Det kan være risikabelt i disse tider at tale om vækst. Ordet ”vækst” tænder en gejst hos mange, fordi man anser vækst for at være redningen for det danske velfærdssamfund. Økonomien og velstanden skal vokse, klogskaben hos børn skal vokse, arbejdsindsatsten hos voksne skal vokse, ja, det lyder til tider som om, vi skal vokse ind i himlen – eller, at man drømmer om, at den himmelske paradishave skal vokse frem her på jorden. Verdens stater har i århundrede kæmpet og kæmper stadig for at realisere deres idéer, men selvom man har kæmpet i hundrede år, er der stadig meget at kæmpe for. Man kan kun spørge, om man nogensinde når i mål? Statsledere og politikere sår deres frø og passer og plejer deres projekter, men især i vores verdensdele sker der ingen vækst, hvis befolkningen ikke er med; sådan er et demokrati.
I dag hører vi om to lignelser om Guds rige. En lignelse er en kort historie, der skal pege på noget andet. Når der tales om Guds rige, ved vi, at det er noget andet end et jordisk rige – det er altså ikke et rige af denne verden, men alligevel er riget åbenbart i denne verden. Som om, Gud har plantet nogle himmelske frø, der gror hos os og i os. Når Guds rige sammenlignes med afgrøder, der sås og høstes eller giver redeplads til fugle, så handler det om, at Guds rige vil vokse frem, hvad enten vi vil eller ej. Det kan nemlig godt være, Gud mener, at han har sået en flot plante, men for os kan det se ud som ukrudt. Gud er som en gartner, der både sår, vander og giver vækst. Guds riges frembrud i verden er ikke et demokratisk projekt, men et verdensrige, hvor barmhjertighed og ikke økonomi er grundlag og fundament. Gud skaber ved at så, og det, Gud sår, er blandt andet Ordet, som han gjorde det julenat. Da blev Jesus født, da blev himmelsk ånd til jordisk kød og tog bolig iblandt os. Jesus blev førstegrøden, da han opstod til nyt liv – og vi skal høstes ligesom den første afgrøde. Guds væsen er at skabe, at så og sørge for vækst; hver ny morgen og hver ny mulighed er sået for vores skyld.
Også vi er sået som mennesker her på jorden. Da jeg var lille, sagde min mor nogle gange, at jeg var en køn plante, når jeg havde gjort noget skørt. Men billedet er sigende: Vi er som planter i Guds have. Mange forskellige planter kan vi tænke på såsom solsikker, kartofler, skvalderkål, byg, roser og flyvehavre imellem hinanden, sukkerroer, bøgetræer, siv og ligusterhække i én skøn pærevælling så mangfoldig som kun Gud har fantasi til at anlægge en have. Hver plante vokser på sin måde, og nogle planter bliver høje og prøver næsten at klatre op til månen, mens andre jordnære planter nærmest frygter at løfte sig fra den sorte muld. Alle planter har dog brug for næring og lys i forskellige mængder, og begge dele skal planten have udefra. Vi skal også have både næring og lys ude fra; fra morgengryets sollys og andre menneskers kærlighed og ikke mindst fra Guds nåde og barmhjertighed. Vi ved, hvordan det går planter, der hverken får lys eller næring – sådan kan det også gå med os. Især i de mørke tider i livet og i årstiden kan det være svært at se lys eller føle næring.
Men planterne vokser uvilkårligt, når forholdene er gode nok. Jeg kan huske, at jeg som barn ikke ville være stor og voksen og ansvarlig, så jeg satte mig nogle gange ind under køkkenbordet for at prøve at standse væksten. Men ak, med tiden måtte jeg jo bøje hovedet under bordet og indse, at jeg ville vokse og vokse. Man vokser sådan set hele livet enten fysisk eller åndeligt eller i erfaring og livskundskab. Vi kan ikke skynde på væksten eller sløve den, for man vokser, som den plantet man er blevet sået og sat. Dén indsigt kan give os ro til at lade være med at haste sådan afsted; for vi når jo nok at blive de planter, vi er sået som. Glæden ved den langsomme vækst er, at vi får tid til at leve og være nærværende og opmærksomme. Travle og stressede personer kan hverken være nærværende kammerater eller opmærksomme forældre. Og derfor tager vi os god tid til sådan en gudstjeneste, for vi har alle brug for hvile, brug for en stille stund og en tid til eftertanke. Vi har brug for næring og lys.
Gud sår også i os. I os er der sået et håbets ord. Ved dåben bliver vi velsignet med et evigt håb, der giver os mod til at trodse alverdens negative erfaringer. Når mørket sænker sig over os, håber vi alligevel på lys; når livets glæde svinder, håber vi alligevel på ny glæde; når tilværelsen går imod os, når vi mobbes eller skældes ud, når vi svigtes og forlades, håber vi alligevel, at der er mere glæde og velsignelse i livet.
Håbet får næring, når vi går til gudstjeneste; i dåben sås håbet, i nadveren får troen næring, i kirkens fælleskab får vi varme og glæde, når evangeliets ord lyser på os med himmelsk glans. På håbets ord går vi til nadverbord for at finde trøst i livets Ord. Kirken er et livsfællesskab om dåb og nadver; fællesskabet i at være sammen om tro og tvivl og livets store spørgsmål. Som planter der bare skal vokse kan vi virke noget passive og magtesløse, som om, vi intet selv har at sige, intet selv har at bestemme. Magtesløse og passive er vi dog ikke, for selvom vi er skabt og sået som planter på jord, er vi også sat her som gartnere med mange talenter og muligheder. Ligesom der skal tages hånd om os som planter, skal også vi tage hånd om hinanden og drage omsorg for det lille håbets frø i os. På den måde er vi både medansvarlige gartnere og passive planter i Gudsrigets have. Storme vil rase og vinden vil ruske, nogle vil blive revet op med rode; og igennem livet kan vi møde modgang og modstand, tørke og vinter og rodløshed samt mangel på næring og lys. Som planter er vi sarte og udsatte, dog stadig under Guds nåde. Som gartnere har vi stort ansvar for vort eget håbets frø og andre planter i haven. Ved dåben blev håbet sået i os gartnere, og vi har i dåben fået pligt til at være et kirkeligt fælleskab, for som Jesus sagde: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv. Amen.
Læs prædikenteksterne til Seksagesima (II)
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 156: Guds rige lignes ved et frø; --- ; 4. DDS 352: Herrens kirke er på jord; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 49: Ingen er så tryg i fare
I dag hører vi om to lignelser om Guds rige. En lignelse er en kort historie, der skal pege på noget andet. Når der tales om Guds rige, ved vi, at det er noget andet end et jordisk rige – det er altså ikke et rige af denne verden, men alligevel er riget åbenbart i denne verden. Som om, Gud har plantet nogle himmelske frø, der gror hos os og i os. Når Guds rige sammenlignes med afgrøder, der sås og høstes eller giver redeplads til fugle, så handler det om, at Guds rige vil vokse frem, hvad enten vi vil eller ej. Det kan nemlig godt være, Gud mener, at han har sået en flot plante, men for os kan det se ud som ukrudt. Gud er som en gartner, der både sår, vander og giver vækst. Guds riges frembrud i verden er ikke et demokratisk projekt, men et verdensrige, hvor barmhjertighed og ikke økonomi er grundlag og fundament. Gud skaber ved at så, og det, Gud sår, er blandt andet Ordet, som han gjorde det julenat. Da blev Jesus født, da blev himmelsk ånd til jordisk kød og tog bolig iblandt os. Jesus blev førstegrøden, da han opstod til nyt liv – og vi skal høstes ligesom den første afgrøde. Guds væsen er at skabe, at så og sørge for vækst; hver ny morgen og hver ny mulighed er sået for vores skyld.
Også vi er sået som mennesker her på jorden. Da jeg var lille, sagde min mor nogle gange, at jeg var en køn plante, når jeg havde gjort noget skørt. Men billedet er sigende: Vi er som planter i Guds have. Mange forskellige planter kan vi tænke på såsom solsikker, kartofler, skvalderkål, byg, roser og flyvehavre imellem hinanden, sukkerroer, bøgetræer, siv og ligusterhække i én skøn pærevælling så mangfoldig som kun Gud har fantasi til at anlægge en have. Hver plante vokser på sin måde, og nogle planter bliver høje og prøver næsten at klatre op til månen, mens andre jordnære planter nærmest frygter at løfte sig fra den sorte muld. Alle planter har dog brug for næring og lys i forskellige mængder, og begge dele skal planten have udefra. Vi skal også have både næring og lys ude fra; fra morgengryets sollys og andre menneskers kærlighed og ikke mindst fra Guds nåde og barmhjertighed. Vi ved, hvordan det går planter, der hverken får lys eller næring – sådan kan det også gå med os. Især i de mørke tider i livet og i årstiden kan det være svært at se lys eller føle næring.
Men planterne vokser uvilkårligt, når forholdene er gode nok. Jeg kan huske, at jeg som barn ikke ville være stor og voksen og ansvarlig, så jeg satte mig nogle gange ind under køkkenbordet for at prøve at standse væksten. Men ak, med tiden måtte jeg jo bøje hovedet under bordet og indse, at jeg ville vokse og vokse. Man vokser sådan set hele livet enten fysisk eller åndeligt eller i erfaring og livskundskab. Vi kan ikke skynde på væksten eller sløve den, for man vokser, som den plantet man er blevet sået og sat. Dén indsigt kan give os ro til at lade være med at haste sådan afsted; for vi når jo nok at blive de planter, vi er sået som. Glæden ved den langsomme vækst er, at vi får tid til at leve og være nærværende og opmærksomme. Travle og stressede personer kan hverken være nærværende kammerater eller opmærksomme forældre. Og derfor tager vi os god tid til sådan en gudstjeneste, for vi har alle brug for hvile, brug for en stille stund og en tid til eftertanke. Vi har brug for næring og lys.
Gud sår også i os. I os er der sået et håbets ord. Ved dåben bliver vi velsignet med et evigt håb, der giver os mod til at trodse alverdens negative erfaringer. Når mørket sænker sig over os, håber vi alligevel på lys; når livets glæde svinder, håber vi alligevel på ny glæde; når tilværelsen går imod os, når vi mobbes eller skældes ud, når vi svigtes og forlades, håber vi alligevel, at der er mere glæde og velsignelse i livet.
Håbet får næring, når vi går til gudstjeneste; i dåben sås håbet, i nadveren får troen næring, i kirkens fælleskab får vi varme og glæde, når evangeliets ord lyser på os med himmelsk glans. På håbets ord går vi til nadverbord for at finde trøst i livets Ord. Kirken er et livsfællesskab om dåb og nadver; fællesskabet i at være sammen om tro og tvivl og livets store spørgsmål. Som planter der bare skal vokse kan vi virke noget passive og magtesløse, som om, vi intet selv har at sige, intet selv har at bestemme. Magtesløse og passive er vi dog ikke, for selvom vi er skabt og sået som planter på jord, er vi også sat her som gartnere med mange talenter og muligheder. Ligesom der skal tages hånd om os som planter, skal også vi tage hånd om hinanden og drage omsorg for det lille håbets frø i os. På den måde er vi både medansvarlige gartnere og passive planter i Gudsrigets have. Storme vil rase og vinden vil ruske, nogle vil blive revet op med rode; og igennem livet kan vi møde modgang og modstand, tørke og vinter og rodløshed samt mangel på næring og lys. Som planter er vi sarte og udsatte, dog stadig under Guds nåde. Som gartnere har vi stort ansvar for vort eget håbets frø og andre planter i haven. Ved dåben blev håbet sået i os gartnere, og vi har i dåben fået pligt til at være et kirkeligt fælleskab, for som Jesus sagde: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv. Amen.
Læs prædikenteksterne til Seksagesima (II)
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 156: Guds rige lignes ved et frø; --- ; 4. DDS 352: Herrens kirke er på jord; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 49: Ingen er så tryg i fare
