Udsnit af altertavlen i Sankt Knuds Kirke, Bramming. Foto: Ole Witte Madsen
Konfirmation i Hunderup Kirke, 2. søndag efter Påske (II), Søndag den 1. maj 2022 kl. 10
SALMER: 749: I østen stiger - 70: Du kom til vor runde jord - 371: Du fylder mig med glæde - 52: Du Herre Krist - 476: Kornet, som dør i jorden - 634: Du ved det nok, mit hjerte
INTRO til NT
Nu skal vi høre et stykke fra Det nye Testamente. Det er Peter, som taler. Peter var ham, der nok var bedste ven med Jesus, men han var også ham, der svigtede Jesus mest. Da Jesus blev taget til fange, fulgte Peter nemlig bagefter på afstand, og da folk pegede på ham og spurgte, om han ikke var gode venner med Jesus, nægtede han; ja, han bandede og svor på, at han aldrig havde kendt Jesus. Så galede hanen, solen gik op, og Peters samvittighed blev sønderknust. Da Jesus var opstået fra de døde, tilgav han Peter al hans svigt og benægtelse, og Peter fik til opgave at lede den allertidligste kirke. Og som sådan stillede han sig en dag op over for jøderne og holdt en tale, så de kunne blive kristne.
PRÆDIKEN
Hvad er det, Jesus snakker om? Jøderne spørger ham, om han er Kristus, altså om han er den person, som Gud vil sende for at gøre alting godt, og Jesus svarer ikke direkte, men begynder at snakke ligesom én, der helst ikke vil indrømme noget, selvom det er temmelig åbenlyst. Jeg tror, vi alle har været der. Når man kommer lidt for sent hjem, og ægtefællen spørger, hvor man har været, ja, så nytter det ikke noget at trække svaret i langdrag – for så er det for alvor afslørende, at man har været på afveje. Det gælder også, hvis man som teenager kommer luskende hjem langt over sengetid, og ens forældre sidder og venter, imens deres nervøsitet og frustration blander sig sammen til noget, der kan ligne en bombe og et skænderi. Nej, vi bli’r nødt til at svare ligeud! Men det gør Jesus ikke. I stedet henviser han til, hvad han gør, altså til hans gerninger, som om han vil sige: I kan jo bare se på, hvad jeg gør, så ved I, hvem jeg er! En bager bygger jo ikke huse, og en læge pløjer jo ikke en mark. Vis mig, hvad du arbejder med, og jeg skal sige dig, hvem du er. Hvis du går i skole, er du elev, men kører du rundt og tømmer skraldespande, så er du nok hverken hesteopdrætter eller direktør. Hvis man kun arbejder én dag om uge, om søndagen, ja, så er man heller ikke folkeskolelærer. Det er logik for perlehøns.
Jesus var dog ikke altid omgivet af de skarpeste knive i skuffen, for de gloede de på ham, som om de var får med et fåret udtryk, som om de havde fået glosuppe og kikærter, men de var ikke hans får, for de kunne ikke genkende hans stemme. I ved, hvordan hunde og katte og andre dyr reagerer på stemmer, og de kan straks høre, hvem de er vant til, og hvem der er fremmed. For jøderne lød Jesus fremmed, for de forstod ikke, hvad han sagde. Det var ærgerligt, for hvis de kiggede på, hvad han lavede, så var han jo ligesom en fårehyrde, og han førte sine egne får hen til de grønneste græsmarker og det lækreste tørstslukkende kildevand, virkelig guldvand (Aqua d’or)! Nogle af os kan huske de gamle westernfilm, hvor de seje cowboys rider rundt og driver kvæg hen over sletterne; cowboysene red bagved og brugte pisk for at drive kvæg fremad, men Jesus går tværtimod foran og inspirerer sine får til at følge efter; der er mere gulerod end pisk. Og han kalder på folk og får både med sin stemme og med sine gerninger. Han er virkelig en sand leder. Derfor kunne kan heller ikke nøjes med at sige ligeud, om han var den lovede frelser, for han ville hellere pege på beviserne og hvad der faktisk skete omkring ham: Se bare her, skeptikere! Blinde får synet igen, døve får hørelsen igen, de fattige bliver beriget, og de døde vækkes til live! Jesus bringer foråret med sig i form af solopgang og en ny begyndelse for den enkelte person.
I dag står vi også over for noget nyt. Ikke bare fordi det er en søndag formiddag med en dag, der ligger foran os med ubrugte timer, men også fordi der sidder forventningsfulde konfirmander i midtergangen og glæder sig – måske med søvnige øjne, fordi det er hårdt at vente og glæde sig så længe. Og forældre står over for en fest med deres lille guldklump i centrum for al opmærksomhed. Konfirmanderne har været til – eller på YouTube set - en del gudstjenesterne, siden de begyndte på konfirmationsforberedelsen. De har skullet lære at gå i kirke, og det er da også vigtigt, at vi har denne flotte bygning til vores kirkelige fællesskab og kristne forsamling, når tro og traditioner skal bære alt det, vi vil være, og ikke mindst, når livet bli’r for stort til, at vi kan være i det og bære det alene. Men at gå i kirke eller rettere: at være kirke, det sker jo faktisk mest i den daglige hverdag, når vi i vore små fællesskaber og i lokalsamfundet er sammen på en sådan måde, at Kristus forkyndes ved, at fred og glæde udbredes og vokser, og barmhjertighedens nådige lys skinner for alle, der sidder i sygdom, fattigdom, depression eller anden dårligdom.
Kirkebygningen er ligesom et motionscenter eller en oase; her kommer vi hen for at blive styrket, men vi kan ikke nøjes med at have religionen og troen herinde i bygningen; vi tager jo både hjerte, samvittighed og sjælen med ud herfra. For det er på den anden side af murene, at livet skal leves i al sin almindelighed – med alle de store ord og al den mystik, som vi får med herinde fra. Vi skal jo heller ikke bo herinde, men komme herind engang imellem, og så gå ud herfra igen for at være medmennesker derude i alle de sammenhænge og fællesskaber, som vi nu engang er en del af. Og skulle det hele blive noget møg, og skulle livet blive træls, tungt, besværligt eller alt for stort, vidunderligt og fantastisk, så står kirken her som en trofast, rummelig og venlig kæmpe, der åbner op for os, så vi kan åbne op for Gud og sige til ham ligeud, hvordan vi har det derinde i hjerte, sind og tanke; derinde, hvor ingen andre kan se. Vi ved godt, vi kan gå herhen og herind, for vi har jo lært vores hyrdes stemme at kende; kirkeklokkens klang minder os om gudstjeneste og altergang; Jesu stemme er os ikke længere fremmed, for vi ved godt, at kristendom handler om at leve i tro og håb og kærlighed. Når vi lever sådan, føres vi fremad mod et velsignet samfund og et evighedsrige, hvor græsset er grønnest, og hvor der ikke længere er nogen nød, sorg, elendighed – men kun glæde, godhed og barmhjertighed. Glædelig 2. søndag efter påske. Amen.
SALMER: 749: I østen stiger - 70: Du kom til vor runde jord - 371: Du fylder mig med glæde - 52: Du Herre Krist - 476: Kornet, som dør i jorden - 634: Du ved det nok, mit hjerte
INTRO til NT
Nu skal vi høre et stykke fra Det nye Testamente. Det er Peter, som taler. Peter var ham, der nok var bedste ven med Jesus, men han var også ham, der svigtede Jesus mest. Da Jesus blev taget til fange, fulgte Peter nemlig bagefter på afstand, og da folk pegede på ham og spurgte, om han ikke var gode venner med Jesus, nægtede han; ja, han bandede og svor på, at han aldrig havde kendt Jesus. Så galede hanen, solen gik op, og Peters samvittighed blev sønderknust. Da Jesus var opstået fra de døde, tilgav han Peter al hans svigt og benægtelse, og Peter fik til opgave at lede den allertidligste kirke. Og som sådan stillede han sig en dag op over for jøderne og holdt en tale, så de kunne blive kristne.
PRÆDIKEN
Hvad er det, Jesus snakker om? Jøderne spørger ham, om han er Kristus, altså om han er den person, som Gud vil sende for at gøre alting godt, og Jesus svarer ikke direkte, men begynder at snakke ligesom én, der helst ikke vil indrømme noget, selvom det er temmelig åbenlyst. Jeg tror, vi alle har været der. Når man kommer lidt for sent hjem, og ægtefællen spørger, hvor man har været, ja, så nytter det ikke noget at trække svaret i langdrag – for så er det for alvor afslørende, at man har været på afveje. Det gælder også, hvis man som teenager kommer luskende hjem langt over sengetid, og ens forældre sidder og venter, imens deres nervøsitet og frustration blander sig sammen til noget, der kan ligne en bombe og et skænderi. Nej, vi bli’r nødt til at svare ligeud! Men det gør Jesus ikke. I stedet henviser han til, hvad han gør, altså til hans gerninger, som om han vil sige: I kan jo bare se på, hvad jeg gør, så ved I, hvem jeg er! En bager bygger jo ikke huse, og en læge pløjer jo ikke en mark. Vis mig, hvad du arbejder med, og jeg skal sige dig, hvem du er. Hvis du går i skole, er du elev, men kører du rundt og tømmer skraldespande, så er du nok hverken hesteopdrætter eller direktør. Hvis man kun arbejder én dag om uge, om søndagen, ja, så er man heller ikke folkeskolelærer. Det er logik for perlehøns.
Jesus var dog ikke altid omgivet af de skarpeste knive i skuffen, for de gloede de på ham, som om de var får med et fåret udtryk, som om de havde fået glosuppe og kikærter, men de var ikke hans får, for de kunne ikke genkende hans stemme. I ved, hvordan hunde og katte og andre dyr reagerer på stemmer, og de kan straks høre, hvem de er vant til, og hvem der er fremmed. For jøderne lød Jesus fremmed, for de forstod ikke, hvad han sagde. Det var ærgerligt, for hvis de kiggede på, hvad han lavede, så var han jo ligesom en fårehyrde, og han førte sine egne får hen til de grønneste græsmarker og det lækreste tørstslukkende kildevand, virkelig guldvand (Aqua d’or)! Nogle af os kan huske de gamle westernfilm, hvor de seje cowboys rider rundt og driver kvæg hen over sletterne; cowboysene red bagved og brugte pisk for at drive kvæg fremad, men Jesus går tværtimod foran og inspirerer sine får til at følge efter; der er mere gulerod end pisk. Og han kalder på folk og får både med sin stemme og med sine gerninger. Han er virkelig en sand leder. Derfor kunne kan heller ikke nøjes med at sige ligeud, om han var den lovede frelser, for han ville hellere pege på beviserne og hvad der faktisk skete omkring ham: Se bare her, skeptikere! Blinde får synet igen, døve får hørelsen igen, de fattige bliver beriget, og de døde vækkes til live! Jesus bringer foråret med sig i form af solopgang og en ny begyndelse for den enkelte person.
I dag står vi også over for noget nyt. Ikke bare fordi det er en søndag formiddag med en dag, der ligger foran os med ubrugte timer, men også fordi der sidder forventningsfulde konfirmander i midtergangen og glæder sig – måske med søvnige øjne, fordi det er hårdt at vente og glæde sig så længe. Og forældre står over for en fest med deres lille guldklump i centrum for al opmærksomhed. Konfirmanderne har været til – eller på YouTube set - en del gudstjenesterne, siden de begyndte på konfirmationsforberedelsen. De har skullet lære at gå i kirke, og det er da også vigtigt, at vi har denne flotte bygning til vores kirkelige fællesskab og kristne forsamling, når tro og traditioner skal bære alt det, vi vil være, og ikke mindst, når livet bli’r for stort til, at vi kan være i det og bære det alene. Men at gå i kirke eller rettere: at være kirke, det sker jo faktisk mest i den daglige hverdag, når vi i vore små fællesskaber og i lokalsamfundet er sammen på en sådan måde, at Kristus forkyndes ved, at fred og glæde udbredes og vokser, og barmhjertighedens nådige lys skinner for alle, der sidder i sygdom, fattigdom, depression eller anden dårligdom.
Kirkebygningen er ligesom et motionscenter eller en oase; her kommer vi hen for at blive styrket, men vi kan ikke nøjes med at have religionen og troen herinde i bygningen; vi tager jo både hjerte, samvittighed og sjælen med ud herfra. For det er på den anden side af murene, at livet skal leves i al sin almindelighed – med alle de store ord og al den mystik, som vi får med herinde fra. Vi skal jo heller ikke bo herinde, men komme herind engang imellem, og så gå ud herfra igen for at være medmennesker derude i alle de sammenhænge og fællesskaber, som vi nu engang er en del af. Og skulle det hele blive noget møg, og skulle livet blive træls, tungt, besværligt eller alt for stort, vidunderligt og fantastisk, så står kirken her som en trofast, rummelig og venlig kæmpe, der åbner op for os, så vi kan åbne op for Gud og sige til ham ligeud, hvordan vi har det derinde i hjerte, sind og tanke; derinde, hvor ingen andre kan se. Vi ved godt, vi kan gå herhen og herind, for vi har jo lært vores hyrdes stemme at kende; kirkeklokkens klang minder os om gudstjeneste og altergang; Jesu stemme er os ikke længere fremmed, for vi ved godt, at kristendom handler om at leve i tro og håb og kærlighed. Når vi lever sådan, føres vi fremad mod et velsignet samfund og et evighedsrige, hvor græsset er grønnest, og hvor der ikke længere er nogen nød, sorg, elendighed – men kun glæde, godhed og barmhjertighed. Glædelig 2. søndag efter påske. Amen.
