Forleden dag fandt jeg min farmors stilhæfte, hvor hun skrev om dengang, hun rejste med tog til Haslev Højskole i 1913. Hun var datter af en hedebonde fra det flade Vestjylland, og hun skrev: "Det kan nok være, jeg fik mine Øjne lukket op, da vi kom længere over mod Østkysten af Jylland, hvor er der dog kønt der. Det saa saa morsomt ud, at Køerne gik og græssede paa de høje Bakker, jeg sagde til mine Rejsefæller, bare de dog ikke styrter paa Hovedet i Dalen, de lo selvfølgelig af mig og sagde: ”Du er maaske vant til at færdes paa det jævne.”"
Ja, de fleste af os er vant til at færdes på det jævne, selvom vi nok ikke længere forundres over, at køerne kan græsse på bakker uden at falde ned. Men måske pga. vores liv på det jævne har vi svært ved at forholde os til pinsetidens fejring af Helligånden, der er Treenighedens tredje person. Det kan synes at være noget flyvsk noget, og noget det er svært at få hånd om.
Helligånden har været med lige fra begyndelsen på det hele og ved de store fortællinger i Det Gamle Testamente; været med ved skabelse, ved syndefald, ved israelitterne flugt fra Egypten, og deres indtog i Israel. Helligånden har mest virket i det skjulte, men i Det Nye Testamente får den meget mere råderum og plads. Da Maria blev gravid, skete det på ord fra en engel, da Jesus blev døbt så Johannes en due, og da disciplene var forsamlet, så de tunger af ild. Jo mere, vi hører om Helligånden desto mere flyvsk synes den at blive – og den flyver, hvorhen den vil! I dag hører vi så Jesus sige, at Helligånden er en særlig talsmand, altså en repræsentant eller udsending fra Gud. Selvom Jesus fór til himmels ville Gud altså ikke forlade sine udvalgte, så Han blev nærværende i sin tredje person.
Som vi sagde i trosbekendelsen, tror vi på, at Gud er tre personer; Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Verdens skaber er den almægtige Fader, og især Det Gamle Testamente kredser om Gud som Fader. I Det Nye Testamente kredses der om Jesus som Guds søn, der er verdens frelser. Og så mangler vi vel en bog om Helligånden, som er Den Helliges Ånd, det er Guds eget nærvær.
Men der er ingen selvstændig bog om Helligånden, og deri er en pointe: Faderens og Sønnens gerninger kan man skrive om, som man har gjort i Bibelens to dele, men Helligåndens gerning eller funktion kan ikke nedfældes i døde bogtaver, for Ånden er liv, og skal gøre Bibelens ord levende for os, så ordene giver mening, så vi kan tro på det, vi hører. Ånden gør levende, gør nyt; Ånden giver nyt mod og nye muligheder. Ånden vækker os, giver os troen, og driver os til at bekende vor tro – både med ord og gerninger, driver os til døbefont og alterbord, driver os til kirke og kirkeligt fællesskab. Ånden gør det døde levende - ja, gør de døde levende. Ånden er samlingskraft; vi kan komme fra forskellige folkeslag, forskellige sociale lag, vi kan se forskellige ud, have forskellige sygdomme og skavanker, være uenige om mange ting, men trods alt det, kan vi samles her i kirken, fordi vi drages hertil af én Ånd.
Det er ikke svært at blive noget højtragende og vidtløftigt, når man skal forsøge at sætte ord på Ånden. Men det er jo ikke fordi, vi ikke bruger ånd som et dagligt ord. En person kan have ånd over sig, og man kan være som grebet af ånden, når man handler med iver. Er man beåndet, er man talentfuld, men er man blot åndet, er man et mentalt svageligt væsen, og man kan få åndenød af at tænke på alle dem der i ånd er døde. Aviserne skriver om ånd og dannelse, og kritikken lyder, at vi lever i et åndløst samfund, fordi der er mere fokus på penge, politik og materialisme end menneskeligt samvær, fællesskab, litteratur, kunst og musik – ja, kort sagt: åndelige ting.
Begrebet ånd findes i mange religioner og filosofiske og politiske retninger. Ånd kan derfor betyde mange forskellige ting, men i kristendom og kirke betyder Ånd dog noget helt særligt. Når vi går ud af vore huse, går hjemmefra og finder sammen for at synge salmer, bekende den kristne tro, bede Fadervor, høre tekster fra Bibelen; når vi samles omkring dåb og nadver, så er vi drevet til det af noget, vi nok ikke altid selv kan gennemskue. Vi er sat i bevægelse, sat i gang med at gå på en vej, der ikke ender, en vej, der er mål-løst; vi når aldrig helt i mål, for så længe vi lever, er vi i bevægelse, undervejs og i forandring, og at være bevæget af Helligånden er at være os bevidste om vores vandring i forandring under Guds nåde. Selvom livet kan være hårdt og tungt.
I den første periode af kristendommens historie, lige efter at Jesus var død, opstået og fare til himmels, var kristendom forbudt i Romerriget, og mange kristne blev forfulgt og henrettet på de mest grusomme måder. Heldigvis er vi her til lands langt fra sådan en situation. Men uanset hvor meget modgang de kristne dengang mødte, og uanset hvor stor livsfaren var, forsamledes de om dåb og nadver, de mødtes i det kristne fællesskab for at finde trøst og styrke til at bevare troen, om det så skulle koste dem livet. For dem var et liv uden Kristus et dødt liv, et åndeløst levned og en tom tilværelse. Når de samledes fandt de styrke til at spredes, og i kirken fandt de trøst til på ny at gå hjem og virke dér. Forsamlingen dengang blev en stille måde at yde modstand imod den romerske trussel, og i dag er vores forsamling en stille modstand over for trusler mod kirken, om det så er bevægelser som ateisme, islamisme og materialisme, eller om det er angreb på os hver især med sygdom, undergang og følelse af fortræd mod vort liv.
Nogle gange kan man godt ærgre sig over, at Ånden ikke kan erfares med sanserne; men vi kan bruge billeder: ligesom vi kun kan se vinden, når trætoppene bevæger sig, kan man også kun se Ånden suse, når folk bevæger sig; bevæger sig til kirke, til dåb og nadver, til velsignelse og kirkeligt fællesskab. Når vi bevæger os til kirke, er det for igen at blive sendt ud i verden. Måske kan man sammenligne kirken med de livsvigtige organer som lunger og hjerte. Lungerne ilter blodet, og hjertet trækker blodet ind og pumper blodet det ud i kroppen hele tiden fra fødsel til død. I kirken får vi et pusterum, får ilt til krop og sjæl, så vi atter kan sendes ud i samfundet, det store legeme.
Disciplene fik tunger af ild, var brændende af iver, talte på mange sprog til mangfoldige folk, for det skulle understreges, at der er én treenig Gud til velsignelse for alle. De blev iltet med hellig ånd, for at gå ud i verden og give andre en hjælpende hånd. Vi bliver selv ved hver gudstjeneste og kirkelig sammenkomst iltet med Ånden igennem fællesskab og salmesang, gennem bønner og velsignelser. Iltet, så vi kan gå ud herfra og tage ansvar for at bringe liv og velsignelse til andre på det jævne. Amen.
Læs bibeltekster til Pinsedag
Salmer: 1. DDS 290: I al sin glans; 2. DDS 330: Du, som ud af intet skabte; 3. DDS 446: O lad din ånd; --- ; 4. DDS 298: Helligånden trindt på jord; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs
Ja, de fleste af os er vant til at færdes på det jævne, selvom vi nok ikke længere forundres over, at køerne kan græsse på bakker uden at falde ned. Men måske pga. vores liv på det jævne har vi svært ved at forholde os til pinsetidens fejring af Helligånden, der er Treenighedens tredje person. Det kan synes at være noget flyvsk noget, og noget det er svært at få hånd om.
Helligånden har været med lige fra begyndelsen på det hele og ved de store fortællinger i Det Gamle Testamente; været med ved skabelse, ved syndefald, ved israelitterne flugt fra Egypten, og deres indtog i Israel. Helligånden har mest virket i det skjulte, men i Det Nye Testamente får den meget mere råderum og plads. Da Maria blev gravid, skete det på ord fra en engel, da Jesus blev døbt så Johannes en due, og da disciplene var forsamlet, så de tunger af ild. Jo mere, vi hører om Helligånden desto mere flyvsk synes den at blive – og den flyver, hvorhen den vil! I dag hører vi så Jesus sige, at Helligånden er en særlig talsmand, altså en repræsentant eller udsending fra Gud. Selvom Jesus fór til himmels ville Gud altså ikke forlade sine udvalgte, så Han blev nærværende i sin tredje person.
Som vi sagde i trosbekendelsen, tror vi på, at Gud er tre personer; Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Verdens skaber er den almægtige Fader, og især Det Gamle Testamente kredser om Gud som Fader. I Det Nye Testamente kredses der om Jesus som Guds søn, der er verdens frelser. Og så mangler vi vel en bog om Helligånden, som er Den Helliges Ånd, det er Guds eget nærvær.
Men der er ingen selvstændig bog om Helligånden, og deri er en pointe: Faderens og Sønnens gerninger kan man skrive om, som man har gjort i Bibelens to dele, men Helligåndens gerning eller funktion kan ikke nedfældes i døde bogtaver, for Ånden er liv, og skal gøre Bibelens ord levende for os, så ordene giver mening, så vi kan tro på det, vi hører. Ånden gør levende, gør nyt; Ånden giver nyt mod og nye muligheder. Ånden vækker os, giver os troen, og driver os til at bekende vor tro – både med ord og gerninger, driver os til døbefont og alterbord, driver os til kirke og kirkeligt fællesskab. Ånden gør det døde levende - ja, gør de døde levende. Ånden er samlingskraft; vi kan komme fra forskellige folkeslag, forskellige sociale lag, vi kan se forskellige ud, have forskellige sygdomme og skavanker, være uenige om mange ting, men trods alt det, kan vi samles her i kirken, fordi vi drages hertil af én Ånd.
Det er ikke svært at blive noget højtragende og vidtløftigt, når man skal forsøge at sætte ord på Ånden. Men det er jo ikke fordi, vi ikke bruger ånd som et dagligt ord. En person kan have ånd over sig, og man kan være som grebet af ånden, når man handler med iver. Er man beåndet, er man talentfuld, men er man blot åndet, er man et mentalt svageligt væsen, og man kan få åndenød af at tænke på alle dem der i ånd er døde. Aviserne skriver om ånd og dannelse, og kritikken lyder, at vi lever i et åndløst samfund, fordi der er mere fokus på penge, politik og materialisme end menneskeligt samvær, fællesskab, litteratur, kunst og musik – ja, kort sagt: åndelige ting.
Begrebet ånd findes i mange religioner og filosofiske og politiske retninger. Ånd kan derfor betyde mange forskellige ting, men i kristendom og kirke betyder Ånd dog noget helt særligt. Når vi går ud af vore huse, går hjemmefra og finder sammen for at synge salmer, bekende den kristne tro, bede Fadervor, høre tekster fra Bibelen; når vi samles omkring dåb og nadver, så er vi drevet til det af noget, vi nok ikke altid selv kan gennemskue. Vi er sat i bevægelse, sat i gang med at gå på en vej, der ikke ender, en vej, der er mål-løst; vi når aldrig helt i mål, for så længe vi lever, er vi i bevægelse, undervejs og i forandring, og at være bevæget af Helligånden er at være os bevidste om vores vandring i forandring under Guds nåde. Selvom livet kan være hårdt og tungt.
I den første periode af kristendommens historie, lige efter at Jesus var død, opstået og fare til himmels, var kristendom forbudt i Romerriget, og mange kristne blev forfulgt og henrettet på de mest grusomme måder. Heldigvis er vi her til lands langt fra sådan en situation. Men uanset hvor meget modgang de kristne dengang mødte, og uanset hvor stor livsfaren var, forsamledes de om dåb og nadver, de mødtes i det kristne fællesskab for at finde trøst og styrke til at bevare troen, om det så skulle koste dem livet. For dem var et liv uden Kristus et dødt liv, et åndeløst levned og en tom tilværelse. Når de samledes fandt de styrke til at spredes, og i kirken fandt de trøst til på ny at gå hjem og virke dér. Forsamlingen dengang blev en stille måde at yde modstand imod den romerske trussel, og i dag er vores forsamling en stille modstand over for trusler mod kirken, om det så er bevægelser som ateisme, islamisme og materialisme, eller om det er angreb på os hver især med sygdom, undergang og følelse af fortræd mod vort liv.
Nogle gange kan man godt ærgre sig over, at Ånden ikke kan erfares med sanserne; men vi kan bruge billeder: ligesom vi kun kan se vinden, når trætoppene bevæger sig, kan man også kun se Ånden suse, når folk bevæger sig; bevæger sig til kirke, til dåb og nadver, til velsignelse og kirkeligt fællesskab. Når vi bevæger os til kirke, er det for igen at blive sendt ud i verden. Måske kan man sammenligne kirken med de livsvigtige organer som lunger og hjerte. Lungerne ilter blodet, og hjertet trækker blodet ind og pumper blodet det ud i kroppen hele tiden fra fødsel til død. I kirken får vi et pusterum, får ilt til krop og sjæl, så vi atter kan sendes ud i samfundet, det store legeme.
Disciplene fik tunger af ild, var brændende af iver, talte på mange sprog til mangfoldige folk, for det skulle understreges, at der er én treenig Gud til velsignelse for alle. De blev iltet med hellig ånd, for at gå ud i verden og give andre en hjælpende hånd. Vi bliver selv ved hver gudstjeneste og kirkelig sammenkomst iltet med Ånden igennem fællesskab og salmesang, gennem bønner og velsignelser. Iltet, så vi kan gå ud herfra og tage ansvar for at bringe liv og velsignelse til andre på det jævne. Amen.
Læs bibeltekster til Pinsedag
Salmer: 1. DDS 290: I al sin glans; 2. DDS 330: Du, som ud af intet skabte; 3. DDS 446: O lad din ånd; --- ; 4. DDS 298: Helligånden trindt på jord; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs
