Jord er en vigtig del af vores dagligdag. Ikke nok med at vi skal huske at have begge ben på jorden, så skal vi også huske at stikke en finger i jorden, og dét er ikke bare for at få jord under neglene, men også for at undgå at blive beskyldt for at have jord i hovedet. En af de vigtigste dyder for vestjyder er at leve jævnt og jordnært. For af jord er vi kommet.
Ja, som jorden er vi; klar til at blive tilsået. Ikke kun af manden, der sår det gode korn, han gerne vil have til at gro i sin mark, men vi bliver desværre også tilsået af alle de frø af ukrudtsplantefrø, der flyver med vinden, så der i os vokser både de ønskede og uønskede vækster. Det er en underlig ødsel sædemand, vi har med at gøre i denne lignelse, Jesus fortæller os i dag. Det er som om, det eneste han tænker på, er at komme af med alt sit sædekorn, om han så skal dække hver en centimeter af sit område – ja, både stier, klipper, den gode og den dårlige jord. Selv den magre jord fik de rige frø. Selv der, hvor intet kan gro, smider han kornet, og man kan nemt forestille sig, hvordan de andre landmænd har grinet ad ham og rystet på hovedet. Sikke da en tossegod mand, sådan at spilde sine penge og korn på alle mulige steder i stedet for kun at så, hvor han er sikker på, frøene kan gro og give godt udbytte.
Vor tids landmænd skal tænke på økonomien, og så er der ikke råd til at smide frø alle steder, men kun dér, hvor den gode muld er, og hvor kornet vokser godt til og giver et flot udbytte. Og for at vi ikke skal blive i landmandssproget, så kan man sige, at uanset om vi er landmænd eller ej, så tænker vi da over, hvordan vores penge bliver brugt. Tænk, hvis vi strøede om os med penge, som sædemanden strøede om sig med korn – så ville man da blive betragtet som tosset, ja, som om, man har jord i hovedet. Hvor vi tænker nøje over måden, vi bruger vores penge og vores tid og vort liv på, så er Gud en ødsel sædemand, der uden at tænke på udbytte og strategiske investeringer simpelthen lader sin nåde blive udgydt over alle slags jorde, alle slags mennesker.
Vi kan godt forstå billedet i lignelsen, og vi kan da kun håbe på at være den gode jord, der giver god udbytte og stor vækst. Men vi må forbavses over, at Guds rige skal fortælles i lignelser, sådan at nogle personer slet ikke kan forstå det, og slet kan tage imod det og tro. Hvad er meningen med det?
Lignelsen fortæller om forskellige typer af jordbund; forskellige personer har forskellige jordbund, kan man sige, og når evangeliet forkyndes og Ordet sås, så lander budskabet i alle slags jord – men ikke alle slags jord er god jord til disse frø.
Vi kan drage lignelsen videre ude i den dagligdag vi kender; nogle personer er hårdhjertede, de afviser alt, fordi de enten ikke kan eller vil tro på Guds nåde. Andre derimod vil så gerne tro, men de kan ikke i længden blive ved, fordi de mister modet eller ikke kan se meningen med at tro. For andre igen falder det både nemt og naturligt at tro på Gud og leve i håbet om hans kommende rige. Men når vi skal sammenlignes med jorden, hvori frøet sås, så må vi også sige, at det er landmandens ansvar at gøre jorden brugbar til at så i.
Det giver jo ingen mening at så noget på en klippe og så skælde frøet eller klippen ud, fordi der ikke vokser noget op. Sådan giver det heller ikke mening at skælde os ud, hvis ikke troen vokser i os. Vi kan så nemt bebrejde os selv og især hinanden for ikke at tro, håbe og elske mere, end vi gør. Det er ikke frøet eller Guds ord, der er noget galt med – men nogle gange skal jorden kultiveres, gødes og vandes og gøres klar til at blive tilsået. Nogle gange skal vi behandles som jord; for visse dage mangler vi gødningens livskraft og andre dage kan vi føle os udbrændte og hårde som klippegrund.
Der er ingen tvivl om, at Gud er rundhåndet med sin nåde og barmhjertighed. Især på måder, vi ikke kan forstå; det er derfor ikke altid, vi kan se eller mærke Guds velsignelser. Den ødsle sædemand giver frø til alle jordtyper; så må det gro, hvor det kan. Men der kan være mange ting, der forhindrer Guds ord i at slå rod og i at vokse. Jesus selv er somme tider inde på det, og vi kommer jo ikke uden om det, selvom det er et tungt ord, nemlig: synd.
Synden har gode vilkår, og den har vokseværk; den kræver ingen muld for det er en snylteplante. Den vokser vildt og utæmmet, og den kan kvæle meget korn. Det eneste virkeligt mangfoldige ved os er synden; den er der altid, og den sætter tvivlende spørgsmålstegn ved alt det gode i livet, alt det gode fra Gud. Synden er som frø af ukrudt, der spirer imellem alle vore gode afgrøder. Det er tvivlen, der skygger for solen, og det er modløsheden, der svækker vores livskraft.
Der er nok i vores verden og dagligdag, der forstyrrer vores liv og udfordrer vores tro. Ikke mindst tvivlen, der spørger om vi nu virkelig også behøver komme i kirke om søndagen, om vi nu virkelig også behøver høre præstens prædiken, om vi nu virkelig behøver tænke over alt det med tro og synd. Er det virkelig så vigtig? Er det virkelig så nødvendigt? Lever vi ikke fint nok, selvom vi ikke så tit går i kirke, og selvom Jesu budskab ikke fylder så meget i vores dagligdag?
Sådanne tanker tænker klippen og den magre jord, hvor ordet godt nok slår rod, men visner, før det det giver udbytte. Det er nemt for os at tænke på den måde, og det er behageligt for vores dovenskab og vores naturlige trang til bekvemmelighed og alt muligt andet end at høre Gudsordet blive forkyndt. Måske har vi alle kristeligt set jord i hovedet, men så må vi bede havemanden om selv at kultivere os, gøde os, vande os, drage omsorg for os og gøre os til god jord, hvor troens frø og håbets korn kan vokse til glæde for mennesker og menighed. I Jesu navn amen.
Læs Bibeltekster til Seksagesima Søndag
Salmer: 1. DDS 4: Giv mig Gud, en salmetunge; 2. DDS 674: Sov sødt, barnlille/ 385: Op, alle folk på denne jord; 3. DDS 400: Så vældigt det mødte os først i vor dåb; ---; 4. DDS 153: En sædemand gik ud at så; 5. DDS 152: O Herre Gud, din lære, mel: Nürnberg; 6. DDS 399: Klokken slå, tiden går
Ja, som jorden er vi; klar til at blive tilsået. Ikke kun af manden, der sår det gode korn, han gerne vil have til at gro i sin mark, men vi bliver desværre også tilsået af alle de frø af ukrudtsplantefrø, der flyver med vinden, så der i os vokser både de ønskede og uønskede vækster. Det er en underlig ødsel sædemand, vi har med at gøre i denne lignelse, Jesus fortæller os i dag. Det er som om, det eneste han tænker på, er at komme af med alt sit sædekorn, om han så skal dække hver en centimeter af sit område – ja, både stier, klipper, den gode og den dårlige jord. Selv den magre jord fik de rige frø. Selv der, hvor intet kan gro, smider han kornet, og man kan nemt forestille sig, hvordan de andre landmænd har grinet ad ham og rystet på hovedet. Sikke da en tossegod mand, sådan at spilde sine penge og korn på alle mulige steder i stedet for kun at så, hvor han er sikker på, frøene kan gro og give godt udbytte.
Vor tids landmænd skal tænke på økonomien, og så er der ikke råd til at smide frø alle steder, men kun dér, hvor den gode muld er, og hvor kornet vokser godt til og giver et flot udbytte. Og for at vi ikke skal blive i landmandssproget, så kan man sige, at uanset om vi er landmænd eller ej, så tænker vi da over, hvordan vores penge bliver brugt. Tænk, hvis vi strøede om os med penge, som sædemanden strøede om sig med korn – så ville man da blive betragtet som tosset, ja, som om, man har jord i hovedet. Hvor vi tænker nøje over måden, vi bruger vores penge og vores tid og vort liv på, så er Gud en ødsel sædemand, der uden at tænke på udbytte og strategiske investeringer simpelthen lader sin nåde blive udgydt over alle slags jorde, alle slags mennesker.
Vi kan godt forstå billedet i lignelsen, og vi kan da kun håbe på at være den gode jord, der giver god udbytte og stor vækst. Men vi må forbavses over, at Guds rige skal fortælles i lignelser, sådan at nogle personer slet ikke kan forstå det, og slet kan tage imod det og tro. Hvad er meningen med det?
Lignelsen fortæller om forskellige typer af jordbund; forskellige personer har forskellige jordbund, kan man sige, og når evangeliet forkyndes og Ordet sås, så lander budskabet i alle slags jord – men ikke alle slags jord er god jord til disse frø.
Vi kan drage lignelsen videre ude i den dagligdag vi kender; nogle personer er hårdhjertede, de afviser alt, fordi de enten ikke kan eller vil tro på Guds nåde. Andre derimod vil så gerne tro, men de kan ikke i længden blive ved, fordi de mister modet eller ikke kan se meningen med at tro. For andre igen falder det både nemt og naturligt at tro på Gud og leve i håbet om hans kommende rige. Men når vi skal sammenlignes med jorden, hvori frøet sås, så må vi også sige, at det er landmandens ansvar at gøre jorden brugbar til at så i.
Det giver jo ingen mening at så noget på en klippe og så skælde frøet eller klippen ud, fordi der ikke vokser noget op. Sådan giver det heller ikke mening at skælde os ud, hvis ikke troen vokser i os. Vi kan så nemt bebrejde os selv og især hinanden for ikke at tro, håbe og elske mere, end vi gør. Det er ikke frøet eller Guds ord, der er noget galt med – men nogle gange skal jorden kultiveres, gødes og vandes og gøres klar til at blive tilsået. Nogle gange skal vi behandles som jord; for visse dage mangler vi gødningens livskraft og andre dage kan vi føle os udbrændte og hårde som klippegrund.
Der er ingen tvivl om, at Gud er rundhåndet med sin nåde og barmhjertighed. Især på måder, vi ikke kan forstå; det er derfor ikke altid, vi kan se eller mærke Guds velsignelser. Den ødsle sædemand giver frø til alle jordtyper; så må det gro, hvor det kan. Men der kan være mange ting, der forhindrer Guds ord i at slå rod og i at vokse. Jesus selv er somme tider inde på det, og vi kommer jo ikke uden om det, selvom det er et tungt ord, nemlig: synd.
Synden har gode vilkår, og den har vokseværk; den kræver ingen muld for det er en snylteplante. Den vokser vildt og utæmmet, og den kan kvæle meget korn. Det eneste virkeligt mangfoldige ved os er synden; den er der altid, og den sætter tvivlende spørgsmålstegn ved alt det gode i livet, alt det gode fra Gud. Synden er som frø af ukrudt, der spirer imellem alle vore gode afgrøder. Det er tvivlen, der skygger for solen, og det er modløsheden, der svækker vores livskraft.
Der er nok i vores verden og dagligdag, der forstyrrer vores liv og udfordrer vores tro. Ikke mindst tvivlen, der spørger om vi nu virkelig også behøver komme i kirke om søndagen, om vi nu virkelig også behøver høre præstens prædiken, om vi nu virkelig behøver tænke over alt det med tro og synd. Er det virkelig så vigtig? Er det virkelig så nødvendigt? Lever vi ikke fint nok, selvom vi ikke så tit går i kirke, og selvom Jesu budskab ikke fylder så meget i vores dagligdag?
Sådanne tanker tænker klippen og den magre jord, hvor ordet godt nok slår rod, men visner, før det det giver udbytte. Det er nemt for os at tænke på den måde, og det er behageligt for vores dovenskab og vores naturlige trang til bekvemmelighed og alt muligt andet end at høre Gudsordet blive forkyndt. Måske har vi alle kristeligt set jord i hovedet, men så må vi bede havemanden om selv at kultivere os, gøde os, vande os, drage omsorg for os og gøre os til god jord, hvor troens frø og håbets korn kan vokse til glæde for mennesker og menighed. I Jesu navn amen.
Læs Bibeltekster til Seksagesima Søndag
Salmer: 1. DDS 4: Giv mig Gud, en salmetunge; 2. DDS 674: Sov sødt, barnlille/ 385: Op, alle folk på denne jord; 3. DDS 400: Så vældigt det mødte os først i vor dåb; ---; 4. DDS 153: En sædemand gik ud at så; 5. DDS 152: O Herre Gud, din lære, mel: Nürnberg; 6. DDS 399: Klokken slå, tiden går
