Forhistorien til dagens evangelietekst er, at Jesus var oppe på et højt bjerg sammen med sine apostle, Peter, Jakob og Johannes. På bjerget viste Gud sig for dem alle, og sagde med sin tordenrøst, at Jesus er hans søn. Vi kender det som forklarelsen på bjerget, for derefter kunne der ikke længere være tvivl om, hvem Jesus er. Gud selv havde jo sagt, at han er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser. Med den oplysning blev der lukket for diskussionen. Således oplyste gik de alle ned fra bjerget for at lyse op blandt folk.
Også jeg er trådt ned fra prædikestolen i dagens anledning, både for at vise, at kristen forkyndelse bør ske i øjenhøjde og for at imødegå den kritik, der er forbundet med, at præsten søndag efter søndag står højt over menigheden. Prædikestolen er egentlig tænkt som en talerstol; altså en stol, præsten træder op på, så alle kan se og høre noget – ligesom til et foredrag på en højskole eller i et forsamlingshus. Den er hverken tænkt som et sejrspodie eller en piedestal, hvor præsten kan stå at blomstre og blive set på som et finere eller bedre menneske end resten af menigheden.
Da Jesus og hans apostle var nået ned til bjergets fod, blev de mødt af verdens uoplyste tilstand; verdens mørke ramte Jesus i hovedet som en våd klud. Der var en heftig debat mellem en skare, nogle skriftkloge og Jesu disciple. De diskuterede ikke bispekandidater men sikkert disciplenes tro eller mangel på samme, for disciplene kunne ikke helbrede den syge dreng, selvom drengens far tryglede dem nok så meget. Hvad gør en far dog ikke for sit syge barn?
Mange mennesker ser på vores verden og tænker, den er syg. ”Det er en syg verden, vi lever i” siger mange, og henviser til den overflod af uretfærdigheder og ulykker, der får manges bæger til at flyde over af vrede, frustration, modløshed og håbløshed. Hvis Gud er god og har skabt denne verden, hvordan kan der så være så meget ondt i den? Vi hørte jo fra Første Mosebog, at Gud skabte mennesket og alting, og han så, hvor godt det var. Er Gud blind? Eller er han ond? Hvordan kan han påstå, at verden er godt skabt, når vi alle hver især udsættes for uretfærdigheder? Der er mildest talt sket meget siden verdens skabelse, og man kan ikke nå at remse ret meget op, før prædiketiden er udløbet. Dog vil jeg pege på, at der siden skabelsen og Adam og Evas nøgenvandring i Edens Have, er sket det skæbnesvangre syndefald, der placerede menneskene uden for Edens Have og uden for en naturlig relation til Gud; en relation der dengang var uproblematisk og ligetil.
Det er en gammelkendt metode at forlange noget for noget, og i vores moderne tid forsøger vi også at forhandle med Gud. Vi lover mere end vore nytårsforsætter for at opnå noget andet; fx kan man love at faste eller være særlig sød og venlig eller gå særligt meget i kirke, hvis der er noget her i verden, man virkelig gerne vil have fingre i; på den måde har vi en tilbøjelighed til at opfatte Gud som et redskab, der skal sikre os et langt og lykkeligt liv.
Hvad er målet med livet? Hvis vi skal tro de røster, der råber højest i vores tid, er der ikke andre mål eller formål end at man har det sjovt og bliver lykkelig i den tid, man har fået her. De gamle værdier og traditioner er blevet skiftet ud med jagten på gode oplevelser og en stræben efter et succesfuldt liv. Menneskesynet ændres og de etiske grænser rykkes. Det er som om, den selvrealiserende jagt på mange lykkerus ikke gavner eller glæder ret mange. Lykkerusen varer ikke ret længe ad gangen, og derfor arbejder man hårdere for at opleve mere og dermed opnå den næste rus, den næste lillebitte følelse af et stykke lykke.
Sygdom og lykke går som regel ikke hånd i hånd. Sygdom umuliggør lykke, og derfor skal sygdomme udryddes. Det arbejde har især fået fart på de seneste hundrede år. Men idet sygdomme er noget skidt, bliver både fysiske og psykiske sygdomme tabulagte, og man bliver hurtigt udpeget og stemt ud af det gode selskab, hvis man har en sygdom eller en skavank – stor eller lille. Overvægtige, psykisk syge eller personer med kræft bliver i en del sammenhænge holdt på afstand af ens personlige jagt på det gode liv. Man tør ikke spørge hinanden oprigtigt om, hvordan det går; tænk, hvis den anden begynder at græde og faktisk fortælle, at livet ikke er en dans på roser. Tænk, hvis nu den høflige frase åbner op for et følelsesmæssigt udbrud fra den anden. Godt nok er danskerne tre år i træk udråbt som verdens lykkeligste folk, men måske det skyldes de mange tabuer? Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
Tænk, hvis det utænkelige skulle ske, at vi midt i vores travle hverdagshandlen i Brugsen eller hos Købmanden mødte en fortvivlet mand, der råbte om vores hjælp; hans stemme ville slå en revne i vores egen verdensboble, og vi ville blive forstyrret i vort eget forsøg på at få en uforstyrret dagligdag. Den første tanke ville måske endda være, at man da ikke kan opføre sig sådan midt i butikken; den anden tanke ville måske være, at han er psykisk ustabil og har brug for en læge. Imens vi går vort eget ærinde, vil vi ikke forstyrres.
Vi kender godt udtrykket ”at stirre vantro på” nogen; og det betyder ganske enkelt, at man ikke tror sine egne øjne. Vantro er ikke-tro. Vantro er også en form for magtesløshed; man kan ikke tro sine egne øjne, men alligevel bliver man nødt til det; hvis ikke man kan tro sine egne øjne, ser det skidt da ud. Vantroens mørke kan skygge for os, så vi tvivler – ja, endda tvivler på os selv og de sanser, der er livsvigtige for os. Er det da så underligt, at vi også kan tvivle på Kristus?
Igennem Ny Testamente møder vi gang på gang mennesker i nød; nødlidende mødre og fædre, fortvivlede mennesker, og vi kan til tider sætte os selv ind i den række. Alle har de sat håbet til deres egen formåen – og tabt. Deres tro på sig selv er bristet; drømmen knust og håbet slukket. Denne far har ét ønske og ét ønske alene: at hans syge dreng må blive rask.
Forældre med et sygt barn ved, at man er klar til at gøre hvad som helst for at barnet kan blive rask. Ja, man er endda klar til at gå til mennesker, der hævder, at de kan helbrede. Sådan gjorde også denne far – og blev skuffet. Disciplene blev også skuffet, for de kunne ikke helbrede drengen. De havde måske hørt, at deres tro kunne flytte bjerge, men måske havde de ikke forstået, hvad Jesus egentlig talte om.
Tro er ikke noget vi har at øse ud af som spand i en vand; men at tro på Kristus er at stole på ham og have tillid til, at han faktisk er Guds søn og verdens frelser. Den gode relation mellem Adam, Eva og Gud i Edens have var en uproblematisk og ligetil relation, som Kristus også ønsker med mennesker; derfor bliver han frustreret, når mennesker tvivler på ham.
Ja, det er svært at tro på helbredelsens under, og ja, det er nemt at tvivle på Kristus, fordi vi også tit tvivler på os selv. For os hænger tro og tvivl sammen som ærtehalm, og vantroens mørke dukker ofte frem. Vantro er vel nærmest noget medfødt i os. Tvivlen må dog ikke tage håbet fra os. Faren med den syge dreng søgte først hjælp hos Jesu disciple, og da de ikke kunne hjælpe, trådte Jesus til og helbredte drengen ved bøn.
Det minder os om, at bønnen skal have sin plads hos os. Og her i fastetiden er det meget oplagt at give mere plads til bøn. At bede viser, at vi er magtesløse; at vi ikke selv kan alt, men at vi lægger vort liv i Guds hænder, og forlader os på Jesu løfter om velsignelse og helbredelse; løfter om, at vi en dag må se solskæret, der hilser os fra lysets hjem. Det handler altså om, at vi i bønnen ser bort fra os selv, og kigger hen på Kristus. Dagens bøn kan meget passende være fortvivlelsen over os selv, der fører til håbet på Kristi indgreb. Som faren der udbrød: ”Jeg tror, hjælp min vantro.” Amen.
Bibeltekster til i dag (Anden søndag i Fasten (Anden Række), d. 16. marts 2014 ) kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2014/16-03-2014
Salmer: (Hør salmemelodierne her: www.dendanskesalmebogonline.dk)
DDS 749: I østen stiger solen opDDS 13: Måne og sol
DDS 677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte
DDS 580: Jesus, dødens overvinder
DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte
* Til altergangen anvendes DDS 439: "O du Guds lam" + DDS 473 ”Dit minde skal, o Jesus, stå” efter altergangen.
