Desværre må jeg indrømme, at det ikke er helt sandt. Men tænk nu hvis, det var sandt! Mon ikke familien Danmark og især hendes gæster ville have tabt både øre, næse og mund i forbavselse og vantro? Sådan kan en dronning nemlig ikke opføre sig! Dronningens handling ville nok i første omgang være blevet mødt med forargelse, pinlig tavshed, stirrende, vantro blikke og hvisken i krogene, hvis hun virkelig havde gjort sådan. Og mon ikke den næste reaktion ville være et hav af billeder på internettet, samt forsidehistorier i Ekstra Bladet og andre kulørte blade? Jo, vi ved godt, hvordan en dronning skal opføre sig. Og vi ved helt naturligt, at fodvaskning er en
voldsom overskridelse af den private zone, som vi danskere bærer som et følelsesskjold omkring os. Selv til en lille privatfest ville det vække postyr og forargelse, hvis værten begyndte at vaske sine gæsters fødder.
I forhold til dagens evangelietekst kan vi altså sagtens forstå, at den ærefulde Peter bliver flov og nervøs ved at få vasket sine fødder af selveste Jesus Kristus. Disciplene kalder ham ikke bare Jesus, men også både mester og herre. De ved altså godt, at Jesus på en måde står over dem. Han er den, der kan helbrede folk, berolige stormens rasen, han kan uddrive dæmoner og sætte de skriftkloge på plads med nogle simple spørgsmål. Jesus Kristus er ikke en mand, der skal vaske andre folks fødder. Det er en forargelse at se Jesus krybe rundt på gulvet. Fodvaskning er et arbejde for slaver og trælle, dem, man kan nøjes med at betale mindst muligt for at påtage sig et beskidt arbejde. Og Peter reagerer da også meget menneskeligt ved spontant at afvise Jesus, og i stedet tilbyde at vaske hans fødder. Men dét afviser Jesus.
Hvis ikke Jesus må vaske Peters fødder, kan Peter ikke have fællesskab med Jesus. Og Peter vil meget gerne have fællesskab med Jesus, for som sagt er Jesus ikke en hr. hvem som helst. Peter laver en kovending, og som en forårskåd kalv vil han pludselig have vasket både hænder, fødder og hoved – han må have følt sig meget beskidt. Men også dét afviser Jesus.
Fodvaskningen er nemlig ikke beregnet på at være et fysisk bad, men sagen er, at Jesus vasker disciplenes fødder for at vise dem en anden pointe. Det er ligesom en lignelse, hvor pointen er noget andet, noget usagt; man skal tænke lidt over en lignelse og fodvaskningen for at forstå, hvad det egentlig betyder. Evangelieteksten afslutter med at fremlægge fodvaskningen som en handling, disciplene skal efterligne; ja, Jesus siger direkte: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Nogle kristne kirker har taget det til sig helt bogstaveligt, og vasker hinandens fødder i forbindelse med f.eks. nadver eller et påskemåltid. Sådan gør vi dog ikke her i kirken. For at vi kan forstå den pointe, fodvaskningen peger hen mod, så skal vi se lidt nærmere på sagen.
I både Mathæus-, Markus- og Lukasevangeliet kan vi læse vi om, hvordan Jesus holder sit sidste måltid sammen med sine disciple. Det er i forbindelse med sit sidste måltid, at Jesus indstifter det, vi kender som nadveren, ved at uddele brød og vin og sige, at det er hans legeme og blod. Den fortælling har vi ikke her i Johannesevangeliet. Godt nok sidder Jesus med sine disciple ved et selskabsbord, dækket op med et traditionelt jødisk påskemåltid, men i denne fortælling skal vi ikke høre om, hvad der foregår oppe ved bordet, eller hvad der er sat frem af retter, men det spændende er, hvad der foregår under bordet.
Fodvaskningen skal forstås som billede på noget andet. Meningen er ikke, at Jesus kun vil have fællesskab med folk, der har rene fødder. Når Jesus frivilligt går under bordet og påtager sig et usselt slavearbejde, så er det fordi, han ønsker at vise sig som tjener. Normalt kan man tænke om Jesus, at han er sådan en (høj)hellig og (selv)retfærdig mand, der kun var sammen med de hellige disciple og folk med glorie. Med denne simple handling afviser Jesus den forestilling; han er ikke kommet til verden for at gå og se hellig ud, men han er trådt frem iblandt os for at være vores tjener. Ligesom han ikke gik med næsen i sky, men stak næsen ned til vore snavsede fødder, opfordrer han os til at gøre det samme. Men ikke bogstaveligt talt.
Hvis hele fortællingen blot havde til hensigt at pege på, at vi – af forskellige årsager – skulle vaske hinandens fødder, så ville denne prædiken kunne holdes meget kort. Men som sagt er der en pointe bag handlingen. Ved at ydmyge sig selv på en måde, der får den gode Peter til at fare op af stolen, viser Jesus, at han ikke ville være mester og herre på samme måde som denne verdens mestre og herrer, der oppyntede sidder i fine selskaber og lader andre gøre arbejdet. Jesus tog dermed et afgørende skridt væk fra disciplenes forestillinger om, at han skulle være en ny konge, der ville genrejse et magtfuldt jødisk storrige ligesom det, kong David havde gjort nogle hundrede år før. Jøderne sukkede efter befrielse fra de romere, der havde besat landet, og Jesus virkede som en, der havde X-factor som konge. Førhen havde jøderne været slaver i Egypten under Farao, men dengang blev de befriet under ledelse af Moses. Jøderne havde endnu engang brug for en Moses.
Men de fik hverken en ny kong David eller en ny Moses. I stedet kom der en tømrersøn, der i søndags red ind til Jerusalem på et æselføl. Jesus gør op med de traditionelle forestillinger om, hvad en mester og herre og konge er, og i stedet viser han dem tjeneren som et forbillede. Idet Jesus frivilligt gjorde sig selv til tjener, viste han os, hvordan vi skal være over for hinanden. At være tjener handler om ydmyghed og om, at man sætter de andre højere end en selv; ja, i yderste konsekvens betyder det, at man giver sit liv for at andre kan leve. Nu nærmer vi os den sande betydning af fodvaskningen.
I morgen er det Langfredag. Det er en sorgens dag, en dag med nedbrud og ødelæggelse. Disciplene ved påskemåltidets sidste nadver havde ikke den samme viden, som vi har nu. De forstod ikke Jesu gerninger, men vi kan se Jesu liv og gerninger i et større perspektiv. Nøgleordet i dag er frivillig tjeneste. Jesus vaskede frivilligt disciplenes fødder. Jesus gik frivilligt fra Betlehemskrybben til Golgatakorset for at genoprette den gode relation mellem Gud og mennesker. Af kærlighed sendte Gud sin søn til verden. Ikke som en ny kong David, ikke som en ny Moses, men som en tømrersøn og tjener.
Jesus elskede sine disciple, også selvom de til tider svigtede ham.Af kærlighed satte han sig selv i de nederstes sted. Af kærlighed vaskede han disciplenes fødder – både Peters og Judas'. At elske er at være tjener; at elske er i ydmyghed at ofre sig selv. At give sit liv for at andre kan leve. At ofre sig selv betyder, at man begynder at leve for andre skyld, og begynder at kigge ud over ens egen næsetip. At vaske disciplenes fødder var en helt lavpraktisk og konkret måde, hvorpå Jesus viste, hvordan disciplene og vi skal være hinandens tjenere; at vi skal ofre os for hinanden. Vi er nemlig ikke hævet over hinanden, for vi er alle skabt i Guds billede og alle er vi lige meget mennesker på godt og ondt.
Ved påskemåltidets nadverbord fik disciplene styrke til at tro trods tvivl, og trøst til at elske trods had; de fik mod til at tjene frem for at være ligeglade. I dag kan vi alle ved nadverbordet ligesådan få trøst, styrke og mod til dagligt at gøre, som Jesus lærte os. I nadveren kan vi også huske på det forbillede Jesus gav os til at ofre os ved at være hinandens tjenere til daglig glæde og gavn. Amen.
Bibeltekster til Skærtorsdag:
https://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2014/17-04-2014
Salmer:
1. DDS 455: Mindes vi en fuldtro ven
2. DDS 471: O glædelig dag
3. DDS 178: Han står på randen af sin grav
4. DDS 180: Hører til, I høje himle
5. DDS 366: Nogen må våge i verdens nat
* Til altergangen anvendes DDS 439: ”O du Guds lam” + 473: ”Dit minde skal” efter altergang.