Fåret, der blev fundet. Illustration af John Everett Millais. Kilde: Wikimedia Commons.
Søndag 22. søndag efter trinitatis (13-11-2022) kl. 9.30 Hunderup m. kaffe, Vilslev kl. 11 m. dåb
** kl. 9.30 Hunderup m. kaffe SALMER: 750: Nu titte til hinanden - 656: Ængstede hjerte, melodi: Viborg - 382: Kom brødre, lad os ile - — 593: En hyrde glemmer fåret ej - 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 754: Se, nu stiger solen - ** Vilslev kl. 11 m. dåb SALMER 750: Nu titte til hinanden - 448: Fyldt af glæde - 674: Sov sødt barnlille - — 593: En hyrde glemmer fåret ej - 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 754: Se, nu stiger solen
INTRO GT
Fra GT skal vi nu høre et stykke skrevet af profeten Esajas. Gud talte igennem ham til sit folk, og der tales om barmhjertighed, om trøst og hjælp. Vi hører navnet Zion, der er et andet navn for Jerusalem, som var det helligste sted i Israel, for det var dér jødernes stolthed og hellige tempel lå. Zion føler sig glemt, men Gud lover, at selvom en mor skulle kunne gøre det utænkelige at glemme sit barn, så vil Gud dog altid huske på sine børn. Rejs jer og hør, at denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
* INTRO NT
Fra NT skal vi høre et kort men godt stykke fra apostlen Paulus’ hånd og pen. Han skrev til den kristne menighed i havnebyen Efesos på Tyrkiets vestkyst, og han skriver med en påmindelse om, hvordan de kristne skal være over for hinanden. Det er skrevet for små 2000 år siden, men det gælder lige godt i dag, for så meget har vi altså heller ikke forandret os. Rejs jer og hør, epistlen skriver apostlen Paulus til Efeserne:
PRÆDIKEN
Jeg plejer at skrive prædiken om fredagen, for så kan man tænke tilbage på ugen, der gik og måske bruge noget af det i sin prædiken. Fredag meget tidligt om morgenen fik jeg en SMS fra en kollegapræst og kammerat om, at hans datter havde kastet op hele natten. Jeg kunne ikke toppe dén oplevelse, men skrev tilbage, at min 2,5-årige datter i bedste trodsalder var begyndt at kaste med maden, når hun ikke ville spise det, hun ellers dagen før helt vildt godt kunne lide – og ellers slå fra sig både med vilde håndslag og verbale råb, som håndboldtrænere må misunde. Og da Jesus i dag taler stort om det lille barn, så følte jeg, at jeg vist havde inspiration nok.
Hvad bed I mærke i af det stykke, jeg lige læste? Jeg må indrømme, at den midterste del var noget barsk at læse og ikke mindst at høre sådan en søndag formiddag, hvor livet ellers er ganske okay. Skal vi nu ligefrem druknes af møllesten eller have lemmerne revet af og desuden smides i Helvedes ild? Hvad i alverden foregår der?! Der er mange ting på spil her, og man kan nemt høre sig døv på det, der skurer mest i ørene, og måske er det ikke et særligt godt retorisk greb sådan at udspy den slags, når pointen er noget helt andet og langt mere glædeligt. Lad os tage sagen stille og roligt.
Det hele begynder med, at hans disciple (elever) kommer hen til ham og spørger: ”Hvem er den største i Himmeriget?” Jeg stillede mine konfirmander det samme spørgsmål, efter at vi havde læst stykket, og de svarede både Gud og Jesus, men det gjorde Jesus ikke selv. Hverken Gud eller Jesus eller Helligånd er den største i Himmeriget, men et lille barn, som han stillede midt i blandt den store mængde af voksne, alvorlige mennesker. Som dette barn er, skal I også være, sagde han og så kom alle de grusomme billeder, som vi snubler over med god grund, for det er dårligt nyt for dem, der er at for voksne.
Hvad rummer dog et lille barn, som vi, der er trådt ind i de voksnes rækker kan lære noget af? At det larmer, savler og lugter fælt, når det har lavet i bleen? At det ødelægger nattesøvnen og giver sine forældre grå hår af mange bekymringer? Nej, men det lille barn er dybt afhængig af sine forældres omsorg og kærlighed. Det lille barn vågner om natten og er ked af det, råber på sin far eller mor, og straks vælter man ud af sengen for i sin søvndrukne tilstand at trøste, så godt man kan. Vi elsker ikke vore børn, fordi de kræver så meget af os, men på trods af det. Som sådan et barn skal vi være over for Gud; sådan skal vi være afhængige af Guds omsorg og kærlighed, sådan skal vi føle at Han hjælper os, når vi vågner midt om natten og er kede af det. Afhængige skal vi være –ikke af snus, alkohol, tobak, Twitch, TikTok eller andet nedbrydende, men af omsorg. Vi skal længes efter omsorg – og vi skal få det.
Men skam få den, der ødelægger et lille barns tillidsfulde tro på sine forældre; skam få den, der ødelægger et andet menneskes tillidsfulde måde i sin barnetro at håbe tro på Gud. Hvis man ødelægger børns tillid til naturlig omsorg, eller ødelægger deres tro på kærlighed eller håb om hjælp i mørket, så var det bedre, man havde fået en møllesten hængt om halsen. Kort sagt: Der er noget værre end at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Hvis man er årsag til, at et lille barn (hvor gammelt det end er) mister troen, håbet og kærligheden, så har man ikke fortjent noget godt. Hvem af os kan sige, at vi ikke en gang imellem kommer til netop såre hinanden så hårdt, eller skuffe hinanden så dybt eller på anden måde være med til at ødelægge det fineste for hinanden? Hvis vi dog så bare kunne rive det ud af os, der ødelagde det for andre. Kunne vi dog blot rive øjet ud eller hånden af, så vi ikke længere i et vredens øjeblik kunne sende onde øjne eller række den finger til hinanden, der betyder, at den andens ve og vel kan rende og hoppe. Vi kan ikke gøre dét om, hvor meget vi end fortryder. Derfor må vi jo bare indse, at vi har gjort det onde, som vi egentligt ikke ville, og at vi ikke gjorde det gode, som vi så gerne ville.
Vi kan ikke stole på vores egen krop, og hvis vi skulle rive et øje ud eller rykke en hånd af for at rense os for det, der gør noget forkert imod andre, så ville vi jo ende med at klippe mere end en tå og hugge mere end en hæl, ja vi ville være nødt til at flå os selv til atomer - og forsvinde. Vi ville skulle rive os selv til plukfisk, og hvad nytter det så? Som invalide mennesker uden lemmer, uden hjerte eller hoved, så kan vi jo slet intet. Og netop når vi indser dét om os selv, er det en god nyhed. Gud er kærlighed og han kan kun elske os, ligesom vi kun kan elske vore børn. Kærlighed er ikke rationel, men relationel. Jesus er som lægen, der går hen til den syge; han er som hyrde, der søger efter det vildfarne får; han er som redningsmanden, der går gennem ild og vand for at finde den, der blev væk fra flokken, fællesskabet og sig selv. Og Jesus finder altid, hvad han søger efter. Han finder også os. Spørgsmålet er, om vi kan finde os selv?
I vores kultur og samfund er der en enorm overflod. Selv i trange tider som når el- og gaspriserne samt andre leveomkostninger presser husholdningen og økonomien, så kan man på facebook se, at der kæmpes om at få fat i en and til Mortens Aften (koste hvad det vil), og at der hamstres Tinkahuer til jul, og diskuteres julebelysning til hele huset – og man tager sig nogle gange til hovedet. Hvad er det, vi har gang i? Hvad er vi som samfund? Hvor er vi på vej hen? Forbrugerismen holder samfundets hjul i gang, siges det, men her i kirken siges, at vi bør elske mere og forbruge mindre. Der er så meget, vi vil, og siden vi var to år, har vi ment, at vi kunne det hele selv. Nu er vi så her i dette samfund, hvor mange bøvler med livet og tilværelsen. Vi har alle vores at slæbe på, og derfor er der mere end nogensinde grund til at gå i kirke og høre, at Gud stadig vil have med os at gøre!
Tænk, et barn har uendelig stor værdi for sine forældre, inden det har gjort sig fortjent til det. Det er altså ikke barnets gerninger, der gør, at vi elsker det, men det er relationen: Fordi det er vores barn. Et barn er selvfølgelig ikke perfekt, hvis vi sammenligner det i konkurrence med alle andre børn, men vores barn er perfekt for os. Sådan er også vi elsket af Gud og perfekte i hans øjne. Det skal ikke høres som en undskyldning for, at vi kan opføre os som frække bananer, men det skal løfte os op på de grå dage, så vi i alle ting og til alle tider må vide, at den himmelske omsorg har retning mod os. Himmeriget er også for voksne, men vi skal blive som børn ved, at vi skal turde længes efter omsorg og stole på, at vi får al den kærlighed, der kan ligge på os. Amen.
LOVSPRISNING Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 23. søndag efter Trinitatis Amen.
KIRKEBØN – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Hunderup
Vilslev
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
** kl. 9.30 Hunderup m. kaffe SALMER: 750: Nu titte til hinanden - 656: Ængstede hjerte, melodi: Viborg - 382: Kom brødre, lad os ile - — 593: En hyrde glemmer fåret ej - 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 754: Se, nu stiger solen - ** Vilslev kl. 11 m. dåb SALMER 750: Nu titte til hinanden - 448: Fyldt af glæde - 674: Sov sødt barnlille - — 593: En hyrde glemmer fåret ej - 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 754: Se, nu stiger solen
INTRO GT
Fra GT skal vi nu høre et stykke skrevet af profeten Esajas. Gud talte igennem ham til sit folk, og der tales om barmhjertighed, om trøst og hjælp. Vi hører navnet Zion, der er et andet navn for Jerusalem, som var det helligste sted i Israel, for det var dér jødernes stolthed og hellige tempel lå. Zion føler sig glemt, men Gud lover, at selvom en mor skulle kunne gøre det utænkelige at glemme sit barn, så vil Gud dog altid huske på sine børn. Rejs jer og hør, at denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
* INTRO NT
Fra NT skal vi høre et kort men godt stykke fra apostlen Paulus’ hånd og pen. Han skrev til den kristne menighed i havnebyen Efesos på Tyrkiets vestkyst, og han skriver med en påmindelse om, hvordan de kristne skal være over for hinanden. Det er skrevet for små 2000 år siden, men det gælder lige godt i dag, for så meget har vi altså heller ikke forandret os. Rejs jer og hør, epistlen skriver apostlen Paulus til Efeserne:
PRÆDIKEN
Jeg plejer at skrive prædiken om fredagen, for så kan man tænke tilbage på ugen, der gik og måske bruge noget af det i sin prædiken. Fredag meget tidligt om morgenen fik jeg en SMS fra en kollegapræst og kammerat om, at hans datter havde kastet op hele natten. Jeg kunne ikke toppe dén oplevelse, men skrev tilbage, at min 2,5-årige datter i bedste trodsalder var begyndt at kaste med maden, når hun ikke ville spise det, hun ellers dagen før helt vildt godt kunne lide – og ellers slå fra sig både med vilde håndslag og verbale råb, som håndboldtrænere må misunde. Og da Jesus i dag taler stort om det lille barn, så følte jeg, at jeg vist havde inspiration nok.
Hvad bed I mærke i af det stykke, jeg lige læste? Jeg må indrømme, at den midterste del var noget barsk at læse og ikke mindst at høre sådan en søndag formiddag, hvor livet ellers er ganske okay. Skal vi nu ligefrem druknes af møllesten eller have lemmerne revet af og desuden smides i Helvedes ild? Hvad i alverden foregår der?! Der er mange ting på spil her, og man kan nemt høre sig døv på det, der skurer mest i ørene, og måske er det ikke et særligt godt retorisk greb sådan at udspy den slags, når pointen er noget helt andet og langt mere glædeligt. Lad os tage sagen stille og roligt.
Det hele begynder med, at hans disciple (elever) kommer hen til ham og spørger: ”Hvem er den største i Himmeriget?” Jeg stillede mine konfirmander det samme spørgsmål, efter at vi havde læst stykket, og de svarede både Gud og Jesus, men det gjorde Jesus ikke selv. Hverken Gud eller Jesus eller Helligånd er den største i Himmeriget, men et lille barn, som han stillede midt i blandt den store mængde af voksne, alvorlige mennesker. Som dette barn er, skal I også være, sagde han og så kom alle de grusomme billeder, som vi snubler over med god grund, for det er dårligt nyt for dem, der er at for voksne.
Hvad rummer dog et lille barn, som vi, der er trådt ind i de voksnes rækker kan lære noget af? At det larmer, savler og lugter fælt, når det har lavet i bleen? At det ødelægger nattesøvnen og giver sine forældre grå hår af mange bekymringer? Nej, men det lille barn er dybt afhængig af sine forældres omsorg og kærlighed. Det lille barn vågner om natten og er ked af det, råber på sin far eller mor, og straks vælter man ud af sengen for i sin søvndrukne tilstand at trøste, så godt man kan. Vi elsker ikke vore børn, fordi de kræver så meget af os, men på trods af det. Som sådan et barn skal vi være over for Gud; sådan skal vi være afhængige af Guds omsorg og kærlighed, sådan skal vi føle at Han hjælper os, når vi vågner midt om natten og er kede af det. Afhængige skal vi være –ikke af snus, alkohol, tobak, Twitch, TikTok eller andet nedbrydende, men af omsorg. Vi skal længes efter omsorg – og vi skal få det.
Men skam få den, der ødelægger et lille barns tillidsfulde tro på sine forældre; skam få den, der ødelægger et andet menneskes tillidsfulde måde i sin barnetro at håbe tro på Gud. Hvis man ødelægger børns tillid til naturlig omsorg, eller ødelægger deres tro på kærlighed eller håb om hjælp i mørket, så var det bedre, man havde fået en møllesten hængt om halsen. Kort sagt: Der er noget værre end at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Hvis man er årsag til, at et lille barn (hvor gammelt det end er) mister troen, håbet og kærligheden, så har man ikke fortjent noget godt. Hvem af os kan sige, at vi ikke en gang imellem kommer til netop såre hinanden så hårdt, eller skuffe hinanden så dybt eller på anden måde være med til at ødelægge det fineste for hinanden? Hvis vi dog så bare kunne rive det ud af os, der ødelagde det for andre. Kunne vi dog blot rive øjet ud eller hånden af, så vi ikke længere i et vredens øjeblik kunne sende onde øjne eller række den finger til hinanden, der betyder, at den andens ve og vel kan rende og hoppe. Vi kan ikke gøre dét om, hvor meget vi end fortryder. Derfor må vi jo bare indse, at vi har gjort det onde, som vi egentligt ikke ville, og at vi ikke gjorde det gode, som vi så gerne ville.
Vi kan ikke stole på vores egen krop, og hvis vi skulle rive et øje ud eller rykke en hånd af for at rense os for det, der gør noget forkert imod andre, så ville vi jo ende med at klippe mere end en tå og hugge mere end en hæl, ja vi ville være nødt til at flå os selv til atomer - og forsvinde. Vi ville skulle rive os selv til plukfisk, og hvad nytter det så? Som invalide mennesker uden lemmer, uden hjerte eller hoved, så kan vi jo slet intet. Og netop når vi indser dét om os selv, er det en god nyhed. Gud er kærlighed og han kan kun elske os, ligesom vi kun kan elske vore børn. Kærlighed er ikke rationel, men relationel. Jesus er som lægen, der går hen til den syge; han er som hyrde, der søger efter det vildfarne får; han er som redningsmanden, der går gennem ild og vand for at finde den, der blev væk fra flokken, fællesskabet og sig selv. Og Jesus finder altid, hvad han søger efter. Han finder også os. Spørgsmålet er, om vi kan finde os selv?
I vores kultur og samfund er der en enorm overflod. Selv i trange tider som når el- og gaspriserne samt andre leveomkostninger presser husholdningen og økonomien, så kan man på facebook se, at der kæmpes om at få fat i en and til Mortens Aften (koste hvad det vil), og at der hamstres Tinkahuer til jul, og diskuteres julebelysning til hele huset – og man tager sig nogle gange til hovedet. Hvad er det, vi har gang i? Hvad er vi som samfund? Hvor er vi på vej hen? Forbrugerismen holder samfundets hjul i gang, siges det, men her i kirken siges, at vi bør elske mere og forbruge mindre. Der er så meget, vi vil, og siden vi var to år, har vi ment, at vi kunne det hele selv. Nu er vi så her i dette samfund, hvor mange bøvler med livet og tilværelsen. Vi har alle vores at slæbe på, og derfor er der mere end nogensinde grund til at gå i kirke og høre, at Gud stadig vil have med os at gøre!
Tænk, et barn har uendelig stor værdi for sine forældre, inden det har gjort sig fortjent til det. Det er altså ikke barnets gerninger, der gør, at vi elsker det, men det er relationen: Fordi det er vores barn. Et barn er selvfølgelig ikke perfekt, hvis vi sammenligner det i konkurrence med alle andre børn, men vores barn er perfekt for os. Sådan er også vi elsket af Gud og perfekte i hans øjne. Det skal ikke høres som en undskyldning for, at vi kan opføre os som frække bananer, men det skal løfte os op på de grå dage, så vi i alle ting og til alle tider må vide, at den himmelske omsorg har retning mod os. Himmeriget er også for voksne, men vi skal blive som børn ved, at vi skal turde længes efter omsorg og stole på, at vi får al den kærlighed, der kan ligge på os. Amen.
LOVSPRISNING Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 23. søndag efter Trinitatis Amen.
KIRKEBØN – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Hunderup
- Næste gudstjeneste søndag kl. 11
- Indsamling: Fra høst til juleaften samler vi ind til Børnesagens Fællesråd, der arbejder på at forbedre udsatte danske børns rettigheder og vilkår, f.eks. ved at give dem en bedre jul.
- Efter gudstjenesten – kirkekaffe
Vilslev
- Næste gudstjeneste søndag kl. 19 – aftensgudstjeneste
- Indsamling til Julemærkefonden
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
