Læs teksterne til Helligtrekongers Søndag. Salmerne til gudstjenesten var: DDS 114 Hjerte, løft din glædes vinger; DDS 362 Gør dig nu rede, kristenhed; DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist; DDS 98 Det var ikke en nat som de andre; DDS 696 Kærlighed er lysets kilde.
Der brænder en ild, imens de Olympiske Lege foregår. Det er traditionen, at der tændes en ild i en kæmpeskål i det gamle Olympia-tempel i Grækenland måneder før legene går i gang. Templet i Olympia er det sted, hvor man første gang afholdt de Olympiske Lege. Ilden fra Olympia bæres så med fakkel. Faklen går som stafet fra hånd til hånd, indtil den når frem til det store stadion, hvor OL afholdes. Faklen bringer så at sige den olympiske ånd med sig fra de olympiske leges oprindelsessted. I den seneste tid er OL blevet forbundet med politik, og man har især sat fokus på menneskerettigheder og fred dér, hvor legene er blevet afholdt.
Der brænder en ild, imens de Olympiske Lege foregår. Det er traditionen, at der tændes en ild i en kæmpeskål i det gamle Olympia-tempel i Grækenland måneder før legene går i gang. Templet i Olympia er det sted, hvor man første gang afholdt de Olympiske Lege. Ilden fra Olympia bæres så med fakkel. Faklen går som stafet fra hånd til hånd, indtil den når frem til det store stadion, hvor OL afholdes. Faklen bringer så at sige den olympiske ånd med sig fra de olympiske leges oprindelsessted. I den seneste tid er OL blevet forbundet med politik, og man har især sat fokus på menneskerettigheder og fred dér, hvor legene er blevet afholdt.
Der brænder også en anden ild; den kaldes Fredslyset fra Betlehem. Fødselskirken i Betlehem bliver traditionelt regnet for at være bygget på det sted, hvor Jesus blev født. I Fødselskirken brænder en ild, der siges at have brændt i århundrede. Ilden herfra er blevet bragt ud til større og mindre kirker i hele verden—også i Danmark. Man tænder en olielampe eller gaslampe eller et stearinlys, og bringer på den måde noget af flammen med sig fra Fødselskirken. På internettet har jeg endda fundet danske kirker, der tilbød deres menigheder, at de kunne få en flamme med fra Fredslyset, som de kunne bruge til at tænde deres juletræslys med.
Med både OL-faklen og Fredslyset må man sige, at der brænder en ild i verden; ilden brænder for fred og retfærdighed, og mange bringer stafetten med sig videre.
Det sker dog at OL-faklen er gået ud, og at Fredslyset på sin vandring er løbet tør for olie. Heldigvis for os brænder der en tredje ild; en ild, der aldrig slukkes og et lys, der mere end nogen fakkel eller olielampe kan skinne i mørket. Det er det lys, Gud tændte, da Jesus fødtes i Betlehem. Det var ikke en nat som de andre.
På hvilken måde skal vi forstå, at Jesus er lyset? Hvilken slags lys er det? Er det som lyset fra en OL-fakkel? Som skæret fra Fredslyset? Er Jesu lys ligesom fyrtårnets klare skin? Som lyset i et exit-skilt? Et nødblus eller en advarselslampe?
Før vi spørger til lysets karakter, må vi spørge, hvorfor Jesus kom til jorden som menneskers lys. Svaret er, at vi mennesker lever i et mørke. Vi kan forstå mørke på forskellige måder; mørke som f.eks. sorg, tristhed, dødelighed, depression, udmattethed, afmagt, skyldfølelse, skam. Det er disse forskellige former for mørke, som Jesus skinner ind i, og fælles for de mørkefænomener er, at de bunder i vores syndighed.
Syndighed er først og fremmest at vende Gud ryggen, som Adam og Eva gjorde det i Edens have. Syndighed bør ikke være et tabu, og det bør ikke være noget mærkeligt noget. Syndighed kan forstås på den måde, at vi som mennesker er uperfekte. Vores dumhed afslører, at vi er uperfekte. Uanset hvor meget coaching vi får og hvor meget træning vi gennemgår, vil vi til stadighed dumme os. Hver og en af os; og det nytter jo ikke, at vi mener, dumheden skal være et tabu; noget, vi ikke må eller bør tale om. For kun ved at være åbne om, at vi er uperfekte, kan vi blive bedre. Øvelse gør mester. Vi kommer jo netop her i kirken, fordi vi ved, at ingen af os er bedre mennesker end andre. Hvis vi ikke hjælper hinanden på vej, vil ingen kunne lære at stave eller regne. Første skridt på vejen til at blive bedre er altså, at vi indser vores uperfekthed og vores behov for andres hjælp; kun når vi har indset behovet for andres hjælp, kan vi række en hånd ud og modtage hjælp.
Først når vi har indset, at vi befinder os i et mørke, kan vi bede Jesus om at være det lys i vort liv, som han er kommet til verden for at være. Først når vi erkender vores dumhed og syndighed, kan vi bekende Jesus som Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser, som vi gør det i trosbekendelsen.
Man kunne nemt forfalde til at tænke dårligt om mennesker; tænke, at vi pga. vores arvede syndighed og dumhed ikke var noget værd; at vi blot er som dyr og planter, der visner og forgår, og at livet ikke har nogen mening. Man kan læse mange digte og romaner med sådanne triste budskaber; budskaber om dødens sikkerhed og livets skrøbelighed. Man kan se mange film, hvor temaet er dommedag og undergang; hvor mørket breder sig i verden, hvor zombier tager over, eller jorden går under. Men hvor mange digtere, forfattere og filminstruktører går i stå og stirrer sig blinde på mørket i verden, på døden og lidelsen, så har vi i dag hørt, at Gud har givet os en håndsrækning. Det var imens hyrderne sad i den mørke nat på en kold og øde mark, at Guds engle sang for dem; de sang en glad sang om Jesu fødsel: Livets lys var kommet til jord! Hvordan var det nu, hyrderne og de vise mænd kunne finde vej til stalden? Jo, Betlehemsstjernen stod strålende klar og lyste for deres fødder. Med lys fik de vist vejen til lyset.
Det så sort ud for os mennesker her i verdens mørke, men Gud greb ind og Jesus kom hertil; både for at vise os lyset og for selv at være lyset; det paradisiske lys; det lys, som Adam og Eva vandrede i, da de vandrede omkring i Edens Have. Tingene er anderledes i verden nu. Der er meget mørke; men som englene sang til hyrderne, og som vi har hørt i dag, skal vi ikke frygte mørket.
Det er nemlig så smart, at mørke viger for lys; og det mindste lys kan skinne enormt kraftigt i det sorteste mørke.
Når nu Gud selv har valgt, at Jesus skulle sendes til jorden, så betyder det også, at Han ikke har opgivet os syndige mennesker – tværtimod! Igen og igen giver Han os muligheden for at møde lyset og blive opfyldt af lyset.
Men hvad er dette lys, der kommer fra Gud og Jesus? Jo, det er kærligheden. Ikke den romantiske kærlighed mellem forelskede personer. Det er den kærlighed, der giver mennesker mod til at ofre sig for hinanden; den er den kærlighed, der skjuler vore dumheder, fejl og mangler; kærligheden skjuler mange synder. Kærlighed er lys, og hadet er mørke. I mørket gemmer tyven sig, fordi hans gerninger er onde; og han skammer sig vel over sine gerninger. Når vi rammes af Guds kærligheds lys, så medfører det ikke, at vi kommer til at bøje nakken, kigge på vore sko og skamme os imens Vorherre skælder ud. Nej, Gudslysets kærlige stråler er en velsignelse, der sætter os fri af skyld og skam; ligesom en far, der stadig elsker sin søn, selvom sønnen har gjort noget dumt. En forælder, der elsker sit barn, vil gøre alt for at barnet skal få et godt liv. Gud elsker os mere, end en forælder elsker sit barn.
Når vi så i hjertet oplyses af kærlighedslyset fra Gud, så optændes vi også af det brændende ønske om at være til glæde og gavn for vor næste; ja, for dem, der er tæt på og fjernt fra os.
Som en OL-fakkel eller en flamme af Fredslyset, der deles og gives videre, sådan tændes vi også af gnisten fra det lys, der kom til jord en kold vinternat i Betlehem; lyset føder lys; derfor kan vi rejse os i verdens mørke og skinne for alverden, når vi rækker en hjælpende hånd til enhver, der måtte have brug for det.
Kristendom er at lade sig fylde af lyset fra Gud; at lade sig fylde, lade sig påvirke af bøn og salmesang, og derpå gå ud i alverden for at investere sin tid og sit liv. Ja, vi kan gå herfra og bringe stafetten med Betlehemslyset videre til glæde og gavn for andre.
Amen.
Med både OL-faklen og Fredslyset må man sige, at der brænder en ild i verden; ilden brænder for fred og retfærdighed, og mange bringer stafetten med sig videre.
Det sker dog at OL-faklen er gået ud, og at Fredslyset på sin vandring er løbet tør for olie. Heldigvis for os brænder der en tredje ild; en ild, der aldrig slukkes og et lys, der mere end nogen fakkel eller olielampe kan skinne i mørket. Det er det lys, Gud tændte, da Jesus fødtes i Betlehem. Det var ikke en nat som de andre.
På hvilken måde skal vi forstå, at Jesus er lyset? Hvilken slags lys er det? Er det som lyset fra en OL-fakkel? Som skæret fra Fredslyset? Er Jesu lys ligesom fyrtårnets klare skin? Som lyset i et exit-skilt? Et nødblus eller en advarselslampe?
Før vi spørger til lysets karakter, må vi spørge, hvorfor Jesus kom til jorden som menneskers lys. Svaret er, at vi mennesker lever i et mørke. Vi kan forstå mørke på forskellige måder; mørke som f.eks. sorg, tristhed, dødelighed, depression, udmattethed, afmagt, skyldfølelse, skam. Det er disse forskellige former for mørke, som Jesus skinner ind i, og fælles for de mørkefænomener er, at de bunder i vores syndighed.
Syndighed er først og fremmest at vende Gud ryggen, som Adam og Eva gjorde det i Edens have. Syndighed bør ikke være et tabu, og det bør ikke være noget mærkeligt noget. Syndighed kan forstås på den måde, at vi som mennesker er uperfekte. Vores dumhed afslører, at vi er uperfekte. Uanset hvor meget coaching vi får og hvor meget træning vi gennemgår, vil vi til stadighed dumme os. Hver og en af os; og det nytter jo ikke, at vi mener, dumheden skal være et tabu; noget, vi ikke må eller bør tale om. For kun ved at være åbne om, at vi er uperfekte, kan vi blive bedre. Øvelse gør mester. Vi kommer jo netop her i kirken, fordi vi ved, at ingen af os er bedre mennesker end andre. Hvis vi ikke hjælper hinanden på vej, vil ingen kunne lære at stave eller regne. Første skridt på vejen til at blive bedre er altså, at vi indser vores uperfekthed og vores behov for andres hjælp; kun når vi har indset behovet for andres hjælp, kan vi række en hånd ud og modtage hjælp.
Først når vi har indset, at vi befinder os i et mørke, kan vi bede Jesus om at være det lys i vort liv, som han er kommet til verden for at være. Først når vi erkender vores dumhed og syndighed, kan vi bekende Jesus som Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser, som vi gør det i trosbekendelsen.
Man kunne nemt forfalde til at tænke dårligt om mennesker; tænke, at vi pga. vores arvede syndighed og dumhed ikke var noget værd; at vi blot er som dyr og planter, der visner og forgår, og at livet ikke har nogen mening. Man kan læse mange digte og romaner med sådanne triste budskaber; budskaber om dødens sikkerhed og livets skrøbelighed. Man kan se mange film, hvor temaet er dommedag og undergang; hvor mørket breder sig i verden, hvor zombier tager over, eller jorden går under. Men hvor mange digtere, forfattere og filminstruktører går i stå og stirrer sig blinde på mørket i verden, på døden og lidelsen, så har vi i dag hørt, at Gud har givet os en håndsrækning. Det var imens hyrderne sad i den mørke nat på en kold og øde mark, at Guds engle sang for dem; de sang en glad sang om Jesu fødsel: Livets lys var kommet til jord! Hvordan var det nu, hyrderne og de vise mænd kunne finde vej til stalden? Jo, Betlehemsstjernen stod strålende klar og lyste for deres fødder. Med lys fik de vist vejen til lyset.
Det så sort ud for os mennesker her i verdens mørke, men Gud greb ind og Jesus kom hertil; både for at vise os lyset og for selv at være lyset; det paradisiske lys; det lys, som Adam og Eva vandrede i, da de vandrede omkring i Edens Have. Tingene er anderledes i verden nu. Der er meget mørke; men som englene sang til hyrderne, og som vi har hørt i dag, skal vi ikke frygte mørket.
Det er nemlig så smart, at mørke viger for lys; og det mindste lys kan skinne enormt kraftigt i det sorteste mørke.
Når nu Gud selv har valgt, at Jesus skulle sendes til jorden, så betyder det også, at Han ikke har opgivet os syndige mennesker – tværtimod! Igen og igen giver Han os muligheden for at møde lyset og blive opfyldt af lyset.
Men hvad er dette lys, der kommer fra Gud og Jesus? Jo, det er kærligheden. Ikke den romantiske kærlighed mellem forelskede personer. Det er den kærlighed, der giver mennesker mod til at ofre sig for hinanden; den er den kærlighed, der skjuler vore dumheder, fejl og mangler; kærligheden skjuler mange synder. Kærlighed er lys, og hadet er mørke. I mørket gemmer tyven sig, fordi hans gerninger er onde; og han skammer sig vel over sine gerninger. Når vi rammes af Guds kærligheds lys, så medfører det ikke, at vi kommer til at bøje nakken, kigge på vore sko og skamme os imens Vorherre skælder ud. Nej, Gudslysets kærlige stråler er en velsignelse, der sætter os fri af skyld og skam; ligesom en far, der stadig elsker sin søn, selvom sønnen har gjort noget dumt. En forælder, der elsker sit barn, vil gøre alt for at barnet skal få et godt liv. Gud elsker os mere, end en forælder elsker sit barn.
Når vi så i hjertet oplyses af kærlighedslyset fra Gud, så optændes vi også af det brændende ønske om at være til glæde og gavn for vor næste; ja, for dem, der er tæt på og fjernt fra os.
Som en OL-fakkel eller en flamme af Fredslyset, der deles og gives videre, sådan tændes vi også af gnisten fra det lys, der kom til jord en kold vinternat i Betlehem; lyset føder lys; derfor kan vi rejse os i verdens mørke og skinne for alverden, når vi rækker en hjælpende hånd til enhver, der måtte have brug for det.
Kristendom er at lade sig fylde af lyset fra Gud; at lade sig fylde, lade sig påvirke af bøn og salmesang, og derpå gå ud i alverden for at investere sin tid og sit liv. Ja, vi kan gå herfra og bringe stafetten med Betlehemslyset videre til glæde og gavn for andre.
Amen.
