamstrede folk toiletpapir i så store mængder, at man skulle tro, de ville lave et Sankt Hansbål af det; og folk stjal håndsprit på sygehusene, så der blev sat lænker på. Igen var det frygten, der drev folk til at gøre noget så skørt, som vi i dag forhåbentligt kan grine og ryste på hovedet af. I alvorligere grad ser vi dog frygten i den måde, vi omgås hinanden til hverdag; eller den måde, vi taler om andre mennesker her til lands. Hvis vi virkelig vil fred her til lands, og hvis vi ønsker at styrke den demokratiske samtale, så må vi også besinde os på det, både når vi slår ting op på de sociale medier, og når vi taler om flygtninge, fremmede, fattige og andre udstødte og uglesete i vores samfund. Hvad har vi egentlig reelt set at frygte?
Nu er jeg jo inviteret som præst her i aften, og det kan jo være lidt farligt, for når man taler sig varm, er det fristende at begynde at prædike. Jeg skal prøve at holde mig i skindet, men egentlig er Sankt Hans jo i vores kultur en mindefest for Johannes Døberen, som døbte Jesus. Johannes siges at være født ½ år før Jesus, og det passer jo fint med den 23. juni – sådan cirka. Den 21. juni var det solhverv, og derefter bliver dagene kortere; man kan sige, at det også hænger godt sammen med Johannes Døberen, for da han blev offentligt kendt og begyndte at døbe, så gik der ikke lang tid, før Jesus trådte frem i offentligheden. Johannes afkortede ventetiden, og når vi i den mørke decembertid fejrer Jesu fødsel, så sker det også kun få dage efter vintersolhverv, hvorefter dagene igen bliver længere. Jesus kom nemlig for at give os mere lys og glæde i livet. Kan I huske, at da Jesus blev født i Betlehem, da fik hyrderne sig en gevaldig overraskelse; engle trådte ud af himlen og sagde: ”Frygt ikke!” Jeg synes, det er stort, at himlens Gud igen og igen lægger op til, at vi ikke skal frygte ham. Det er ikke fra ham, det onde kommer men i høj grad fra os selv, når vi behandler hinanden som skidt. Frygten er en frygteligt fælde. Når vi falder for frygten, gør vi frygtelige ting; Ser kvinder som hekse og finder høtyven frem med bål og brand; hamstrer mindre nødvendige ting og sætter sygehuse i forlegenhed; hader de ukendte fremmede og flygtninge og derved bryder internationale aftaler, konventioner og menneskerettigheder.
Nå, nu har jeg talt om en del af de negative ting, vi rummer, og før I smider mig på bålet af utilfredshed over talen, vil jeg slutte af med det opløftende og positive, som netop kan stå frygten imod, og som vi er samlet i fællesskab om her i aften. Pointen er nemlig, at: Frygten flygter for fællesskabet. Når vi finder sammen og holder sammen på kryds og tværs af naboskel og forskellige i politiske holdninger, etnicitet, nationalitet osv. for så kan frygten ikke drive os til frygtelige handlinger. Samfund er at vi finder sammen om det, vi har (op)fundet. Derfor skal vi samles ofte – nu hvor vi igen må – og gerne til festlige lejligheder! For kun ved at møde hinanden og være sammen, kan vi lære hinanden at kende, og så finder vi ud af, at de andre slet ikke er så farlige, og at der faktisk ikke er nogen anden heks iblandt os end frygten for det fremmede. Derfor håber jeg, at denne aften må blive til gode minder og at vi møder hinanden med alle gode ønsker for hinandens liv og tilværelse, sundhed og fremtid. Tak for ordet – og glædelig Sankt Hans!
