1. DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs;
2. DDS 365: Guds kærlighed ej grænser ved;
3. DDS 677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte;
---;
4. DDS 580: Jesus, dødens overvinder;
5. DDS 234: som forårssolen morgenrød
JERNVED KIRKE KL. 11.00:
Klokkeringning
Præludium og indgang med præst og dåbsfølge
Indgangsbøn v. kirkesanger
Salme nr. 749: I østen stiger solen op
Hilsen (-”og med din ånd!”)
Kollekt (”Amen”)
Læsning
Salme 448: Fyldt af glæde
Dåb
Salme 674: Sov sødt, barnlille
Evangelielæsning (”Gud være lovet…”) og prædiken
Kirkebøn, meddelelser og apostolske velsignelse
Salme 677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte
Altergang (nadverritual B. Kun 1. vers af O DU GUDS LAM. Fadervor udgår, da vi har bedt den ved dåben)
Salme efter altergang: 192 VERS 7 DU, SOM HAR DIG SELV MIG GIVET
Slutningskollekt (”Amen”)
Velsignelsen (”3 x Amen”)
Salme 787: Du, som har tændt millioner af stjerner
Udgangsbøn v. kirkesanger
Postludium og udgang med præst og dåbsfølge
INTRO GT
Salmerne Bog i GT er fyldt med livsnære tanker og poetiske skrifter, som vi kan lytte til og nyde men også relatere til selvom nogle af salmerne er skrevet for små 2500 år siden. Rejs jer blot og hør: Salmisten skriver:
INTRO NT
I dette afsnit fra NT skal vi høre fra apostlen Johannes, som er inde i kernen af den kristne tro. Tro og kærlighed hører sammen, dvs. at hvis man tror, er man født af Gud og Gud selv er kærlighed. At tro på Gud er således at leve i kærlighed, og at leve i kærlighed er at tro på Gud – og at leve sådan, at det man siger, gør og mener, er udtryk for tro og kærlighed. Rejs jer blot og hør: Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev:
PRÆDIKEN
I dag vil jeg gerne begynde min prædiken ude hos jer i menigheden som sidder i sikkerhed nede på bænkene. Vi er jo lige kommet ovenpå påsken med de store begivenheder, store følelser og store emner som svigt og tilgivelse, forræderi og fællesskab, død og opstandelse. I dag går det lidt mere roligt for sig, selvom emnerne stadig er store og handler om tvivl og tro. Men som sagt vil jeg gerne begynde hos jer med at lave en lille uvidenskabelig og uformel voxpop eller rundspørge, og I skal såmænd bare række hånden op; så kan vi kigge rundt og se resultaterne. Og jeg skal indskyde, at svarene ikke bliver registreret eller viderebragt i nogen særlig grad. Medmindre de er så opsigtvækkende, at jeg bruger dem i en prædiken engang.
Det minder mig om, at da jeg i løbet af påsken stod på prædikestolen og talte om Jesu død og opstandelse. Der var børn i kirken, og de har jo nogle vidunderlige stemmer, der skærer igennem det hele. Der var en lille dreng, som sad på en af de forreste bænke, og bedst som jeg prædikede det bedste jeg havde lært, så sagde han højt som kun et barn kan sige det, uden omsvøb og med et suk: ”Det tager jo en evighed!” Og han var ikke engang teenager. Straks tyssede forældre og bedsteforældre på barnet, mens andre i menigheden fnes og lo i skægget. Der var engang, hvor børn skulle ses men ikke høres… jeg er glad for, at det ikke længere er sådan. Der er så mange guldkorn i de små poder.
Nå, tilbage til spørgsmål og håndsoprækning.
- Hvor mange af jer har været forelsket?
– Hvor mange af jer er blevet såret?
– Hvor mange af jer har engang fået en dårlig karakter?
- Hvor mange af jer har engang måttet vælge en anden vej i tilværelsen?
– (Og den her gør nok lidt ondt…) Hvor mange af jer har engang måttet skifte mening?
– Okay! Tak for jeres deltagelse!
Det sjove ved os her i dag er, at vi ligner en mand, som hed Thomas. Ja, altså ikke fysisk, men af sind; indstilling, refleksion, væsen. Det har vi jo lige afklaret med håndsoprækningen og denne meget lokale spørgerunde. Han var en af de særligt udvalgte, som Jesus havde kaldt på til at følge efter sig. Thomas havde vandret rundt efter denne Jesus-mand, som gjorde skøre, skægge og højst besynderlige og vidunderlige ting over for sine venner og fjender. Imens nogle blev enormt glade for ham, så blev andre enormt sure på ham. Det hele kulminerer i den påske, hvor de sure vandt første runde og klyngede ham op på korset; men den, der ler sidst, ler bedst, og Jesus vågnede af døden med sådan en latter, som man griner, når man er lettet og glad og fuld af liv og levelyst. Hans første tanker gik til de venner, som af frygt og angst havde svigtet ham og var løbet væk; hjem i deres huse, hvor de sad bag låste døre. Imens han tænkte på dem, tænkte han, at han ville finde dem og hele de gamle sår, tilgive gamle synder og så at sige komme videre. Jesus bar ikke nag; han var så fyldt af Guds kærlighed som aldrig før, og al himlens liv og velsignelse sprængte dødens dør. Det er ufatteligt, og på en måde var det et Big Bang inde fra dødens gravkammer; mørket blev sprængt væk af himmellys, så englens sang – ligesom over Betlehemsstalden dengang.
Jo, Jesus ville finde sine dårlige venner og forlige dem med sig. Han blev trukket op fra dybet, op på landjorden og ud til dem, der sad og var anspændte i en spændetrøje af selvpineri og nedtrykte tanker om, hvor dårlige venner de havde været; hvor usle og usikre de havde været i deres tro, håb og kærlighed til ham, der gjorde deres liv og hverdag så meget større.
Men så en dag – ud af det blå – stod han der igen lige foran dem, lyslevende, men mærker efter de hårde nagler i hænder og fødder, tornekronens ridser i hovedet og sværdstikket i siden af maven. Og hvad sagde han så til disse disciple, disse dårlige venner, der sandelig kun havde fortjent skæld ud og stuearrest. Jo, han sagde det, ingen forventede og ingen fortjente, men som alle havde brug for, nemlig: ”Fred være med jer!” Fred. Så lille et ord. Kunne vi bare møde hinanden på den måde og med fred i sindet over for hinanden i stedet for at have skjulte dagsordener og bagtanker. Fred – ja tak! Fred for selvpineri, plagende og anklagende tanker. Fred med sig selv, med Gud og med hinanden. Ja tak! Men tvivleren Thomas havde ikke været der sammen med de andre, og han troede ikke på det utrolige de fortalte. Og vi føler med ham. For vi er også i samme situation som han. Mange fortæller os om Jesus – og jeg får jo penge for at gøre det – men kan det virkeligt komme tvivlen til livs? Kan det skubbe tvivlen til side, at der står en præst og fortæller, at Jesus lever og er Gud? Kan det gøre vores liv rigere eller bedre eller smukkere, bare fordi der er skrevet en lille Bibel om alt det, Gud ønsker for os?
Nogle gange – nej, lad mig være ærlig – ofte! tænker jeg med misundelse på dem, der fik lov at være dér, hvor Jesus var, da han var fysisk til stede på jorden som et jordisk menneske af kød og blod. For så kunne jeg også se hans sår og stikke min finger i hans naglemærker. Og jeg ville kunne høre ham tale til mig med sin egen stemme; se på mig med sine egne øjne. Hvor fantastisk ville det ikke være?
Men Thomas havde jo været der, imens Jesus levede og alligevel tvivlede han, indtil han ikke længere kunne tvivle, fordi han virkelig så ham. Den korsfæstede og opstandne herre og frelser. Jo, det blev virkeligt virkelig for Thomas, og da han ikke længere kunne tvivle, kunne han heller ikke tro. Han mistede friheden i sit sind, for han blev overvældet af bevismateriale. På en måde blev Thomas trynet og hans tvivl blev underkuet og omvendt til vished og sikkerhed.
Det er helt anderledes for os. Vi er tvivlende troende og troende tvivlere. Det giver os frihed, selvom vi måske ikke ønsker det. Friheden til vælge, om vi vil tro på det, vi hører eller om vi ikke gider. Jesus tropper sig ikke pludseligt op og (be)viser sig, for han ønsker, at vi vender os til ham af egen fri vilje og kærlighed. Og det er en forfærdelig svag plan. At give os mennesker friheden til at vælge ham fra eller til er direkte at bede om ballade, vantroende disciple og håbløse menigheder. Men sådan ønsker han det åbenbart, den frelser og Herre, Gud i menneskeskikkelse. Kærlighed er både den stærkeste og svageste kraft i universet, for den kan kun være alt, hvis den er frivillig. Det er mystisk, og man kan bruge et liv på at lære mere om den menneskelige kærlighed – som dog kun er en afglans af den guddommelige; Guds kærlighed og væsen er så meget større, og tænk: Universets Herre vil have med os at gøre, for at vores tro, håb og kærlighed skal blive større. Som en påskeblomst, der vokser med tidens tålmodighed og endelig folder sig ud i en jordnær solstråle som en lovsang til Gud, sådan skal også vi vokse og gro med tvivl og tro. Tro er at håbe, og det giver aldrig sikkerhed, for at håbe er at se frem mod noget, der endnu ikke findes. Og hvad bedre er der at håbe på end et liv i kærlighed? Glædelig 1. søndag efter Påske. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede: Kære Gud. Du som er lys og liv. Vi beder dig ræk os troen på at du, ligesom du væltede den store sten fra graven påskemorgen, vil vælte de store sten fra, i vores mørke, så vi kan følge Kristus ud af gravens mørke imod liv og fællesskab. Vi beder dig, vær tilstede som fornyende og forvandlende kraft i alle verdens brændpunkter og der hvor formørkelse hærger som krig, ødelæggelse og frygt for terror. Vær lys hos mennesker på flugt og velsignelse for alle der lever under forbandede vilkår. Vi beder dig, vær nær de mennesker, som har det svært. Dem som er ensomme, og dem som har fået revet gulvtæppet væk under sig af sygdom og død. Vær grunden under vores fødder trøst i vores hjerter og håb i vores hænder. Vær hos alle der har magt Må de bruge den med visdom fra dig og i kærlighed til mennesker. Vær hos din kirke her og ud over hele jorden. Lad de håbets sten fra den tomme grav, være de sten, som vi træder på, når vi går ud herfra som ambassadører for dit håb og din evige glæde. Amen. (skrevet af Hanne Jul Jakobsen, APRIL 19, 2017)
MEDDELELSER
VILSLEV: I dag har vi besøg af en ganske særlig gruppe nemlig en flok knapt så unge, der blev konfirmeret i 1963 og således i år har diamantkonfirmandjubilæum! Det er kommet i stand takket være Jens Peter Højer. Og jeg har kigget i kirkebladet fra 2013, hvor I blev fejret som guldkonfirmander, men der findes desværre ikke et billede af jer, så jeg håber, I i dag har mod på at lade jer fotografere for eftertidens skyld. Så kommer billedet i kirkebladet sammen med jeres navne.
Da I blev konfirmeret i 1963 hed præsten Ingvard Andreas Nielsen, og han var præst i imponerende 41 år! På præstetavlen kan I se, at det langt fra er alle præster, der har været her så længe som han. Han har jo nok også døbt jer i sin tid. Nu er I tilbage her i kirken, og selvom meget er forandret er meget også det samme som dengang. Herinde går tiden lidt i stå, men det gør ikke så meget; vi behøver ikke slæbe stressen med herind, som præger samfundet ude omkring. Hjerteligt tillykke skal der lyde til jer 5 diamantkonfirmander! Efter gudstjenesten er der kaffe, som jeg håber, I vil deltage i og snakke lidt om dengang og tiden indtil nu.
JERNVED
Efter næste salme er der altergang og alle er velkomne.
- Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme eller nogen ønsker at tale med mig som præst, eller har brug for besøg derhjemme eller på sygehus eller ønsker privat altergang, må I meget gerne hive fat i mig.
På søndag den 23. april har Katrine Gaub gudstjenester kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Gredstedbro, hvor guldkonfirmanderne fejres.
Jeg har gudstjenester kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev, hvor vi fejrer guldkonfirmander. Efter gudstjenesten byder vi dem og menigheden på et glas bobler og kransekage.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. (2 Kor 13,13)