I dag virker det både barnligt og naivt, men dengang så verden anderledes ud, og man lærer jo så længe, man lever. Som ung teologistuderende stod jeg igen ligesom med et tomt glas og forsøgte at fange Guds hellige Ånd i begreber og forklaringer, men når jeg syntes, jeg havde fået styr på den og havde fået fanget den ind i mit glas af teologiske forklaringer, så var den forsvundet, når jeg tog låget af for at vise den til andre. Ånden og vinden har det tilfælles, at de flyver, hvorhen de vil, og man kan ikke indfange dem eller få hold på dem; de har ligesom deres egen vilje, og det er åbenbart at bevæge alting.
Man kan sige, at der blæser svar eller budskaber i vinden uden at være på vej et bestemt sted hen, men kristeligt set taler vi om, at Ånden bringer et budskab til os. Den flyver af sted, for Gud har noget på hjerte, som Han vil give os besked om. Vi har også nogle gange noget på hjerte i forhold til hinanden. Selvom det er blevet for dyrt sådan at sende breve til hinanden i tide og utide, så skriver vi alligevel en hel del til hinanden på mails, facebook og sms – men før alle disse skønherlige sociale medier kom frem, måtte man møjsommeligt skrive et brev i hånden og sende det af sted. Man kunne i gamle dage – altså før postvæsenet – fx sende brevet med en due; den skulle så helst lande det rigtige sted uden at blive skudt af jægere eller spist af rovdyr. Brevduen er for længst blevet erstattet af smartere metoder, som budbringer af tanker, hilsner og idéer.
Vi har dog stadig brug for at sende besked til hinanden, fordi vi ikke kan læse hinandens tanker. Det ville jo nok være den nemmeste måde at kommunikere på, men indtil videre må vi altså bruge andre måder, fordi vi ikke er så tæt forbundne, at vi ved, hvad andre tænker, men vi er tværtimod adskilte og så langt fra hinanden både fysisk og åndeligt, at vi bliver nødt til at kommunikere på skrift. Men det skrevne ord er jo ikke altid sådan lige at forstå. Kender I det, at man læser noget på skrift, og så totalt misforstår det? Det kan tit ske, fordi man ikke kender afsenderens intentioner med brevet. Så før vi kan læse og forså, må vi altså have en forestilling om, hvad afsenderen ønsker – og så at sige læse det, der ikke er skrevet, nemlig det, der står skrevet mellem linjerne. Her taler vi altså om noget, der ikke er skrevet med blæk, men alligevel er skrevet på sin egen måde.
Gud er dog endnu ikke hoppet med på moden med at sms’e til folket, for han sender stadig sin due af sted. Eller, dvs. egentligt er det jo Helligånden, han sender, men som det lyder i børnesangen, så kan man ikke se Helligånden, lige så lidt som man kan se vinden, selvom den rusker nok så kraftigt i træerne. Derfor bruges duen som symbol på Ånden, for duen er da en flot fugl, når den glider gennem luften – og så har den jo en stolt historie som brevdue, altså som budbringer af små og store nyheder og beskeder. Det budskab, Ånden bringer fra Gud til os, er det budskab, som Jesus gerne vil, at vi skal leve på og udbrede til resten af verden; det er et budskab om fred, om tro og om kæmpe i verden for de svage og imod det uretfærdige.
Jesus giver nemlig ikke, ligesom verden giver; for hvor verdens gud er penge og magt, så er Guds rigdom barmhjertighed og kærlighed. Der er altså en modsætning mellem, hvad vi får fra Gud og hvad vi får fra verden. Til hverdag er der nok at bekymre sig om; er økonomien nu god nok? er politikerne gode nok til at regere? Er jeg godt nok til at blive elsket for den, jeg er? Sådan kan tankerne køre rundt i hovedet og skabe en masse bekymringer. Hele tiden er der noget at tænke over og tænke på, og nattesøvnen kan forsvinde i de fredløse tider, hvor stressen presser, og hjertet banker af alt for mange forventninger for andre og fra os selv. Sådan giver tilværelsen os en verden af ufred både i os selv og i vort forhold til andre, ja, og i forhold til Gud. Vi ved jo godt, at vi skal gøre det gode mod andre, at vi skal elske vores næste som os selv – alligevel kommer vi til at dumme os og gøre ting, vi fortryder – og vi kan blive modløse. Modløshed kan ramme os alle, og så kan vi risikere at gå i stå i livet; for hvis vi trods alle gode intentioner alligevel dummer os eller sårer hinanden, hvorfor så overhovedet forsøge? Hvorfor ikke bare stå og gå i stå og se til og samle støv?
Vi kan komme til at stå som de store træer, der ikke gør forsøg på andet en bare at stå og vokse opad, uden at gøre fra eller til. Men vinden lader ikke de gamle træer stå og samle støv – tværtimod leger den med de træernes toppe og grenenes blade, og inspirerer en lille dreng til at tænke over, hvordan noget usynligt i himlen kan bevæge sådanne stolte, gamle træer på jorden. På samme måde hiver Guds Ånd fat i os, så vi bliver støvet af og igen får mod på at leve, selvom livet til tider vil gøre ondt, og selvom verden kan hård ved vores tro og vores håb på, at Jesus også har et glædeligt budskab til dig og mig. Verden har travlt, for der er meget, vi skal nå – men den gode Ånd giver os styrke og mod, så vi først og fremmest er i stand til at nå hinanden. Amen.
Prædikentekster:
Salmer: 1. DDS 290: I al sin glans; 2. DDS 291: Du som går ud, mel: Barnekow; 3. DDS 287: Kraften fra det høje; ---; 4. DDS 282: Apostlene sad i Jerusalem; 5. DDS 634: Du ved det nok; 6. DDS 292: Kærligheds og sandheds