Det er ikke ukendt, at en mand sniger sig ud om natten, og lusker væk fra konen. I natten er alle katte grå, og mennesker ligeså. I nattens mulm og mørke kan man gøre det, der helst ikke skal kastes lys over. Nikodemus vandrede af sted mellem ludere og lommetyve, hvis time det også var, mellem drukkenbolte og dem, der afskyr lysets afslørende stråler men tværtimod hylder nattens måne som ulve på rov. Det var nu ikke ligefrem lystighederne eller kødets drifter, der drev Nikodemus til at stikke sin kone en undskyldning eller hvid løgn.
Han var slet ikke i humør til pjank og pjat, for han grublede og tænkte så meget, at natten var ham lige så uskøn som dagen; om dagen forsøgte han at holde masken over for de andre kloge i det råd, hvor han havde magt og indflydelse. Det var som om, der var noget galt; noget manglede eller føltes ikke rigtigtig, og sådan havde han følt det i mange dage. Til sidst måtte han have afklaring; han måtte gå til ham, de andre talte om, men ikke talte med og måtte prøve at forstå det, der hele tiden havde virket både ulogisk og uforståeligt.
Grublerierne havde vokset sig over hans hoved, og dér hang de og tyngede ham, formørkede hans sind og forvandlede hans livsglæde og fornøjelse til fortvivlelse. Der var sket noget, som fik ham til at miste troen på, at han havde de rigtige svar. Hvad er egentligt sandt – hvad er løgn – hvad er ret og vrang i denne verden? Han blev syg efter svar og blev kort sagt bragt ud af fatning; han manglede ganske enkelt en at tale med. Han forlod de andre for at finde sig selv.
Nikodemus var som voksen jødisk mand en velanset person, der stolede på det, han havde brugt det meste af sit liv på at lære; jødedommen gav ham faste rammer i livet, indhold i tilværelsen og trøst i svære tider; i jødedommen fik han svar på alt. Nikodemus havde bygget sin tilværelse op ud fra kloge, rationelle og logiske overvejelser, og han var nået langt i livet, som vi siger; langt nok til at have gjort sig en god karriere, fået sig en fødedygtig kone og nogle børn derhjemme, kort sagt sad han godt i det. Men måske sad han i det til halsen?
Hele sit liv havde han forsøgt at leve op til både sine egne og andres forventninger om at være et godt menneske og en velanset person; både ved at gå i synagogen og være rigtig religiøs, men uanset hvad han gjorde, følte han sig ikke nærmere på Gud. Nikodemus var på et eller andet tidspunkt blevet bevæget af noget eller nogen, og det fik ham til at tvivle på hele sit livsprojekt, så han måtte gå nye veje, for de gamle svar duede ikke længere. Måske var det bare en tanke, der var slået ned i ham. Eller måske havde han ligesom alle andre hørt om Jesus fra Nazareth; en jøde, der gik omkring og sagde ting, som man ellers ikke hørte. Han gjorde ting, man ellers ikke så. Han var fattig, men virkede rig.
Der var noget fremmed ved Jesus, men også noget dragende, og han virkede ikke farlig, selvom han samlede store flokke omkring sig – som om, han dannede sig en hær. Hvis altså man kan bygge en hær af fiskere, ludere og lommetyve og fattige og syge. Det var nemt at le af det projekt, Jesus havde for sig, men Nikodemus kunne ikke le, så længe hans sjæl var bundet til de dystre tanker. Hvorfor ikke prøve at spørge Jesus om råd, ligesom så mange andre åbenbart gjorde?
Nikodemus skulle få sig en af de mærkeligste samtaler i sit liv. Ikke så snart havde han hilst på Jesus, før Jesus sagde, at Nikodemus måtte fødes på ny. Som det rationelle menneske, Nikodemus var, stillede han sig skeptisk over for den påstand. Jesus uddybede, men det bliver man ikke nødvendigvis klogere af, for pointen er, at man skal fødes af Ånd, før man kan se Guds rige. Her gives ikke altid klare svar skrevet i love eller regler, for man må tænke med sin samvittighed. Man må se tingene på en ny måde, hvis man virkelig vil se noget nyt. Man skal med andre ord have et nyt sæt briller at se tilværelsen igennem.
At blive født igen er altså et billede på, at man skal se tingene på en ny måde eller fra en anden vinkel. Ligesom et barn ikke selv gør noget for at blive født, men bare vokser i livmoderen og en dag kommer til verden, sådan er det også mht. at se ting fra en ny vinkel eller omvende sig. Vi kan ikke selv forandre os så meget, som det vil betyde at blive født på ny. Vi kan meget, og vi kan opnå meget, men at føde os selv kan vi dog ikke. Vi må blive født; og ligesom vi engang blev født af vores mor, må vi også kristeligt set blive født af Gud selv. Det sker ikke kun i dåben, men hver gang vi kigger hen på Kristus og dér søger hjælp til det, vi står over for.
Selvom vi nu er i velfærds-Danmark i år 2017, så er Nikodemus stadig et godt billede på os og dermed et godt spejlbillede af, hvem vi er. Mange ting omkring os har ændret sig drastisk siden Nikodemus, men på mange måder har vi som mennesker ikke ændret os. Vi har stadig en del grundlæggende fællestræk med ham, der mistede troen på sig selv, og derfor måtte finde troen hos en anden. Dem, der kan selv og vil selv, kigger også kun på sig selv for at finde ud af, hvad de skal gøre, når de står i en svær situation i deres liv. I kirken har vi et andet sæt briller på, der giver os mulighed for at se tingene på en anden måde, ja, fra en anden vinkel. Her hører vi ikke om, at vi bare skal tage os sammen, rette ryggen og få fingeren ud eller at vi på andre måder skal finde livsmodet og livsstyrken i os selv, men her indrømmer vi vores svagheder og kriser, her kommer vi for at få en ny vinkel på vores tilværelse. Her får vi mulighed for at blive født på ny.
Vi ved ikke, hvordan det gik for Nikodemus; om han gik hjem og forsøgte at læge sit liv om, eller om han afviste det, Jesus sagde, fordi det var for svært at forholde sig til. Når vi går ud af kirken ved vi heller ikke, hvad der kommer til at ske. Men processen er i gang, og vi er i gang med at blive født på ny. Ikke fordi vi selv vil, men fordi Gud vil det for os. Han vil, at vi skal blive nye mennesker i en gammel verden, og at vi dermed må leve med et nyt håb og et barns tro på, at livet er godt og fyldt med glæde. Amen.
Bibeltekster
Salmer: 1. DDS 318: Stiftet Guds søn; 2. DDS 384: Til klart Guds ansigt; 3. DDS 582: At tro er at komme; ---; 4. DDS 145: Hos dig, o Jesus, sent om nat; 5. DDS 470: Lad os bryde brødet; 6. DDS 441: Alle mine kilder
Han var slet ikke i humør til pjank og pjat, for han grublede og tænkte så meget, at natten var ham lige så uskøn som dagen; om dagen forsøgte han at holde masken over for de andre kloge i det råd, hvor han havde magt og indflydelse. Det var som om, der var noget galt; noget manglede eller føltes ikke rigtigtig, og sådan havde han følt det i mange dage. Til sidst måtte han have afklaring; han måtte gå til ham, de andre talte om, men ikke talte med og måtte prøve at forstå det, der hele tiden havde virket både ulogisk og uforståeligt.
Grublerierne havde vokset sig over hans hoved, og dér hang de og tyngede ham, formørkede hans sind og forvandlede hans livsglæde og fornøjelse til fortvivlelse. Der var sket noget, som fik ham til at miste troen på, at han havde de rigtige svar. Hvad er egentligt sandt – hvad er løgn – hvad er ret og vrang i denne verden? Han blev syg efter svar og blev kort sagt bragt ud af fatning; han manglede ganske enkelt en at tale med. Han forlod de andre for at finde sig selv.
Nikodemus var som voksen jødisk mand en velanset person, der stolede på det, han havde brugt det meste af sit liv på at lære; jødedommen gav ham faste rammer i livet, indhold i tilværelsen og trøst i svære tider; i jødedommen fik han svar på alt. Nikodemus havde bygget sin tilværelse op ud fra kloge, rationelle og logiske overvejelser, og han var nået langt i livet, som vi siger; langt nok til at have gjort sig en god karriere, fået sig en fødedygtig kone og nogle børn derhjemme, kort sagt sad han godt i det. Men måske sad han i det til halsen?
Hele sit liv havde han forsøgt at leve op til både sine egne og andres forventninger om at være et godt menneske og en velanset person; både ved at gå i synagogen og være rigtig religiøs, men uanset hvad han gjorde, følte han sig ikke nærmere på Gud. Nikodemus var på et eller andet tidspunkt blevet bevæget af noget eller nogen, og det fik ham til at tvivle på hele sit livsprojekt, så han måtte gå nye veje, for de gamle svar duede ikke længere. Måske var det bare en tanke, der var slået ned i ham. Eller måske havde han ligesom alle andre hørt om Jesus fra Nazareth; en jøde, der gik omkring og sagde ting, som man ellers ikke hørte. Han gjorde ting, man ellers ikke så. Han var fattig, men virkede rig.
Der var noget fremmed ved Jesus, men også noget dragende, og han virkede ikke farlig, selvom han samlede store flokke omkring sig – som om, han dannede sig en hær. Hvis altså man kan bygge en hær af fiskere, ludere og lommetyve og fattige og syge. Det var nemt at le af det projekt, Jesus havde for sig, men Nikodemus kunne ikke le, så længe hans sjæl var bundet til de dystre tanker. Hvorfor ikke prøve at spørge Jesus om råd, ligesom så mange andre åbenbart gjorde?
Nikodemus skulle få sig en af de mærkeligste samtaler i sit liv. Ikke så snart havde han hilst på Jesus, før Jesus sagde, at Nikodemus måtte fødes på ny. Som det rationelle menneske, Nikodemus var, stillede han sig skeptisk over for den påstand. Jesus uddybede, men det bliver man ikke nødvendigvis klogere af, for pointen er, at man skal fødes af Ånd, før man kan se Guds rige. Her gives ikke altid klare svar skrevet i love eller regler, for man må tænke med sin samvittighed. Man må se tingene på en ny måde, hvis man virkelig vil se noget nyt. Man skal med andre ord have et nyt sæt briller at se tilværelsen igennem.
At blive født igen er altså et billede på, at man skal se tingene på en ny måde eller fra en anden vinkel. Ligesom et barn ikke selv gør noget for at blive født, men bare vokser i livmoderen og en dag kommer til verden, sådan er det også mht. at se ting fra en ny vinkel eller omvende sig. Vi kan ikke selv forandre os så meget, som det vil betyde at blive født på ny. Vi kan meget, og vi kan opnå meget, men at føde os selv kan vi dog ikke. Vi må blive født; og ligesom vi engang blev født af vores mor, må vi også kristeligt set blive født af Gud selv. Det sker ikke kun i dåben, men hver gang vi kigger hen på Kristus og dér søger hjælp til det, vi står over for.
Selvom vi nu er i velfærds-Danmark i år 2017, så er Nikodemus stadig et godt billede på os og dermed et godt spejlbillede af, hvem vi er. Mange ting omkring os har ændret sig drastisk siden Nikodemus, men på mange måder har vi som mennesker ikke ændret os. Vi har stadig en del grundlæggende fællestræk med ham, der mistede troen på sig selv, og derfor måtte finde troen hos en anden. Dem, der kan selv og vil selv, kigger også kun på sig selv for at finde ud af, hvad de skal gøre, når de står i en svær situation i deres liv. I kirken har vi et andet sæt briller på, der giver os mulighed for at se tingene på en anden måde, ja, fra en anden vinkel. Her hører vi ikke om, at vi bare skal tage os sammen, rette ryggen og få fingeren ud eller at vi på andre måder skal finde livsmodet og livsstyrken i os selv, men her indrømmer vi vores svagheder og kriser, her kommer vi for at få en ny vinkel på vores tilværelse. Her får vi mulighed for at blive født på ny.
Vi ved ikke, hvordan det gik for Nikodemus; om han gik hjem og forsøgte at læge sit liv om, eller om han afviste det, Jesus sagde, fordi det var for svært at forholde sig til. Når vi går ud af kirken ved vi heller ikke, hvad der kommer til at ske. Men processen er i gang, og vi er i gang med at blive født på ny. Ikke fordi vi selv vil, men fordi Gud vil det for os. Han vil, at vi skal blive nye mennesker i en gammel verden, og at vi dermed må leve med et nyt håb og et barns tro på, at livet er godt og fyldt med glæde. Amen.
Bibeltekster
Salmer: 1. DDS 318: Stiftet Guds søn; 2. DDS 384: Til klart Guds ansigt; 3. DDS 582: At tro er at komme; ---; 4. DDS 145: Hos dig, o Jesus, sent om nat; 5. DDS 470: Lad os bryde brødet; 6. DDS 441: Alle mine kilder
