I dag er der kun én måned til juleaften, og allerede på søndag er det første søndag i advent. I dag afslutter vi altså dette kirkeår, for på søndag begynder et nyt kirkeår; og vi begynder det nye kirkeår med at glæde os over Ham, som skal komme til verden og blive født i en stald. Men i dag er fokus et andet, og det ligner næsten en eksamen eller en vurdering af året, der er gået. Det er højst besynderligt med dagens evangelium dels at bukke og får går sammen og derfor skal adskilles, og dels at de velsignede tilsyneladende er velsignede og udvalgte fra begyndelsen, mens de forbandede ikke er forudbestemt til forbandelse eller fortabelse. Det er helt tydeligt, at vægten ligger på, at troen på Jesus skal vise sig i gode gerninger; men det er ikke uoverkommelige gode gerninger – man skal bare tage på besøg hos syge og fængslede, give tøj til de nøgne, give mad og drikke til dem, der lider. Det kan selv et barn overkomme at gøre. Og netop barnet er udgangspunktet for Jesus, for han siger jo, at hvad end man har gjort mod en af disse mindste, har man gjort imod ham. Han sætter sit frelseransigt på den nødlidende og det lille barn; svage mennesker får hans lighed; når vi derfor er gået forbi ham, der sælger Hus Forbi eller ikke har givet en skærv til indsamlerne med de røde indsamlingsbøsser, så er det Jesus selv, vi er gået forbi og har nægtet hjælp og støtte. Det synes jeg er et vildt perspektiv!
Konger plejer at sætte deres ansigter på mønter og pengesedler og diktatorer plejer at hænge deres portrætter op overalt i staten, men Himmelkongen Jesus valgte altså at sætte sit ansigt på dem, der så at sige ikke selv havde et ansigt; dem, som folk taler om, men ikke taler med. Alle dem, der lider nød kræver noget af os, og det er ubehageligt. Det er irriterende, at fremmede mennesker forlanger hjælp af os personligt; det er et af vore ømme punkter, og vi kan blive utroligt vrede over, at folk sådan bare forventer, at vi vil give dem penge eller venlighed eller hjælpe dem i deres nød. Jamen, er vi da ikke en underlig menneskehed, der elsker vore egne småbørn, selvom de er dybt afhængige af os og ødelægger vores nattesøvn med deres krav om mad og bleskift, men at vi ikke har overskud til bare en lille bitte smule at elske den, der mangler nogle basale ting i tilværelsen.
Som regel er det jo ikke fordi vi ikke kan give en skilling til den fattige og hjemløse eller give lidt tøj til den nøgne; vi kan da også godt finde tid i kalenderen til at besøge én på sygehuset eller i fængslet, eller hvor end vore nære og kære nu opholder sig. Viden har vi – vi ved, hvad der er godt at gøre; men viljen har vi ikke altid til at gøre det gode, som forventes af os. Det er da også interessant. Vi må altså bede om at få viljen til at gøre det gode.
I dag hører vi om dommedag, og når vi står ved tidernes og dagenes ende og skal vurderes og vejes og måles og bedømmes på alt det vi var eller ikke var for vore medmennesker, kan vi da nemt fælde mange domme over os: Vi slog ikke til. Vi gjorde ikke nok for andre; vi elskede ikke nok, tilgav ikke nok, hjalp ikke nok. Ved sådan en selvbedømmelse holder vi et spejl op for os selv og fordømmer os selv hårdt, for hvad ligner det dog at være sådan et menneske, som vi har været?! Samvittigheden brænder i os med skam og skyld. En anden type dom kan vi også nemt fælde over os selv: Vi tog os ikke tid nok til andre. Tænk, at det syntes vigtigere at tjekke mobilen end at tjekke op på sin ven, kæreste eller børn. Eller tænk at sofaen og fjernsynet trak os hen i søvnig eksistens og bandt os til træthed og bekvemmelighed i stedet for lige at ringe til den, vi ved sidder alene eller besøge den, der ligger på sygehuset. ”Burde man virkelig melde sig som frivillig besøgsven på sygehuse og i fængsler?” kan man tænke, imens man foran spejlet slår sig selv i hovedet med en tung dommerhammer, der banker livstidsdomme af dårlig samvittighed ned i vores sjæl.
Og sådan kan vi fortsætte med at kigge os i spejlet og dømme os for hver af de ting, Jesus remser op og stiller som krav og kriterier for, hvem der frelses og fortabes. Ja, jeg griber også i egen barm; jeg er ingen helgen, og jeg har også gået forbi flere, end jeg kan huske, og jeg har undladt at hjælpe, selvom jeg vidste, at jeg kunne og burde. Mange har jeg ikke fået besøgt, og pludseligt var deres tid forbi. Så det ser altså sort ud, hvis vi skal dømme os selv på den yderste dag; hvis vi skal trække i det dyre dommertøj og holde dom over os selv.
Men det skal vi ikke! Lad os knuse det mentale spejl foran os og lade være med at dunke os i hoved og hjerte med fortidens synder, fejl og mangler. Af kærlighed til os, glemmer Gud gerne de små og store synder. Vi er samlet herinde i kirken nu og hører disse ord fra Himmelkongen og dommeren over levende og døde. Han, som sætter sit ansigt på alle dem, vi er gået forbi – det er ham, der skal holde dom over os. Det sjove er, at Jesus holdt den tunge domstale for sine udvalgte venner; dem vi kalder de 12 disciple eller apostle. Han holdt talen lige før, han skulle tages til fange og korsfæstes. Og for at gøre en lang historie kort, så lovede og svor hver eneste af de 12 at de aldrig ville svigte Jesus, men tværtimod at de var villige til at gå i døden med ham. Mænd kan være store i deres ord, når det kræves af dem, selvom de bliver krystere, når det virkeligheden rammer; sådan gik det for de 12.
Den ene apostel, Judas, forrådte Jesus allerede samme aften, som de havde spist sammen i hyggeligt selskab; det blev det sidste hyggelige måltid for Jesus. Da soldaterne kom og pågreb Jesus, flygtede alle som én af de ellers så standhaftige mænd. De lod deres mester, ven og herre blive sulten og tørstig, fremmed, nøgen, syg og i fængsel – og de gjorde intet ved det; det gode de lovede at gøre, gjorde de ikke. Samvittigheden brændte i dem, men de kunne ikke udføre selv den mest basale barmhjertighedsgerning. Nu kunne man så tro, at deres skæbne var beseglet, og at de ved deres latterlige frygt og kærlighedsløse rædsel havde bragt forbandelse, fortabelse og Helvede over deres egne hoveder pga. deres ukristelige svigt, men nej. Da Jesus opstod fra de døde på den tredje dag, opsøgte han som det første dem, der havde svigtet ham og overladt ham til tortur og henrettelse. Det var ikke sådan, at han vendte tilbage som et spøgelse for at skræmme livet af dem; han vendte heller ikke tilbage for at håne dem for deres manglende mod eller skælde dem ud, fordi de intet forstod. Nej, han vendte tilbage for at tilgive dem.
Vort selvfordømmelsesspejl splintrer, vores sorte, tunge dommerhammer knuses, og vi står tilbage afklædte og nøgne, for Jesus har taget vore egen dom fra os og taget dommerkappen af os. Ja, nøgne som et nyfødt barn står vi der, for vi er på en måde genskabt og genfødt til en ny og større virkelighed, hvor dommen ikke er vores, men hvor livet og glæden, kærligheden og freden er vores vigtigste opgaver. Vi har fået et nyt syn på tilværelsen og på hinanden, for det er som om, vi bag de andres – både de fremmede og de velkendte - ansigter kan se et ansigt med tornekrone og korsmærker.
Se, Kristus har sat sit ansigt på hver enkelt af os, så vi kan huske på ham, når vi står over for et menneske, der spørger, om vi har en tyver til ”en kop kaffe” eller vil købe Hus Forbi; når vi møder et menneske i nød. Kristi ansigt er ikke på mønter men på mennesker; han tager de svagestes parti, og det gør han fordi, hvert barn er et mirakel og hvert menneske et under. Vi er allerede dømt – til nåde, og vi er bundet af kærlighed til håb ved vor dåb. Vi er ikke efterladte her på jorden; vi skal ikke gøre os fortjente til at møde Guds kærlighed. Den har han for længst givet os, og derfor må vi også give den videre til andre; give tid til mennesker, give håb, række ud, løfte op. Derfor vil jeg afrunde denne prædiken med at sige: Stå fast, hold ud, elsk din næste, tro på Gud. Amen.
Søndag den 24. november 2019, 9.30 Hunderup, kl. 11 Vilslev (med dåb af 1 pige). Hunderup 1) 733: Skyerne gråner og løvet falder - 2) 332. På Jerusalem det ny - 3) 370: Menneske din egen magt --- 4) 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 5) 456: Vor Herre Jesus i den nat - 6) 431: Herre Jesus dig til ære Vilslev + 1 dåb - 1) 733: Skyerne gråner og løvet falder - 2) 448: Fyldt af glæde over livets under - 3) 370: Menneske din egen magt - --- 4) 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 5) 456: Vor Herre Jesus i den nat - 6) 787: Du, som har tændt millioner af stjerner (ønsket af dåbsfamilien)
Indledning til GT
Som profet skal Esajas lytte til Gud i himlen og fortælle folk på jorden, hvad Gud har sagt. Esajas taler som regel til kongen over Israel eller til indbyggerne i Israles forskellige byer. Som regel taler han for at irettesætte folket eller advare dem om Guds vrede, men i dagens afsnit fortæller Esajas om Guds plan med at skabe det hele på ny; en ny himmel og ny jord og en verden fuld af fryd og jubel – et sandt paradis.
Indledning til NT
Paulus er en mand, som blev kaldet af Jesus til at grundlægge menigheder og kirker i middelhavsområdet. Han holdt kontakt til menighederne ved at skrive breve, og heldigvis for os er en del af hans breve blevet bevaret i Det Nye Testamente. I dag skal jeg læse et afsnit fra hans brev til menigheden i Thessaloniki i Grækenland; i afsnittet opmuntrer han sin menighed til at stå fast og holde fast ved Jesus Kristus, fordi der er trøst og glæde ved hans kærlighed.
Lovprisning
Lov og tak, og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Lad os alle bede.
Kære Gud, du gav os livet, for at vi med vort liv skulle leve til gavn og glæde for andre. Hjælp os til at finde mod til at leve sådan – i kærlighed, omsorg, retfærdighed og barmhjertighed mod alle. Kære Jesus, du gav dit liv til døden for at bryde dødens skræk – inspirer os til at leve uden frygt for døden i tro på, at livet altid finder en ny vej. Kære Helligånd, gør os hver især bevidste om, at vi er taget til nåde og tilgivet – for dommen er ikke vores, men dommeren er nådig.
Vi beder for de døbte verden over, og især for dem, der lider under forfølgelser og undertrykkelse. Vi beder for mennesker af anden tro og mennesker af ingen tro, at de må omvende sig og finde frihed, fred og glæde i kristendommen. Vi beder for landsbyen og sognet her, for menigheden, vore familier og venner. Vær du med os alle og vær du med vort land, regering og Dronning. Amen.
MEDDELELSER
På søndag begynder et nyt kirkeår med første søndag i advent. Julekrybben sættes frem i kirken, og vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup med kirkekaffe. Gudstjenesten indledes ved, at Fredslyset fra Betlehem bæres ind, så vi ved dens flamme kan tænde det første lys i adventskransen. I Vilslev fejrer vi gudstjeneste kl. 11, hvor vi får besøg af et børnekor fra Gredstedbro Skole, som vil synge for os. De plejer at gøre det meget flot, og det er rigtig hyggeligt.
Mandag den 2. december er der sangaften i Vilslev konfirmandstue, hvor vi synger de slidsærke sange fra Højskolesangbogen. Roll Præstegaard og Dorte Grangård Olesen spiller til, og da det nærmer sig jul, så byder Kongeådal Husholdningsforening på småkager og glögg. Alle er velkomne.
Konger plejer at sætte deres ansigter på mønter og pengesedler og diktatorer plejer at hænge deres portrætter op overalt i staten, men Himmelkongen Jesus valgte altså at sætte sit ansigt på dem, der så at sige ikke selv havde et ansigt; dem, som folk taler om, men ikke taler med. Alle dem, der lider nød kræver noget af os, og det er ubehageligt. Det er irriterende, at fremmede mennesker forlanger hjælp af os personligt; det er et af vore ømme punkter, og vi kan blive utroligt vrede over, at folk sådan bare forventer, at vi vil give dem penge eller venlighed eller hjælpe dem i deres nød. Jamen, er vi da ikke en underlig menneskehed, der elsker vore egne småbørn, selvom de er dybt afhængige af os og ødelægger vores nattesøvn med deres krav om mad og bleskift, men at vi ikke har overskud til bare en lille bitte smule at elske den, der mangler nogle basale ting i tilværelsen.
Som regel er det jo ikke fordi vi ikke kan give en skilling til den fattige og hjemløse eller give lidt tøj til den nøgne; vi kan da også godt finde tid i kalenderen til at besøge én på sygehuset eller i fængslet, eller hvor end vore nære og kære nu opholder sig. Viden har vi – vi ved, hvad der er godt at gøre; men viljen har vi ikke altid til at gøre det gode, som forventes af os. Det er da også interessant. Vi må altså bede om at få viljen til at gøre det gode.
I dag hører vi om dommedag, og når vi står ved tidernes og dagenes ende og skal vurderes og vejes og måles og bedømmes på alt det vi var eller ikke var for vore medmennesker, kan vi da nemt fælde mange domme over os: Vi slog ikke til. Vi gjorde ikke nok for andre; vi elskede ikke nok, tilgav ikke nok, hjalp ikke nok. Ved sådan en selvbedømmelse holder vi et spejl op for os selv og fordømmer os selv hårdt, for hvad ligner det dog at være sådan et menneske, som vi har været?! Samvittigheden brænder i os med skam og skyld. En anden type dom kan vi også nemt fælde over os selv: Vi tog os ikke tid nok til andre. Tænk, at det syntes vigtigere at tjekke mobilen end at tjekke op på sin ven, kæreste eller børn. Eller tænk at sofaen og fjernsynet trak os hen i søvnig eksistens og bandt os til træthed og bekvemmelighed i stedet for lige at ringe til den, vi ved sidder alene eller besøge den, der ligger på sygehuset. ”Burde man virkelig melde sig som frivillig besøgsven på sygehuse og i fængsler?” kan man tænke, imens man foran spejlet slår sig selv i hovedet med en tung dommerhammer, der banker livstidsdomme af dårlig samvittighed ned i vores sjæl.
Og sådan kan vi fortsætte med at kigge os i spejlet og dømme os for hver af de ting, Jesus remser op og stiller som krav og kriterier for, hvem der frelses og fortabes. Ja, jeg griber også i egen barm; jeg er ingen helgen, og jeg har også gået forbi flere, end jeg kan huske, og jeg har undladt at hjælpe, selvom jeg vidste, at jeg kunne og burde. Mange har jeg ikke fået besøgt, og pludseligt var deres tid forbi. Så det ser altså sort ud, hvis vi skal dømme os selv på den yderste dag; hvis vi skal trække i det dyre dommertøj og holde dom over os selv.
Men det skal vi ikke! Lad os knuse det mentale spejl foran os og lade være med at dunke os i hoved og hjerte med fortidens synder, fejl og mangler. Af kærlighed til os, glemmer Gud gerne de små og store synder. Vi er samlet herinde i kirken nu og hører disse ord fra Himmelkongen og dommeren over levende og døde. Han, som sætter sit ansigt på alle dem, vi er gået forbi – det er ham, der skal holde dom over os. Det sjove er, at Jesus holdt den tunge domstale for sine udvalgte venner; dem vi kalder de 12 disciple eller apostle. Han holdt talen lige før, han skulle tages til fange og korsfæstes. Og for at gøre en lang historie kort, så lovede og svor hver eneste af de 12 at de aldrig ville svigte Jesus, men tværtimod at de var villige til at gå i døden med ham. Mænd kan være store i deres ord, når det kræves af dem, selvom de bliver krystere, når det virkeligheden rammer; sådan gik det for de 12.
Den ene apostel, Judas, forrådte Jesus allerede samme aften, som de havde spist sammen i hyggeligt selskab; det blev det sidste hyggelige måltid for Jesus. Da soldaterne kom og pågreb Jesus, flygtede alle som én af de ellers så standhaftige mænd. De lod deres mester, ven og herre blive sulten og tørstig, fremmed, nøgen, syg og i fængsel – og de gjorde intet ved det; det gode de lovede at gøre, gjorde de ikke. Samvittigheden brændte i dem, men de kunne ikke udføre selv den mest basale barmhjertighedsgerning. Nu kunne man så tro, at deres skæbne var beseglet, og at de ved deres latterlige frygt og kærlighedsløse rædsel havde bragt forbandelse, fortabelse og Helvede over deres egne hoveder pga. deres ukristelige svigt, men nej. Da Jesus opstod fra de døde på den tredje dag, opsøgte han som det første dem, der havde svigtet ham og overladt ham til tortur og henrettelse. Det var ikke sådan, at han vendte tilbage som et spøgelse for at skræmme livet af dem; han vendte heller ikke tilbage for at håne dem for deres manglende mod eller skælde dem ud, fordi de intet forstod. Nej, han vendte tilbage for at tilgive dem.
Vort selvfordømmelsesspejl splintrer, vores sorte, tunge dommerhammer knuses, og vi står tilbage afklædte og nøgne, for Jesus har taget vore egen dom fra os og taget dommerkappen af os. Ja, nøgne som et nyfødt barn står vi der, for vi er på en måde genskabt og genfødt til en ny og større virkelighed, hvor dommen ikke er vores, men hvor livet og glæden, kærligheden og freden er vores vigtigste opgaver. Vi har fået et nyt syn på tilværelsen og på hinanden, for det er som om, vi bag de andres – både de fremmede og de velkendte - ansigter kan se et ansigt med tornekrone og korsmærker.
Se, Kristus har sat sit ansigt på hver enkelt af os, så vi kan huske på ham, når vi står over for et menneske, der spørger, om vi har en tyver til ”en kop kaffe” eller vil købe Hus Forbi; når vi møder et menneske i nød. Kristi ansigt er ikke på mønter men på mennesker; han tager de svagestes parti, og det gør han fordi, hvert barn er et mirakel og hvert menneske et under. Vi er allerede dømt – til nåde, og vi er bundet af kærlighed til håb ved vor dåb. Vi er ikke efterladte her på jorden; vi skal ikke gøre os fortjente til at møde Guds kærlighed. Den har han for længst givet os, og derfor må vi også give den videre til andre; give tid til mennesker, give håb, række ud, løfte op. Derfor vil jeg afrunde denne prædiken med at sige: Stå fast, hold ud, elsk din næste, tro på Gud. Amen.
Søndag den 24. november 2019, 9.30 Hunderup, kl. 11 Vilslev (med dåb af 1 pige). Hunderup 1) 733: Skyerne gråner og løvet falder - 2) 332. På Jerusalem det ny - 3) 370: Menneske din egen magt --- 4) 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 5) 456: Vor Herre Jesus i den nat - 6) 431: Herre Jesus dig til ære Vilslev + 1 dåb - 1) 733: Skyerne gråner og løvet falder - 2) 448: Fyldt af glæde over livets under - 3) 370: Menneske din egen magt - --- 4) 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - 5) 456: Vor Herre Jesus i den nat - 6) 787: Du, som har tændt millioner af stjerner (ønsket af dåbsfamilien)
Indledning til GT
Som profet skal Esajas lytte til Gud i himlen og fortælle folk på jorden, hvad Gud har sagt. Esajas taler som regel til kongen over Israel eller til indbyggerne i Israles forskellige byer. Som regel taler han for at irettesætte folket eller advare dem om Guds vrede, men i dagens afsnit fortæller Esajas om Guds plan med at skabe det hele på ny; en ny himmel og ny jord og en verden fuld af fryd og jubel – et sandt paradis.
Indledning til NT
Paulus er en mand, som blev kaldet af Jesus til at grundlægge menigheder og kirker i middelhavsområdet. Han holdt kontakt til menighederne ved at skrive breve, og heldigvis for os er en del af hans breve blevet bevaret i Det Nye Testamente. I dag skal jeg læse et afsnit fra hans brev til menigheden i Thessaloniki i Grækenland; i afsnittet opmuntrer han sin menighed til at stå fast og holde fast ved Jesus Kristus, fordi der er trøst og glæde ved hans kærlighed.
Lovprisning
Lov og tak, og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn
Lad os alle bede.
Kære Gud, du gav os livet, for at vi med vort liv skulle leve til gavn og glæde for andre. Hjælp os til at finde mod til at leve sådan – i kærlighed, omsorg, retfærdighed og barmhjertighed mod alle. Kære Jesus, du gav dit liv til døden for at bryde dødens skræk – inspirer os til at leve uden frygt for døden i tro på, at livet altid finder en ny vej. Kære Helligånd, gør os hver især bevidste om, at vi er taget til nåde og tilgivet – for dommen er ikke vores, men dommeren er nådig.
Vi beder for de døbte verden over, og især for dem, der lider under forfølgelser og undertrykkelse. Vi beder for mennesker af anden tro og mennesker af ingen tro, at de må omvende sig og finde frihed, fred og glæde i kristendommen. Vi beder for landsbyen og sognet her, for menigheden, vore familier og venner. Vær du med os alle og vær du med vort land, regering og Dronning. Amen.
MEDDELELSER
På søndag begynder et nyt kirkeår med første søndag i advent. Julekrybben sættes frem i kirken, og vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup med kirkekaffe. Gudstjenesten indledes ved, at Fredslyset fra Betlehem bæres ind, så vi ved dens flamme kan tænde det første lys i adventskransen. I Vilslev fejrer vi gudstjeneste kl. 11, hvor vi får besøg af et børnekor fra Gredstedbro Skole, som vil synge for os. De plejer at gøre det meget flot, og det er rigtig hyggeligt.
Mandag den 2. december er der sangaften i Vilslev konfirmandstue, hvor vi synger de slidsærke sange fra Højskolesangbogen. Roll Præstegaard og Dorte Grangård Olesen spiller til, og da det nærmer sig jul, så byder Kongeådal Husholdningsforening på småkager og glögg. Alle er velkomne.
