For en del år siden kørte der en reklame i fjernsynet for noget stegemargarine. Måske husker I det? Sloganet var ”Sig navnet – OMA” Og reklamen må have virket, når jeg efter så mange år stadig kan huske det tydeligt. Navn og produkt hænger uløseligt sammen. Et godt produkt har et godt navn.
Nogle personer har igennem historien formået at skabe sig et navn, enten for noget godt eller noget skidt. Anders Breivik kender vi alle for noget yderst trist, og Dirch Passer kender vi alle for noget yderst sjovt. Men ukendte personer har også navne. Uanset om vi er kendte eller ukendte bliver vi alle kaldt noget af andre. Vi bruger navne, når vi bl.a. skal kalde på nogen. Vi kender vist alle til det at stå et sted og skal kalde på én, som vi ikke kender. Hvad skal vi så sige? En person skal simpelthen have et navn – det kan ikke være anderledes. Nogle gange opfinder vi selv passende navne til folk, så vi nemt kan skelne de forskellige fra hinanden, der egentlig hedder det samme. Det kan gøres ved f.eks. at sammenkoble personens navn med dennes arbejde eller væremåde.
Mange forældre holder fast i traditionen om først at afsløre barnets navn ved dåben. Det er en flot symbolik. Det er ikke tilfældigt, hvilket navn, forældre giver deres børn, og ved dåben får barnet således både sit jordiske navn og et navn i livets bog. Og det er vigtigt at huske på, når vi ved begravelser tager afsked med en person, der bærer et navn, som folk har taget i deres mund med både glæde og sorg. Gravsten med navn sætter vi for at mindes og huske. Navn og person hænger sammen. Man huskes dog sjældent bare pga. et flot navn, men folk husker dem, der er berømte; dem, der har gjort noget særligt.
I dag hører vi om to afgørende skikkelser med to meget berømte navne. Disse to personer har mildest talt forandret verden på måder, de færreste drømmer om at kunne komme til. Og det sjove er, at de ikke kæmpede om at få al den berømmelse. Berømmelsen fulgte i kølvandet på nogle ret trælse opgaver, som de blev kaldet til at varetage.
Moses var søn af et israelitisk ægtepar, og han blev født under slaveriets tunge lænker i Egypten. Farao mente dengang, at de israelitiske slaver var ved at blive for mange, så han befalede, at drengebørnene skulle slås ihjel. Som sagt så gjort; egyptiske soldater gik omkring blandt slaverne, tiltvang sig adgang til husene og dræbte deres sønner ved at smide dem i Nilen. Moses' forældre var dog kloge nok til at finde en bedre løsning, og fik flettet en sivkurv, som de satte på Nilen. Moses drev i sivkurven lige ind i armene på Faraos datter. På den måde blev Moses på utroligvis reddet fra døden, men desværre også fjernet fra sine forældre og sin slægt. Han fik et egyptisk navn – Moses – og han blev opdraget i de egyptiske traditioner. Da Moses blev voksen fandt han dog ud af, hvor han virkelig stammede fra; at han, der var blevet adopteret og opdraget som en søn af Farao i virkeligheden var i slægt med slaverne. Hans virkelighed blev vendt på hovedet. Da han senere så, hvordan slaverne blev pisket og undertrykt, dræbte han en egypter, og flygtede langt væk. Han havde myrdet en anden mand – en egypter! Egypterne var overmennesker, israelitterne var undermennesker. Derfor var det en meget slem forbrydelse.
Da han var kommet så langt væk, at han følte i sikkerhed for Faraos straf, giftede han sig med en præstedatter. Han fik sig et arbejde som fårehyrde; et arbejde, der slet ikke passer sig for en, der er opvokset i et palads i Faraos nærvær. Farao var konge over Egypten og han blev regnet for at være søn af de egyptiske guder. Farao blev tilbedt som en gud, og han herskede som en gud. Måske har I set film eller dokumentarer eller læst bøger om de egyptiske konger og dronninger. De blev begravet i enorme gravhuler, de blev tilbedt med guld og røgelse, og hieroglyfferne fortæller de mest fantastiske historier om disse personer, der levede så højt oppe og så langt væk i deres guldbesmykkede paladser, at slavernes skrig og suk aldrig nåede deres ører. Moses voksede op på sådan et sted blandt disse mennesker, der mentes at være guder. Men en dag mødte han en sand Gud.
Gud viste sig for Moses, og kaldte på ham ved navn. Gud vidste præcist, hvem Moses var; og han kendte hans fortid. Moses havde slået en mand ihjel, og var stukket af fra såvel sine biologiske som sine plejeforældre. Han havde forladt alt og alle, og havde stukket halen mellem sine ben. Alligevel kaldte Gud ham til sig. Gud satte Moses ind i den rette sammenhæng; han præsenterede sig som den Gud, der også havde været Gud for de ærværdige forfædre.
Gud kom til Moses med en særlig opgave. De fleste af os ville nok også tænkte ligesom Moses, at der var tale om en umulig opgave. Hvordan skulle han dog kunne befri israelitterne fra Egyptens jerngreb? Han var én sølle mand mod en af de mægtigste storriger på den tid; han var en kujon, en bortløbet og efterlyst morder, og nu skulle han overtale Farao til at lade tusindvis af slaver gå.
Det interessante er ikke, at det faktisk lykkedes for Moses. Det interessante er, at Gud kaldte denne simple hyrde, en kujon, en morder, forældreløs, hjemløs – til en af de største bedrifter i israelitternes og verdens historie. Gud handlede igennem Moses.
I Det Gamle Testamente opfattede man Gud som en, man ikke kunne se uden at dø, og derfor var Moses heller ikke tryg ved situationen med tornebusken. Gud var fjern fra mennesker, og Gud var i sin hellige fjernhed meget ukendt for israelitterne.
Fra Moses hopper vi frem til Jesus, som mange så og hørte, talte og spiste sammen med. Tømrersønnen fra Nazareth og hans tolv jødiske venner brugte meget tid på at tale om, hvordan verden hænger sammen; hvad der er sandt og falsk, og hvad livets mening er. De tolv apostle forstod dog ikke altid, hvad Jesus talte om. I dag skulle det blive en tand mere uforståeligt.
Igennem de tre år, Jesus gik omkring med sine apostle og fortalte, forkyndte og underviste enhver, der havde tid og lyst til at høre på dem, havde Jesus mere og mere vist sig som en ganske særlig og vigtig person. I hans nærvær skete der ting og sager, som fornuften ikke kunne holde til. Alligevel klamrede apostlene sig til fornuften og til deres erfaringer, og derfor misforstod de gang på gang, hvad Jesus fortalte. I påsken blev fornuften korsfæstet, og troen opstod.
I dag hører vi Jesus sige, at han og Faderen er ét. Måske har vi vænnet os til det, men for apostlene har det lydt meget mærkeligt. Og det var jo netop den påstand fra Jesus, der fik jøderne til at kræve ham korsfæstet. Apostlene havde lært, at Gud ikke kan gradbøjes; at Gud er én; så hvordan kunne Jesus og Faderen være den samme? Igen er der tale om noget, vi ikke kan forklare på en måde, som fornuften kan forstå – det ved Jesus også godt, og derfor henviser han til både de ord, han taler og ikke mindst de gerninger han gør. Hvis ikke ordene kan overbevise de tvivlende venner, så kan gerningerne vel. Når man med sine øre hører, at et menneske er blevet helbredt, og med sine øjne selv har set det – kan man så stadig tvivle? Ja. Det kan man, og det gør man – vi kender det fra vort eget liv. Moses troede hverken sine øjne eller øre, men han blev overbevist, da Gud fra busken gennemskuede ham, tilgav ham og pålagde ham en vanskelig opgave.
Jesu liv og gerninger skal ses som en forlængelse af Moses' liv og gerninger. Moses' liv pegede frem mos Jesus. Moses skulle føre israelitterne ud af Egyptens slaveri; Jesus skulle føre mennesker fra jorden til paradis, til sin Faders boliger. Der er så meget, vi ikke forstår. I en tid, hvor forstanden ophøjes langt over ånden, kan vi ikke gøre andet end at håbe, at Jesu ord er sande. At der virkeligt ikke er noget at frygte, når vi blot har tillid til, at Jesus er vejen, sandheden og livet, og at han vil føre os ad den som den gode hyrde fører sine forvildede får. Forstanden korsfæstes, troen opstår og det sker alene, fordi Gud kalder os ved navn og sætter os ind i en større sammenhæng, en større plan. I den store sammenhæng er det ikke os, der skal søge vor egen berømmelse, men lade os sende ud i verden med Fadervor i ryggen, og derude være til glæde og gavn for andre.
Amen.
Bibelteksterne til 3. Søndag efter Påske kan læses her:
https://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2014/11-05-2014
Salmerne til gudstjenesten:
1. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender
2. DDS 7: Herre Gud! Dit dyre navn og ære
3. DDS 58: Jesus! Frelser og befrier
4. DDS 376: Lyksaligt det folk
5. DDS 722: Nu blomstertiden kommer
*Altergang DDS 439 + DDS 476, v. 2 efter altergang
