Hvorfor sidder du netop dér, på den plads, her i kirken? Hvilke bagtanker har du haft med at sætte dig lige præcist dér? Der må da være en grund til, at du har sat dig der. Der må da være et motiv. Er det fordi du vil være ydmyg, at du sætter dig bagerst? Eller har du sat dig forrest for at komme tættere på døbefonten og alterbordet?
Det fortælles om en gammel kone, at hun troligt søndag efter søndag år ud og år ind kom til gudstjeneste og satte sig samme sted på den samme bænk. En dag spurgte præsten hende, hvorfor lige dén plads? Hendes svar forbløffede præsten. Hun svarede: Fordi jeg har en plads at udfylde her.
Den gamle kone havde altså ingen dårlige bagtanker, motiver eller politiske statements som begrundelse for, at hun sad der. Nej, hun havde sin plads at udfylde. Mange kæmper livet igennem om de attraktive stolepladser, og vi kan godt nogle gange tænke, at visse mennesker er limet til deres taburet. Jeg nævner ingen politikere. Det er meget almindeligt at ønske at sidde til bords med dronningen eller at sidde med om det runde bord, for mange vil gerne have indflydelse. Noget af det værste man nu om dage kan forestille sig er at blive holdt uden for at få indflydelse. Vi vil have indflydelse især på vort eget liv, og indflydelse er magt, dvs. vi vil have magt over vort liv. Magt til at kontrollere vor helbred, vor sundhed, vor vægt og styrke, magt til at beslutte om man vil leve eller dø. Lysten til selvbestemmelse og magt over eget liv tiltaler mennesker meget, fordi det på den ene side skaber frihed; på den måde kan enhver være, som man er; ingen kan lide at blive sat i bås. På den anden side øger det selvforelskelse og egoisme. Hvis vi er herre over eget liv, hvad skal vi så med andres meninger og holdninger? Og er andres meninger lige så meget værd som vore egne meninger? Kombinationen af frihed og egoisme er farlig både for den enkelte person og for mennesker omkring denne, fordi man kommer til at isolere sig i sin søgen efter magt, og i sin søgen begynder man at se andre personer alene som midler til at opnå mere magt og anseelse.
I dagens tekst kæmper Jesu apostle om at få at vide, hvem der har mest anseelse, hvem, der er den største. Anseelse og størrelse af et menneske afgøres ved, hvem der sidder på de bedste pladser ved bordet. Anseelse er værdi, så disciplene spørger egentlig efter, hvem Jesus anser for at have mest værdi, hvem der er mest værd.
Jeg spurgte engang konfirmanderne om, hvem de mente, var mest værd i det danske samfund, og mange svarede Dronningen, andre svarede Folketinget. Da jeg spurgte, hvem der var mest værdi Jesu øjne, svarede alle, at hvert enkelt menneske er lige meget værd. Konfirmanderne så altså på det punkt tydeligere end Jesu egne apostle.
Det er ikke ukendt for os, at mennesker kæmper om magt. Magt forstået som kontrol over tingenes tilstand. I disse dage ser vi tydeligt, hvordan statsledere ryster verden med deres magtfulde hænder. De kan få hære til at marchere, de kan overtage et andet land. De har sandelig meget magt. I mindre målestok er der chefer, der beviser deres magt ved at få deres ansatte til at arbejde langt mere, end de får løn for, eller arbejde under urimelige forhold.
Nogle filosoffer har talt om, at to personer aldrig omgås hinanden uden, at der er magt på spil; altså at den ene person så at sige står over den anden. Man kan sige, at nogle mennesker har vilje til magt, og de bruger al deres tid, energi og liv på at få så meget magt som muligt. Magt forstået som kontrol og indflydelse på tingenes gang. De vil sidde højt til bords, drikke te med dronningen, være i godt selskab; de vil ses og høres, de vil respekteres og frygtes. De søger indflydelse og medietid, de siger meget og høres meget, og de påvirker tingenes gang – især til gavn og glæde for dem selv og deres venner. Nogle personer skyr ingen midler i deres jagt på magt, vi ser dem på TV og læser om dem i avisen. Og man må spørge, hvorfor de søger magten og de gode siddepladser – er der for andres eller deres egen skyld? Medierne tegner et billede af, at de søger magt for deres egen skyld.
Når vi på den måde forstår, at nogle mennesker søger anseelse, indflydelse og magt, så forstår vi også, hvad Jesu apostle spørger om. Deres spørgsmål er altså ikke fremmed for os. Når de spørger om, hvem der er mest værd, så må Jesus irettesætte dem, for så afslører de, at deres fokus er rettet mod dem selv; at fokus er indadvendt. At de kigger på sig selv som værende konkurrenter til de andre apostle. Det må være nedslående for Jesus at erfare, at selv hans apostle ikke forstår hans budskab.
Vi ved alle godt, at det er dem med de gode pladser her i verden, der er mest værd set med verdens øjne. Man skal have en særlig værdi for at få lov til at sidde til bords med dronningen eller præsidenten. Det ved vi, og det vidste apostlene. De så på Jesus som en konge, og de ville vide, hvordan bordplanen så ud. Men Jesus nægter af tage del i deres afsporede tankegang. Han vender tingene på hovedet. Bedst som de tror, han er en konge, der sidder for bordenen og regerer, taler han om sig selv som tjener, der end ikke har plads ved bordet. Men hvis Jesus er tjener, hvem er apostlene så? Og hvem er kongen? Man kan sagtens forestille sig, at Jesu ord har forvirret apostlene meget.
Jesu pointe er, at hverken apostlene eller vi skal fokusere på vores værdi og anseelse i denne verden; for denne verdens magt, anseelse og berømmelse gavner kun vores egoisme og selvforelskelse. Der er mennesker i denne verden, der har brug for vore hænder og vor hjælp; men hvilken gavn har de af, at vi falder i svime over vores spejlbillede eller hvilken glæde har de af, at vi plejer vort image og kæmper om bordpladserne? Når Jesus stiller sig frem som tjener iblandt sine apostle, så er det et vink med en vognstang om, at vi skal gøre ligesådan: Vi skal være tjenere for hinanden.
I dag er et lille barn døbt ind i Guds kirke på jord. Forholdet mellem barnet og dets forældre kan være et billede på det, Jesus vil sige os i dagens tekst. For når barnet skriger på mad, er det jo ikke sådan, at forældrene først skal have diskuteret, hvem der er mest værd, og hvem der er bedst til at give barnet mad; nej, man træder til og hjælper, når der er behov for det. På den måde er forældrene tjenere for barnet. I stedet for at stirre sig blind på sine behov og ønsker, er forældre villige til at undvære søvn og meget andet for at være til glæde og gavn for barnet.
Hvor det er naturligt for mennesker at have vilje til magt, så var det naturligt for Jesus at have vilje til kærlighed; nemlig den kærlighed, der hellere end gerne ofrer sig selv for andre; og hellere gør sig til tjener end til konge; og hellere end gerne ofrer sig for andre. Vi kender os selv, og kender vore svagheder, men lad os se på Jesus og forældre som eksempel på, hvordan vi kan sætte os selv til side, når andre har behov for vores hjælp.
At det netop er her i fastetiden, vi skal høre dét budskab er en selvfølge. Fasten handler nemlig om at afstå fra noget til fordel for andet. Nogle faster fra facebook, TV eller dårlige vaner – ja, kort sagt, man faster fra sig selv. Og den tid, energi og overskud der frigives, kan man med fordel bruge på at være til glæde og gavn for andre. På den måde vender vi blikket fra os selv; vi kigger ikke længere ind i spejlet, men vender os og ser, at vor nabo og vor næste har rakt hånden ud med ønske om at få hjælp.
Amen.
Salmerne:
1. DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg
2. DDS 448: Fyldt af glæde over livets under
3. DDS 45: Jeg går i fare, hvor jeg går
4. DDS 320: Midt iblandt os er Guds rige
5. DDS 206: Vor frelser, du som døde
* Til altergangen anvendes DDS 439 + DDS 473 ”Dit minde skal, o Jesus, stå” efter altergangen.
Bibelteksterne: https://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2014/09-03-2014
