Der var engang en frø, der sad ude på marken og kiggede på en okse. Oksen gjorde, som okser gør, den stod med sine store øjne og åd græs. Stille og fredeligt stod den og var en okse, så godt som den kunne være. Ja, den var så god til det, at den måtte have øvet sig hele livet. Frøen var misundelig på oksen, fordi oksen var så stor og så fin. Frøen følte sig lille og ulækker. Den sagde til sin søster, at den ville puste sig op, så den blev så stor som oksen. Og den hev og sled vejr og luft ned i sine små lunger, mens søsteren så forvildet til, og tiggede og bad frøen om at stoppe den urimelige konkurrence. Men lige lidt hjalp det. Jo mere søsteren sagde ”stop”, pustede frøen sig op, og ved frøens sidste åndedrag revnede den og maven sprak. Sådan går det, når man forsøger sig at puste sig op til noget, man ikke er.
Også Judas pustede sig op og skød brystet frem som en hane i hønsegården. Nu skulle han sætte Maria på plads, denne kvinde som ødslede med den dyrebare olie. Men som frøens mave sprak også Judas' stolthed, da Jesus satte ham på plads.
Det var aften, og Jesus havde spist sammen med nogle gamle venner. Foruden de tolv apostle var der også Lazarus, som han havde opvækket fra de døde, Martha, den flittige husholderske og Maria, den unge kvinde, der helst ville sidde og lytte ved Jesu fødder. Denne aften nøjedes hun ikke med at lytte, men hun havde hentet noget meget kostbart olie, som hun brugte til at salve Jesu fødder.
Efter en lang og varm dag, hvor Jesus havde gået rundt i sandaler, kan man nemt forestille sig, at nardusoliens duft var tiltrængt. Det var dog ikke fordi, Maria syntes, Jesu fødder lugtede dårligt, at hun salvede dem. Jesus kaldes Kristus, men det skal ikke forstås som et efternavn. ”Kristus” kommer af oldgræsk og betyder ”den salvede”. Jesus er altså den salvede; og i denne sammenhæng betyder det, at Jesus har status som en konge.
På den tid i Israel blev en konge nemlig indsat på sin trone ved at blive salvet på hovedet med en dyrebar olie. At Maria salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår betyder, at hun ikke så sig selv værdig nok til at salve hans hoved. På den måde fik Jesus den sidste olie; og tænk på, at ingen af mændene i huset – hverken Peter eller Judas gav Jesus noget. Tværtimod pustede Judas sig op i sit hjertes hovmod og fordømte Marias ydmyge handling. Hun lå allerede ned, og Judas begyndte så at sige at sparke til hende. Jesus greb ind, og satte Judas på plads; han kunne lige så godt have sagt, ”den, der er ren, skal kaste den første sten”. Vi ved godt, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus, og Judas boede i et glashus, hvor glasset allerede var ved at slå revner.
Mon ikke sammenstødet mellem de to mænd, blot gjorde Judas mere moden til at stikke Jesus? De to mænd tørnede sammen, og når en misundelig mand bliver sat på plads, gør han nogle gange onde ting bagefter. Det skal vi høre om senere i påsken.
”De fattige har I jo altid hos jer”, sagde Jesus, og når man ville, kunne man gøre godt mod dem. Mon ikke Judas blev rød i hovedet af skam over det udsagn? Judas havde slet ikke interesse i at hjælpe de fattige, for hvis han havde det, ville han ikke være så velhavende og rig. Judas var en hykler, der bare ville fordømme Maria. Og vi ved godt, at dem, der fordømmer andre i høj grad også fordømmer sig selv; og dem, der hader andre, hader i høj grad sig selv. Spørgsmålet er, om Jesus var ligeglad med de fattige, når nu han lod Maria spilde den dyrebare olie på ham i stedet for at sælge den til fordel for de fattige? Man skal vist være en temmelig dårlig kristen, hvis man tror, Jesus var ligeglad med fattige. Det var han ikke, og han opfordrer faktisk Judas til selv at begynde at tænke på de fattige. Judas skældte Maria ud for ikke at tænke på de fattige, men han er en hykler, for Judas tænkte ikke selv på de fattige. Judas var ligeglad, og Maria søgte trøst hos Jesus. Stemningen i lokalet må have været tung efter det sammenstød.
Dagen efter salvingen og sammenstødet med Judas, drog Jesus ind til Jerusalem. Den jødiske påske stod for døren, og det betød, at Jerusalem fik besøg af jøder fra alle verdenshjørner. Jøderne fejrede påske for at huske på, hvordan de med Moses som leder, slap væk fra slaveriet og undertrykkelsen i Egypten til friheden i Israel. En frihed, der dog igen blev frarøvet dem, da de blev fanger i eget hjem; det mægtige romerrige havde nemlig taget herredømmet i Israel, og havde udstationeret romerske soldater til at patruljere overalt – især i Jerusalem i påsken, fordi byen blev fyldt til bristepunktet af jøder, der ville fejre påske. Normalt boede der ca. 25.000 i byen, men ved påsketid var der seks gange så mange, altså op til 150.000 i byen.
De håbede nemlig, at påsken ville bringe dem en ny befrier. Ligesom Moses havde befriet dem fra slaveriet i Egypten, håbede de, at den nye befrier skulle løse dem fra romernes undertrykkelse. Så i tusindvis nærmest invaderede alverdens jøder Jerusalem for at bede til Gud om en ny befrier, en ny konge. Og deres bønner blev hørt – denne gang ligesom dengang de var slaver i Egypten.
Imens jøderne søgte ind til Jerusalem og ledte efter steder at bo, skete der noget i udkanten af byen. Jesus og hans apostle var også på vej ind til byen for at fejre påske. Og da de skulle til at gå ind i byen, begyndte mange jøder at komme dem i møde. De kom med palmegrene i hænderne, og de råbte højt ”Hosianna!” imens de lagde palmegrene på vejen, så Jesus ikke skulle få støv på fødderne. Det var som en (blod)rød løber. Jesus havde fundet et æselføl, som han red på. Og som vi ved, er æsler nogle dyr, der stædigt og langsomt traver af sted som om, de har hele livet til at gå en enkelt tur. Der var ingen hastværk. Indtoget var ligesom et startskud, men Jesus var på æslet ingen hurtigløber. Langsomt kom Guds kongerige til verden. Både sidste søndag, med Mariæ Bebudelse og i dag, hører vi om, at Guds rige kommer mennesker nær. Jesus blev langsomt båret til verden af jomfru Maria, og nu bæres han langsomt til Jerusalem af et æselføl.
Skaren af jøder stod langs den røde løber af palmegrene, og de hyldede kongen, der kom ydmygt ridende på et æselføl. Deres råb ”hosianna” stammer fra hebraisk og betyder ”hjælp” eller ”frels” - de råbte altså til Jesus om hjælp og frelse, som om han allerede var deres nye konge.
Ligesom Moses, der som en fattig hyrde fik til opgave af Gud at føre israelitterne ud af Egyptens slaveri, sådan var også den ydmyge tømrersøn udvalgt af Gud til at føre – ikke blot jøderne, men alle mennesker – ud af et slaveri. Det er et slaveri, vi alle kender til; død, sorg, smerte, synd, sygdom og en nedbrudt relation til Gud, vores far. Jesus er kommet for at oprette sit kongerige, men det er ikke et kongerige, som vi kender det her fra Danmark eller fra England eller andre monarkier. Det er et kongerige, hvor der vendes op og ned på meget; den ydmyge tjener bliver konge over hele verden; den fattige bliver rig, den syge bliver rask, den mindste bliver den største, synderen bliver tilgivet, den fangede bliver sat fri osv.
Palmesøndag begynder Jesus at vandre ad en sti sammen med sine tolv apostle og mange disciple. Som vi godt ved, er der to mænd på spil: Jesus og Judas. Jesus valgte en vej, hvor han gav afkald på at være Gud lig, han ”tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig”. Judas forsøgte at gøre det modsatte; han gjorde oprør mod Jesus, og det begyndte allerede med Maria og krukken med olie. I løbet af påskens dage viser Jesus sig mere og mere som en konge i form af en tjener, og hans kære apostle og disciple afslører, hvor menneskelige de egentlig er.
Og med dem afsløres også vi. For ligesom vi ved, at vi gerne vil stå ved vejen med palmegrene i hænderne og råbe på hjælp og frelse fra Jesus, lige så vel ved vi, at vi tit og ofte vil komme til at opføre os som Judas og fordømme andre, der gør godt – alene fordi vi ikke selv gør noget godt.
Gør døren høj, gør porten vid, for den nye konge kommer ridende ind i Jerusalem. Ved vejen står mange og hilser ham velkommen, og han vandrer sammen med sine apostle, som han senere skal sende ud i alle verdenshjørner for at fortælle om, hvordan Guds rige kommer til verden i form af en ydmyg tømrersøn. I løbet af påsken skal vi høre, hvordan Jesu apostle viser sig at være både gode og onde, og hvordan både Jesu familie og hans venner flygter og lader ham fuldstændig alene i stikken, overgivet til døden, ja, døden på et kors.
I dag er det Palmesøndag, og vi skal med de tusinde andre istemme et ”Hosianna!” for det er til den ydmyge tømrersøn, den nye konge i himlen og på jorden, at vi råber om hjælp og frelse.
Amen.
Bibelteksterne til Palmesøndag kan læses her:
https://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2014/13-04-2014
Salmerne er: 1. DDS 84: Gør døren høj gør porten vid
2. DDS 176: Se, hvor nu Jesus træder
3. DDS 151: Med sin alabaster-krukke
4. DDS 69: Du fødtes på jord
5. DDS 599: Lov og tak og evig ære
