Søndag den 31. oktober 2021 kl. 19, reformationsgudstjeneste i Jernved Kirke.
Roll, Helle Hvitved, Birgit Knudsen og Dorte spiller præ og postludium til reformationsgudstjenesten. Roll spiller cello, Helle alt-blokfløjte, Birgit sopran fløjte og Dorte spiller elklaver og orgel.
Præludium: Deutscher Tanz - Tielman Susato 1551
1. salme 336: Vor Gud han er så fast en borg
Læsning/fortælling
2. salme 337: Behold os Herre ved dit ord
Læsning/fortælling
Trosbekendelse
3. salme 639: Når i den største nød vi stå
Prædiken + lovprisning + meddelelser + apostolsk velsignelse
4. salme 487: Nu fryde sig hver kristen mand (mel. Lasse Lunderskov)
Fadervor + velsignelse
5. salme 46: Sorrig og glæde de vandre til hobe
Postludium: Ronde - Tielman Susato 1551
Efter gudstjenesten er der kirkekaffe, som Ole Jørn står for.
LÆSNING/ FORTÆLLING
Reformation. Måske er I allerede indgående bekendt med emnet, fordi der i 2017 blev holdt en stor folkefest og et folkemøde i Ribe om emnet. Måske ved I ikke så meget, at det gør noget. Uanset hvad, er vi forsamlet her i aften til reformationsgudstjeneste, hvor vi især skal synge salmer af Martin Luther og stille skarpt på, om hans projekt med reformation stadig har en betydning for os i dag eller om det var noget historisk, der skete engang, og som vi lige så godt kan begrave og glemme.
Det vil desværre tage for langt tid at genfortælle hele Martin Luthers spændende liv og afgørende indsats for reformationen, og der er skrevet en række bøger om hans liv og den måde, hans teologi udvikler sig på. Men kort sagt, så levede han i en ganske anden tid, for han blev født i 1483 og døde i 1546. Som ung var han i gang med en uddannelse for at tjene gode penge, men han blev en aften overrasket af tordenvejr, som satte ham en skræk i livet. Som god, tysk katolik kastede han sig på knæ og bad til en helgen om at måtte blive frelst fra tordenvejrets raseri, for så ville han gå i kloster. Han kom helskindet hjem og måtte fortælle sine skuffede forældre, at han hellere ville leve som fattig munk i et kloster end at tjene en fed løn på et godt job.
I klosteret oplevede han, hvordan andre gode katolikker ikke fik ro i sindet eller fred i sjælen, selvom de gjorde alle mulige krumspring for at blive fri for samvittighedskvalerne. Måske endda tværtimod; jo mere, de forsøgte at råde bod på deres synder, desto mere følte de sig som fortabte. Mest af alle var Luther selv ramt af dårlig samvittighed og en levende frygt for fortabelse. Så bange var han for Guds dom, at han i tide og utide gik til sin præst og skriftefader for at bekende sine synder – så meget, at præsten til sidst bad ham holde op med at bekende ligegyldige småting! Luther var dog ikke tilfreds før en dag, han læste i Bibelen, at man frelses ved tro og ikke ved at gøre en hel masse religiøse krumspring. Det er ikke loven, men Ånden, der afgør sagen. Eller rettere, man kan gøre hvad som helst af gode ting, men uden troen, gavner det intet. For som Paulus skrev i Romerbrevet: ”Den retfærdige skal leve af tro” (Rom 1,17). Han skrev også meget andet, men det læste Luther nok ikke i det øjeblik, hvor AHA-oplevelsen ramte ham som et lyn fra en klar himmel. Hvad andet skulle der så være, tænkte Luther, når nu det hele afhænger af troen? Skulle man så være afhængig af afladsbreve, pilgrimsvandringer, cølibat, offergaver, bodsgang og sjælelig selvpineri? Nej, for har man troen, er man allerede sat fri! Har man troen, skal man ikke gøre alt muligt for at behage Gud. Jeg forestiller mig, at Luther med et nutidsudbrud ville have råbt et YES, da tiøren faldt for ham, og alting faldt på plads, ligesom hans fortabelsesangst og frygt faldt pladask.
For hvis Jesus virkelig har vundet over synd og død og Djævel, og man sætter sin tro, sit håb og sin tillid til, at Jesus virkelig gjorde det og gjorde det for vores skyld, så kan også vi igennem dåb og nadver være sejrrige med den sejrende – ligesom fodboldfans kan føle sig som vindere, selvom de har siddet på tilskuerpladserne under hele kampen og ikke selv kæmpet kampen. Jesus kæmpede og vandt kun ved frivilligt at gå igennem blod, sved og tårer; igennem død og opstandelse. Det så Luther tydeligere og tydeligere med tiden, der gik, men det begyndte med et AHA! Og så gik det fremad mod de 95 tesers opslag på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, og det gik videre mod hans bandlysning og fredløshed i 1521, hvor han blev udstødt af den katolske kirke, men til gengæld vandt sig tilhængere rundt om i Tyskland og siden i Europa, og altså også Danmark.
Luther blev gift med en nonne og de aflagde sandelig cølibatet og fik en mængde børn. Katharina von Bora var en prægtig hustru for Luther, for hun styrede hjemmet, økonomien og al deres materielle gods, så Luther fortsat kunne fokusere på troen, teologien og diskussionerne med pavens tilhængere og alle de problemer, der opstod ud af reformationens protestbevægelse. Reformationen var så at sige ikke lutter/Luther lagkage, men det var hårdt arbejde og krævede politiske alliancer, som man må beundre. Den danske præst Hans Tavsen tog reformationens idéer med til Danmark og fik dem udbredt, da kong Christian den 3. i 1536 slog fast, at den danske kirke skulle kaste katolicismen af sig og blive evangelisk-luthersk. Hans Tavsen er siden blevet æret med en statue ved Ribe Domkirke. De katolske præster skulle smides ud – eller, de kunne blive i deres gode job, hvis de begyndte at forkynde den lutherske tro og altså forkastede deres troskab mod paven og katolicismen. Klostre blev lukket og plyndret, munke og nonner blev smidt ud – bogstaveligt talt, kirkerne blev i stor stil tømt for al katolsk, hvad enten det var helgenstatuer eller malerier eller specielle altre, vievandskar osv. Der skulle ryddes op og ryddes ud, for nu skulle folket tro alene på Gud!
Og Gud skal ikke dyrkes med religiøse ceremonier, men med tro, håb og kærlighed; det handler om samvittighed og fromhed. Reformationen blev altså gennemført i Danmark i 1536, og i den forbindelse blev bl.a. den katolske firmelse kasseret. For det var jo noget menneskeopfundet pjank og pjat, som ikke havde klangbund i Bibelens rene lære og klare ord. Jesus blev ikke konfirmeret, og han befalede ikke andet, end at folk skulle døbes og oplæres, som det stadig hedder, når vi har dåb og vi hører et afsnit fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folk til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer, og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Døb og lær!, sagde Jesus, og altså ikke en masse andet.
Luther ville have den rene lære og det rene liv i overensstemmelse med Guds klare ord, som vi finder det i Bibelen, men ak. Luther døde og tiden gik og i 1736 besluttede den danske kong Christian 6. og de religiøse lærde, at man skulle indføre konfirmationen, fordi troen ikke bare skulle være i hovedet, men skulle have klangbund i hjertet. Og så blev konfirmation som et krav; så hvis man ikke blev konfirmeret, kunne man hverken flytte fra sognet eller blive gift. Det var pietismens højtid, og fromheden skulle sejre over kødets forfængelige lyster. I 1849 kom grundloven endelig og gav bl.a. religionsfrihed til danskerne, men reformationens bølger og protester fortsatte op igennem tiden; Grundtvig brølede og Kierkegaard grublede, og der kom diverse kirkelige fløje og grupperingen inden for Folkekirken. Disse fløje og grupper kæmper stadig den dag i dag om magt og indflydelse på alt lige fra kirkens arkitektur til gudstjenestens liturgi og folkekirkens teologi. I 1948 blev den første kvinde ordineret til at være præst i folkekirken. I 2012 blev vielser af par af samme køn ligestillet med vielser af mand og kvinde. Siden 1536 er der sandelig sket meget – og jeg har kun trukket nogle ganske få årstal og emner frem.
Nu skriver vi 2021; vi har stadig konfirmation, og vi kan se at andre ting fra den katolske kirker er på vej ind i folkekirken med pilgrimsvandringer, lystændinger, allehelgensmesser. Kristuskrans osv. Og vi må konkludere, at reformation ikke i sig selv er et projekt, der kun bringer os fremad, men at reformation også ser fornyelse i at gå tilbage. Luther gik tilbage til kilden – Bibelen, og det fik ham til at bryde katolicismen op indefra. Senere er andre gået tilbage til andre kilder; nogle er gået til oldkirken for at finde inspiration dér, andre er gået til den ortodokse kirke og igen andre til den katolske kirke. Hvorom alting er, så er folkekirken som vi kender den på vej til at blive noget andet; for folkekirken er en levende størrelse, bygget af levende sten. Hvad mon fremtiden bringer? Hvad skal der blive af den evangelisk-lutherske folkekirke? Bliver den mod omdøbt til den evangelisk-luthersk-grundtvigske folkekirke?
Eller bliver folkekirken en klimakirke, der går forrest i kampen, og hvor Bibelens gamle ord udskiftes med FN’s menneskerettigheder? Bliver det igen moderne at leve i cølibat og gå i kloster for at minimere forbrug og føde færre børn for at mindske klimaaftryk og CO2-udslip? Eller gribes vi af Bibelens ord og Kristi rene lys, så der kommer en masseomvendelse, nypietisme og salmesangsglæde, som ikke er set eller hørt magen til i tusind år? Det er svært at spå – især om fremtiden, og derfor vil jeg afslutte denne del med at besvare alle disse spørgsmål med at sige det eneste sande, som siges kan: Ingen ved det.
Salme 337: Behold os Herre ved dit ord
Når vi nu skal sige vores trosbekendelse sammen, så er det for at vise, at vi står sammen om en særlig tro og forståelse af kristendommen. Vi siger trosbekendelsen i kor og afslutter med at synge ”Lad verden ej…”
3. salme 639: Når i den største nød vi stå
PRÆDIKEN
Der var engang en mand, som døde og kom op til Paradiset i himlen. Han tænkte dog, at det kunne være interessant at komme ned at se, hvordan Helvede var. Han spurgte Sankt Peter, om han måtte besøge Helvede. Han fik udgangstilladelse og drog ad helvede til og hyggede sig dér weekenden over. Han kom tilbage til himlen og weekenden efter sagde han til Sankt Peter:” Jeg havde ikke noget imod at være i Helvede, må jeg komme derned igen?” – ”Ja”, sagde Peter, og for anden gang kom manden tilbage til himlen og aflagde rapport om, at han havde haft en hyggelig weekendtur til Helvede. Den tredje gang, manden spurgte Sankt Peter, om han kunne tilbringe weekenden i Helvede, svarede Peter, at det så ville være sidste gang, han fik lov. Da han kom til Hevede, satte Djævelen ham i et af de varmeste hjørner af Helvede. Manden sagde til Djævelen: Da jeg var her før, var du venlig og meget gæstfri imod mig. ”Ja”, sagde Djævelen, ”dengang var du en turist, nu er du en beboer.”
Så vi skal huske på, at Djævelen elsker at behandle os meget omsorgsfuld og gæstfri, så længe vi så at sige er turister, og på den måde lokkes vi til at synes, at Djævelen ikke er så slem, og at han da virker meget flink. Og det gør han såmænd også i starten. Der er nemlig to afgørende tidspunkter i et øjeblik. Der er tiden, før vi synder og tiden efter. I tiden før, vi synder, er Djævelen simpelthen vores allerbedste sleske og indsmigrende ven, og han smører tykt på og snakker godt for sin syge moster, når han f.eks. siger: ”Jo, det må du da gerne. Alle gør det jo. Kom nu, du tør da godt, ik? Kom nu, det er ikke så vigtigt. Der sker ikke noget. Vil du ikke gerne være sej, hva? Vil du ikke gerne have at de andre skal kunne lide dig? Du gider da ikke være sådan en from fims, der aldrig er med på noget, vel? Nej, du skal bare gære det, ikke, ligesom Nike siger: Just do it. Lad nu være med at tænke for meget, det bli’r man bare deprimeret af. Livet handler jo om at have det sjovt, ik, og more sig imens man kan, imens man lever. `Hvem ved, måske er det for sent i morgen, uha! Nej, du er ikke forpligtet på andre, kun på dig selv. Det er jo dit liv, dit valg, og ingen skal vel bestemme, hvad du mener, gør og siger, vel?” Sådan ævler Djævelen løs for vores indre øre, imens vi bliver forvirrede og trætte.
På den anden side står Jesus og virker som en fjende af os, for han siger: ”Nej, du skal ikke gøre det. Lad nu være med at spille smart, der kommer ikke noget godt ud af det. Du kommer til skade og du skader andre; tænk lidt på de andres følelser og behov. Måske skulle du lige tage det lidt med ro og vente lidt. Prøv at bede til Gud og lyt efter et svar. Tænk på, hvad du har hørt i kirken, syng en salme for dit indre eller fold hænderne så du ikke gør noget, du kommer til at fortryde.” Flere ord behøver Jesus ikke, for han ævler ikke løs, men taler stille og roligt for at prøve at tale til troens fornuft inde i vores sjæl og samvittighed.
Sådan foregår det i vores indre før, vi synder, men bagefter har Jesus og Djævelen skiftet position. Hvor Djævelen før var den lokkende stemme, er han nu fuld af hån, spot og fordømmelse, når han siger: ”Nå, så gjorde du det igen, dit skvat, dit ækle, usle menneske, ha!, det er ikke så mærkeligt, at folk ikke kan lide dig, for du er jo så dum og grim og ynkelig at høre på. Du er svag og syndig, og al håb er ude for dig. Nu smutter jeg, for jeg gider ikke hænge ud med sådan en tøsedreng og idiot.” Igen ævler Djævelen løs, men denne gang som en fjende af mennesker. Han viser sit sande ansigt, og han piner vores stakkels samvittighed.
Jesus derimod bliver hos os, når vi sidder med tung samvittighed, grædefærdige og føler os fortabte. Han sidder bare hos os, selvom vi sidder i stilhed og mørke og begræder os selv. Han tegner måske i sandet og siger ikke så meget, men lader os vide, at han stadig gerne vil være hos os, selvom vi gjorde alt det, han advarede os imod. Alene det at Jesus er hos os der, virker stærkere end hvis han var begyndt at sige en masse om, at Guds barmhjertighed er større end alverdens synd, og at Guds kærlighed er mægtige end Djævelens onde fristelser. Ord er ikke altid nødvendige, for bare det, at Jesus er hos os i syndens efterdønninger viser, at han ikke svigter os, selvom alt går galt.
Djævelens lokkende toner kan på den måde ses igennem vores eget liv og kirkens historie. Reformationen endte med at adskille og splitte, selvom det slet ikke var Luthers intention. Han havde bare håbet, at kirkens øvrighed ville omvende sig fra deres forkerte veje og så begynde igen at læse i Bibelen og bygge kirker og menigheder på den forkyndelse, der fra især Paulus lød så klart om at elske Gud og mennesker. Luther skrev mange bøger og mange debatindlæg i datidens hede teologiske diskussioner, men alle de ord blev måske for meget for de fleste. Derfor skrev Luther også salmer, så selv det jævne folk ude på markerne kunne synge dem og i hverdagen huske på, hvad Gud igennem Jesus har gjort for os.
Man begyndte for alvor at synge i kirker og menigheder efter reformationen og derfor fylder musik også meget mere end helgenbilleder og kalkmalerier, rosenkranse osv. I salmen Vor Herre! til dig må jeg ty af Grundtvig, står der bl.a. ” så lidt som dit ord, så lidt kan dit kor, dit syngende folk, gå til grunde.” Et syngende folk kan ikke gå til grunde, for sangen skal lyde og musikken skal spille langt ud og vidt omkring, og enhver der har et hjerte, vil høre og lade sig røre af salmernes dejlige og nådefulde ord. Derfor smerter det mig også mere og mere at opdage, at fællessangen er godt og grundigt på vej ud af vores kollektive bevidsthed og samværsform. Hvem synger for deres børn? Hvem synger med deres unge? Hvor mange synger salmer omkring juletræet? Hvem synger ved mindesamvær eller bryllup eller dåb, når festen holdes efter den kirkelige handling? Det er som om, at fællessangen synger på sidste vers, og det er nok et af de sidste krampetrækninger, inden dén del af den reformatoriske arv og danske kultur begraves under individualisering og egocentrering.
For netop individualisering og egocentrisme er to store fristelser fra Djævelen og trusler imod menneskets sjælelige velbefindende, og for kirke og kristendom. Det passer perfekt til Djævelen, at han driver os fra hinanden, hjem i hver vores boble for at dyrke vore egne interesser, projekter, karriere og selvrealisering i stedet for at tænke, at vi er en del af et fællesskab i samfundet og kirken. Det passer Djævelen perfekt, at vi dyrker vores skærm og dermed lokkes vi ned af ensomhedens veje og direkte imod trøstesløs tvivl på Gud og mennesker, afskåret fra andres fællesskab og samvær. Derimod græder Gud over, at vi blinde af synd og fristelser kun dyrker vores eget og ikke tager ansvar for fællesskab om det så er i landsbyen eller kirken, men tænker, at det har ikke noget med os at gøre.
Derfor glæder det mig, at vi er samlet her i aften, for nok kan vi sige trosbekendelsen og forsage Djævelen med ord, men han jages nemmere og bedre og langt mere effektivt på flugt, når han hører glade stemmer synge salmer fulde af teologisk dybde og gå på mod og kristeligt visdom og sandhed. Derfor går vi til gudstjeneste, for både at opbygges og opmuntres, men også for at vide, at Jesus endnu er hos os i medgang og modgang. Han vil ofte sige ting, vi ikke bryder os om at høre, men han gør det ud af broderlig kærlighed og faderlig omsorg. Kernen i kristendommen har ikke forandret sig igennem 2000 år, men hvordan vi samles om kristendom og dyrker vores tro har forandret sig meget, kan vi se bagud i tiden og derfor ved vi, at fremtiden også byder på forandringer; nogle vil kalde det udvikling, andre vil kalde det afvikling. Enige bliver vi ikke, for vi er protestanter med en luthersk arv og reformatorisk ærinde. Troen driver os til at bringe vores liv og talenter i spil både inden for kirkens murer og derude i hverdagens travle dage. Men hvad vi end gør, bør vi gøre det for de svage, for de stærke skal nok klare sig. Hvad vi end gør, bør vi gøre det for troen, håbet og kærlighedens skyld, sådan som vi er døbt til at leve. Mere livsnært bliver det ikke. Lad os da leve – for Guds skyld! Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader Søn og Helligådn, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
meddelelser
På søndag er det allehelgen, hvor vi samles til gudstjeneste for at mindes dem, vi har mistet det forgangne år. De dødes navne vil blive læst op, og der vil blive tændt lys. I Vilslev og Hunderup er der opstillet mindetavler, hvor man kan sætte ord, tanker, bønner osv. op samt tænde et lys på døbefontens lysestage. På søndag er der 5 gudstjenester i vore kirker – se tider og steder i kirkebladet. Kirkekoret medvirker i Vilslev og Hunderup.
Tak til musikerne under ledes af organist Dorte Grangård.
apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
4. salme 487: Nu fryde sig hver kristen mand (mel. Lasse Lunderskov)
Roll, Helle Hvitved, Birgit Knudsen og Dorte spiller præ og postludium til reformationsgudstjenesten. Roll spiller cello, Helle alt-blokfløjte, Birgit sopran fløjte og Dorte spiller elklaver og orgel.
Præludium: Deutscher Tanz - Tielman Susato 1551
1. salme 336: Vor Gud han er så fast en borg
Læsning/fortælling
2. salme 337: Behold os Herre ved dit ord
Læsning/fortælling
Trosbekendelse
3. salme 639: Når i den største nød vi stå
Prædiken + lovprisning + meddelelser + apostolsk velsignelse
4. salme 487: Nu fryde sig hver kristen mand (mel. Lasse Lunderskov)
Fadervor + velsignelse
5. salme 46: Sorrig og glæde de vandre til hobe
Postludium: Ronde - Tielman Susato 1551
Efter gudstjenesten er der kirkekaffe, som Ole Jørn står for.
LÆSNING/ FORTÆLLING
Reformation. Måske er I allerede indgående bekendt med emnet, fordi der i 2017 blev holdt en stor folkefest og et folkemøde i Ribe om emnet. Måske ved I ikke så meget, at det gør noget. Uanset hvad, er vi forsamlet her i aften til reformationsgudstjeneste, hvor vi især skal synge salmer af Martin Luther og stille skarpt på, om hans projekt med reformation stadig har en betydning for os i dag eller om det var noget historisk, der skete engang, og som vi lige så godt kan begrave og glemme.
Det vil desværre tage for langt tid at genfortælle hele Martin Luthers spændende liv og afgørende indsats for reformationen, og der er skrevet en række bøger om hans liv og den måde, hans teologi udvikler sig på. Men kort sagt, så levede han i en ganske anden tid, for han blev født i 1483 og døde i 1546. Som ung var han i gang med en uddannelse for at tjene gode penge, men han blev en aften overrasket af tordenvejr, som satte ham en skræk i livet. Som god, tysk katolik kastede han sig på knæ og bad til en helgen om at måtte blive frelst fra tordenvejrets raseri, for så ville han gå i kloster. Han kom helskindet hjem og måtte fortælle sine skuffede forældre, at han hellere ville leve som fattig munk i et kloster end at tjene en fed løn på et godt job.
I klosteret oplevede han, hvordan andre gode katolikker ikke fik ro i sindet eller fred i sjælen, selvom de gjorde alle mulige krumspring for at blive fri for samvittighedskvalerne. Måske endda tværtimod; jo mere, de forsøgte at råde bod på deres synder, desto mere følte de sig som fortabte. Mest af alle var Luther selv ramt af dårlig samvittighed og en levende frygt for fortabelse. Så bange var han for Guds dom, at han i tide og utide gik til sin præst og skriftefader for at bekende sine synder – så meget, at præsten til sidst bad ham holde op med at bekende ligegyldige småting! Luther var dog ikke tilfreds før en dag, han læste i Bibelen, at man frelses ved tro og ikke ved at gøre en hel masse religiøse krumspring. Det er ikke loven, men Ånden, der afgør sagen. Eller rettere, man kan gøre hvad som helst af gode ting, men uden troen, gavner det intet. For som Paulus skrev i Romerbrevet: ”Den retfærdige skal leve af tro” (Rom 1,17). Han skrev også meget andet, men det læste Luther nok ikke i det øjeblik, hvor AHA-oplevelsen ramte ham som et lyn fra en klar himmel. Hvad andet skulle der så være, tænkte Luther, når nu det hele afhænger af troen? Skulle man så være afhængig af afladsbreve, pilgrimsvandringer, cølibat, offergaver, bodsgang og sjælelig selvpineri? Nej, for har man troen, er man allerede sat fri! Har man troen, skal man ikke gøre alt muligt for at behage Gud. Jeg forestiller mig, at Luther med et nutidsudbrud ville have råbt et YES, da tiøren faldt for ham, og alting faldt på plads, ligesom hans fortabelsesangst og frygt faldt pladask.
For hvis Jesus virkelig har vundet over synd og død og Djævel, og man sætter sin tro, sit håb og sin tillid til, at Jesus virkelig gjorde det og gjorde det for vores skyld, så kan også vi igennem dåb og nadver være sejrrige med den sejrende – ligesom fodboldfans kan føle sig som vindere, selvom de har siddet på tilskuerpladserne under hele kampen og ikke selv kæmpet kampen. Jesus kæmpede og vandt kun ved frivilligt at gå igennem blod, sved og tårer; igennem død og opstandelse. Det så Luther tydeligere og tydeligere med tiden, der gik, men det begyndte med et AHA! Og så gik det fremad mod de 95 tesers opslag på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, og det gik videre mod hans bandlysning og fredløshed i 1521, hvor han blev udstødt af den katolske kirke, men til gengæld vandt sig tilhængere rundt om i Tyskland og siden i Europa, og altså også Danmark.
Luther blev gift med en nonne og de aflagde sandelig cølibatet og fik en mængde børn. Katharina von Bora var en prægtig hustru for Luther, for hun styrede hjemmet, økonomien og al deres materielle gods, så Luther fortsat kunne fokusere på troen, teologien og diskussionerne med pavens tilhængere og alle de problemer, der opstod ud af reformationens protestbevægelse. Reformationen var så at sige ikke lutter/Luther lagkage, men det var hårdt arbejde og krævede politiske alliancer, som man må beundre. Den danske præst Hans Tavsen tog reformationens idéer med til Danmark og fik dem udbredt, da kong Christian den 3. i 1536 slog fast, at den danske kirke skulle kaste katolicismen af sig og blive evangelisk-luthersk. Hans Tavsen er siden blevet æret med en statue ved Ribe Domkirke. De katolske præster skulle smides ud – eller, de kunne blive i deres gode job, hvis de begyndte at forkynde den lutherske tro og altså forkastede deres troskab mod paven og katolicismen. Klostre blev lukket og plyndret, munke og nonner blev smidt ud – bogstaveligt talt, kirkerne blev i stor stil tømt for al katolsk, hvad enten det var helgenstatuer eller malerier eller specielle altre, vievandskar osv. Der skulle ryddes op og ryddes ud, for nu skulle folket tro alene på Gud!
Og Gud skal ikke dyrkes med religiøse ceremonier, men med tro, håb og kærlighed; det handler om samvittighed og fromhed. Reformationen blev altså gennemført i Danmark i 1536, og i den forbindelse blev bl.a. den katolske firmelse kasseret. For det var jo noget menneskeopfundet pjank og pjat, som ikke havde klangbund i Bibelens rene lære og klare ord. Jesus blev ikke konfirmeret, og han befalede ikke andet, end at folk skulle døbes og oplæres, som det stadig hedder, når vi har dåb og vi hører et afsnit fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folk til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer, og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Døb og lær!, sagde Jesus, og altså ikke en masse andet.
Luther ville have den rene lære og det rene liv i overensstemmelse med Guds klare ord, som vi finder det i Bibelen, men ak. Luther døde og tiden gik og i 1736 besluttede den danske kong Christian 6. og de religiøse lærde, at man skulle indføre konfirmationen, fordi troen ikke bare skulle være i hovedet, men skulle have klangbund i hjertet. Og så blev konfirmation som et krav; så hvis man ikke blev konfirmeret, kunne man hverken flytte fra sognet eller blive gift. Det var pietismens højtid, og fromheden skulle sejre over kødets forfængelige lyster. I 1849 kom grundloven endelig og gav bl.a. religionsfrihed til danskerne, men reformationens bølger og protester fortsatte op igennem tiden; Grundtvig brølede og Kierkegaard grublede, og der kom diverse kirkelige fløje og grupperingen inden for Folkekirken. Disse fløje og grupper kæmper stadig den dag i dag om magt og indflydelse på alt lige fra kirkens arkitektur til gudstjenestens liturgi og folkekirkens teologi. I 1948 blev den første kvinde ordineret til at være præst i folkekirken. I 2012 blev vielser af par af samme køn ligestillet med vielser af mand og kvinde. Siden 1536 er der sandelig sket meget – og jeg har kun trukket nogle ganske få årstal og emner frem.
Nu skriver vi 2021; vi har stadig konfirmation, og vi kan se at andre ting fra den katolske kirker er på vej ind i folkekirken med pilgrimsvandringer, lystændinger, allehelgensmesser. Kristuskrans osv. Og vi må konkludere, at reformation ikke i sig selv er et projekt, der kun bringer os fremad, men at reformation også ser fornyelse i at gå tilbage. Luther gik tilbage til kilden – Bibelen, og det fik ham til at bryde katolicismen op indefra. Senere er andre gået tilbage til andre kilder; nogle er gået til oldkirken for at finde inspiration dér, andre er gået til den ortodokse kirke og igen andre til den katolske kirke. Hvorom alting er, så er folkekirken som vi kender den på vej til at blive noget andet; for folkekirken er en levende størrelse, bygget af levende sten. Hvad mon fremtiden bringer? Hvad skal der blive af den evangelisk-lutherske folkekirke? Bliver den mod omdøbt til den evangelisk-luthersk-grundtvigske folkekirke?
Eller bliver folkekirken en klimakirke, der går forrest i kampen, og hvor Bibelens gamle ord udskiftes med FN’s menneskerettigheder? Bliver det igen moderne at leve i cølibat og gå i kloster for at minimere forbrug og føde færre børn for at mindske klimaaftryk og CO2-udslip? Eller gribes vi af Bibelens ord og Kristi rene lys, så der kommer en masseomvendelse, nypietisme og salmesangsglæde, som ikke er set eller hørt magen til i tusind år? Det er svært at spå – især om fremtiden, og derfor vil jeg afslutte denne del med at besvare alle disse spørgsmål med at sige det eneste sande, som siges kan: Ingen ved det.
Salme 337: Behold os Herre ved dit ord
Når vi nu skal sige vores trosbekendelse sammen, så er det for at vise, at vi står sammen om en særlig tro og forståelse af kristendommen. Vi siger trosbekendelsen i kor og afslutter med at synge ”Lad verden ej…”
3. salme 639: Når i den største nød vi stå
PRÆDIKEN
Der var engang en mand, som døde og kom op til Paradiset i himlen. Han tænkte dog, at det kunne være interessant at komme ned at se, hvordan Helvede var. Han spurgte Sankt Peter, om han måtte besøge Helvede. Han fik udgangstilladelse og drog ad helvede til og hyggede sig dér weekenden over. Han kom tilbage til himlen og weekenden efter sagde han til Sankt Peter:” Jeg havde ikke noget imod at være i Helvede, må jeg komme derned igen?” – ”Ja”, sagde Peter, og for anden gang kom manden tilbage til himlen og aflagde rapport om, at han havde haft en hyggelig weekendtur til Helvede. Den tredje gang, manden spurgte Sankt Peter, om han kunne tilbringe weekenden i Helvede, svarede Peter, at det så ville være sidste gang, han fik lov. Da han kom til Hevede, satte Djævelen ham i et af de varmeste hjørner af Helvede. Manden sagde til Djævelen: Da jeg var her før, var du venlig og meget gæstfri imod mig. ”Ja”, sagde Djævelen, ”dengang var du en turist, nu er du en beboer.”
Så vi skal huske på, at Djævelen elsker at behandle os meget omsorgsfuld og gæstfri, så længe vi så at sige er turister, og på den måde lokkes vi til at synes, at Djævelen ikke er så slem, og at han da virker meget flink. Og det gør han såmænd også i starten. Der er nemlig to afgørende tidspunkter i et øjeblik. Der er tiden, før vi synder og tiden efter. I tiden før, vi synder, er Djævelen simpelthen vores allerbedste sleske og indsmigrende ven, og han smører tykt på og snakker godt for sin syge moster, når han f.eks. siger: ”Jo, det må du da gerne. Alle gør det jo. Kom nu, du tør da godt, ik? Kom nu, det er ikke så vigtigt. Der sker ikke noget. Vil du ikke gerne være sej, hva? Vil du ikke gerne have at de andre skal kunne lide dig? Du gider da ikke være sådan en from fims, der aldrig er med på noget, vel? Nej, du skal bare gære det, ikke, ligesom Nike siger: Just do it. Lad nu være med at tænke for meget, det bli’r man bare deprimeret af. Livet handler jo om at have det sjovt, ik, og more sig imens man kan, imens man lever. `Hvem ved, måske er det for sent i morgen, uha! Nej, du er ikke forpligtet på andre, kun på dig selv. Det er jo dit liv, dit valg, og ingen skal vel bestemme, hvad du mener, gør og siger, vel?” Sådan ævler Djævelen løs for vores indre øre, imens vi bliver forvirrede og trætte.
På den anden side står Jesus og virker som en fjende af os, for han siger: ”Nej, du skal ikke gøre det. Lad nu være med at spille smart, der kommer ikke noget godt ud af det. Du kommer til skade og du skader andre; tænk lidt på de andres følelser og behov. Måske skulle du lige tage det lidt med ro og vente lidt. Prøv at bede til Gud og lyt efter et svar. Tænk på, hvad du har hørt i kirken, syng en salme for dit indre eller fold hænderne så du ikke gør noget, du kommer til at fortryde.” Flere ord behøver Jesus ikke, for han ævler ikke løs, men taler stille og roligt for at prøve at tale til troens fornuft inde i vores sjæl og samvittighed.
Sådan foregår det i vores indre før, vi synder, men bagefter har Jesus og Djævelen skiftet position. Hvor Djævelen før var den lokkende stemme, er han nu fuld af hån, spot og fordømmelse, når han siger: ”Nå, så gjorde du det igen, dit skvat, dit ækle, usle menneske, ha!, det er ikke så mærkeligt, at folk ikke kan lide dig, for du er jo så dum og grim og ynkelig at høre på. Du er svag og syndig, og al håb er ude for dig. Nu smutter jeg, for jeg gider ikke hænge ud med sådan en tøsedreng og idiot.” Igen ævler Djævelen løs, men denne gang som en fjende af mennesker. Han viser sit sande ansigt, og han piner vores stakkels samvittighed.
Jesus derimod bliver hos os, når vi sidder med tung samvittighed, grædefærdige og føler os fortabte. Han sidder bare hos os, selvom vi sidder i stilhed og mørke og begræder os selv. Han tegner måske i sandet og siger ikke så meget, men lader os vide, at han stadig gerne vil være hos os, selvom vi gjorde alt det, han advarede os imod. Alene det at Jesus er hos os der, virker stærkere end hvis han var begyndt at sige en masse om, at Guds barmhjertighed er større end alverdens synd, og at Guds kærlighed er mægtige end Djævelens onde fristelser. Ord er ikke altid nødvendige, for bare det, at Jesus er hos os i syndens efterdønninger viser, at han ikke svigter os, selvom alt går galt.
Djævelens lokkende toner kan på den måde ses igennem vores eget liv og kirkens historie. Reformationen endte med at adskille og splitte, selvom det slet ikke var Luthers intention. Han havde bare håbet, at kirkens øvrighed ville omvende sig fra deres forkerte veje og så begynde igen at læse i Bibelen og bygge kirker og menigheder på den forkyndelse, der fra især Paulus lød så klart om at elske Gud og mennesker. Luther skrev mange bøger og mange debatindlæg i datidens hede teologiske diskussioner, men alle de ord blev måske for meget for de fleste. Derfor skrev Luther også salmer, så selv det jævne folk ude på markerne kunne synge dem og i hverdagen huske på, hvad Gud igennem Jesus har gjort for os.
Man begyndte for alvor at synge i kirker og menigheder efter reformationen og derfor fylder musik også meget mere end helgenbilleder og kalkmalerier, rosenkranse osv. I salmen Vor Herre! til dig må jeg ty af Grundtvig, står der bl.a. ” så lidt som dit ord, så lidt kan dit kor, dit syngende folk, gå til grunde.” Et syngende folk kan ikke gå til grunde, for sangen skal lyde og musikken skal spille langt ud og vidt omkring, og enhver der har et hjerte, vil høre og lade sig røre af salmernes dejlige og nådefulde ord. Derfor smerter det mig også mere og mere at opdage, at fællessangen er godt og grundigt på vej ud af vores kollektive bevidsthed og samværsform. Hvem synger for deres børn? Hvem synger med deres unge? Hvor mange synger salmer omkring juletræet? Hvem synger ved mindesamvær eller bryllup eller dåb, når festen holdes efter den kirkelige handling? Det er som om, at fællessangen synger på sidste vers, og det er nok et af de sidste krampetrækninger, inden dén del af den reformatoriske arv og danske kultur begraves under individualisering og egocentrering.
For netop individualisering og egocentrisme er to store fristelser fra Djævelen og trusler imod menneskets sjælelige velbefindende, og for kirke og kristendom. Det passer perfekt til Djævelen, at han driver os fra hinanden, hjem i hver vores boble for at dyrke vore egne interesser, projekter, karriere og selvrealisering i stedet for at tænke, at vi er en del af et fællesskab i samfundet og kirken. Det passer Djævelen perfekt, at vi dyrker vores skærm og dermed lokkes vi ned af ensomhedens veje og direkte imod trøstesløs tvivl på Gud og mennesker, afskåret fra andres fællesskab og samvær. Derimod græder Gud over, at vi blinde af synd og fristelser kun dyrker vores eget og ikke tager ansvar for fællesskab om det så er i landsbyen eller kirken, men tænker, at det har ikke noget med os at gøre.
Derfor glæder det mig, at vi er samlet her i aften, for nok kan vi sige trosbekendelsen og forsage Djævelen med ord, men han jages nemmere og bedre og langt mere effektivt på flugt, når han hører glade stemmer synge salmer fulde af teologisk dybde og gå på mod og kristeligt visdom og sandhed. Derfor går vi til gudstjeneste, for både at opbygges og opmuntres, men også for at vide, at Jesus endnu er hos os i medgang og modgang. Han vil ofte sige ting, vi ikke bryder os om at høre, men han gør det ud af broderlig kærlighed og faderlig omsorg. Kernen i kristendommen har ikke forandret sig igennem 2000 år, men hvordan vi samles om kristendom og dyrker vores tro har forandret sig meget, kan vi se bagud i tiden og derfor ved vi, at fremtiden også byder på forandringer; nogle vil kalde det udvikling, andre vil kalde det afvikling. Enige bliver vi ikke, for vi er protestanter med en luthersk arv og reformatorisk ærinde. Troen driver os til at bringe vores liv og talenter i spil både inden for kirkens murer og derude i hverdagens travle dage. Men hvad vi end gør, bør vi gøre det for de svage, for de stærke skal nok klare sig. Hvad vi end gør, bør vi gøre det for troen, håbet og kærlighedens skyld, sådan som vi er døbt til at leve. Mere livsnært bliver det ikke. Lad os da leve – for Guds skyld! Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader Søn og Helligådn, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
meddelelser
På søndag er det allehelgen, hvor vi samles til gudstjeneste for at mindes dem, vi har mistet det forgangne år. De dødes navne vil blive læst op, og der vil blive tændt lys. I Vilslev og Hunderup er der opstillet mindetavler, hvor man kan sætte ord, tanker, bønner osv. op samt tænde et lys på døbefontens lysestage. På søndag er der 5 gudstjenester i vore kirker – se tider og steder i kirkebladet. Kirkekoret medvirker i Vilslev og Hunderup.
Tak til musikerne under ledes af organist Dorte Grangård.
apostolsk velsignelse
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
4. salme 487: Nu fryde sig hver kristen mand (mel. Lasse Lunderskov)
