I dag skal vi høre om madkultur. Vi kender den almindelige madkultur til hverdag, hvor vi spiser mere eller mindre spændende og udfordrende mad. Vi spiser som regel for at blive mætte, så vi kan klare en dags arbejde. Nogle gange når vi skal forkæle og selv eller hinanden, er maden dog særligt fint tilberedt. Mad er en stor del af dansk kultur, og hver højtid har sine traditioner, og fjernsyn og ugeblade bugner af tips og tricks til store madoplevelser i hjemmet.
I dag skal vi høre om åndelig madkultur. Dagens evangelietekst er taget ud af en større sammenhæng. Jesus havde udført det vidunderlige under at bespise fem tusinde personer med blot to fisk og fem brød. Som om det ikke lyder forunderligt nok, vandrede han også over en sø, der var i oprør, idet der blæste en hård vind.
Den store skare, som Jesus havde givet noget at spise på den anden side af søen, var næste dag kommet over til ham og mødte ham med spørgsmålene om, hvordan han var kommet over søen. I stedet for at prøve at forklare, hvordan han gik på vandet, viste han dem, at han havde forstået, hvorfor de ledte efter ham. Han havde jo gjort dem mætte – gratis endda, og de havde ikke behøvet arbejde for føden; det er almindeligvis tillokkende for mange at blive mætte uden at arbejde for det. Skaren ville have mere (gratis) mad, men Jesus irettesatte dem, og sagde, at de ikke skulle arbejde ”for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv”.
Skaren af jøder havde ledt efter Jesus sidsen underet med maden, og da de fandt ham, ville de vide, om han var en ny Moses. Moses havde de tiltro til, for han var Guds udsendte hjælper, og Gud gav jødernes forfædre brød i ørkenen, da de var på flugt fra Egyptens slaveri til friheden i landet Israel. Moses ledte dem fra fangenskab til frihed, fra Egypten til Israel. At Moses bragte nyheden om, at der var mad i ørkenen til det sultende folk, var tegnet på, at han var en stor profet og folkets leder - nu ville jøderne tro på Jesus, hvis han igen kunne give dem brød.
Jødernes forfædre fik brød fra himlen, fordi de sultede så meget, at de overvejede at vende om til deres trældom i Egypten. De overvejede at vende sig fra frihed til slaveri. De havde fået en forsmag på friheden, og de havde fået lovet et land, der flyder med mælk og honning. Det må have lydt utroligt i deres øre, men trods al skepsis og usikkerhed, drog de af sted ud af det sikre Egypten, hvor de trods slaveriet dog fik mad hver dag. De begik sig ud på en vandring på 40 år igennem ørkenen, indtil de kom til landet Israel, hvor de slog sig ned.
Brødet, de fik i ørkenen, var brød, der skulle holde dem både fysisk og åndeligt i live, så de opretholdt troen på en god fremtid.
Vi forstår måske ikke den sult efter konkret mad, som jøderne led - både i ørkenen og hos Jesus. Men "sulten" kan også betegne andre dele af vort liv; fx sulten efter glæde, kærlighed, succes, accept, fællesskab, venskaber med mere. Er Jesus "løsningen" på vore livs udfordringer? Nej, ikke som sådan. Man kan ikke bare bede til Jesus om at få glæde, kærlighed og lykke, og så læne sig tilbage og forholde sig passiv til livet. For Gud har skænket enhver livet som gave og opgave.
Hvad er åndelig sult og tørst? Den åndelige sult kan vi ikke gøre noget ved uanset om vi laver mad efter Brødrene Price eller Klaus Meyer. Den åndelige sult er længsel efter tro, håb og kærlighed. Det er længslen efter at blive accepteret af andre i et fællesskab.
Enhver af os mennesker, uanset seksualitet, uanset udseende, uanset finansiel situation eller status i samfundet er blevet indbudt til at spise dette åndelige brød til åndelig opbyggelse, til styrkelse af troen på Kristus og håbet om frelse. Vi er alle blevet indbudt til at spise af brødet fra himlen.
På Moses' tid kom jødernes livgivende brød fra himlen, gratis, uden at folket skulle eller kunne gøre andet end at udskrige deres nød til Gud i himlen. På Jesu tid skreg en anden generation af jøder deres nød og længsel ud efter himmelsk brød, og da Jesus mættede dem med fisk og brød, ville de gøre ham til konge; de troede, han var som politikeren, der uddeler gratis rundstykker og blomster på banegården. Men Jesus henviste til en større og anderledes virkelighed: Jesus selv er det brød, der kommer fra himlen for at mætte de sultendes maver og læske de tørstendes tunger.
På Jesu tid var Israel besat af romerriget, og jøderne var som fremmede i eget hus. De ville have en ny konge, en profet eller en leder, der kunne genrejse et jødisk storrige som det, der var i kong Davids tid som konge i Israel. Jøderne ville have en ny kong David, og mange var efterhånden blevet overbevist om, at Jesus kunne blive en ny konge. Han sagde nogle gode ting om næstekærlighed og han havde lige mættet 5.000 personer med fem brød og to fisk - hvilken anden konge kunne gøre det? Jøderne var igen blevet slaver – denne gang af romerne, og de ville have en ny Moses; en profet, der kunne lede dem ud af slaveriets lænke ind til frihedens bænke, hvor de i et godt fællesskab kunne spise sig mætte som frie mennesker.
I bønnen Fadervor beder vi om det daglige brød, og mange mennesker i verden lever uden at kunne få noget at spise hver dag. Hvorfor får de ikke brød fra himlen? Vi har gang på gang samlet penge ind både her i sognet og på landsplan for at udrydde fattigdom og hungersnød. Men krig efter krig slår alvorlige revner i de spinkle håb om, at der en dag aldrig mere er nogen, der skal lide og dø under hungersnød. Men hvis Jesus dengang kunne mætte tusinde munde, og hvis Gud kunne lave manna på den bare jord, da jøderne vandrede i ørkenen – hvorfor gør han det så ikke nu? Vi bliver anfægtede og vrede, når vi hører om verdens uretfærdigheder. Jesus sagde til sine disciple, at de ikke skulle arbejde for den konkrete mad – men hvad hjælper det de sultne i Afrika og i de krigshærgede områder? Verden er en anden nu, end da evangelisten skrev om Jesu under.
Jo, vi har lov til at blive vrede, men vi skal ikke vende Jesus ryggen af den grund. Han opfordrede ikke til, at vi skulle lade hungersnøden hærge, så vi kunne sidde trygge og sikre og se hellige ud i vore bedehuse og flotte kirker. Jesu pointe er bare, at vi selv skal blive styrkede i ånden, i sjælen, i sindet så vi kan gå ud i livet med tro, håb og kærlighed. Hvis ikke vi selv bliver styrkede, så er vi ikke stærke nok til at løfte de opgaver, der møder os. Uden åndelig styrke bliver vi fysisk svage.
Og når vi kalder denne føde for åndelig, så betyder det, at det netop er vores ånd, sjæl og sind, der skal have noget at spise, ligeså vel som vores krop skal have noget at leve af. Og her i kirken består den åndelige føde af salmesang, bønner og i høj grad nadveren. Nadveren er det sted, hvor vi sammen med alle mulige andre mennesker kan takke Gud for livet og bede Jesus styrke os i det arbejde, der ligger foran os.
På de fine restauranter med Michelin-stjerner og glade smileys skal man have mange penge og flot tøj på for at få lov til at spise ved et af bordene. Jesus sætter ikke sådanne krav til os; enhver, der er sulten, må spise med ved hans bord – nadverbordet. Rige og fattige, tykke og tynde, unge og gamle, sure og søde – alle inviteres til fællesspisning, for vi er alle skabt i Guds billede, alle får vi tilgivelse, velsignelse og nåde, så vi åndeligt set kan blive styrkede til hverdagens strabadser, hvor der måske ikke er så meget tid og rum til at bede en bøn eller synge en salme.
Der er altså ikke tale om, at vi skal vælge det praktiske liv fra, men der er tale om, at vi skal styrkes åndeligt, så vi i det praktiske liv kan leve livet som gave og opgave. Opgaven er at yde vor næste hjælp – med at få det åndelige og det konkrete daglige brød.
Amen.
Dagens læsninger fra Bibelen kan findes her: Midfaste Søndag
Salmerne var:
1. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner
2. DDS 441: Alle mine kilder skal være hos dig
3. DDS 637: Du som mætted tusind munde
4. DDS 68: Se, hvilket menneske
5. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik
* Til altergangen anvendes DDS 439: ”O du Guds lam” + DDS 476: ”Kornet, som dør i jorden” efter altergangen.
Den store skare, som Jesus havde givet noget at spise på den anden side af søen, var næste dag kommet over til ham og mødte ham med spørgsmålene om, hvordan han var kommet over søen. I stedet for at prøve at forklare, hvordan han gik på vandet, viste han dem, at han havde forstået, hvorfor de ledte efter ham. Han havde jo gjort dem mætte – gratis endda, og de havde ikke behøvet arbejde for føden; det er almindeligvis tillokkende for mange at blive mætte uden at arbejde for det. Skaren ville have mere (gratis) mad, men Jesus irettesatte dem, og sagde, at de ikke skulle arbejde ”for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv”.
Skaren af jøder havde ledt efter Jesus sidsen underet med maden, og da de fandt ham, ville de vide, om han var en ny Moses. Moses havde de tiltro til, for han var Guds udsendte hjælper, og Gud gav jødernes forfædre brød i ørkenen, da de var på flugt fra Egyptens slaveri til friheden i landet Israel. Moses ledte dem fra fangenskab til frihed, fra Egypten til Israel. At Moses bragte nyheden om, at der var mad i ørkenen til det sultende folk, var tegnet på, at han var en stor profet og folkets leder - nu ville jøderne tro på Jesus, hvis han igen kunne give dem brød.
Jødernes forfædre fik brød fra himlen, fordi de sultede så meget, at de overvejede at vende om til deres trældom i Egypten. De overvejede at vende sig fra frihed til slaveri. De havde fået en forsmag på friheden, og de havde fået lovet et land, der flyder med mælk og honning. Det må have lydt utroligt i deres øre, men trods al skepsis og usikkerhed, drog de af sted ud af det sikre Egypten, hvor de trods slaveriet dog fik mad hver dag. De begik sig ud på en vandring på 40 år igennem ørkenen, indtil de kom til landet Israel, hvor de slog sig ned.
Brødet, de fik i ørkenen, var brød, der skulle holde dem både fysisk og åndeligt i live, så de opretholdt troen på en god fremtid.
Vi forstår måske ikke den sult efter konkret mad, som jøderne led - både i ørkenen og hos Jesus. Men "sulten" kan også betegne andre dele af vort liv; fx sulten efter glæde, kærlighed, succes, accept, fællesskab, venskaber med mere. Er Jesus "løsningen" på vore livs udfordringer? Nej, ikke som sådan. Man kan ikke bare bede til Jesus om at få glæde, kærlighed og lykke, og så læne sig tilbage og forholde sig passiv til livet. For Gud har skænket enhver livet som gave og opgave.
Hvad er åndelig sult og tørst? Den åndelige sult kan vi ikke gøre noget ved uanset om vi laver mad efter Brødrene Price eller Klaus Meyer. Den åndelige sult er længsel efter tro, håb og kærlighed. Det er længslen efter at blive accepteret af andre i et fællesskab.
Enhver af os mennesker, uanset seksualitet, uanset udseende, uanset finansiel situation eller status i samfundet er blevet indbudt til at spise dette åndelige brød til åndelig opbyggelse, til styrkelse af troen på Kristus og håbet om frelse. Vi er alle blevet indbudt til at spise af brødet fra himlen.
På Moses' tid kom jødernes livgivende brød fra himlen, gratis, uden at folket skulle eller kunne gøre andet end at udskrige deres nød til Gud i himlen. På Jesu tid skreg en anden generation af jøder deres nød og længsel ud efter himmelsk brød, og da Jesus mættede dem med fisk og brød, ville de gøre ham til konge; de troede, han var som politikeren, der uddeler gratis rundstykker og blomster på banegården. Men Jesus henviste til en større og anderledes virkelighed: Jesus selv er det brød, der kommer fra himlen for at mætte de sultendes maver og læske de tørstendes tunger.
På Jesu tid var Israel besat af romerriget, og jøderne var som fremmede i eget hus. De ville have en ny konge, en profet eller en leder, der kunne genrejse et jødisk storrige som det, der var i kong Davids tid som konge i Israel. Jøderne ville have en ny kong David, og mange var efterhånden blevet overbevist om, at Jesus kunne blive en ny konge. Han sagde nogle gode ting om næstekærlighed og han havde lige mættet 5.000 personer med fem brød og to fisk - hvilken anden konge kunne gøre det? Jøderne var igen blevet slaver – denne gang af romerne, og de ville have en ny Moses; en profet, der kunne lede dem ud af slaveriets lænke ind til frihedens bænke, hvor de i et godt fællesskab kunne spise sig mætte som frie mennesker.
I bønnen Fadervor beder vi om det daglige brød, og mange mennesker i verden lever uden at kunne få noget at spise hver dag. Hvorfor får de ikke brød fra himlen? Vi har gang på gang samlet penge ind både her i sognet og på landsplan for at udrydde fattigdom og hungersnød. Men krig efter krig slår alvorlige revner i de spinkle håb om, at der en dag aldrig mere er nogen, der skal lide og dø under hungersnød. Men hvis Jesus dengang kunne mætte tusinde munde, og hvis Gud kunne lave manna på den bare jord, da jøderne vandrede i ørkenen – hvorfor gør han det så ikke nu? Vi bliver anfægtede og vrede, når vi hører om verdens uretfærdigheder. Jesus sagde til sine disciple, at de ikke skulle arbejde for den konkrete mad – men hvad hjælper det de sultne i Afrika og i de krigshærgede områder? Verden er en anden nu, end da evangelisten skrev om Jesu under.
Jo, vi har lov til at blive vrede, men vi skal ikke vende Jesus ryggen af den grund. Han opfordrede ikke til, at vi skulle lade hungersnøden hærge, så vi kunne sidde trygge og sikre og se hellige ud i vore bedehuse og flotte kirker. Jesu pointe er bare, at vi selv skal blive styrkede i ånden, i sjælen, i sindet så vi kan gå ud i livet med tro, håb og kærlighed. Hvis ikke vi selv bliver styrkede, så er vi ikke stærke nok til at løfte de opgaver, der møder os. Uden åndelig styrke bliver vi fysisk svage.
Og når vi kalder denne føde for åndelig, så betyder det, at det netop er vores ånd, sjæl og sind, der skal have noget at spise, ligeså vel som vores krop skal have noget at leve af. Og her i kirken består den åndelige føde af salmesang, bønner og i høj grad nadveren. Nadveren er det sted, hvor vi sammen med alle mulige andre mennesker kan takke Gud for livet og bede Jesus styrke os i det arbejde, der ligger foran os.
På de fine restauranter med Michelin-stjerner og glade smileys skal man have mange penge og flot tøj på for at få lov til at spise ved et af bordene. Jesus sætter ikke sådanne krav til os; enhver, der er sulten, må spise med ved hans bord – nadverbordet. Rige og fattige, tykke og tynde, unge og gamle, sure og søde – alle inviteres til fællesspisning, for vi er alle skabt i Guds billede, alle får vi tilgivelse, velsignelse og nåde, så vi åndeligt set kan blive styrkede til hverdagens strabadser, hvor der måske ikke er så meget tid og rum til at bede en bøn eller synge en salme.
Der er altså ikke tale om, at vi skal vælge det praktiske liv fra, men der er tale om, at vi skal styrkes åndeligt, så vi i det praktiske liv kan leve livet som gave og opgave. Opgaven er at yde vor næste hjælp – med at få det åndelige og det konkrete daglige brød.
Amen.
Dagens læsninger fra Bibelen kan findes her: Midfaste Søndag
Salmerne var:
1. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner
2. DDS 441: Alle mine kilder skal være hos dig
3. DDS 637: Du som mætted tusind munde
4. DDS 68: Se, hvilket menneske
5. DDS 10: Alt, hvad som fuglevinger fik
* Til altergangen anvendes DDS 439: ”O du Guds lam” + DDS 476: ”Kornet, som dør i jorden” efter altergangen.
