Salmer: 379: Der er en vej, som verden ikke kender, 726: Gak ud min sjæl
I dag skal vi ud at gå – lyder det ikke spændende! Selvom vi jo går hver dag og tager langt flere skridt end vi tør tænke på, så er det her med en pilgrimsvandring slet ikke nogen dårlig idé. På den ene side er det jo bare en gåtur, men på den anden side har vi i dag givet det en særlig form. Vi begynder med en kort gudstjeneste her, og afrunder med en kort gudstjeneste i Gredstedbro. Nåja, og så er der kaffe og kage når vi kommer så vidt – vi er jo jyder, og anstrengelserne skal da belønnes.
Da jeg var lille og hellere ville bæres rundt af min mor end selv gå, kunne hun finde på at sige til mig, at jeg jo havde fået mine ben for at bruge dem! Og det er jo sandt nok. Vi har fået vores ben for at gå omkring, for at stå på egne ben og for at kunne vandre fra sted til sted. Munkene og pilgrimmene i gamle dage måtte trave af sted til deres mål, og de kunne gå i dagevis i slud og sjap iført dårligt fodtøj. I vores tid er der mange transportmuligheder, men når alt andet glipper, må vi tage det lange ben foran for at komme af sted derudaf. Man kan lære meget ved at se på andre. Vi har vel alle set hvor ivrige børn er efter at lære at gå – ja, de er så utålmodige, at de tit og ofte falder på rumpen. Som vi vokser op mister vi fornemmelsen for at gå – arbejdet og alt muligt andet jager med os, så vi slet ikke tænker over, at det faktisk er ret komplekst af få sådan en krop til at gå skridt for skridt uden at vælte. Når alderdommen begynder at trykke, begynder bentøjet også at svigte, og man kan få en stavrende gang som da man tog sine allerførste skridt. Sådan er livet.
I dag skal vi på vandretur. Ikke fordi vi skal bede hele vejen til Gredstedbro eller fordi vi skal være særligt fromme som fortidens pilgrimme, men fordi vi i dag skal tage os TID til at vandre i Guds skønne natur, der naturligvis er lunefuldt; vi er jo i det danske forår og tidlige sommer. Undervejs skal vi se egnens natur og kultur, og vi skal høre om lokalhistorien på disse kanter. Man kan vandre mange ture alene, men i dag går vi i samlet flok. Vi tager os tiden til at gå og til at vandre i fællesskab. Det er ikke for motionens skyld, for så skulle vi have inviteret til fitness-gudstjeneste i stedet. Når man går derude i naturen, er det som om, tankerne vandrer ad deres egne stier, og ubemærket sniger mange ting sig ind på os. Det kan være tanker eller følelser, der måske ikke er tid til i hverdagen, men på sådan en vandretur er der ikke så meget at lave end at gå og gå og at snakke og stå og se på.
Det er faktisk ret godt, at pilgrimsturen ligger her på Kristi Himmelfartsdag. På dette sted i kirkeåret fejrer vi, at Jesus er steget til himmels, og det betyder, at pinsen nærmer sig. Anden Pinsedag holder vi gudstjeneste i det fri, for at mindes dengang menighederne ikke havde store, flotte kirker at forsamles i. Men det, man forsamles i kan også blive noget at forskanse sig i, og det er ikke meningen. Vi skal ikke putte os for hinanden. Livet er ikke et individuelt projekt, hvor enhver er sig selv nok. Skridt for skridt vil vi bevæge os ud af os selv og ind på hinanden, når vi deler oplevelsen og erfaringen af bare at tage os tid til at være Gudskabte mennesker. Det er en vandring i naturen for at se på kulturen. Meget af vores fælles historie ligger nu under jorden, men det er ikke i dag vi tager spaderne frem for at gå på eventyr i den jyske muld. Nutiden findes over jorden, og mange af de gamle bygninger vidner om historiens gang, hvor mennesker har vandret i mange år før vi selv i dag skal træde i deres fodspor.
Det er ikke tilfældigt, at vi begynder og slutter i en kirke. Hunderup kirke har med sine 800 år på bagen været vidne til meget, og nok har murerne mange ører, men heldigvis ingen munde. Sikke meget, den kunne have at fortælle os om forfædrene herude! Gredstedbro kirke derimod er noget yngre med sine lidt over 100 år. Begge kirker står dog som faste fundamenter og strålende bygninger i et samfund i rivende udvikling. Der er ganske enkelt de færreste bygninger i Hunderup og Gredstedbro, der kan prale af sådanne aldre – og se bare, hvor flot de står!
Herfra skal vi gå i dag opløftede af kirkens evige budskab om Guds nåde over os. Han lyser sin fred og velsignelse over mennesker og giver styrke og trøst til enhver, der måtte søge. Lad bare samfundet fare og lad os blive gamle og grå, men lad da også så enhver kirkebygning stå. Amen.
I dag skal vi ud at gå – lyder det ikke spændende! Selvom vi jo går hver dag og tager langt flere skridt end vi tør tænke på, så er det her med en pilgrimsvandring slet ikke nogen dårlig idé. På den ene side er det jo bare en gåtur, men på den anden side har vi i dag givet det en særlig form. Vi begynder med en kort gudstjeneste her, og afrunder med en kort gudstjeneste i Gredstedbro. Nåja, og så er der kaffe og kage når vi kommer så vidt – vi er jo jyder, og anstrengelserne skal da belønnes.
Da jeg var lille og hellere ville bæres rundt af min mor end selv gå, kunne hun finde på at sige til mig, at jeg jo havde fået mine ben for at bruge dem! Og det er jo sandt nok. Vi har fået vores ben for at gå omkring, for at stå på egne ben og for at kunne vandre fra sted til sted. Munkene og pilgrimmene i gamle dage måtte trave af sted til deres mål, og de kunne gå i dagevis i slud og sjap iført dårligt fodtøj. I vores tid er der mange transportmuligheder, men når alt andet glipper, må vi tage det lange ben foran for at komme af sted derudaf. Man kan lære meget ved at se på andre. Vi har vel alle set hvor ivrige børn er efter at lære at gå – ja, de er så utålmodige, at de tit og ofte falder på rumpen. Som vi vokser op mister vi fornemmelsen for at gå – arbejdet og alt muligt andet jager med os, så vi slet ikke tænker over, at det faktisk er ret komplekst af få sådan en krop til at gå skridt for skridt uden at vælte. Når alderdommen begynder at trykke, begynder bentøjet også at svigte, og man kan få en stavrende gang som da man tog sine allerførste skridt. Sådan er livet.
I dag skal vi på vandretur. Ikke fordi vi skal bede hele vejen til Gredstedbro eller fordi vi skal være særligt fromme som fortidens pilgrimme, men fordi vi i dag skal tage os TID til at vandre i Guds skønne natur, der naturligvis er lunefuldt; vi er jo i det danske forår og tidlige sommer. Undervejs skal vi se egnens natur og kultur, og vi skal høre om lokalhistorien på disse kanter. Man kan vandre mange ture alene, men i dag går vi i samlet flok. Vi tager os tiden til at gå og til at vandre i fællesskab. Det er ikke for motionens skyld, for så skulle vi have inviteret til fitness-gudstjeneste i stedet. Når man går derude i naturen, er det som om, tankerne vandrer ad deres egne stier, og ubemærket sniger mange ting sig ind på os. Det kan være tanker eller følelser, der måske ikke er tid til i hverdagen, men på sådan en vandretur er der ikke så meget at lave end at gå og gå og at snakke og stå og se på.
Det er faktisk ret godt, at pilgrimsturen ligger her på Kristi Himmelfartsdag. På dette sted i kirkeåret fejrer vi, at Jesus er steget til himmels, og det betyder, at pinsen nærmer sig. Anden Pinsedag holder vi gudstjeneste i det fri, for at mindes dengang menighederne ikke havde store, flotte kirker at forsamles i. Men det, man forsamles i kan også blive noget at forskanse sig i, og det er ikke meningen. Vi skal ikke putte os for hinanden. Livet er ikke et individuelt projekt, hvor enhver er sig selv nok. Skridt for skridt vil vi bevæge os ud af os selv og ind på hinanden, når vi deler oplevelsen og erfaringen af bare at tage os tid til at være Gudskabte mennesker. Det er en vandring i naturen for at se på kulturen. Meget af vores fælles historie ligger nu under jorden, men det er ikke i dag vi tager spaderne frem for at gå på eventyr i den jyske muld. Nutiden findes over jorden, og mange af de gamle bygninger vidner om historiens gang, hvor mennesker har vandret i mange år før vi selv i dag skal træde i deres fodspor.
Det er ikke tilfældigt, at vi begynder og slutter i en kirke. Hunderup kirke har med sine 800 år på bagen været vidne til meget, og nok har murerne mange ører, men heldigvis ingen munde. Sikke meget, den kunne have at fortælle os om forfædrene herude! Gredstedbro kirke derimod er noget yngre med sine lidt over 100 år. Begge kirker står dog som faste fundamenter og strålende bygninger i et samfund i rivende udvikling. Der er ganske enkelt de færreste bygninger i Hunderup og Gredstedbro, der kan prale af sådanne aldre – og se bare, hvor flot de står!
Herfra skal vi gå i dag opløftede af kirkens evige budskab om Guds nåde over os. Han lyser sin fred og velsignelse over mennesker og giver styrke og trøst til enhver, der måtte søge. Lad bare samfundet fare og lad os blive gamle og grå, men lad da også så enhver kirkebygning stå. Amen.
