Da Jesus i sin tid oprejste en ung mand fra de døde, gjorde han noget, der fik betydning for langt flere end blot enken i Nain og følget omkring båren. Hans undergerning blev et budskab om, at Gud Herren havde besøgt sit folk, og at opvækkelsen af den døde dreng ikke blot er en begivenhed, der hører til i en helt anden tid i en helt anden egn eller kontekst, men også har noget at gøre med os her i dag. Når først historien er læst op fra Lukas' beretning om Jesu vandring blandt mennesker, så kunne vi jo tænke, at enken sandelig var heldig, at Jesus sådan tilfældigvis kom forbi, og at han havde lyst til at gøre hendes søn levende igen. Vi kan da godt sende en medfølende tanke til den enke, der for længst er død og borte i jordens muld, og samtidigt tænke, ”Fint nok, men hvad har det med os at gøre?” Vi ved jo af erfaring, at dem der dør for os – både små og store, unge og gamle – ikke igen bliver givet os fysisk tilbage til livet. Derfor er det godt at spørge om, hvad evangelisten Lukas vil fortælle os i dag, for evangeliet er ikke bare gamle ord, der bygger på mystiske historiske hændelser fra en svunden tid, men det er ord, der kan klare at lyde og vække håb til enhver tid og i enhver kultur til dem, der har øre at høre med.
Præsten og modstandsmanden Kaj Munk skrev skuespillet ”Ordet”, der handler om, at en død vækkes til live alene ved troens ord. I skuespillet møder vi Johannes, der har læst teologi til han er blevet vanvittigt og tror, han er Frelseren selv. Han prædiker i tide og udtide imod sin families vantro og sin far Mikkels hårdhjertethed. Johannes' svigerinde Inger føder en død dreng, og dør selv i sin barselsseng. Stor sorg følger naturligvis i den lille familie, for Inger bragte livsglæde i huset med sit milde væsen og lysende sind. For hende galt det, at så længe, der var liv, var der kærlighed, og så længe, der var kærlighed, var der liv. Hun kunne som den eneste i familien sno den gamle stædige Mikkel om sin finger, og kun Johannes var en gåde for hende – som for de andre. Familien levede i forventningens voksende glæde efterhånden som tiden for Ingers nedkomst nærmede sig. Kun den sindssyge Johannes vakte dem bekymring, for han sagde mærkelige ting og påtalte altid deres manglende tro og tillid til, at ”Alt står i Guds faderhånd, / hvad han vil, det gør hans Ånd;”.
Da Inger lå død i sengen, og familien samledes om hendes dødsleje som følget omkring enkesønnens båre i Nain, var det ikke livslyst eller frimodig glæde, der fyldte rummet, men derimod en skuffelse over tilværelsen og over livets gang. Ind kom dog Johannes og opvakte Inger fra de døde ved at påkalde ”Jesu Kristi gravsprængerens navn”. Og Inger opstod, og blev givet til sin familie til stor glæde.
Men hverken den historiske hændelse i Nain eller skuespillet af Kaj Munk giver os det hele. For det ene hører historien til, det andet poesiens verden – men intet af det kan vi slå os til tåls med, for evangeliet er mere og andet end kilder til Jesus i historisk sammenhæng og mere og andet end skønne fortællinger med flotte ord i et lidt gammeldags sprog. Det er ord til os – til enhver tid, men bundet af ingen tid.
Kaj Munk udsendte i 1942 en række prædikener, og en af dem handler om dagens evangelietekst, hvor han netop selv er inde på, at både Jesus og Johannes gør noget, der ikke hører vores verden til: for døde opstår ikke, de bliver i deres kister! Vi kan jo selv gå på kirkegården og se efter! Derfor bliver Jesu undergerning også en provokation, en anfægtelse og forargelse for Kaj Munk, der selv har siddet ved flere sygelejer og dødslejer, hvorfor han med erfaring kan sige, at dem, der ønskede døden ikke altid fik den, og dem, der ønskede livet ikke altid fik det. Nogle forbandede derfor livet, andre forbandede døden. Ingen af de døde, han havde set, var blevet rejst fra dødslejet, hvor inderligt han så havde bedt for, at det måtte ske.
Skal vi så blot afvise dødeopvækkelsen som en løgn? Eller må vi tro, at han, der opstod fra graven selv kunne rejse andre fra døden? Historien om enkens søn fra Nain kaldes også ”minipåske”, fordi den peger frem mod, hvad der skulle ske med Jesus påskedag. Kan vi ikke tro på Jesu egen opstandelse, giver det heller ikke mening at tro på, at Jesus opvakte folk fra døden. Selvom vores erfaring står imod troen, så lyder evangeliet frimodigt som et glædeligt budskab. Vi kan ikke afvise opvækkelsen med vore erfaringer, lige så lidt som vi kan afvise Gud med videnskab. Ej heller kan vi bevise Gud med videnskab eller erfaringer. Ordet står til troende, og kun idet vi håber på, at ordene er sande for os, kan vi forlade os på dem.
Kaj Munk nåede selv frem til, at man ikke kunne krybe uden om dødens realitet hverken ved at forherlige eller fornægte den, men at man ved at krybe til det kors, der er døden til livet, alligevel kunne finde håb i håbløsheden og mod, hvor modløshedens ”tunge, mørke natteskyer” skyggede for alle solskinsdage.
Som han skrev i sin prædiken: ”For det er jo hændt mig, at naar jeg stod dér, bedsk og fattig ved Liget, da saa jeg, at Jesus var blevet stor hos dem, der havde mistet. Nu var det da deres eneste trøst og styrke, at Frelseren var til. At de vidste om ham, at han var den, der opvækker døde. Det var for dem den eneste Tale, der havde Værd, at der var en saadan Undernes Mester til: han kunde lade de Øjne, der nu var bristet, se det evige Lys, han kunde give de Lemmer, der nu segnede mod Forraadnelsen, Liv og Kræfter til at hæve sig højt over Stjernerne, det stivnede Hjerte i det kolde Bryst skulle sættes i Gang igen af Guds eget varme Hjerteslag, og vi, der stod her, kunde af hans Naade gennem Taarerne smile et Paa Gensyn.”
Stillet over for døden gives der trøst ved håbet om, at alt endnu ikke er sagt om den afdøde. At Gud endnu har ord at sige, som det blev sagt til den døde dreng: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!”
Dette håb vi nærer til evangeliets ord, der er helt utroværdigt i forhold til al vores jordiske erfaringer, bliver dog alligevel det håb, der er mest værd at tro på af alt i verden. At vi kan forlade os på dette håb betyder, at Gud selv ved sin kærlighed til os igennem Jesus Kristus tager sig af os, så vi slet ikke skal bekymre os om livet eller om efterlivet, selvom vi jo gør det nok så meget. Vi er mennesker under Guds nåde og hver dag gives os ufortjent og uden, vi kan gøre fra eller til, og vi hver dag får livet givet med nye åndedrag og vi ved ethvert møde med andre gives vi til hinanden.
På samme måde gives vi også håbets trøst og livets mod, når evangeliets røst lyder for vore ører og når vores sind og hjerte – og trodser al vores erfaring, for sådan virker Kristus. Og så bliver opstandelsen nærværende for os som en daglig hændelse, ligesom når solen atter og atter igen stiger op af havets skød eller glæden på forunderlig vis indfinder sig igen efter sorg eller tro igen viser sig efter håbløshed og mismodighed – som om, de var døde, men blev levende igen. ”Påskemorgen, da Herren opstod,/ da livstræet fæsted i graven rod.” Livstræet slog rod i dødens verden, og den sætter frugter i Himmerig. Amen.
Prædikenstekster til 16.s.e.T.
Salmer: 1. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære; 2. DDS 643: Sorrig og elendighed; 3. DDS 148: Ånden opgav enkesønnen; ---; 4. DDS 754: Se, nu stiger solen; 5. DDS 10,3-4: Alt, hvad som fuglevinger fik; 6. DDS 375: Alt står i Gud Faders hånd
Præsten og modstandsmanden Kaj Munk skrev skuespillet ”Ordet”, der handler om, at en død vækkes til live alene ved troens ord. I skuespillet møder vi Johannes, der har læst teologi til han er blevet vanvittigt og tror, han er Frelseren selv. Han prædiker i tide og udtide imod sin families vantro og sin far Mikkels hårdhjertethed. Johannes' svigerinde Inger føder en død dreng, og dør selv i sin barselsseng. Stor sorg følger naturligvis i den lille familie, for Inger bragte livsglæde i huset med sit milde væsen og lysende sind. For hende galt det, at så længe, der var liv, var der kærlighed, og så længe, der var kærlighed, var der liv. Hun kunne som den eneste i familien sno den gamle stædige Mikkel om sin finger, og kun Johannes var en gåde for hende – som for de andre. Familien levede i forventningens voksende glæde efterhånden som tiden for Ingers nedkomst nærmede sig. Kun den sindssyge Johannes vakte dem bekymring, for han sagde mærkelige ting og påtalte altid deres manglende tro og tillid til, at ”Alt står i Guds faderhånd, / hvad han vil, det gør hans Ånd;”.
Da Inger lå død i sengen, og familien samledes om hendes dødsleje som følget omkring enkesønnens båre i Nain, var det ikke livslyst eller frimodig glæde, der fyldte rummet, men derimod en skuffelse over tilværelsen og over livets gang. Ind kom dog Johannes og opvakte Inger fra de døde ved at påkalde ”Jesu Kristi gravsprængerens navn”. Og Inger opstod, og blev givet til sin familie til stor glæde.
Men hverken den historiske hændelse i Nain eller skuespillet af Kaj Munk giver os det hele. For det ene hører historien til, det andet poesiens verden – men intet af det kan vi slå os til tåls med, for evangeliet er mere og andet end kilder til Jesus i historisk sammenhæng og mere og andet end skønne fortællinger med flotte ord i et lidt gammeldags sprog. Det er ord til os – til enhver tid, men bundet af ingen tid.
Kaj Munk udsendte i 1942 en række prædikener, og en af dem handler om dagens evangelietekst, hvor han netop selv er inde på, at både Jesus og Johannes gør noget, der ikke hører vores verden til: for døde opstår ikke, de bliver i deres kister! Vi kan jo selv gå på kirkegården og se efter! Derfor bliver Jesu undergerning også en provokation, en anfægtelse og forargelse for Kaj Munk, der selv har siddet ved flere sygelejer og dødslejer, hvorfor han med erfaring kan sige, at dem, der ønskede døden ikke altid fik den, og dem, der ønskede livet ikke altid fik det. Nogle forbandede derfor livet, andre forbandede døden. Ingen af de døde, han havde set, var blevet rejst fra dødslejet, hvor inderligt han så havde bedt for, at det måtte ske.
Skal vi så blot afvise dødeopvækkelsen som en løgn? Eller må vi tro, at han, der opstod fra graven selv kunne rejse andre fra døden? Historien om enkens søn fra Nain kaldes også ”minipåske”, fordi den peger frem mod, hvad der skulle ske med Jesus påskedag. Kan vi ikke tro på Jesu egen opstandelse, giver det heller ikke mening at tro på, at Jesus opvakte folk fra døden. Selvom vores erfaring står imod troen, så lyder evangeliet frimodigt som et glædeligt budskab. Vi kan ikke afvise opvækkelsen med vore erfaringer, lige så lidt som vi kan afvise Gud med videnskab. Ej heller kan vi bevise Gud med videnskab eller erfaringer. Ordet står til troende, og kun idet vi håber på, at ordene er sande for os, kan vi forlade os på dem.
Kaj Munk nåede selv frem til, at man ikke kunne krybe uden om dødens realitet hverken ved at forherlige eller fornægte den, men at man ved at krybe til det kors, der er døden til livet, alligevel kunne finde håb i håbløsheden og mod, hvor modløshedens ”tunge, mørke natteskyer” skyggede for alle solskinsdage.
Som han skrev i sin prædiken: ”For det er jo hændt mig, at naar jeg stod dér, bedsk og fattig ved Liget, da saa jeg, at Jesus var blevet stor hos dem, der havde mistet. Nu var det da deres eneste trøst og styrke, at Frelseren var til. At de vidste om ham, at han var den, der opvækker døde. Det var for dem den eneste Tale, der havde Værd, at der var en saadan Undernes Mester til: han kunde lade de Øjne, der nu var bristet, se det evige Lys, han kunde give de Lemmer, der nu segnede mod Forraadnelsen, Liv og Kræfter til at hæve sig højt over Stjernerne, det stivnede Hjerte i det kolde Bryst skulle sættes i Gang igen af Guds eget varme Hjerteslag, og vi, der stod her, kunde af hans Naade gennem Taarerne smile et Paa Gensyn.”
Stillet over for døden gives der trøst ved håbet om, at alt endnu ikke er sagt om den afdøde. At Gud endnu har ord at sige, som det blev sagt til den døde dreng: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!”
Dette håb vi nærer til evangeliets ord, der er helt utroværdigt i forhold til al vores jordiske erfaringer, bliver dog alligevel det håb, der er mest værd at tro på af alt i verden. At vi kan forlade os på dette håb betyder, at Gud selv ved sin kærlighed til os igennem Jesus Kristus tager sig af os, så vi slet ikke skal bekymre os om livet eller om efterlivet, selvom vi jo gør det nok så meget. Vi er mennesker under Guds nåde og hver dag gives os ufortjent og uden, vi kan gøre fra eller til, og vi hver dag får livet givet med nye åndedrag og vi ved ethvert møde med andre gives vi til hinanden.
På samme måde gives vi også håbets trøst og livets mod, når evangeliets røst lyder for vore ører og når vores sind og hjerte – og trodser al vores erfaring, for sådan virker Kristus. Og så bliver opstandelsen nærværende for os som en daglig hændelse, ligesom når solen atter og atter igen stiger op af havets skød eller glæden på forunderlig vis indfinder sig igen efter sorg eller tro igen viser sig efter håbløshed og mismodighed – som om, de var døde, men blev levende igen. ”Påskemorgen, da Herren opstod,/ da livstræet fæsted i graven rod.” Livstræet slog rod i dødens verden, og den sætter frugter i Himmerig. Amen.
Prædikenstekster til 16.s.e.T.
Salmer: 1. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære; 2. DDS 643: Sorrig og elendighed; 3. DDS 148: Ånden opgav enkesønnen; ---; 4. DDS 754: Se, nu stiger solen; 5. DDS 10,3-4: Alt, hvad som fuglevinger fik; 6. DDS 375: Alt står i Gud Faders hånd
