For lidt siden sang vi i fællesskab: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Sådan begynder vi bekendelsen af vores tro på Fader, Søn og Helligånd, og det betyder, at før vi siger, hvad vi bekender os til og tilslutter os, så siger vi først, hvad vi absolut ikke tilslutter os. På den måde afgrænser vi, hvad vi tror på og hvad, vi håber på. Trosbekendelsen bruger vi tit her i kirken, ja, faktisk til (næsten) hver eneste gudstjeneste; og faktisk spiller den en stor rolle ved dåb og konfirmation. For man kan jo spørge: Hvad tror man på, når man kalder sig kristen? Eller, hvad tilslutter man sig som døbt medlem af Den evangelisk-lutherske Folkekirke? Trosbekendelsen er så at sige folkekirkens vedtægt eller værdigrundlag, men er også langt mere end det; for den indeholder både viden om og åndelig indsigt i, hvad der er sand kristendom, og hvad der ikke er. For noget af sandt og noget er løgn – man kan ikke have begge dele på én gang, selvom vi nogle gange gerne vil have et gråt billede med lidt af hvert, frem for at skulle tage klar stilling og sige: Det er dette her, jeg tror på. Men i dag skal vi ikke så meget fokusere på, hvad vi tror på, som hvad vi ikke tror på. Det er nemlig også vigtigt at tænke over. Som man siger, så er Djævelen i detaljen, og dén detalje må man ikke overse.
Altså, vi begynder med at forsage Djævelen. At forsage vil sige at tage afstand fra eller fornægte eller opgive alt det, der så at sige hører Djævelen til; her tænker jeg på de fristelser, der så nemt lokker os på afveje; fristelser, der fører os ud på et sidespor væk fra den vej, som vi er døbt til at følge lige ind i det himmelske paradis. Forestil jer, at vi er ude at køre, og vi følger landevejen sådan som vi skal, og som GPS’en er tilfreds med. Men så får vi pludseligt øjnene op for, hvordan skiltene til begge sider viser mod meget spændende steder og interessante rastepladser; og skiltene blinker og lyser med lokkende og fristende farver og slogans, så rattet nærmest af sig selv drejer og fører bilen og os ud på afveje, hvor vi kun husker vore længsler og lyster, men glemmer vores oprindelige formål med køreturen. Hvor var vi egentlig på vej hen?
Da Moses skulle føre israelitterne ind i det land, de havde længtes efter i 40 år, måtte de love at afholde sig fra alle de fristelser, der lurede i det nye land med andre skikke og traditioner, andre guder og moraler. Gud ønskede det bedste for sit udvalgte folk; han ønskede velsignelse, sundhed og fremgang for dem, men at komme på afveje, ville være som at leve et liv i alt det usunde man kan tænke sig og vælte sig egoistisk i et liv, hvor man ikke ser længere end til sin næsetip. At komme på afveje ville være at integrere sig. Gud satte store krav til små folk, og det viste sig da også, at de havde gevaldige problemer med at holde sig på troens og dydens smalle sti.
Paulus forsøgte også at vejlede de menigheder, han havde grundlagt rundt omkring, og han slår direkte ned på, at kærlighed til penge er den værste afgudsdyrkelse, for i sin kærlighed til penge svigter man såvel Gud som sin næste. Som vi jo også har erfaret fra vores daglige verden, så er kærlighed til penge roden til rigtig meget ondt. Vi har altså slet ikke problemer med at forstå, at der er ondskab til i vores verden, og i sorte stunder kan man undre sig over, at der overhovedet bliver levnet plads til det gode.
Der er en vigtig pointe på spil her i dag, som kan forklare meget af den uretfærdighed, vi ser rundt om i verden; når vi ikke forsager det onde, så får det onde mere vind i sejlene; når vi ikke forsager griskhed, jamen så tager griskheden hele armen og hjertet og hjernen med – og så bliver tilværelsen både hovedløst og hjerteløst; og groft sagt ser det nogle gange ud til, at vi efterhånden har fået et sådant (verdens)samfund, hvor kærlighed til penge betyder mere end kærlighed til Gud og til vores næste. Det er da forbandet!
Forbandet er det da for os, at synden lurer i verden og lokker os med fristelser, vi ikke kan sige nej til. Jeg taler også om mig selv, når jeg gang på gang indser, at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg. Det er jo arvesynden, at vi ikke er rene af hjertet; vi kan ikke altid gøre det gode, og vi kan ikke altid tro rigtigt eller gøre det, som Gud ønsker af os. Derfor må vi også vende blikket væk fra os selv og se hen på Jesus, som glad og gerne tog kampen op mod djævle og dæmoner; ubekymret helbredte han syge og gjorde sine guddommelig mirakler i ydmyghed, som om det var hverdagskost for ham. Han kender både den åndelige verden, hvor Satan kæmper i skyggerne og Gud kæmper i lyset, og han kender til vores almindelige verden, hvor vi slås med vore egne mere jordiske og daglige dæmoner, der såmænd også kan gøre os både stumme og døve og onde.
Og netop her på jorden, hvor vi kan være forbandede med vore egne bekymringer og problemer, byder vi ham velkommen, som er velsignet, og som bringer velsignelse til os. Velkommen skal han være, som med Guds egen finger driver dæmoner ud, og som bringer Guds rige nær til os. At Jesus bringer os tættere på Gud ved at bringe Gud tættere på os er det glædelige budskab, som vi samles om søndag efter søndag; her tager vi imod Guds velsignelser både ved dåbens bad og nadverens mad, og her samles vi med andre, der også vil se og erfare Guds finger røre jorden, så vi bliver lys i verden. Vi er altså ikke mindre, end at Gud godt kan se os; vi er ikke større syndere, end at Gud stadig elsker os og vil have med os at gøre. Vi må altså ikke lade bekymringer og dårlig samvittighed blive så store dæmoner, at vi dømmer os selv ude. Kun Gud skal dømme, og han dømmer os med tilgivelse, nåde og fred. Gå i fred, og tjen Herren med glæde. Amen.
Søndag den 24. marts 2019 kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev (tredje søndag i fasten) 1) 749: I østen stiger solen op 2) 337: Behold os, Herre, ved dit ord 3) 373: Herre, jeg vil gerne tjene --- 4) 481: Løgnens fader vi forsage 5) 675, v. 4-5: Gud, vi er i gode hænder 6) 52: Du, Herre Krist
MEDDELELSER
Hunderup
1) Kirkekaffe
2) Samtalesalon torsdag den 28. marts kl. 20 i Klublokalet. Emnet: Nærvær
Vilslev
1) Konfirmander og deres forældre må gerne blive siddende efter gudstjenesten, så vil jeg fortælle lidt her i kirken, inden vi går over i konfirmandstuen, hvor vi skal have pizza, og hvor den store konfirmanddyst skal stå imellem forældre og konfirmander.
2) Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne.
På søndag skal vi høre om, hvordan en kæmpestor mængde folk samler sig om Jesus. Hans disciple bliver nervøse, for hvordan skal de dog brødføde så mange? Jesus får rakt fem rød og to fisk, og der sker et mirakel, som enhver husmor må misunde: alle får nok at spise og der bliver endda mad i overflod. Hvad det betyder for os, skal vi høre mere om på søndag (Midfaste Søndag), hvor vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Det er den sidste søndag, inden vi går over i påsketiden.
Altså, vi begynder med at forsage Djævelen. At forsage vil sige at tage afstand fra eller fornægte eller opgive alt det, der så at sige hører Djævelen til; her tænker jeg på de fristelser, der så nemt lokker os på afveje; fristelser, der fører os ud på et sidespor væk fra den vej, som vi er døbt til at følge lige ind i det himmelske paradis. Forestil jer, at vi er ude at køre, og vi følger landevejen sådan som vi skal, og som GPS’en er tilfreds med. Men så får vi pludseligt øjnene op for, hvordan skiltene til begge sider viser mod meget spændende steder og interessante rastepladser; og skiltene blinker og lyser med lokkende og fristende farver og slogans, så rattet nærmest af sig selv drejer og fører bilen og os ud på afveje, hvor vi kun husker vore længsler og lyster, men glemmer vores oprindelige formål med køreturen. Hvor var vi egentlig på vej hen?
Da Moses skulle føre israelitterne ind i det land, de havde længtes efter i 40 år, måtte de love at afholde sig fra alle de fristelser, der lurede i det nye land med andre skikke og traditioner, andre guder og moraler. Gud ønskede det bedste for sit udvalgte folk; han ønskede velsignelse, sundhed og fremgang for dem, men at komme på afveje, ville være som at leve et liv i alt det usunde man kan tænke sig og vælte sig egoistisk i et liv, hvor man ikke ser længere end til sin næsetip. At komme på afveje ville være at integrere sig. Gud satte store krav til små folk, og det viste sig da også, at de havde gevaldige problemer med at holde sig på troens og dydens smalle sti.
Paulus forsøgte også at vejlede de menigheder, han havde grundlagt rundt omkring, og han slår direkte ned på, at kærlighed til penge er den værste afgudsdyrkelse, for i sin kærlighed til penge svigter man såvel Gud som sin næste. Som vi jo også har erfaret fra vores daglige verden, så er kærlighed til penge roden til rigtig meget ondt. Vi har altså slet ikke problemer med at forstå, at der er ondskab til i vores verden, og i sorte stunder kan man undre sig over, at der overhovedet bliver levnet plads til det gode.
Der er en vigtig pointe på spil her i dag, som kan forklare meget af den uretfærdighed, vi ser rundt om i verden; når vi ikke forsager det onde, så får det onde mere vind i sejlene; når vi ikke forsager griskhed, jamen så tager griskheden hele armen og hjertet og hjernen med – og så bliver tilværelsen både hovedløst og hjerteløst; og groft sagt ser det nogle gange ud til, at vi efterhånden har fået et sådant (verdens)samfund, hvor kærlighed til penge betyder mere end kærlighed til Gud og til vores næste. Det er da forbandet!
Forbandet er det da for os, at synden lurer i verden og lokker os med fristelser, vi ikke kan sige nej til. Jeg taler også om mig selv, når jeg gang på gang indser, at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg. Det er jo arvesynden, at vi ikke er rene af hjertet; vi kan ikke altid gøre det gode, og vi kan ikke altid tro rigtigt eller gøre det, som Gud ønsker af os. Derfor må vi også vende blikket væk fra os selv og se hen på Jesus, som glad og gerne tog kampen op mod djævle og dæmoner; ubekymret helbredte han syge og gjorde sine guddommelig mirakler i ydmyghed, som om det var hverdagskost for ham. Han kender både den åndelige verden, hvor Satan kæmper i skyggerne og Gud kæmper i lyset, og han kender til vores almindelige verden, hvor vi slås med vore egne mere jordiske og daglige dæmoner, der såmænd også kan gøre os både stumme og døve og onde.
Og netop her på jorden, hvor vi kan være forbandede med vore egne bekymringer og problemer, byder vi ham velkommen, som er velsignet, og som bringer velsignelse til os. Velkommen skal han være, som med Guds egen finger driver dæmoner ud, og som bringer Guds rige nær til os. At Jesus bringer os tættere på Gud ved at bringe Gud tættere på os er det glædelige budskab, som vi samles om søndag efter søndag; her tager vi imod Guds velsignelser både ved dåbens bad og nadverens mad, og her samles vi med andre, der også vil se og erfare Guds finger røre jorden, så vi bliver lys i verden. Vi er altså ikke mindre, end at Gud godt kan se os; vi er ikke større syndere, end at Gud stadig elsker os og vil have med os at gøre. Vi må altså ikke lade bekymringer og dårlig samvittighed blive så store dæmoner, at vi dømmer os selv ude. Kun Gud skal dømme, og han dømmer os med tilgivelse, nåde og fred. Gå i fred, og tjen Herren med glæde. Amen.
Søndag den 24. marts 2019 kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev (tredje søndag i fasten) 1) 749: I østen stiger solen op 2) 337: Behold os, Herre, ved dit ord 3) 373: Herre, jeg vil gerne tjene --- 4) 481: Løgnens fader vi forsage 5) 675, v. 4-5: Gud, vi er i gode hænder 6) 52: Du, Herre Krist
MEDDELELSER
Hunderup
1) Kirkekaffe
2) Samtalesalon torsdag den 28. marts kl. 20 i Klublokalet. Emnet: Nærvær
Vilslev
1) Konfirmander og deres forældre må gerne blive siddende efter gudstjenesten, så vil jeg fortælle lidt her i kirken, inden vi går over i konfirmandstuen, hvor vi skal have pizza, og hvor den store konfirmanddyst skal stå imellem forældre og konfirmander.
2) Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne.
På søndag skal vi høre om, hvordan en kæmpestor mængde folk samler sig om Jesus. Hans disciple bliver nervøse, for hvordan skal de dog brødføde så mange? Jesus får rakt fem rød og to fisk, og der sker et mirakel, som enhver husmor må misunde: alle får nok at spise og der bliver endda mad i overflod. Hvad det betyder for os, skal vi høre mere om på søndag (Midfaste Søndag), hvor vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Det er den sidste søndag, inden vi går over i påsketiden.
