”Misundelse er en grim ting”, siger man, når børn og barnlige sjæle bliver småsure over, at andre har noget, de ikke selv har. For børn kan misundelse over legetøj være anledning til slåskampe i stuen, og man kan synes, det jo er småting, de ryger i totterne på hinanden over. Den grådighed vi som børn har til at ville eje, hvad andre har, slipper aldrig rigtigt sit tag i os. Misundelse og grådighed er grimme træk ved os, der hænger ved fra vi er små til vi er grå. Tanken om, at man skal konkurrere med andre om visse ting i livet er tegn på, at vi søger mere, end vi har, selvom vi måske egentligt har det godt nok med det, vi nu engang allerede har. Vi søger noget bedre, større, flottere og mere anderledes – materielle ting udskiftes på stribe, og nogle udskifter sågar ægtefælle og børn, fordi man søger noget andet. Misundelse og grådighed holder samfundets hjul i gang og forbruget på et højt niveau.
Jo flere ting, man vil have fingre i, desto flere penge skal der på kontoen, hvilket kræver mere uddannelse og flere kompetencer, så man kan bestride højere stillinger. Der er hele tiden flere ting at stræbe efter. For nogle år siden blev der talt meget om boligboblen, men den evindelige private stræben efter mere skaber en personlig boble, der sender folk i luksusfælden og på gaden. Det er kun et spørgsmål om tid, før boblen brister – det er dens natur, og så opdager man igen sin egen skrøbelighed; at man er et skabt menneske ligesom alle andre på lige vilkår med såvel de rigeste som de fattigste.
”Kærlighed til penge er roden til meget ondt”, siges det, og vi ved, at kærlighed gør blind, så man kan føres på afveje. Kærlighed til penge og grådighed efter at eje imponerende bygninger eller udrette store ting har været drivkraften bag mange skelsættende tiltag i menneskehedens historie. Selv kirken her ville ikke have stået i dag, hvis ikke der var postet mange penge i foretagendet. Det er på den ene side nemt at pege fingre af de rige og klandre dem for at være grådige, men vi peger ofte af misundelse over at være for fattige til selv at kunne leve som dem og opnå store ting.
Der findes et ældgammelt skel mellem fattige og rige; et skel, der ikke har forandret sig i tusinde år. De mange fattige brokker sig over de få rige. Rigdom anses for noget skidt - altså især når man ikke selv har del i det. Det er nemt at misunde dem, der har meget, når man synes, man selv har lidt. Det er nemt at se en uretfærdighed i en ulige fordeling af rigdom. Misundelse af andres rigdom er også et udtryk for grådighed, idet man ønsker at få del i det, andre har.
Inden for psykologi taler man om, at mennesket har en behovspyramide. I bunden af pyramiden findes de mest basale behov, vi har brug for at få opfyldt for at kunne få opfyldt behovene højere oppe i pyramiden. De mest basale behov er mad, drikke og andre livsvigtige elementer. Næste trin på pyramiden handler om tryghed og sikkerhed i livet. Det ligger ganske naturligt i os, at man opfatter sig selv som sin egen lykkes smed, at man hytter sit eget skind og tager vare på egne interesser, også selvom det betyder, andre må lide for det. At den stærkeste overlever gælder for såvel dyr som mennesker. Det grimme ved os er at vore basale nødvendigheder kan føre til undertrykkelse af andre. Vores tryghed kan blive andres utryghed, vores gode velfærd kan betyde dårlig velfærd for andre, vores held i livet kan betyde uheld for andre. Grådighed er at ville sikre sig langt mere, end man i grunden har behov for. Behovspyramiden handler om, at man vil tage kontrol over sit liv, og imens man tager mere og mere kontrol, desto større vokser egoismen og man lukker sit liv om sig selv, så man bliver det vigtigste i sit eget liv.
Det var lykkedes Zakæus at komme langt op af behovspyramidens trin, og han var blevet noget så flot som overtolder. Højt var han steget i graderne over de andre toldere, men han var stadig lav af vækst. Så lille var han, at han klatrede op i et træ for at få et glimt af denne mystiske person: Jesus. Naturligvis var Jesus kendt viden om som en stor stjerne, og mange ville gerne se, hvordan han så ud i virkeligheden, derfor stimlede de sammen om ham, så man skulle mase sig igennem masserne for at nå ind i nærheden af ham. Kun de stærkeste kunne nå helt ind i inderkredsen.
Det blev ikke nødvendigt for Zakæus at kæmpe sig vej. Han var snedig og snarrådig, og sad højt oppe for at se, men han blev selv pludselig set af Jesus. Og den store skare af forsmåede jøder, der bestemt ikke havde betalt deres told med glæde; de anså Zakæus for at være landsforræder, fordi hans rigdom betød fattigdom for andre. Han var et udtryk for det uretfærdige i deres samfund. Skjulesteder var der ingen af, og den rige, lille mand kunne ikke flygte. Han sad højt på strå, men der var koldt på toppen. Den lille mand sad deroppe og blev beskuet af den store skare, der flokkedes om Jesus.
Jesus bød sig selv hjem til Zakæus, hvilket overraskede alle. Det gik imod alles forventninger, og mange reagerede med skuffelse. Jesus skulle i deres øjne være en mand, der gjorde op med de riges undertrykkelse af de fattige; Jesus skulle være frontkæmperen for social retfærdighed og ligelig fordeling af goderne. Men Frelseren stillede ikke op til et politisk parti eller forsøgte at ændre den politiske struktur i sin samtid. Han udgav ikke manifester eller holdt politiske møder for at få sine disciple til at skabe et bedre samfund. Der var noget andet på spil for ham, som ikke dengang kunne og ikke i dag kan indføjes i noget regeringsgrundlag eller arbejdsprogram: at opsøge og frelse de fortabte mennesker. Frelsen er vist ikke en del af menneskets behovspyramide.
Zakæus så ikke mildt på sig selv, men så i spejlet en lille mand, en stor synder, en forbryder mod sine egne. Han så en søn, ingen mor ville være stolt af, og han så et menneske, man ikke kunne være venner med eller stole på, for hans kærlighed var til penge ikke til mennesker. For Jesus var det derimod omvendt. Glæden over at Zakæus som foragtet synder fik besøg af selveste den retfærdige, fik ham til at genoverveje sit liv og sine valg. Det skete vel nærmest af sig selv i Jesu selskab. Fra da af gjorde han bod og begyndte at ændre sig. I stedet for at kræve ind valgte han at give ud. Hans egoisme havde lukket hans hjertet til som en hård nød, men Jesu kærlighed viste overtolderen en anden måde at leve på, der gik på at elske sine medmennesker mere og højere end penge. Derved blev han sat fri af sin ulykkelige jagt på at tage kontrol over sit liv, og det blev muligt for ham at se sig som et menneske blandt andre.
Vi må altså ikke forledes til at tro, at vi skal opfylde vore behov ved at tage kontrol over vort liv. For hverken livet eller kærligheden kan kontrolleres, og i stedet for at skabe tryghed bliver kontrollen et fængsel for os som mennesker; et fængsel, hvor vi afskæres fra andre. Jesus viser en anden vej: I at dele sin overflod og sit liv med andre, sættes man fri til at leve med fokus på andet end jordiske og besnærende behov. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund, 2. DDS 13: Måne og sol, 3. DDS 49: Ingen er så tryg i fare, --- , 4. DDS 492: Guds igenfødte, 5. DDS 400: Så vældigt det mødte, 6. DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg
Jo flere ting, man vil have fingre i, desto flere penge skal der på kontoen, hvilket kræver mere uddannelse og flere kompetencer, så man kan bestride højere stillinger. Der er hele tiden flere ting at stræbe efter. For nogle år siden blev der talt meget om boligboblen, men den evindelige private stræben efter mere skaber en personlig boble, der sender folk i luksusfælden og på gaden. Det er kun et spørgsmål om tid, før boblen brister – det er dens natur, og så opdager man igen sin egen skrøbelighed; at man er et skabt menneske ligesom alle andre på lige vilkår med såvel de rigeste som de fattigste.
”Kærlighed til penge er roden til meget ondt”, siges det, og vi ved, at kærlighed gør blind, så man kan føres på afveje. Kærlighed til penge og grådighed efter at eje imponerende bygninger eller udrette store ting har været drivkraften bag mange skelsættende tiltag i menneskehedens historie. Selv kirken her ville ikke have stået i dag, hvis ikke der var postet mange penge i foretagendet. Det er på den ene side nemt at pege fingre af de rige og klandre dem for at være grådige, men vi peger ofte af misundelse over at være for fattige til selv at kunne leve som dem og opnå store ting.
Der findes et ældgammelt skel mellem fattige og rige; et skel, der ikke har forandret sig i tusinde år. De mange fattige brokker sig over de få rige. Rigdom anses for noget skidt - altså især når man ikke selv har del i det. Det er nemt at misunde dem, der har meget, når man synes, man selv har lidt. Det er nemt at se en uretfærdighed i en ulige fordeling af rigdom. Misundelse af andres rigdom er også et udtryk for grådighed, idet man ønsker at få del i det, andre har.
Inden for psykologi taler man om, at mennesket har en behovspyramide. I bunden af pyramiden findes de mest basale behov, vi har brug for at få opfyldt for at kunne få opfyldt behovene højere oppe i pyramiden. De mest basale behov er mad, drikke og andre livsvigtige elementer. Næste trin på pyramiden handler om tryghed og sikkerhed i livet. Det ligger ganske naturligt i os, at man opfatter sig selv som sin egen lykkes smed, at man hytter sit eget skind og tager vare på egne interesser, også selvom det betyder, andre må lide for det. At den stærkeste overlever gælder for såvel dyr som mennesker. Det grimme ved os er at vore basale nødvendigheder kan føre til undertrykkelse af andre. Vores tryghed kan blive andres utryghed, vores gode velfærd kan betyde dårlig velfærd for andre, vores held i livet kan betyde uheld for andre. Grådighed er at ville sikre sig langt mere, end man i grunden har behov for. Behovspyramiden handler om, at man vil tage kontrol over sit liv, og imens man tager mere og mere kontrol, desto større vokser egoismen og man lukker sit liv om sig selv, så man bliver det vigtigste i sit eget liv.
Det var lykkedes Zakæus at komme langt op af behovspyramidens trin, og han var blevet noget så flot som overtolder. Højt var han steget i graderne over de andre toldere, men han var stadig lav af vækst. Så lille var han, at han klatrede op i et træ for at få et glimt af denne mystiske person: Jesus. Naturligvis var Jesus kendt viden om som en stor stjerne, og mange ville gerne se, hvordan han så ud i virkeligheden, derfor stimlede de sammen om ham, så man skulle mase sig igennem masserne for at nå ind i nærheden af ham. Kun de stærkeste kunne nå helt ind i inderkredsen.
Det blev ikke nødvendigt for Zakæus at kæmpe sig vej. Han var snedig og snarrådig, og sad højt oppe for at se, men han blev selv pludselig set af Jesus. Og den store skare af forsmåede jøder, der bestemt ikke havde betalt deres told med glæde; de anså Zakæus for at være landsforræder, fordi hans rigdom betød fattigdom for andre. Han var et udtryk for det uretfærdige i deres samfund. Skjulesteder var der ingen af, og den rige, lille mand kunne ikke flygte. Han sad højt på strå, men der var koldt på toppen. Den lille mand sad deroppe og blev beskuet af den store skare, der flokkedes om Jesus.
Jesus bød sig selv hjem til Zakæus, hvilket overraskede alle. Det gik imod alles forventninger, og mange reagerede med skuffelse. Jesus skulle i deres øjne være en mand, der gjorde op med de riges undertrykkelse af de fattige; Jesus skulle være frontkæmperen for social retfærdighed og ligelig fordeling af goderne. Men Frelseren stillede ikke op til et politisk parti eller forsøgte at ændre den politiske struktur i sin samtid. Han udgav ikke manifester eller holdt politiske møder for at få sine disciple til at skabe et bedre samfund. Der var noget andet på spil for ham, som ikke dengang kunne og ikke i dag kan indføjes i noget regeringsgrundlag eller arbejdsprogram: at opsøge og frelse de fortabte mennesker. Frelsen er vist ikke en del af menneskets behovspyramide.
Zakæus så ikke mildt på sig selv, men så i spejlet en lille mand, en stor synder, en forbryder mod sine egne. Han så en søn, ingen mor ville være stolt af, og han så et menneske, man ikke kunne være venner med eller stole på, for hans kærlighed var til penge ikke til mennesker. For Jesus var det derimod omvendt. Glæden over at Zakæus som foragtet synder fik besøg af selveste den retfærdige, fik ham til at genoverveje sit liv og sine valg. Det skete vel nærmest af sig selv i Jesu selskab. Fra da af gjorde han bod og begyndte at ændre sig. I stedet for at kræve ind valgte han at give ud. Hans egoisme havde lukket hans hjertet til som en hård nød, men Jesu kærlighed viste overtolderen en anden måde at leve på, der gik på at elske sine medmennesker mere og højere end penge. Derved blev han sat fri af sin ulykkelige jagt på at tage kontrol over sit liv, og det blev muligt for ham at se sig som et menneske blandt andre.
Vi må altså ikke forledes til at tro, at vi skal opfylde vore behov ved at tage kontrol over vort liv. For hverken livet eller kærligheden kan kontrolleres, og i stedet for at skabe tryghed bliver kontrollen et fængsel for os som mennesker; et fængsel, hvor vi afskæres fra andre. Jesus viser en anden vej: I at dele sin overflod og sit liv med andre, sættes man fri til at leve med fokus på andet end jordiske og besnærende behov. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund, 2. DDS 13: Måne og sol, 3. DDS 49: Ingen er så tryg i fare, --- , 4. DDS 492: Guds igenfødte, 5. DDS 400: Så vældigt det mødte, 6. DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg
