Bibeltekster. Salmer: 749 I østen stiger solen op, 478 Vi kommer til din kirke Gud, 369 Du som gir os liv og gør os glade, 52 Du Herre Krist, 11 Nu takker alle Gud.
Der er forandringer i luften, helt bogstaveligt talt. Foråret springer ud, pollen sætter sig i øjne og næser, folk hopper i shorts og politikerne forbereder sig på valg. Konfirmanderne sidder på række, kirkeåret går sin gang. Snart er det sommerferie, og hvor skal vi så tage hen? Hele tiden har vi fremtiden for øje, selvom vi ikke ved, hvad den bringer. Vi håber det bedste, men kan også frygte det værste.
Sidste søndag var der konfirmation i Vilslev kirke, og efter gudstjenesten stod jeg pænt i døren og hilste af på menigheden. En lille dreng, der var frisk på livet, havde lige et par borgerlige ord til mig. Han havde været ved at falde i søvn flere gange undervejs i gudstjenesten og mente, at det kunne vi godt lige tage at peppe lidt op. Hvorfor var gudstjenesten kedelig? Jo, han sad naturligvis og længtes efter den fest, han skulle være med til, når præsten havde fået talt ud, og orgelets toner var klinget af. Godt nok skulle han ikke selv være i centrum for festen, men når det regner på konfirmanden drypper det på børnene. Sodavand, god mad, andre at lege med og så videre – jo, jeg forstår godt, han sad uroligt på kirkebænken og dagdrømte om festen. Om festen så levede op til, hvad han forventede, melder historien ikke noget om. Men det giver os noget at tænke over.
Vi har livet foran os, siger man. Det er jo sandt nok. Dagene der kommer har vi jo endnu ikke benyttet os af, selvom kalenderen måske allerede bugner med aftaler. De kommende dage er altså friske ligesom et nyt skud på de sommerhungrende træer. Det er som om, knopperne brister af utålmodighed efter varme og sollys, og vi kan også være utålmodige efter at nå frem til dét, vi kigger så langt efter. Men klokken slår nu engang sine taktfaste slag uden at tage hensyn til vores utålmodighed. Og sådan er livet fyldt med tid til det ene og det andet. Noget længes vi efter med stor iver og utålmodighed, andet gruer vi for, selvom vi ved, at det kommer så sikkert som amen i kirken. Der er en tid til sjov og spas, til barndom og ungdom, og der er en tid til at tænke over livet og eksistensen i ro og mag. Kirken her er jo et glimrende sted til lige netop eftertanke, fordi der ikke er så meget andet at lave til en gudstjeneste. Vi hører de store ord om Gud, om Jesus og om Helligånden – store ord om liv og død, om frelse og fortabelse, om kærlighed; om de svært forståelige dele som dåb og nadver. Mange ord og tanker, der kræver opmærksomhed og fordybelse.
Kirken her er en gammel bygning med cirka 800 år på bagen. Og det er da vidunderligt, at man her fejrer livet og glæden og kærligheden lige her i kirken, der er placeret midt på kirkegården. Det er jo ikke sådan, at vi fornægter dødens realitet, men på grund af vores dåb og det håb, vi har, kan døden hverken skræmme eller true os mere. Da Jesus opstod fra graven, brød han dødens mørke lænker, og når livet har overvundet døden, hvad er der så at være bange for? Jo, der er livet i sig selv. De voksne kan også være bange, og det man kan frygte mest er de gode ting her i livet. Man kan frygte at miste de gode ting eller frygte slet ikke få del i dem. Kærligheden og glæden og freden i livet er det ikke alle forundt at få del i, selvom man prøver nok så meget. På den måde er livet en gåde for os, og vi kan bruge hele livet på at lære at leve som mennesker uden at nå frem til endegyldige svar på alting. Hele tiden er vi undervejs med livets hastighed, efterhånden som uret tikker.
Hvad man så end mener om kirkebygningen og folkekirken i nutidens samfund, så er det da godt tænkt af dem, der byggede kirken, at den blev placeret her midt på dødens skueplads. Vi kan med rette gå lettede fra en gudstjeneste med syndernes nådige forladelse pga. Guds godhed over menneskeliv, og vi kan måske nynne en smuk salmemelodi for vort indre lige indtil vi træder ud af kirkedøren og lander foden på stedet hvor de døde er begravet. Så rammer atter livets alvor os som en våd klud i ansigtet, og man kan så vælge enten at kigge den anden vej eller tage det alvorligt: Der er en tid til at leve og en tid til at dø. Alligevel skal døden ikke mere skræmme os, og det giver en frihed til at leve frimodigt. En frihed til at elske Gud og elske sin næste.
Skulle der gå 30 år før man atter befinder sig på en kirkebænk, så vil de samme gamle ord fra Bibelen lyde igen og igen. De gamle ord lyder atter i en anden tid til enhver tid. På den måde sættes nutiden i perspektiv af et evigt gældende, glædeligt budskab. Et budskab om frelse trods synd, om liv trods død, om glæde trods sorg, om tro trods tvivl. Der er kun én eneste grund til, at kirken her blev bygget og til at vi søndag efter søndag utrætteligt befinder os her i kirken: Jesus opstod engang fra de døde. Desværre er vi ikke så heldige, at vi kan se og tro, men vort lod er alene at høre – og derved måske komme til tro på et budskab, som vi ikke videnskabeligt kan bevise.
Konfirmation er en gammel tradition. Ved barnedåben kan barnet ikke selv sige ”ja” til at tro på trosbekendelsens tre led, så det får man mulighed for ved konfirmationen. Det er altså en bekræftelse af ens dåb, og det er at tage ansvar for selv at ville forholde sig til den kirke, man er blevet døbt medlem af. En folkekirke med mange forskellige præster og menigheder landet over; en kirke, der jævnligt bliver diskuteret i TV og aviserne og som snart sagt alle har en mening om.
I gamle dage sagde man, at man ved konfirmationen trådte ind i de voksnes rækker, som om man ved konfirmationen var blevet myndig. Også i vores tid kan vi tale om en vis myndighed, men det betyder jo ikke, at konfirmanderne er klar til at få kørekort. I er dog myndige til selv at tænke over jeres eksistens og tro eller tvivl på det, I hører i kirken og alle andre steder. I træder ind i de voksendes rækker, og vokser hver gang I tager ansvar for at sige ”ja” og ”nej” til flere og forskellige anliggender i jeres liv. Det er dog ikke noget, I står alene med, for vi lever aldrig helt alene. Ikke blot er Gud altid i spil i forhold til vores eksistens og jordiske liv, men vi er også i spil i forhold til mennesker omkring os – på godt og ondt. Ofte kan vi ikke med sikkerhed vide, hvad fremtiden bringer, uanset hvor godt vi planlægger alting. At leve handler derfor også om at forholde sig til de skuffelser, der med tiden kommer, når håbet brister og drømme bliver knuste. Vi kan nok så meget føle efter i vort indre, forsøge at følge vores indre stemme eller vor hjertes drømme, men der er ingen garanti om lykke eller et langt liv, selvom vi forfølger dét, vi har lyst til. Der er meget at kæmpe for i livet, og de gode ting kommer ikke altid lige let.
Når vi så bevæger os herind i kirken, får vi et frirum til at høre. Og det kan godt blive kedeligt at lytte, hvis man er vant til at tale meget, men når man lytter, risikerer man at blive overrasket; når man taler, kan man jo kun sige de ting, man allerede ved. Jesu ord lød ikke kun for 2000 år siden til datidens mennesker i et fjernt land – vi er så heldige, at ordene endnu får lyd og stemme i vores tid, så vores liv og eksistens kan blive sat på plads i Guds perspektiv. Det må gerne lyde underligt og gådefuldt, for Jesus talte om fremmede ting, som vi endnu ikke har forstået fuldt ud; det er store ord til os almindelige mennesker. Og måske er det nemmere at tvivle og afvise end modigt at tro på og sige ”ja” til, som konfirmanderne gør i dag For vi erkender stykkevist, og vi kan kun tro på det, vi også kan tvivle på. Amen.
Der er forandringer i luften, helt bogstaveligt talt. Foråret springer ud, pollen sætter sig i øjne og næser, folk hopper i shorts og politikerne forbereder sig på valg. Konfirmanderne sidder på række, kirkeåret går sin gang. Snart er det sommerferie, og hvor skal vi så tage hen? Hele tiden har vi fremtiden for øje, selvom vi ikke ved, hvad den bringer. Vi håber det bedste, men kan også frygte det værste.
Sidste søndag var der konfirmation i Vilslev kirke, og efter gudstjenesten stod jeg pænt i døren og hilste af på menigheden. En lille dreng, der var frisk på livet, havde lige et par borgerlige ord til mig. Han havde været ved at falde i søvn flere gange undervejs i gudstjenesten og mente, at det kunne vi godt lige tage at peppe lidt op. Hvorfor var gudstjenesten kedelig? Jo, han sad naturligvis og længtes efter den fest, han skulle være med til, når præsten havde fået talt ud, og orgelets toner var klinget af. Godt nok skulle han ikke selv være i centrum for festen, men når det regner på konfirmanden drypper det på børnene. Sodavand, god mad, andre at lege med og så videre – jo, jeg forstår godt, han sad uroligt på kirkebænken og dagdrømte om festen. Om festen så levede op til, hvad han forventede, melder historien ikke noget om. Men det giver os noget at tænke over.
Vi har livet foran os, siger man. Det er jo sandt nok. Dagene der kommer har vi jo endnu ikke benyttet os af, selvom kalenderen måske allerede bugner med aftaler. De kommende dage er altså friske ligesom et nyt skud på de sommerhungrende træer. Det er som om, knopperne brister af utålmodighed efter varme og sollys, og vi kan også være utålmodige efter at nå frem til dét, vi kigger så langt efter. Men klokken slår nu engang sine taktfaste slag uden at tage hensyn til vores utålmodighed. Og sådan er livet fyldt med tid til det ene og det andet. Noget længes vi efter med stor iver og utålmodighed, andet gruer vi for, selvom vi ved, at det kommer så sikkert som amen i kirken. Der er en tid til sjov og spas, til barndom og ungdom, og der er en tid til at tænke over livet og eksistensen i ro og mag. Kirken her er jo et glimrende sted til lige netop eftertanke, fordi der ikke er så meget andet at lave til en gudstjeneste. Vi hører de store ord om Gud, om Jesus og om Helligånden – store ord om liv og død, om frelse og fortabelse, om kærlighed; om de svært forståelige dele som dåb og nadver. Mange ord og tanker, der kræver opmærksomhed og fordybelse.
Kirken her er en gammel bygning med cirka 800 år på bagen. Og det er da vidunderligt, at man her fejrer livet og glæden og kærligheden lige her i kirken, der er placeret midt på kirkegården. Det er jo ikke sådan, at vi fornægter dødens realitet, men på grund af vores dåb og det håb, vi har, kan døden hverken skræmme eller true os mere. Da Jesus opstod fra graven, brød han dødens mørke lænker, og når livet har overvundet døden, hvad er der så at være bange for? Jo, der er livet i sig selv. De voksne kan også være bange, og det man kan frygte mest er de gode ting her i livet. Man kan frygte at miste de gode ting eller frygte slet ikke få del i dem. Kærligheden og glæden og freden i livet er det ikke alle forundt at få del i, selvom man prøver nok så meget. På den måde er livet en gåde for os, og vi kan bruge hele livet på at lære at leve som mennesker uden at nå frem til endegyldige svar på alting. Hele tiden er vi undervejs med livets hastighed, efterhånden som uret tikker.
Hvad man så end mener om kirkebygningen og folkekirken i nutidens samfund, så er det da godt tænkt af dem, der byggede kirken, at den blev placeret her midt på dødens skueplads. Vi kan med rette gå lettede fra en gudstjeneste med syndernes nådige forladelse pga. Guds godhed over menneskeliv, og vi kan måske nynne en smuk salmemelodi for vort indre lige indtil vi træder ud af kirkedøren og lander foden på stedet hvor de døde er begravet. Så rammer atter livets alvor os som en våd klud i ansigtet, og man kan så vælge enten at kigge den anden vej eller tage det alvorligt: Der er en tid til at leve og en tid til at dø. Alligevel skal døden ikke mere skræmme os, og det giver en frihed til at leve frimodigt. En frihed til at elske Gud og elske sin næste.
Skulle der gå 30 år før man atter befinder sig på en kirkebænk, så vil de samme gamle ord fra Bibelen lyde igen og igen. De gamle ord lyder atter i en anden tid til enhver tid. På den måde sættes nutiden i perspektiv af et evigt gældende, glædeligt budskab. Et budskab om frelse trods synd, om liv trods død, om glæde trods sorg, om tro trods tvivl. Der er kun én eneste grund til, at kirken her blev bygget og til at vi søndag efter søndag utrætteligt befinder os her i kirken: Jesus opstod engang fra de døde. Desværre er vi ikke så heldige, at vi kan se og tro, men vort lod er alene at høre – og derved måske komme til tro på et budskab, som vi ikke videnskabeligt kan bevise.
Konfirmation er en gammel tradition. Ved barnedåben kan barnet ikke selv sige ”ja” til at tro på trosbekendelsens tre led, så det får man mulighed for ved konfirmationen. Det er altså en bekræftelse af ens dåb, og det er at tage ansvar for selv at ville forholde sig til den kirke, man er blevet døbt medlem af. En folkekirke med mange forskellige præster og menigheder landet over; en kirke, der jævnligt bliver diskuteret i TV og aviserne og som snart sagt alle har en mening om.
I gamle dage sagde man, at man ved konfirmationen trådte ind i de voksnes rækker, som om man ved konfirmationen var blevet myndig. Også i vores tid kan vi tale om en vis myndighed, men det betyder jo ikke, at konfirmanderne er klar til at få kørekort. I er dog myndige til selv at tænke over jeres eksistens og tro eller tvivl på det, I hører i kirken og alle andre steder. I træder ind i de voksendes rækker, og vokser hver gang I tager ansvar for at sige ”ja” og ”nej” til flere og forskellige anliggender i jeres liv. Det er dog ikke noget, I står alene med, for vi lever aldrig helt alene. Ikke blot er Gud altid i spil i forhold til vores eksistens og jordiske liv, men vi er også i spil i forhold til mennesker omkring os – på godt og ondt. Ofte kan vi ikke med sikkerhed vide, hvad fremtiden bringer, uanset hvor godt vi planlægger alting. At leve handler derfor også om at forholde sig til de skuffelser, der med tiden kommer, når håbet brister og drømme bliver knuste. Vi kan nok så meget føle efter i vort indre, forsøge at følge vores indre stemme eller vor hjertes drømme, men der er ingen garanti om lykke eller et langt liv, selvom vi forfølger dét, vi har lyst til. Der er meget at kæmpe for i livet, og de gode ting kommer ikke altid lige let.
Når vi så bevæger os herind i kirken, får vi et frirum til at høre. Og det kan godt blive kedeligt at lytte, hvis man er vant til at tale meget, men når man lytter, risikerer man at blive overrasket; når man taler, kan man jo kun sige de ting, man allerede ved. Jesu ord lød ikke kun for 2000 år siden til datidens mennesker i et fjernt land – vi er så heldige, at ordene endnu får lyd og stemme i vores tid, så vores liv og eksistens kan blive sat på plads i Guds perspektiv. Det må gerne lyde underligt og gådefuldt, for Jesus talte om fremmede ting, som vi endnu ikke har forstået fuldt ud; det er store ord til os almindelige mennesker. Og måske er det nemmere at tvivle og afvise end modigt at tro på og sige ”ja” til, som konfirmanderne gør i dag For vi erkender stykkevist, og vi kan kun tro på det, vi også kan tvivle på. Amen.
