Søndag den 7. marts 2021 kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, 3. søndag i Fasten (I). Salmer:
Corona-regler:
Andagten må højst vare 30 minutter - Der er tilmelding - Der må ikke være fællessang - Der må gerne være solosang - Man skal bære mundbind ind i og ud af kirken - Der er ingen altergang - Der er ingen kirkekaffe
LITURGI
Klokkeringning
Præludium = solosang 166, v. 1+5+7: Så skal dog Satans rige, mel: Magdeburg 1571
Nådeshilsen v. præsten
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme 652, v. 1+5+7
Evangelium (med korsvar v. Hanne) + prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme 634: Du ved det nok, mit hjerte (3 vers)
Fadervor
Velsignelse (med korsvar v. Hanne – 3x Amen)
Postludium
Prædiken
”Vi forsager Djævelen” og så videre, og så videre. Gør vi virkelig? Tager vi virkelig afstand fra Djævelen ”og alle hans gerning og al hans væsen”, som vi (uden at tænke så meget over det) så smukt sagde i kor for lidt siden? Der var især én, som virkelig kæmpede imod Djævlen. Det fortælles om reformatoren og præsten Martin Luther, at han en nat kæmpede imod Djævelen, og til sidst endte med at kaste et blækhus efter ham for at få ham til at gå væk! Men hvad med os - tror vi overhovedet på, at der er en Djævel? Eller er det ikke helt meningsløst at tale om djævle og dæmoner i vores oplyste tid, hvor videnskaben bringer os vacciner og kristentroen for mange desværre er reduceret til uforståelige ord fra en gammel og fjern kultur? Et klogt udsagn lyder: ”Det bedste trick, Djævlen er lykkedes med, er at overbevise verden om, at han ikke findes.”
Jeg er altså bange for, at vi ikke sådan slipper af med Djævelen og hans dæmoner eller ”alle hans gerninger og al hans væsen”, som vi sagde i trosbekendelsen. Tværtimod synes der at være dæmoniske kræfter på spil også i vores tid. Det kan vi tydeligt se, når mennesker behandles umenneskeligt og overlades til deres egen lidelse og nød, deres elendige undergang og pinefulde død. Hvordan i alverden er vi kommet så vidt, at dette såkaldt kristne land kan lade børn lide i ensomhed eller lade unge forfalde i fattigdom, eller lade gamle blive gemt og glemt, imens vi enten lader som ingenting eller håber, at nogle andre, f.eks. det offentlige system – velfærdsstaten, vil tage sig af det? Hvis vi virkeligt havde kristentroen i hjertet ville vi da begræde den skæbne, som de sagesløse sjæle gennemlever i udenlandske flygtningelejre såvel som lider under ved kummerlige vilkår her i landet. Hver gang vi lukker et øje for ondskaben i verden, så græder Kristus; og Djævelen ler og griner og morer sig over den dobbeltmoralske måde, vi lever på. Hvad nytter det, at vi på søn- og helligdage forsager Djævelen med munden, når vi i hverdagen ikke gør noget ved det? Hvis vi forsager Djævelen om søndagen, skal vi sandelig også jage ham og hans synder væk resten af ugen – uanset om vi skal kaste med blækhuse!
Djævelen findes, ak jo, og han driver gæk med os. Han spiller os ud imod hinanden, så det ender i smerte og synd; i stedet for at angribe den forblommede ligegyldighed og række næstekærlighedens hjælpende hænder ud mod vore nærmeste næste, så falder vi over hinanden og bruger alt for meget dyrebar tid på at diskutere i én uendelighed i stedet for at tage fat på de virkelige problemer. Aviserne, fjernsynet og de sociale medier bugner med tosserier og ligegyldighed. Hvor er der næstekærlighed?
Da Jesus mødte en stum mand, vidste han, at der sad en dæmon på tværs af hans stemmebånd. Manden havde mistet mund og mæle og fik ikke lov at ytre sig; hverken hans tro eller tvivl fik lyd. Jesus uddrev dæmonen, men straks faldt de selvretfærdige over ham. I stedet for at prise Gud for miraklet, blev Jesus beskyldt for at gøre Djævelens arbejde. Jesus måtte så bruge tid på at forklare dem logisk og pædagogisk, at et rige i splid med sig selv, ender med at falde sammen; Djævelen ville altså aldrig uddrive sine dæmoner af mennesker, tværtimod. Vores liv er som et hus, og vi kan fejre, pynte og rengøre vores hus og vort liv, så der ikke kan sættes en finger på det, men hvilken ånd skal bo der? Er det næstekærlighedens handlende ånd, der rækker brød til sultne, penge til fattige, omsorg til lidende, samvær til ensomme, eller er det Djævelens ånd, der mobber, håner, forbander, bekriger og bestjæler de små, fattige og udsatte iblandt os? Der er ånder nok, der vil flytte ind; der er mange nok, som gerne vil have vores hjerterum, hænders hjælp og stemmers magt – men ikke alle ønsker det bedste for os.
Der er godt nok gået 2000 år siden Jesus gik og uddrev dæmoner, men kampen mellem godt og ondt udkæmpes stadig. Ikke bare ude i verden men også inde i os selv. Vi ved det jo godt; hvis vi vil gøre noget godt for andre, kan vi ikke gøre det af et hadefuldt og ondt hjerte. Nej, vi må først elske os selv, før vi kan elske andre. Og det er da svært nok! At elske sig selv begynder dog med at tro på Gud. For han elsker os uden at stille krav.
Han elsker den dovne og grimme, den snotdumme og forvirrede, den syge, svage, fattige og ensomme, ja, endda den dæmonbesatte ligeså sandt, som han elsker den stærke, den rige, den flotte og den fromme. For Gud elsker mennesker. Punktum. Om de så er ærkekristne eller ærkesatanister, så lader Gud sin sol stå op over os alle og lader regnen vande vore haver. Gud holder ikke sin godhed tilbage, sådan som vi holder vores godhed tilbage for hinanden af forskellige årsager. Og jeg glædes over dette: At Gud altid elsker og altid giver – men aldrig giver op.
Når først vi tager det til os og hver dag tænker: ”Jeg er elsket af Gud!”, og når først vi begynder at se os selv i det lys, så kan modet også vokse i os, så vi virkelig kan stå fast og med alvor og frimodighed sige: ”Jeg forsager dig, Djævel! Gå væk fra mig, Satan! Lok mig ikke til egoisme. Gud sæt mig fri til at leve i troens frihed, håbets glæde og kærlighedens gerninger.” Det er dog ikke sådan, at vi bliver frygtløse kristne, for vi kan stadig blive bange – men vi fortsætter kampen; for selvom vi er bange og tvivler, forsøger vi stadig at leve på den måde, der kommer andre til gavn. Derfor skal vi lære nogle remser og ritualer udenad, for ritualer giver rygrad, så vi kan stå imod fristelserne til at være ligeglade med andre.
Djævlens fristende dæmoner kan være svære at afsløre, for de iklæder sig det smukkeste pynt for at lokke og bedrage os, men Jesus hænger uden pynt på korset i lidelse og siger: ”Følg mig.” Ja, vi skal følge ham og gå ad næstekærlighedens veje. Ikke fordi det er nemt og bekvemt, men fordi det er godt og sandt. Djævelen hader glade mennesker, og derfor skal vi være glade, selvom vi må lide for andre, for sandheden, for kærligheden. Djævelen er menneskets fjende. Gud fjerner ikke denne fjende, for han vil se os vokse i kærligheden; og at leve i kærlighed, er i virkeligheden at forsage Djævelen og hans dæmoner og alt hans onde had til Guds menneskeverden. Sandelig, vi er elskede af Gud, og derfor kan vi rette ryggen og i frihed og glæde sige: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen.” Amen!
+ lovprisning (i fællesskab)
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
+ kirkebøn
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
+ meddelelser
Der sker jo ikke så meget andet i det kirkelige, ingen arrangementer eller aktiviteter, men som I kan læse i kirkebladet håber vi på, at der åbnes mere, så vi kan samles flere.
Næste gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup
Snart er det påske, men vi kan ikke fejre det på traditionelt vis med fyldte kirker. Så hvis I har forslag til, hvad vi kunne arrangere af forskellige ting, så vi kan fejre påsken, må I meget gerne sige til.
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Corona-regler:
Andagten må højst vare 30 minutter - Der er tilmelding - Der må ikke være fællessang - Der må gerne være solosang - Man skal bære mundbind ind i og ud af kirken - Der er ingen altergang - Der er ingen kirkekaffe
LITURGI
Klokkeringning
Præludium = solosang 166, v. 1+5+7: Så skal dog Satans rige, mel: Magdeburg 1571
Nådeshilsen v. præsten
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme 652, v. 1+5+7
Evangelium (med korsvar v. Hanne) + prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme 634: Du ved det nok, mit hjerte (3 vers)
Fadervor
Velsignelse (med korsvar v. Hanne – 3x Amen)
Postludium
Prædiken
”Vi forsager Djævelen” og så videre, og så videre. Gør vi virkelig? Tager vi virkelig afstand fra Djævelen ”og alle hans gerning og al hans væsen”, som vi (uden at tænke så meget over det) så smukt sagde i kor for lidt siden? Der var især én, som virkelig kæmpede imod Djævlen. Det fortælles om reformatoren og præsten Martin Luther, at han en nat kæmpede imod Djævelen, og til sidst endte med at kaste et blækhus efter ham for at få ham til at gå væk! Men hvad med os - tror vi overhovedet på, at der er en Djævel? Eller er det ikke helt meningsløst at tale om djævle og dæmoner i vores oplyste tid, hvor videnskaben bringer os vacciner og kristentroen for mange desværre er reduceret til uforståelige ord fra en gammel og fjern kultur? Et klogt udsagn lyder: ”Det bedste trick, Djævlen er lykkedes med, er at overbevise verden om, at han ikke findes.”
Jeg er altså bange for, at vi ikke sådan slipper af med Djævelen og hans dæmoner eller ”alle hans gerninger og al hans væsen”, som vi sagde i trosbekendelsen. Tværtimod synes der at være dæmoniske kræfter på spil også i vores tid. Det kan vi tydeligt se, når mennesker behandles umenneskeligt og overlades til deres egen lidelse og nød, deres elendige undergang og pinefulde død. Hvordan i alverden er vi kommet så vidt, at dette såkaldt kristne land kan lade børn lide i ensomhed eller lade unge forfalde i fattigdom, eller lade gamle blive gemt og glemt, imens vi enten lader som ingenting eller håber, at nogle andre, f.eks. det offentlige system – velfærdsstaten, vil tage sig af det? Hvis vi virkeligt havde kristentroen i hjertet ville vi da begræde den skæbne, som de sagesløse sjæle gennemlever i udenlandske flygtningelejre såvel som lider under ved kummerlige vilkår her i landet. Hver gang vi lukker et øje for ondskaben i verden, så græder Kristus; og Djævelen ler og griner og morer sig over den dobbeltmoralske måde, vi lever på. Hvad nytter det, at vi på søn- og helligdage forsager Djævelen med munden, når vi i hverdagen ikke gør noget ved det? Hvis vi forsager Djævelen om søndagen, skal vi sandelig også jage ham og hans synder væk resten af ugen – uanset om vi skal kaste med blækhuse!
Djævelen findes, ak jo, og han driver gæk med os. Han spiller os ud imod hinanden, så det ender i smerte og synd; i stedet for at angribe den forblommede ligegyldighed og række næstekærlighedens hjælpende hænder ud mod vore nærmeste næste, så falder vi over hinanden og bruger alt for meget dyrebar tid på at diskutere i én uendelighed i stedet for at tage fat på de virkelige problemer. Aviserne, fjernsynet og de sociale medier bugner med tosserier og ligegyldighed. Hvor er der næstekærlighed?
Da Jesus mødte en stum mand, vidste han, at der sad en dæmon på tværs af hans stemmebånd. Manden havde mistet mund og mæle og fik ikke lov at ytre sig; hverken hans tro eller tvivl fik lyd. Jesus uddrev dæmonen, men straks faldt de selvretfærdige over ham. I stedet for at prise Gud for miraklet, blev Jesus beskyldt for at gøre Djævelens arbejde. Jesus måtte så bruge tid på at forklare dem logisk og pædagogisk, at et rige i splid med sig selv, ender med at falde sammen; Djævelen ville altså aldrig uddrive sine dæmoner af mennesker, tværtimod. Vores liv er som et hus, og vi kan fejre, pynte og rengøre vores hus og vort liv, så der ikke kan sættes en finger på det, men hvilken ånd skal bo der? Er det næstekærlighedens handlende ånd, der rækker brød til sultne, penge til fattige, omsorg til lidende, samvær til ensomme, eller er det Djævelens ånd, der mobber, håner, forbander, bekriger og bestjæler de små, fattige og udsatte iblandt os? Der er ånder nok, der vil flytte ind; der er mange nok, som gerne vil have vores hjerterum, hænders hjælp og stemmers magt – men ikke alle ønsker det bedste for os.
Der er godt nok gået 2000 år siden Jesus gik og uddrev dæmoner, men kampen mellem godt og ondt udkæmpes stadig. Ikke bare ude i verden men også inde i os selv. Vi ved det jo godt; hvis vi vil gøre noget godt for andre, kan vi ikke gøre det af et hadefuldt og ondt hjerte. Nej, vi må først elske os selv, før vi kan elske andre. Og det er da svært nok! At elske sig selv begynder dog med at tro på Gud. For han elsker os uden at stille krav.
Han elsker den dovne og grimme, den snotdumme og forvirrede, den syge, svage, fattige og ensomme, ja, endda den dæmonbesatte ligeså sandt, som han elsker den stærke, den rige, den flotte og den fromme. For Gud elsker mennesker. Punktum. Om de så er ærkekristne eller ærkesatanister, så lader Gud sin sol stå op over os alle og lader regnen vande vore haver. Gud holder ikke sin godhed tilbage, sådan som vi holder vores godhed tilbage for hinanden af forskellige årsager. Og jeg glædes over dette: At Gud altid elsker og altid giver – men aldrig giver op.
Når først vi tager det til os og hver dag tænker: ”Jeg er elsket af Gud!”, og når først vi begynder at se os selv i det lys, så kan modet også vokse i os, så vi virkelig kan stå fast og med alvor og frimodighed sige: ”Jeg forsager dig, Djævel! Gå væk fra mig, Satan! Lok mig ikke til egoisme. Gud sæt mig fri til at leve i troens frihed, håbets glæde og kærlighedens gerninger.” Det er dog ikke sådan, at vi bliver frygtløse kristne, for vi kan stadig blive bange – men vi fortsætter kampen; for selvom vi er bange og tvivler, forsøger vi stadig at leve på den måde, der kommer andre til gavn. Derfor skal vi lære nogle remser og ritualer udenad, for ritualer giver rygrad, så vi kan stå imod fristelserne til at være ligeglade med andre.
Djævlens fristende dæmoner kan være svære at afsløre, for de iklæder sig det smukkeste pynt for at lokke og bedrage os, men Jesus hænger uden pynt på korset i lidelse og siger: ”Følg mig.” Ja, vi skal følge ham og gå ad næstekærlighedens veje. Ikke fordi det er nemt og bekvemt, men fordi det er godt og sandt. Djævelen hader glade mennesker, og derfor skal vi være glade, selvom vi må lide for andre, for sandheden, for kærligheden. Djævelen er menneskets fjende. Gud fjerner ikke denne fjende, for han vil se os vokse i kærligheden; og at leve i kærlighed, er i virkeligheden at forsage Djævelen og hans dæmoner og alt hans onde had til Guds menneskeverden. Sandelig, vi er elskede af Gud, og derfor kan vi rette ryggen og i frihed og glæde sige: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen.” Amen!
+ lovprisning (i fællesskab)
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
+ kirkebøn
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
+ meddelelser
Der sker jo ikke så meget andet i det kirkelige, ingen arrangementer eller aktiviteter, men som I kan læse i kirkebladet håber vi på, at der åbnes mere, så vi kan samles flere.
Næste gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup
Snart er det påske, men vi kan ikke fejre det på traditionelt vis med fyldte kirker. Så hvis I har forslag til, hvad vi kunne arrangere af forskellige ting, så vi kan fejre påsken, må I meget gerne sige til.
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
