Forleden cyklede jeg ud til diget. Derude gik en flok moderfår med lam. Der var selvfølgelig mange flere lam end moderfår, og de løb alle rundt imellem hinanden i ét stort virvar. Det interessante var dog, at når moderfåret brægede, svarede nogle lam straks igen, og på den måde fandt lam og moderfår hinanden. Lammene kunne genkende moderfåret på stemmen.
Jeg er opvokset på et lille nedlagt landbrug, og vi havde nogle får. Hvis moderfårene først fik klippet ulden efter, de havde fået lam, ville lammene ikke altid kendes ved moderfåret, før de hørte stemmen. Udseendet kunne forvirre lammene, men moderfårets stemme stolede de på. Når lammene vokser op, lærer de undervejs også at have tillid til hyrdens eller landmandens stemme. Alle andre stemmer vil skræmme dem væk, men hyrdens eller landmandens stemme er de trygge ved.
Børn har det lidt på same måde; de er trygge ved deres forældres stemmer, men kan blive utrygge ved andre stemmer. Når man tilbringer meget tid sammen med et andet menneske, kan man lære hinanden at kende så godt, at man ved, hvad den anden vil sige og på hvilken måde, den anden vil sige det. Man kan også på stemmeføringen straks høre, om ens ven er glad eller sur.
Jesus sammenligner sine disciple med får, for disciplene har igennem længere tid været i selskab med Jesus og kender hans stemme. De ved, hvad han siger, de kender hans ord og vendinger, og selv hvis han gemte sig for dem, ville de stadig på hans stemme og ord kunne afgøre, om han virkelig var deres ven Jesus.
Jøderne var utrygge ved Jesus, for de kendte ham ikke som ven; de kendte ikke hans stemme eller hans ord, men de bedømte ham på, hvordan han så ud. Han var jo bare en søn af Josef og Maria; en simpel tømrersøn – de stolede ikke på ham. De troede ikke på, at han virkelig var Guds søn og verdens frelser. Derfor ville de have beviser på, at han virkelig var den, han påstod at være. De ville endegyldigt høre ham sige det én gang for alle.
Men Jesus havde næsten ikke gjort andet end at fortælle hvem, han var, i de tre år, han gik omkring i Israel og talte, før de fik munden lukket på ham. Han havde kaldt på folk som hyrden kalder på sine får. Jøderne stod over for ham som får, der nægter at tro på, at de hørte hyrdens stemme kalde på dem. Hvis fårene tvivler, så kan hyrden kalde nok så meget – og hvis mennesker tvivler, så kan Gud kalde nok så meget; men man adlyder ikke en stemme, som man ikke har tillid til.
Igennem Jesu liv hørte mange mennesker hans stemme, når han talte om, hvordan Guds rige var kommet mennesker nær; når han talte om velsignelse, fred, helbredelse, næstekærlighed og nåde. Jesus kalder stadig; han kalder os til dåb, til nadver, til tro. Han kalder os ved det navn, vi ved dåben har fået indskrevet i livets bog. Kalder os ud af vores trygge boble, ud af vores egen lille verden, kalder os ud i verden, ind i et fællesskab, kalder os til at hjælpe andre. Det er så nemt at falde i staver foran computeren eller TV’et, og derfor har vi brug for én, der kalder på os, så vi kan hive stikket ud og komme ud i verden, hvor livet foregår.
Stemmen er en guideline, og vi skal gå mod lyden; stemmen vejleder os, som hyrdens stemme vejleder fårene igennem al slags uvejr. Stemmen lyder stadig når vi kaldes til kirke, når vi kaldes til hjælp, når vi kaldes til fællesskab, når vi kaldes til tro. Tro er at følge stemmens kalden. Tvivl er at høre kaldet men stille spørgsmålstegn ved det.
Jøderne ville vide, om Jesus virkelig var Kristus. Jesus taler om, at det er åbenlyst: Han har ikke talt om, at han er andet! Enhver, der har øre, kan lytte, men hvem kan høre budskabet? Enhver, der har øjne kan se, men hvem kan indse?
Når vi således har både hørt og indset, at Jesus ønsker at være den hyrde, der fører os igennem livet og døden ind til det evige liv, så skal vi også turde følge ham. Han opfordrer os til at følge i hans fodspor; at gå, hvor hyrden har gået. Han har vist os, hvordan vi kan leve bedst muligt, og han opfordrer os til at gøre lige som ham; at vi skal elske vor næste, ligesom han har elsket os.
Jesus havde i tre år vandret omkring og sagt de samme nådefulde ord til alle dem, han mødte. Han helbredte mennesker, fortalte og forklarede og underviste enhver, der have tid og lyst til at høre på ham. Men i sidste ende forblev spørgsmålet, om de turde tro på, hvad han sagde og gjorde. Turde de tro på, hvad de hørte med deres ører og hvad de så med deres øjne? Tør vi?
Gud ønsker at blande sig positivt i vort liv; og han ønsker at give os tryghed i stedet for frygt. Frygten lammer os, gør os til tvivlere, frygten er med til at skabe afstand mellem os og Gud, mellem os og andre mennesker. Når Jesus kalder, lyder der sætninger som ”Frygt ikke, tro kun!” eller ”Gud elsker også dig, mit barn!” eller ”Lad de små børn, de trætte, de forfulgte, de bange, de svage, de syge komme til mig!”
I samfundet er der mange forventninger til os mennesker. Vi skal altid være lidt bedre, arbejde lidt mere, se kønnere ud, være stærkere, mere konkurrencedygtige – vi konkurrer mod hinanden, vi stirrer os blinde på fremskridt og fremgang, alt imens børn skal være længere i skolen, forældre længere på arbejde og kvalitetstiden som menneske og familie sættes under pres. Frygten øges, troen trues og tvivlen nager: kan det virkeligt passe, at der findes en Gud deroppe i himlen? Kan det virkeligt passe, at Jesus er kommet for at frelse, helbrede og velsigne os? Kan det virkeligt passe, at vi som mennesker er elsket af Guds egen søn?
Som så meget andet i livet kan vi ikke bevise, at Gud er til, men vi er kaldet til at tro på håbet om, at han eksisterer og rækker os sin frelserhånd. Det er det håb, vi døbes til, det er det håb, vi konfirmeres i, det håb, ægteskabet bygger på, og det er et håb, vi lever på.
Når vi har hørt stemmen sige, at der er et håb for os, så må vi kaste os ud i livet i troen på, at stemmen taler sandt. Og vi kan i tro række håbet videre til vore venner og naboer, så flere kan få et håb at leve på; et håb om et liv uden frygt; et liv i tro, håb og kærlighed. Amen.
Bibelteksterne til 2. søndag efter Påske kan læses her:
https://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2014/04-05-2014
Salmer:
DDS 291: Du som går ud fra den levende Gud
DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted
DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner
DDS 435 v. 4: O Helligånd, vor trøstermand
DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs
DDS 331: Uberørt af byens travlhed
*Altergang DDS 439, v. 3 + DDS 476, v. 2 efter altergang
