teologi&kultur
  • Forsiden
    • Foredrag
    • CV
  • Artikler
    • Prædikener
    • Historie
  • Blog
    • Igangværende projekter
  • Slægt og samfund i Børsmose
    • slægtsarbejde på facebook
  • Hunderup og Vilslev sogne
    • Kongeåpastoratet
    • Kirkestatistik
    • Sognekalender (Vilslev og Hunderup)
    • Velkommen til nye borgere
    • Præster >
      • Arendse Dyssel
    • Kirker
    • Kirkeblade
    • Knud Langs mindelund
  • Konfirmander
  • Kontakt

Prædiken: Spis brød til - det gi'r håb!

6/6/2022

0 Comments

 
Picture
Hjortlund Kirke, Anden Pinsedag. Foto: Ole Witte Madsen
2. PINSEDAG kl. 14 I HJORTLUND 2022
Klokkeringning
Præludium VED BASUN OG TROMPET
Indgangsbøn VED KIRKESANGER
Salme 15 OP AL DEN TING SOM GUD HAR GJORT
Kollekt, læsning VED KATRINE GAUB
Trosbekendelsen (SIGES) VED KATRINE GAUB
Salme 287 KRAFTEN FRA DET HØJE
Evangelium (INGEN KORSVAR)
og prædiken VED OLE WITTE MADSEN
Lovprisning, kirkebøn, apostolsk velsignelse VED OLE WITTE MADSEN
Salme 335 FLAMMERNE ER MANGE
Fadervor og velsignelse (INGEN KORSVAR) VED OLE WITTE MADSEN
Salme 290 I AL SIN GLANS
Udgangsbøn VED KIRKESANGER
Postludium VED BASUN OG TROMPET
  
PRÆDIKEN
Hvad ville I ønske jer, hvis I havde 1 ønske? Hvis I kunne ønske jer alt mellem himmel og jord, hvad ville det så være?
(tænkepause)
Der er mange, som ønsker sig materielle ting, og det ville da være lidt mærkeligt, hvis man f.eks. ikke ønskede sig flere penge eller et bedre hus eller større bil osv. Det er vel også pga. penge og løn, at vi går på arbejde? Penge giver os mulighed for at gøre vore drømme til virkelighed. Nogle drømme kan dog ikke blive virkeliggjorte, uanset hvor mange penge, man har. Et godt, sundt og stærkt helbred kan man ikke købe sig til, ligesom man ikke kan købe sig til at være glad og lykkelig, ubekymret og imødekommende. Man kan måske nok købe sig til venner, men når pengene slipper op, så forsvinder vennerne også. Hvis bare man kunne købe en personlighed, som alle mennesker kunne lide! Eller hvis man kunne købe sig til at blive genial og løse alle verdens problemer! Vi kan drømme om meget. Drømmere er der ikke nok af. Vi har brug for flere, der tør drømme store drømme med høje håb og store ønsker. For vi må drømme, før vi kan gøre noget; vi må håbe og forvente at vi kan gøre noget andet og nyt, så tingene bliver lidt bedre, end det var. Vi har brug for flere drømmere. Nogle som tør tage fat med et håb i den ene hånd og en megafon i den anden hånd og så råbe til folk og sige: Hør lige her! Der er håb!
 
Engang gik Jesus rundt og sagde netop dét: Der er håb, kære venner! Han lagde hænderne på de syge og bad for dem, så de blev helbredte og raske; han lyttede til dem, der blev holdt uden for fællesskabet, og det gav dem håb om en ny tilværelse; han rakte hånden ud og tog imod dem, som ingen andre gad lege med. Og han sagde, at der er evigt liv. Det er endnu en ting, vi ikke kan købe for penge eller guld og grønne skove. Livet på den anden side af døden kan vi kun få, fordi Jesus gi’r os det. Han gik jo selv over dødens hav for at komme til livets land. Det er godt at høre, at selv døden ikke er slutningen. ”Den, der tror, har evigt liv”, siger Jesus, og selvom det ikke altid er nemt at tro, så er det altid værd at tro på, at kærligheden vinder, og at der ikke kan lægges låg på livet.
 
Nå, nu bli’r det lidt højragende. Kristendom og tro er ikke at stå med næsen i sky og vente på den dag, hvor vi skal vende hjem til de himmelske boliger; for vi er jo her på det jævne, hvor regnen vander vort land, og hvor solen gør huden brun og gi’r os sved på panden. Her på det jævne har vi især brug for håb, og gerne noget mere håndgribeligt end at der engang på den anden side af døden er et liv med glæde og fred. Derfor siger Jesus også, at han er livets brød. Vi ved jo godt, hvad brød er og vi ved at vi skal have noget indenbords, som rugbrødsmotoren kan køre på. Jesusbrødet er ikke ligesom det brød, som de spiste i ørkenen, dengang de blev befriet fra fangenskab i Egypten og gik en tur på små 40 år som ørkenvandring og pilgrimsvandring til det land, hvor de fik lov at bosætte sig og leve i generationer. Dengang i ørkenen sultede de vandrende og Gud gav dem manna, et slags brød fra himlen, men som Jesus siger: De spiste manna, men de døde alligevel. Jesusbrødet er ikke som manna. Der er mere saft og kraft og næring, og det er jo, fordi Jesusbrødet ikke er noget helt konkret som en skive rugbrød, men noget, der både er konkret og flyvsk. Jesusbrødet er håb.
 
Kun når man har et håb, kan man have et godt liv. Dem, der ikke har noget håb, synker jo ned i sumper af alt muligt skidt. Når Gud hiver os op nede fra sygdommens og depressionens og misbrugets sumpede mudderhuller og mørke kamre, ser vi morgensolen som første gang og aner i hjertet, at der igen er et levende, sandt og oprigtigt håb for os. Uden håb, intet liv. Med håb – masser af liv! Kun når vi håber på noget, når vi drømmer om noget, så har vi noget at leve af og leve for; noget at tro på og kæmpe for. Noget, der er større end os selv.
 
Fyldt af håb kunne apostlene sælge alle deres ejendele og al deres ejendom og give det til de fattige, for apostlene spiste af det brød, der gav næring til deres håb om, at når Gud er for os, så kan ingen gøre os noget. Det er så fantastisk, at vi her i pinsen fejrer det over to dage, for vi får et frisk pust i vores indre, når vi hører, at Gud ikke ønsker os alt muligt ondt, selvom alt muligt ondt rammer os. Det er ikke Guds vilje, at vore kære skal dø eller at venskaber går i stykker; det er ikke Guds vilje, at vi skal miste håb eller blive modløse. Selvom vi er uden for Paradisets fredfyldte have, er vi hans folk, og han er vores Gud, og når vi begynder at se, hvem vores Gud er, så kan vi også begynde at se, hvordan vi er hans folk.
 
Også apostlene så det, og de vidste, at alle deres materielle ting kunne gøre mere gavn ved at blive solgt og givet væk til dem, der manglede. Sikke forbilleder. Det sker, at man gør sådan noget, når ånden bevæger vores blik væk fra vores egen navle, så vi ser andre i øjenhøjde. Det sker, når vi spiser Jesusbrødet og føler os mætte uden at eje en masse andet end dåbens løfter – og uden at være en masse andet end at vide os elskede, tilgivet og oprejste. Jo, der er sandelig håb for os. Det er ikke fordi, jeg som præst står her på prædikestolen i Hjortlund kirke Anden pinsedag, men fordi Gud er livets herre for os, Jesus er livets brød for os, og Ånden gør os åbne for, hvordan vi kan leve et meningsfyldt, godt og sandt liv på det jævne, på det jævne. Det er jo hernede på jord, vi lever, bor og tror. Nu er denne prædiken slut – det var mine ord. Glædelig pinse! (Og husk at spise brød til!) AMEN
 
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
 
KIRKEBØN – Lad os alle bede!
40-B – Mogens Agerbo - Pinsedag - II - 1996 (ApG. 2,1-13)
Gud, vi beder dig: Lad dit lys skinne for os - og i os - og giv os dit skub i ryggen, så vi kan finde vej ud i livet. Og fortæl os, at vejen aldrig er vor egen, men er vejen ud til andre mennesker, som kan gå et stykke vej sammen med os. Lær os, at livet aldrig fås til ejendom, men altid til låns - og at det er ved at slide på det, at vi finder meningen med livet - den mening, vi aldrig kommer til at forstå. Og når vi er slidt op, send os da din Helligånd, så vi kan mærke, at livet stadig er levende - om ikke her på jorden, så i dine hænder, som aldrig giver slip på os. Lad os være lysbærere og smittespredere for din kærlighed, Gud - så også andre kan få del i den - især dem, der er ramt af meningsløshed, elendighed, håbløshed, mismod - og af sorg, sult, krig og sygdom. Vi beder for alle, der har magt til at regere - og for dronning Margrethe og hele hendes familie. Vi beder for alle, der har opgaver, de skal løse - store som små - at de må kunne se længere end til deres egen næse. Vi beder for din kirke, Gud: at den må lære at rejse sig og gå ud i verden med dit glade budskab, så pinsens under kan nå ud til alverden. AMEN.
 
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste her i pastoratet er søndag den 12. juni kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hjortlund v. Katrine Gaub – jeg tager mig en friweekend.
 
På tirsdag får vi besøg af Hans Berntsen, som igennem 40 år har lagt sine hænder på syge og bedt for dem – og nogle/mange er blevet helbredt. Vi skal snakke med ham om, hvordan det kan lade sig gøre, og der er også mulighed for at blive bedt for. Det er tirsdag den 7. juni kl. 19 i Sognehuset. Der er gratis adgang og ingen tilmelding.
 
Onsdag den 8. juni er der sogneudflugt til Aabenraa. Man kan læse mere i kirkebladet om turens program og tilmelding.
 
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen. 
0 Comments



Leave a Reply.

    Arkiv

    February 2023
    January 2023
    December 2022
    November 2022
    October 2022
    September 2022
    August 2022
    July 2022
    June 2022
    May 2022
    April 2022
    March 2022
    February 2022
    January 2022
    December 2021
    November 2021
    October 2021
    September 2021
    August 2021
    July 2021
    June 2021
    May 2021
    April 2021
    March 2021
    February 2021
    January 2021
    December 2020
    November 2020
    October 2020
    August 2020
    July 2020
    June 2020
    May 2020
    April 2020
    March 2020
    February 2020
    January 2020
    December 2019
    November 2019
    October 2019
    September 2019
    August 2019
    July 2019
    June 2019
    May 2019
    April 2019
    March 2019
    February 2019
    January 2019
    December 2018
    November 2018
    October 2018
    September 2018
    August 2018
    July 2018
    June 2018
    May 2018
    April 2018
    March 2018
    February 2018
    January 2018
    December 2017
    November 2017
    October 2017
    September 2017
    August 2017
    July 2017
    June 2017
    May 2017
    April 2017
    March 2017
    February 2017
    January 2017
    December 2016
    November 2016
    October 2016
    September 2016
    August 2016
    July 2016
    June 2016
    May 2016
    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    September 2013
    August 2013
    June 2013
    April 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012

Powered by Create your own unique website with customizable templates.