Dorte fri - organist: Karsten Eskildsen
1) 12: Min sjæl, du Herren love
2) 331: Uberørt af byens travlhed
3) 51: Jeg er i Herrens hænder
--
4) 168: Hyrden er én og så hans hjord
5) 342,4-5: Nu ved jeg vej til Himmerig
6) 482: O Herre god og frelser from
INTRO GT
Billedet af Gud som hyrde og os som får er et billede, der går tilbage til helt gammel tid i Bibelen. Vi skal nu høre fra profeten Ezekiel i GT, hvor det netop handler om, at Gud er hyrde. Man har nemt ved at forestille sig, at fårene i Guds fold har meget godt i vente. Rejs jer blot og hør: Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel:
INTRO NT
Apostlen Peter var nok den discipel, der var tættest på Jesus. I dette afsnit fra NT skal vi høre, hvordan Peter folder sig ud som en hyrde for sin flok. Han har store forventninger til, at man som kristen også gladelig går gennem mange lidelser for at gøre det gode. Vi skal ikke fare vildt rund om hyrdeløse får, for Jesus er vores sjæles hyrde. Rejs jer blot og hør. * Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev:
PRÆDIKEN
Kan I huske, at vi på den dejlige, søde juleaften i kirken hører om Jesus, der blev født i en stald og om de fattige hyrder, der samme nat lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord? Byen Betlehem var fyldt med mennesker af alle slags i et virvar af den slags liv og glade dage, som kun en stor menneskemængde kan medføre, men hyrderne lå langt derfra i ensomhedens stilhed under stjernerne og nattemørke derude omkring bålet og vogtede deres får imod ulve og tyve og andre fare. Men så viste englene sig for dem og gav dem en kogenlig oplevelse, da de sang deres himmelske hymner af deres hjerters inderste lyst og glæde over, at Jesus blev født i fattigdom, og at Gud derved til jorden kom. Der var ingen sangkonkurrence den nat, men alligevel stjal de rampelyset med deres englesnag som havde denne særlige klang af iskrystaller i forårsmorgensol.
At være hyrde nede på jorden er i virkeligheden nok ikke det sjoveste eller mest spændende arbejde, men man har nok aldrig problemer med at falde i søvn – man kan jo bare tælle sine får! (tøhø). Sådanne hyrder kunne jo have mange drømme. Da jeg gik i skole, blev jeg drillet med sangen ”Ole sad på en knold og sang”. Den sang havde jeg det derfor ikke godt med i mange år, men den handler jo egentligt bare om en dreng, der vogter får - og keder sig! Han kigger på fårene bøvede udtryk og drømmer sig langt væk i eventyr, og en dag gør han drømmen til virkelighed, da han stikker til søs. Og så står der i sangen, at: ”fårene står der endnu og glor”. Drøvtyggende vegetarer med fårede udtryk. Da Jesus fór til himmels på Kristi Himmelfartsdag, stod hans disciple ligesom en flok får også og gloede op mod himlen.
Der var mange hyrder dengang på Jesu tid; det var et almindeligt arbejde, og man brugte dage og nætter på at passe på fårene, for de var en investering; det var et levebrød. Nogle hyrder eller ejere havde mulighed for at slippe for arbejdet ved at hyre en anden til det; en daglejer, som man hyrede for én dag ad gangen. Så blev de fyret ved fyraften; der var ingen jobsikkerhed eller fagforening. Vi ved godt, at en almindelig daglejer eller arbejder ikke nødvendigvis føler det samme ansvar for firmaet, som ejeren gør. Hvorfor skulle en løsarbejder gøre en særlig indsats? Hvorfor skulle en vikar anstrenge sig på sit vikarjob? Hyrden derimod, som ejer sine får og har haft dem fra lam, holder naturligvis af sine små uldklumper og kender hver eneste af dem. Det har altid fascineret mig, at landmænd kan kende forskel på hver et høved på gården, hvert svin i besætningen eller hver høne i flokken. Man skulle tro, at havde man set ét sådant dyr, så havde man set dem alle. Men heldigvis er vi jo alle forskellige. En flok tamfår har brug for en synlig leder, der med sin stok og stav passer på dem og leder dem hen til nye græsmarker og sikre vandløb. Og fårene ved slet ikke alt det gode, som hyrden gør for dem! Fårene er hyrdens ansvar, og derfor må fårene forvente, at hyrden lever op til sit ansvar og redder dem op af vandhuller, ud af trommesyge, væk fra bjørne og ulve og i det hele taget altid er opmærksom på deres ve og vel. Vi kan godt se det for os. Det er fast arbejde.
Men så siger Jesus et par gange det underlige, at den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Jeg tænkte ikke over det, de første par gange, jeg læste det, men så slog det mig: ”Jamen hvad skal der blive af fårene, hvis hyrden er død?” Det kan godt være, at hyrdens kamp imod den stærke ulv kunne være et historisk slag af dimensioner, som man kun ser på det store lærred i biografen, og som fårene i generationer vil bræge imellem drøvtyggeriet, men hvad nytte gør en død hyrde?
Man skal nok nærmere forstå det sådan, at Jesus som den gode hyrde sætter sit eget liv til side; sætter sine egne drømme og ønsker på pause for i stedet at bruge hver dag og time på at arbejde til bedste for flokken. En god hyrde er altså ikke den, der er fyldt med udfarende dumdristig dødsforagt, men dén, som tænker sig om som en dygtig strateg og hærfører, inden man går løs på truslen i den omstrejfende ulv, der skuler sultent og lumsk. En hyrde skal være snild som en slange og enfoldig som en due.[1] Men siger Jesus virkeligt her, at han er ligesom en moderne ledertype, der slider sig ihjel for sit projekt i et grænseløst arbejde, der ikke giver plads til afslapning, familie eller rekreative ophold, nydelse eller ferieoplevelser? Skal vi virkeligt høre Jesus forherlige en usund arbejdskultur, hvor arbejdet bliver alt, indtil man selv er intet?
Nej, dog ikke. Jesus er ikke arbejdscoach, for sagen handler lige netop om dét, vi har brugt påskens dage på: At Jesus satte sit liv til for fårene. Eller sagt på en anden måde: Jesus døde, for at vi kunne leve for retfærdigheden. Vi skal altså ikke svælge i idéen om, at vi er små forhutlede får, der ikke kan noget selv, for vi kan sandelig gøre meget godt, hvis vi gider tage korset op, hvis vi har vilje til at lide for noget større end os selv, hvis vi samarbejder om retfærdigheden. Som hyrde har Jesus givet os et forbillede, og det betyder, at vi også må rejse os op som små hyrder og tage hvert vores ansvar på os, når og hvor der er behov for det. Vi kan dog ikke alle sammen være hyrder for hele flokken; det vil jo skræmme fårene fra vid og sans, hvis der pludselig kom en flok hyrder og ville lede flokken i hver sin retning. Jesus er vores hyrde og leder os til selvledelse; vi har friheden til at leve livet som vi vil.
Som sognepræst er jeg faktisk ansat som en hyrde for menigheden her. Jo, det er sandt nok. Det gamle ord ’pastor’ kommer af latin og betyder ’hyrde’, og det kommer af ordet pascere, der betyder ’vogte’. En sognepræst skal altså være hyrde for sin menighed og vogte den mod ulve. ”Men jeg har ikke engang jagttegn!”, kunne jeg indvende, men ulve kommer jo i mange skikkelser! Og de værste ulve bider krudt og kugler slet ikke på.
Der findes kun ét våben imod ulvens ondskab, og det er at holde sammen og holde fast ved det, vi har fået givet, nemlig troen på håbet om livet. Lad os bræge det sammen i en trosbekendelse og i fadervor, og lad os gå til alters og tygge lidt på brødet og vinen, der mætter mere, end vi kan smage. Vi skal ikke pakkes ind i uld eller vat, men vi skal derud i hverdagen og tage fat! Vi skal ikke være ’rej’ (bange) for at fare vild, for vores hyrde er trofast, stædig og mild. Glædelig 2. søndag efter påske. Amen.
LOVPRISNING Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede: Kære Gud. Du som er lys og liv. Vi beder dig ræk os troen på at du, ligesom du væltede den store sten fra graven påskemorgen, vil vælte de store sten fra, i vores mørke, så vi kan følge Kristus ud af gravens mørke imod liv og fællesskab. Vi beder dig, vær tilstede som fornyende og forvandlende kraft i alle verdens brændpunkter og der hvor formørkelse hærger som krig, ødelæggelse og frygt for terror. Vær lys hos mennesker på flugt og velsignelse for alle der lever under forbandede vilkår. Vi beder dig, vær nær de mennesker, som har det svært. Dem som er ensomme, og dem som har fået revet gulvtæppet væk under sig af sygdom og død. Vær grunden under vores fødder trøst i vores hjerter og håb i vores hænder. Vær hos alle der har magt Må de bruge den med visdom fra dig og i kærlighed til mennesker. Vær hos din kirke her og ud over hele jorden. Lad de håbets sten fra den tomme grav, være de sten, som vi træder på, når vi går ud herfra som ambassadører for dit håb og din evige glæde. Amen. (skrevet af Hanne Jul Jakobsen, APRIL 19, 2017)
MEDDELELSER
Efter næste salme er der altergang og alle er velkomne.
Søndag den 30. april fejrer vi konfirmation i Vilslev Kirke kl. 10, og menigheden er naturligvis velkomne, for ligesom dåben foregår ved en gudstjeneste, sådan foregår også konfirmation ved en gudstjeneste. Søndag den 7. maj fejrer vi konfirmation i Hunderup Kirke.
Aftenen før Store Bededag, torsdag den 4. maj kl. 19, har vi den traditionelle sangaften i Vilslev Kirke, hvor vi slutter af med varme hveder i konfirmandstuen. Alle er velkomne. I år har vi inviteret Mette Sanggaard, som har siddet med i redaktionen af den seneste højskolesangbog, og hun vil synge nogle af de nye sange sammen med os.
Og så skal vi i år holde den sidste Store Bededag, fredag den 5. maj, og det gør vi med gudstjeneste i Hunderup Kirke kl. 11, hvor vi også fejrer Hunderups guldkonfirmander OG starter op på Mini-konfirmanderne i Hunderup sogn. Alle er velkomne. Gudstjenesten bliver nok lidt anderledes, da det er den sidste gang, vi fejrer Store Bededag som helligdag og fridag.
VILSLEV:
For 50 år siden var det også forår med forventningsfulde unge, der skulle konfirmeres her i Vilslev Kirke ved sognepræst pastor Ingvard Andreas Nielsen. Det var hans sidste hold, inden han gik på pension i 1973, og holdet blev konfirmeret søndag den 29. april. Der var dengang 4 piger og 8 drenge, men jeg har ikke fundet nogle optegnelser om, hvordan de var som konfirmander. Hvis de var som alle andre unge, ja, så har pastor Nielsen jo nok haft det fornøjeligt!
På egne og menighedsrådets vegne skal der lyde et hjerteligt tillykke til jer, som har taget imod invitationen og er mødt op her i dag. Det er små 50 år siden, I blev konfirmeret, og i dag er I tilbage for at fejre, at I dengang bekræftede jeres tro og dåb.
Da I blev konfirmeret, blev der lagt vægt på, at man var værdig og klar til at blive konfirmeret, og at man foruden De ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor også skulle kunne visse salmevers, og måske blev Luthers lille Katekismus også terpet igennem i årets løb. Hvor meget I fik lov at være midtpunkt i løbet af dagen, kan jeg ikke vide, men det har næppe været helt som i disse moderne dage. I år skal vi fejre konfirmation af 11 unge her i Vilslev Kirke.
Konfirmationen betød dengang, at man trådte ind i de voksnes rækker. I har haft 50 år til at finde ud af, hvad de voksnes rækker er for noget. I har prøvet livet på godt og ondt, måske fået børn og børnebørn. Et liv som de færreste af jer vel skænkede en tanke, da I stod her på kirkegulvet iklædt pænt tøj og en bekymringsløs ungdom. Livet sætter sit præg på os. Det kan ses på os, at vi har levet og Gud ske tak og lov for det. Der er gået mange år, og der er sket meget, men der er én ting, som står urokkeligt fast: Gud har ikke glemt jer, og han vil aldrig glemme jer. Ved hver en gudstjeneste bekræftes det, at Gud står ved sine løfter om at være trofast, selvom vi skulle svigte. Gud er den, der er hos os altid - også når vi føler os svigtet og glemt. Det er den tanke, jeg gerne vil have, at I tager med jer her fra kirken i dag. Tillykke med jeres flotte mærkedag. Jeg håber, I får en dejlig dag sammen. Menighedsrådet byder på et glas og lidt kage efter gudstjenesten, hvor jeg også gerne til tage et billede af jer til kirkebladet. Vi vil jo gerne have noget deri, som pynter!
Om lidt skal guldkonfirmanderne stå op, og så vil jeg læse jeres navne (det, I hedder nu) og efter gudstjenesten byder menighedsrådet på kransekage og champagne. Her i kirken er alle lige, og selvom man ikke kan krones med guld eller har jubilæum, så må man meget gerne få både kage og et glas med. Når det regner på guldkonfirmanderne, drypper det på menigheden…
Så vil jeg bede guldkonfirmanderne om at rejse sig:
Birgitte M Dahl Frederiksen
Mona Bøgesvang Croft
Bente Olesen
Anita Nielsen
Lars Østergaard
Preben Johansen Bække
Jens Peder Knudsen
Tommy Christensen
Jørn Jørgensen
Jan Weis
Carsten Eskesen
Flemming Paulsen
Og så synes jeg, vi skal holde et øjebliks stilhed til minde om de 4 fra holdet, som er døde siden 1973:
Jens Peder Knudsen
Tommy Christensen
Jørn Jørgensen
Flemming Paulsen
Stilhed.
- æret være deres minde.
Så skal jeg bede resten af menigheden rejse sig, så vi med apostlen Paulus kan tilønske hinanden
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. (2 Kor 13,13)
[1] ” Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.” Matt 10,16