Prædiken til 5. søndag efter Påske
Det var lige inden, Jesus blev taget til fange, at han bad for sine disciple, sådan som vi hørte i evangelieteksten. Vi er jo ikke så vant til at bede for hinanden, og det kan derfor godt virke lidt intimt at høre, hvad Jesus bad om, for bønner er jo en sag mellem os og Gud. Jesus henvendte sig direkte til Gud, for sådan har han også lært os, at vi med bønnen Fadervor kan bede direkte til Gud, ligesom når vi taler med vore forældre. Når vi nu har møvet os ind, og nærmest lyttet gennem nøglehullet til Jesu bøn, så må vi jo tænke over, hvad bønnen egentlig handlede om, og hvad den betyder for os.
Det er tydeligt, at Jesus beder om, at hans Fader i himlene vil holde fast ved disciplene. Han kunne have bedt for sig selv, for sit eget liv, men Jesus levede ikke for sin egen skyld, men for andres. Ja, han levede så andre kunne leve, og han døde så vi kunne få evigt liv. Gud holder alle liv i sine hænder, og det betyder, at ingen står alene selvom vi til tider kan føle det sådan.
Da Jesus bad, stod han lige over for at blive taget til fange, blive korsfæstet og slået ihjel, sådan som vi hører om i påsketiden. Han vidste, at hans disciple ville blive både bange og vrede; bange for selv at blive taget til fange, og vrede over, at Jesus skulle slås ihjel. Og dérfor bad han om, at de måtte blive holdt fast.
At vor himmelske Fader skulle holde dem fast betyder ikke, at de skulle lægges i lænker eller fængsles; ikke at de skulle bindes på hænder og fødder; de skulle ikke lukkes inde på deres værelse, som hvis de havde fået stuearrest. Men de skulle holdes fast, som når man holder godt fast i dem, man holder af, så de ikke går forkert og kommer til skade. Som når en forældre holder fast i sit barn, så barnet ikke gør sig selv eller andre fortræd. Jesus beder om, at Gud vil vise sin faderlige barmhjertighed, når disciplene skulle opleve smerte, sorg og frygt for at dø.
Det er netop når vi står over for store prøvelser, store udfordringer, svære stunder, vanskelige tider i livet, at vi har brug for at blive holdt fast; holdt fast så vi ikke taber hovedet eller mister besindelsen. Blive holdt fast, så vi ikke mister os selv eller mister hinanden. Blive holdt fast, så vi ikke mister kærligheden til andre eller troen på Gud. Blive holdt fast, så vi kan leve i frihed og glæde – fuldt ud.
Som teenager har vi en stor trang til frihed; en trang, der nok aldrig forsvinder – og det skal den heller ikke. Med tiden opdager vi dog, hvordan det kan føles mere rigtigt og mere frit, når man lader sig holde fast; holde fast af løfter eller holde fast af venskabsbånd og kærlighedsbånd. Vi får jo hverken venner eller kærester fordi vi ønsker at undertrykke dem, men fordi det giver livsglæde og større dybde i livet; sådan ønskede også Jesus for sine disciple dengang og for os i dag, at Gud må holde os fast, så vi ikke går tabt eller mister os selv. Holder os fast, så vi oplever livets dybde og glædens storhed; føler den daglige fornyelse når morgensolen titter frem, og endda mærker regn og blæst som en velsignelse.
I dag fejrer vi konfirmation, og 7 unge personer er på vej – på vej ud i livet, på vej ad deres egne veje; de træder deres egne stier, deres vinger folder sig ud, og snart flyver de fra reden. Måske er de lige eventyrlystne nok, måske kommer de lidt på vildspor eller går ad veje, der ikke er rare for hverken far eller mor. Derfor fejrer vi konfirmation, inden de skal ud i den store verden. Og vi fejrer gudstjeneste inden vi alle igen skal ud i det store liv. Derude kan vi risikere at miste os selv eller miste hinanden – men selv om alt andet glipper kender vi én, der aldrig slippe. Så er der kun tilbage at bede: ”Hellige Fader, hold os fast i din kærlighed”. Amen.
Læs prædikenteskterne til 5. s. e. Påske
1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 52: Du Herre Krist; --- ; 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 70: Du kom til vor runde jord
Det er tydeligt, at Jesus beder om, at hans Fader i himlene vil holde fast ved disciplene. Han kunne have bedt for sig selv, for sit eget liv, men Jesus levede ikke for sin egen skyld, men for andres. Ja, han levede så andre kunne leve, og han døde så vi kunne få evigt liv. Gud holder alle liv i sine hænder, og det betyder, at ingen står alene selvom vi til tider kan føle det sådan.
Da Jesus bad, stod han lige over for at blive taget til fange, blive korsfæstet og slået ihjel, sådan som vi hører om i påsketiden. Han vidste, at hans disciple ville blive både bange og vrede; bange for selv at blive taget til fange, og vrede over, at Jesus skulle slås ihjel. Og dérfor bad han om, at de måtte blive holdt fast.
At vor himmelske Fader skulle holde dem fast betyder ikke, at de skulle lægges i lænker eller fængsles; ikke at de skulle bindes på hænder og fødder; de skulle ikke lukkes inde på deres værelse, som hvis de havde fået stuearrest. Men de skulle holdes fast, som når man holder godt fast i dem, man holder af, så de ikke går forkert og kommer til skade. Som når en forældre holder fast i sit barn, så barnet ikke gør sig selv eller andre fortræd. Jesus beder om, at Gud vil vise sin faderlige barmhjertighed, når disciplene skulle opleve smerte, sorg og frygt for at dø.
Det er netop når vi står over for store prøvelser, store udfordringer, svære stunder, vanskelige tider i livet, at vi har brug for at blive holdt fast; holdt fast så vi ikke taber hovedet eller mister besindelsen. Blive holdt fast, så vi ikke mister os selv eller mister hinanden. Blive holdt fast, så vi ikke mister kærligheden til andre eller troen på Gud. Blive holdt fast, så vi kan leve i frihed og glæde – fuldt ud.
Som teenager har vi en stor trang til frihed; en trang, der nok aldrig forsvinder – og det skal den heller ikke. Med tiden opdager vi dog, hvordan det kan føles mere rigtigt og mere frit, når man lader sig holde fast; holde fast af løfter eller holde fast af venskabsbånd og kærlighedsbånd. Vi får jo hverken venner eller kærester fordi vi ønsker at undertrykke dem, men fordi det giver livsglæde og større dybde i livet; sådan ønskede også Jesus for sine disciple dengang og for os i dag, at Gud må holde os fast, så vi ikke går tabt eller mister os selv. Holder os fast, så vi oplever livets dybde og glædens storhed; føler den daglige fornyelse når morgensolen titter frem, og endda mærker regn og blæst som en velsignelse.
I dag fejrer vi konfirmation, og 7 unge personer er på vej – på vej ud i livet, på vej ad deres egne veje; de træder deres egne stier, deres vinger folder sig ud, og snart flyver de fra reden. Måske er de lige eventyrlystne nok, måske kommer de lidt på vildspor eller går ad veje, der ikke er rare for hverken far eller mor. Derfor fejrer vi konfirmation, inden de skal ud i den store verden. Og vi fejrer gudstjeneste inden vi alle igen skal ud i det store liv. Derude kan vi risikere at miste os selv eller miste hinanden – men selv om alt andet glipper kender vi én, der aldrig slippe. Så er der kun tilbage at bede: ”Hellige Fader, hold os fast i din kærlighed”. Amen.
Læs prædikenteskterne til 5. s. e. Påske
1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 52: Du Herre Krist; --- ; 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 70: Du kom til vor runde jord
Tale til konfirmander i Hunderup kirke
Kære konfirmander!
Bag os ligger mange torsdage morgener. Nu tænker vi på dem som minder om dengang, vi mødtes i konfirmandstuen i Vilslev. Der var dage med regn og slud, dage med solskin og fuglesang. Der var dage, hvor vi diskuterede meget – for I har jo jeres meningers mod! Kære forældre – det ved I godt! Og selvom det kan være træls, må vi jo bare huske, at vi alle har vore egne meninger – heldigvis! Så kan vi diskutere og være uenige – bare vi stadig kan mødes i fred og ro og hilse ordentligt på hinanden. For selvom bølgerne nogle gange er gået højt i konfirmandstuen, og selvom vejen frem til i dag ikke altid har været lige let for jer alle, så sidder I altså her – pæne i tøjet, måske lidt nervøse eller spændte, og skal om lidt op til alteret for at sige ”ja” til at blive konfirmeret i den kristne tro.
Det er endnu et skridt på vejen. Vejen – ja, vejen gennem livet; at rejse er at leve sagde HC Andersen, men det gi’r også mening at sige: ”at leve er at rejse”, for livet i sig selv er en rejse. Ikke alle dage er lige spændende eller fyldte med action og drama, men hver dag rummer noget nyt, noget særligt, noget der former os som mennesker og danner os om individueller personer. Konfirmander, hvis I kigger til siden, ser I nogle voksne personer. De har levet længere end jer, og oplevet meget mere end jer. Tænk bare på, hvor mange dage eller timer eller sekunder, de har levet og åndet og været udsat for lidt af hvert – ja, de har jo også været udsat for jer!
Livet igennem udsættes vi for hinanden på godt og ondt. Nogle bliver vore venner, andre bliver vore naboer, nogle fester vi med og andre hilser vi kun flygtigt på. Hele tiden er vi på vej, men ingen kan vide, hvor lang eller kort vejen er, om den er fyldt med huller eller nem at gå på. Nogle gange går vores vej ligesom op ad glædens strålende bakker, hvor glæden er størst og Gud føles allermest nærværende, men andre gange går vejen ned i sorgens dybe mørke dale, hvor Gud føles allermest fraværende. Man siger, at uden mad og drikke duer helten ikke. I Danmark får vi som regel det daglige brød i rigelige mængder, men her i kirken får vi noget andet at spise, nemlig den åndelige føde.
Bønnen Fadervor er åndelig mad og drikke, og vi fået den med på vandringen, så vi kan be’ den, både i når vi er trætte og sure og når vi er friske og glade – bønnen får vi med fra dåben og fra enhver gudstjeneste her i kirken. Kirken er gammel, meget gammel. Meget ældre end de ældste her i kirken, meget ældre end præsterne på tavlen, ældre end orgelet, ældre end Hunderup og Sejstrup landsbyer, ja, kirkebygningen her er nok det ældste levn fra 1200-tallet, som endnu bliver brugt ved livets begyndelse og afslutning. Vi samles altså her i rummet for at blive rummet med alle vore følelser, al vor tro, al vor tvivl. Og som I kan se, står den jo her endnu, og når vores smartphones ikke længere duer, vores cykler er rustede, vore computere blevet for gamle, mon så ikke kirken står her endnu og stadig kan holde til, at vi bruger den?
Kære konfirmander! I har gjort det godt! I har tænkt og talt, I har deltaget og taget ansvar for, at I i dag sidder her. Jeg er ikke i tvivl om, at vi også vil ses fremover, for der er meget mere at snakke om, meget mere at se og undre sig over, meget mere at høre på og tænke over. Derfor arrangerer vi fra kirkens side en tur til København i september, hvor I inviteres til tage på opdagelse blandt de forskellige kirker og trosretninger derovre. Så bygger vi oven på konfirmationsforberedelsen og ser og hører om ting, vi ikke lige har kunnet finde her i området. Det får I mere information om senere.
Til slut er der bare at sige, som vi sang i den første salme: ”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde! / Da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, / på allerbedste måde.” (DDS 752, vers 4: Morgenstund har guld i mund) Amen.
Bag os ligger mange torsdage morgener. Nu tænker vi på dem som minder om dengang, vi mødtes i konfirmandstuen i Vilslev. Der var dage med regn og slud, dage med solskin og fuglesang. Der var dage, hvor vi diskuterede meget – for I har jo jeres meningers mod! Kære forældre – det ved I godt! Og selvom det kan være træls, må vi jo bare huske, at vi alle har vore egne meninger – heldigvis! Så kan vi diskutere og være uenige – bare vi stadig kan mødes i fred og ro og hilse ordentligt på hinanden. For selvom bølgerne nogle gange er gået højt i konfirmandstuen, og selvom vejen frem til i dag ikke altid har været lige let for jer alle, så sidder I altså her – pæne i tøjet, måske lidt nervøse eller spændte, og skal om lidt op til alteret for at sige ”ja” til at blive konfirmeret i den kristne tro.
Det er endnu et skridt på vejen. Vejen – ja, vejen gennem livet; at rejse er at leve sagde HC Andersen, men det gi’r også mening at sige: ”at leve er at rejse”, for livet i sig selv er en rejse. Ikke alle dage er lige spændende eller fyldte med action og drama, men hver dag rummer noget nyt, noget særligt, noget der former os som mennesker og danner os om individueller personer. Konfirmander, hvis I kigger til siden, ser I nogle voksne personer. De har levet længere end jer, og oplevet meget mere end jer. Tænk bare på, hvor mange dage eller timer eller sekunder, de har levet og åndet og været udsat for lidt af hvert – ja, de har jo også været udsat for jer!
Livet igennem udsættes vi for hinanden på godt og ondt. Nogle bliver vore venner, andre bliver vore naboer, nogle fester vi med og andre hilser vi kun flygtigt på. Hele tiden er vi på vej, men ingen kan vide, hvor lang eller kort vejen er, om den er fyldt med huller eller nem at gå på. Nogle gange går vores vej ligesom op ad glædens strålende bakker, hvor glæden er størst og Gud føles allermest nærværende, men andre gange går vejen ned i sorgens dybe mørke dale, hvor Gud føles allermest fraværende. Man siger, at uden mad og drikke duer helten ikke. I Danmark får vi som regel det daglige brød i rigelige mængder, men her i kirken får vi noget andet at spise, nemlig den åndelige føde.
Bønnen Fadervor er åndelig mad og drikke, og vi fået den med på vandringen, så vi kan be’ den, både i når vi er trætte og sure og når vi er friske og glade – bønnen får vi med fra dåben og fra enhver gudstjeneste her i kirken. Kirken er gammel, meget gammel. Meget ældre end de ældste her i kirken, meget ældre end præsterne på tavlen, ældre end orgelet, ældre end Hunderup og Sejstrup landsbyer, ja, kirkebygningen her er nok det ældste levn fra 1200-tallet, som endnu bliver brugt ved livets begyndelse og afslutning. Vi samles altså her i rummet for at blive rummet med alle vore følelser, al vor tro, al vor tvivl. Og som I kan se, står den jo her endnu, og når vores smartphones ikke længere duer, vores cykler er rustede, vore computere blevet for gamle, mon så ikke kirken står her endnu og stadig kan holde til, at vi bruger den?
Kære konfirmander! I har gjort det godt! I har tænkt og talt, I har deltaget og taget ansvar for, at I i dag sidder her. Jeg er ikke i tvivl om, at vi også vil ses fremover, for der er meget mere at snakke om, meget mere at se og undre sig over, meget mere at høre på og tænke over. Derfor arrangerer vi fra kirkens side en tur til København i september, hvor I inviteres til tage på opdagelse blandt de forskellige kirker og trosretninger derovre. Så bygger vi oven på konfirmationsforberedelsen og ser og hører om ting, vi ikke lige har kunnet finde her i området. Det får I mere information om senere.
Til slut er der bare at sige, som vi sang i den første salme: ”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde! / Da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, / på allerbedste måde.” (DDS 752, vers 4: Morgenstund har guld i mund) Amen.
