Liturgi
Gældende corona-regler: Mundbind ind og ud af kirken - ingen fællessang, men solosang - ingen nadver - andagt på højst ½ time. Der må kun være 10 kirkegængere i Hunderup og 15 i Vilslev. Der er tilmelding. Efter andagten i Vilslev optager jeg en video-andagt.
LITURGI
Klokkeringning
Præludium
Nådeshilsen v. præsten
Læsning af GT
orgel + solosang 736, v. 2-3-4: Den mørke nat forgangen er
Læsning af NT
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
orgel + solosang 360, v. 1 + 4: Arbejd, til natten kommer
Evangelium (med korsvar v. Hanne) + prædiken + lovprisning + meddelelser + kirkebøn
orgel + solosang 658, v. 1 + 3-4: Når jeg er træt og trist
Fadervor (i fællesskab)
Velsignelse (med korsvar v. Hanne)
Postludium
Prædiken
Forleden dag sad min kone og jeg ved frokostbordet og talte om den evangelietekst, som jeg lige har læst op. Min kone er eftertænksom og klog, og sagde bl.a. at sådan en arbejdsgiver, som vi har hørt om i lignelsen, findes sandelig ikke i virkeligheden. Arbejdsgiveren ville jo hurtig sætte sin formue over styr, hvis han gav den sløve arbejder lige så meget i løn som den hårdtarbejdende. Vi har kun hørt om arbejdernes første dag i vingården; dagen efter ville der nok kun begynde at dukke arbejdere op hen på dagen, for alle vil jo gerne have det nemt, og det var da utrolig nemt at arbejde ganske kort tid og alligevel hive en dagsløn hjem. Lignelsen kan altså ikke bruges om vores virkelighed med lønforhandlinger, politiske aftaler om arbejdsvilkår, debat om ligeløn osv.
Og min kone har naturligvis ret. Lignelsen handler om noget helt andet, for sådan er lignelser nemlig: Billeder på noget andet end det, vi hører. Dagens lignelse handler ikke om en vingård og ikke om fattige arbejdere, der hentes ind til at slide længe eller lidt, så de kan hente en dagsløn hjem og forsørge deres familier. Selvom lignelsen ved første ørekast kunne lyde som noget fra en ideel arbejdsplads, hvor alle arbejdere tildeles en lige stor løn, så er lignelsens formål først og fremmest at prikke til noget i os, så vi ad omveje kommer til at forstå noget mere om Gud, vor Fader i himlene. Vi har nemlig sans for det med arbejde, løn og retfærdighed, og derfor fylder forholdet mellem arbejde og løn da også så meget i vores og mediernes opmærksomhed. Den måde, som vingårdsejeren uddeler løn på, er provokerende, for den er ikke retfærdig på den måde, som vi har lært fra barnsben. Vi lærte, at man skal gøre sig fortjent til den gode løn, og at nogle har fortjent mere end andre; den, der arbejde længe skal have mere i løn end den, der arbejder kort. Det giver i vore hjerners fornuft ingen mening at den sløve skal have lige så meget som den ihærdige. I-n-g-e-n mening!
Præcist, kære menighed, og dér har vi en overskrift på Gud. Han giver ingen mening! Ingen mening for os, der lever i forskellige jordiske systemer, indrettet efter forskellige politiske aftaler og kompromisser. Vi har vænnet os til, at vore egne spilleregler giver mest mening. Derfor tåler vi ikke at blive modsagt; ingen skal pille ved det, vi har lært som børn om retfærdig løn, der udbetales alt efter, hvor hårdt og godt, man har arbejdet. Vores samfund bygger jo på, at lønnen afspejler arbejdsindsatsen; og så er nogle blevet vindere og andre tabere, men det er jo deres egen skyld. De kunne enten have taget sig en bedre uddannelse, taget sig et bedre arbejde, været bedre til at forhandle løn osv. Jo, i vores system er enhver sin egen lykkes smed, og lykkes man ikke, ja, så er man en fiasko, og det er de selv uden om. Basta.
Når vi i dag skal høre om den ufornuftige vingårdsejers ødsle forhold til løn, så er det ikke fordi, vi skal revolutionere vores demokratiske samfund efter en ny økonomisk model. Det ligger langt fra lignelsen, for den handler kun om Guds godhed. Men det kan også være slemt nok. For lignelsen understreger jo, at Gud er god mod hvem, han vil være god imod, og han er sådan set fløjtende ligeglad med, hvad vi mennesker mener og råber op om, at dén og dén ikke fortjener hans godhed, eller at dén og dén burde få mere godhed. Nej, i Guds rige er der ingen forskel – vi er alle lige – lige døbte og lige tilgivet; ligeværdige taget til nåde. Og Gud bestemmer. Dét er også slemt nok at lægge øre til, for vi tror jo, at vi selv bestemmer over vores liv og salighed – og også over andres! Det har der igennem kirkens historie været alt for mange smertelige eksempler på; at præsten eller andre selvhellige idømmer nogle i efterlivet den ene eller anden vej. Men det er ikke op til os at dømme, hverken om det ene eller det andet. Dommen alene er Guds.
Men hvad skal vi arbejde for, hvis ikke for en dagsløn – eller den evige salighed? Hvis vi alle – ihærdige som dovne – alligevel får en dagsløn uanset, hvor længe og godt vi arbejder – hvor overfladisk eller dybt, vi tror -, hvorfor skulle vi så ikke bare dovne dagen væk, og så nøjes med at arbejde en halv time? Vi får jo lønnen alligevel, fordi arbejdsgiveren er så dejlig rundhåndet og efter vores målestok en smule naiv. Det er dog med arbejdet, som det er med livet. Og man kan spørge: Hvorfor skal man besvære sig med at leve og elske, når vi alligevel bare mister og dør? Spørgsmålet er naivt, for selvfølgelig skal vi leve, og vi skal da arbejde - men ikke for at tjene til efterlivets ophold; det har Gud jo sørget for, så det er ikke for Guds skyld, at vi arbejder, men for hinandens, og så bliver vingården pludseligt et billede på det samfund og fællesskab, den menighed og familie, vi selv er en del af. Det er dér, vi skal lægge vore livs- og arbejdstimer. Og så får det pludseligt en anden betydning, om man egoistisk kun gider arbejde en time og være ligeglad med at andre bliver nødt til at arbejde i 12 timer. Når Gud er så rundhåndet gavmild med sin nåde og godhed over for os, burde vi så ikke også i vores vingård være nådige, barmhjertige og gode over for hinanden? Amen.
Lovprisning
Præsten: For at det ikke kun er min og kirkesangeren stemmer, der lyder her i kirkerummet, har jeg lagt sedler på jeres bænkepladser, så vi i fællesskab kan sige den lovprisning, der kommer efter prædiken:
Siges i kor af hele menigheden: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud; Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Kære Gud, du forkæler os ved at give os det evige liv så billigt, ja, endda helt gratis. Hvad forlanger du af os andet, end at vi tager imod din kærlighed? Du siger, at vi skal elske vor næste, men selvom vi er dårlige til det, straffer du os ikke. Gud, for vores fornuft giver du ingen mening, og det takker vi dig for. Tak, fordi du er alt andet end noget, vi kan forstå med vore hjerner. Tak, fordi det giver tro at være i din nærhed, og tak fordi troen bringer håb ind i vores dagligdag, og tak fordi håbet vækker et ønske om at leve i kærlighed. Sådan levede Jesus, så han blev til frelse for alle os, i hvem der står en evig kamp mellem hjernens fornuftige tvivl og hjertets barnelige tro. Gud, send din Helligånd over os, så fornuften klapper i og giver os ro til at tro, så der ud af troen kan vokse en vilje til at arbejde for alt det gode i vores familie, samfund, menighed og fællesskab. Derved vil vi ære dig, Gud, vor Fader, og derved vil vi være til gavn for dem, vi har omkring os. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
Meddelelser
Næste korte gudstjeneste er søndag den 7. februar kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Søndag den 14. februar er det Fastelavns Søndag, og jeg arbejder på at søsætte noget, så især børnene kan mærke, at det er fastelavn; vi trænger til barnlig glæde og hygge!
Kyndelmisse – tirsdag den 2. februar kl. 17 – 17.30. husk tilmelding. Andagten vil blive holdt med musik og solosang og ikke så mange talte ord. Der vil være plads til selv at tænde et stearinlys og sidde i stilhed. På den måde bliver kyndelmissen til en stund i kirkerummets nærvær og eftertænksomhed.
Husk tilmelding – se opslag på facebook – eller ring eller skriv til mig. Dem, der har tilmeldt sig, har førsteret til en bænkeplads, og selvom man ikke tilmelder sig, må man stadig gerne kigge ind i kirken før andagten og se, om der er plads.
Jeg er ked af, at det er sådan, men jeg er glad for, at vi trods alt kan mødes til hyggelige og opbyggelige andagter i en tid, hvor vi sandelig trænger til at høre, at Gud ikke har forladt os eller overladt os til vores egen skæbne. Der er håb!
Apostolsk
Præsten: Lad os med apostlen tilønske hinanden
Menigheden siger i fællesskab: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.